Ivar Henriksen startede computeren op med en skælvende pegefinger. Måske ville det ikke lykkes ham at logge på. Han vendte posen med økologiske broccoli buketter og holdt den mod den voksende bule over hans tinding. Det gjorde fandens ondt, men Ivar Henriksen fortrak ikke en mine. Skærmen lyste op, hvor der var plads til hans kodeord. Ivar kiggede op og mødte attentatmandens blik og pistolmunding, der begge var vendt i hans retning.
"Giv mig et øjeblik. Jeg kunne have hukommelsestab," sagde Ivar med en kold og kynisk stemme med referencen til den velkomst attentatmanden gav ham, da han trådte ind i den mørke lejlighed.
Attentatmanden gav ham et nik med pistolmundingen. Det kunne betyde alt fra "kom nu" til "sidste chance". Ivar lagde broccoli posen og lod fingrene finde de rigtige taster. Han havde aldrig lært ti-finger-systemet, men hakkede med pege- og langefingre, så hele tastaturen bankede mod bordet.
O D Y S S E U S 3 0 5 0
Han afsluttede med enter-knappen, inden Ivar igen holdt broccoli posen mod hovedet og vendte computeren om mod attentatmanden.
Attentatmanden trak en mobiltelefon op af lommen og foretog et opkald uden at flytte blikket fra Ivars pokeransigt. Ivar lyttede med. Det var en kvinde, der talte i den anden ende. Attentatmanden lod som om han havde en ny lille kartoffel i hver kind. Slavisk sprogstamme. Øst-Europa. Ivar kunne dog ikke genkende sproget. Det var ikke umiddelbart nogen, han havde forretninger med.
Attentatmanden skubbede computeren tilbage til Ivar og rakte ham telefonen. Kvindestemmen talte engelsk med samme østeuropæisk accent.
"Mr. Henriksen, please transfer $ 100.000 to the following account." Frasens høflighed var en ren formalitet. Det samme var smilene og håndtrykkene, når Ivar Henriksen gjorde forretninger i verdens tyngdepunkter for interne konflikter og krig. Der var penge at tjene, og Ivar havde en lukrativ forretning. $ 100.000 var en god portion af hans disponible midler, men det gjorde ikke indhug i hans personlige formue. Ivar trykkede ind på én af sine bankforbindelser, som Interpol holdt øje med.
"Det var noget af et prismærke. Hvad får jeg for det beløb?" Ivar skævede til attentatmanden, der fulgte med på skærmen, mens Ivar tastede beløb og kontonummer ind.
"Peace," brummede han. Ivar havde nær leet højt. Han var ikke en fredens mand.
Da beløbet var overført, skyndte attentatmanden ud af lejligheden. Ivar gav ham 10 minutter, inden han ringede til politiet for at anmelde et hjemmerøveri.

De tilfældige ord var: prismærke, tyngdepunkt, attentatmand, hukommelsestab og pokeransigt.