Taxaturen var kort, men lang nok til, at hun nåede at blive varm i kinderne af hans tilstedeværelse, inden de standsede foran dansebaren. De andre ventede, og de to skiltes ad. En øl blev hurtigt til flere, og da klokken blev 1 hviskede han i hendes øre, at det var på tide for ham at tage hjem. Hun følte sig på et kort sekund helt ædru, og skuffelsen over hans pludselige farvel og dermed aftenens bratte afslutning satte ind i hende.
"Må jeg ikke følge dig lidt af vejen?" spurgte hun slukøret, og uden at skjule sin skuffelse.
"Det må du da. Men lov mig, at du går tilbage og fester videre, ikke?" Hans arm klemte om hende imens de gik. I det sekund følte hun kærlighed, men det kunne ligeså godt være alkoholen der spillede hende et puds. Han følte vist ingenting. Han satte farten ned og trak hende ind i en oplyst port og op af væggen, og det var næsten som en film, hvor lyset faldt perfekt og musikken spillede, og han lagde op til et kys, der ville få alt omkring dem til at forsvinde.
"Er du sikker på det her?" spurgte han med den blideste og mest omsorgsfulde stemme, og hun tøvede ikke et sekund med at svare ja. "Jeg har aldrig været mere sikker".

Og alt forsvandt for en stund. Indtil det vendte tilbage tifold, og de moralske tømmermænd satte ind, selvom hun stadig var fuld. Og hun kunne end ikke fortryde det, de lige havde gjort, kun fortryde, at de ikke havde gjort det noget før. Og han forsvandt i gaden og efterlod hende uforløst og med en knust hjerte. Igen.

Hun vendte tilbage til festen som om intet var hændt, for det var jo deres hemmelighed, og det havde heller aldrig været været meningen at hun skulle falde for ham, selvom de vist havde været lige gode om det i sidste ende.