Bussen i myldretiden

Hun kiggede sig rundt , strækte sig op til stop knappen .

"Jeger fuld" tænkte hun .

For det var hun .
Fuld og alene .
i en overfyldt bus i en rullestol

Hun krammede sin taske for ikke at tabe den .
Nu skulle hun hjem
Hjem til hvad ?
Ingenting

En lejlighed der skreg efter mere liv , mere glæde mere kærlighed
Hendes mund smagte af billig rødvin og guldøl
Hun mærkede ikke så meget længere
Og hun elskede den fornemmelse

Så kunne hun drømme
Om det forhold hun aldrig fik
Om de børn han aldrig kunne bære i sin bug
Om de venner som ikke var afhængig at mødes på et værtshus
Som havde "normale" liv
og du må få min kørestol når jeg dør

At kunne være der for nogle eller gøre en forskel
Nu skulle hun hjælpes
Og du må få min kørestol når jeg dør

Men i hendes drømmeliv var der fred , glæde , ædruelighed og masser af mennesker
Hendes liv blev førtidspension
Vennerne blev gutterne på vinstuen
Børnene blev en undulat
Du må få min kørestol når jeg dør

I alkoholen fandt hun glemsel tåge der aldrig hørte op, som kun skulle suppleres indimellem

Naboerne var begyndt at kigge lidt underligt
Men hun var ligeglad , lad dem sladre
der har sladrebehov

Hun holdt øje med dem
Rosa på treidje
Bent og Lis på anden
Kira og Steven i stuen
De kunne gå på deres ben
De kunne løbe
De kunne klare klare sig selv
De kunne hjælpe andre
Og hun var misundlig
selvfølgelig var hun det
Og du må få min kørestol når jeg dør
Hun var blevet ældre
En gammel kælling med gråt hår og gebis
Snart kom høre apparatet vel også
Så længe hun kunne læse , komme uden for og drikke de sønderskudte livsdrømme væk så var hun ligeglad
For hun ville ikke mærke
Hun ville ikke mærke
hun ville ikke mærke
for det gjorde ondt
Hun havde mærket i 40 år
Og tiden var smuldret væk






Kira og Steven i stuen

Der levede drømmene
O!g du må få min kørestol når jeg dør



Nu sad hun bare her
Og hvem ku