Hoveddøren smækker i bag mig. Jeg går halvvejs hen mod havelågen og vender mig så mod huset. Mit hus. Et hvidt parcelhus med mørkegrønne vinduer. Det er ikke noget særligt, men det er mit. Det var mit. Jeg ved jo godt, at det er på lånt tid nu. Jeg lukker øjnene og synker klumpen i halsen. Det ligner slet ikke mig at være så sentimental. Men jeg har haft den bedste tid i mit liv i det hus. Jeg åbner lågen og går ud på fortovet og fortsætter hen mod busstoppestedet. Min bil er på værksted, så jeg er nødsaget til at tage bussen her til morgen. Det gør mig ikke så meget, det er et godt sted at iagttage andre mennesker. Hvis jeg altså når det.

Hækkene jeg går forbi er sirligt klippede og jeg kan mærke duften af græs i mine næsebor. Det er en varm og dejlig sommermorgen. Men det lægger altså en dæmper på humøret, at jeg glemte mit trofæ i bagagerummet, inden jeg afleverede bilen på værkstedet i går aftes. Jeg ville så gerne have set det i min samling, sammen med alle mine andre trofæer. Men sket er sket, jeg er blevet ældre, og selvom jeg hader at indrømme det over for mig selv, så er min demens langsomt begyndt at æde sig ind på min hjerne. Ellers ville jeg aldrig begå så fatal en fejl. Jeg plejede at være en af de bedste.

Jeg hører sirenerne, før jeg ser den patruljevogn, som træder hastigt på bremserne ud for mig ved kantstenen og trækker op foran mig på fortovet. Men det her er virkelig ikke en mulighed. Jeg ved, det er slut, men jeg kan ikke bare lade dem anholde mig og lade dem grave i min syge og svækkede hjerne. Det var virkelig den bedste tid i mit liv, i det hus. Jeg kan tydeligt se overraskelsen i betjentens øjne, da jeg trækker min kniv op fra sit skjul i tøjet og hugger ud efter ham. Han skyder øjeblikkeligt, og jeg mærker kuglen synke ind i det mørke dyb, jeg kalder mit hjerte. Det eneste jeg fortryder i dette øjeblik, er at jeg aldrig mere skal hjem til mit dejlige hus, fyldt med alle mine trofæer omkring mig.

Det var virkelig et dejligt hus.