Du kender det sikkert, det der med at genleve dine minder som, hvis de sker lige nu og her. I hvert fald er det et dagligt fænomen for mig. Så sent som for 5 minutter siden, hvor vi alle satte os i rundkredsen rundt om det alt for store bord og skulle give en kort præsentation om os selv, gik det op for mig. Jeg skal ikke blot fortælle, hvem jeg er, men lade dem gennemskue, hvad jeg er, som om det er ganske indlysende for enhver. "Mit navn er ..." og allerede her gik jeg i stå. Vil de overhovedet kende til mit navn? Så de kan tage hjem, dykke ned i mine papirer og derved vide hver en ting om mig?
Jeg træder ind i rummet som den første og begynder at tælle stolene, der er 13 stole. 13 mennesker til sådan et lille rum er ubegribeligt og jeg føler straks at jeg må forlade stedet. Men ind kommer de. 11 på én gang. De har alle taget notesbøger og skrivere med, og ligner at de er klar til at sluge alle informationerne til sig og overkomme deres misbrug fra dag et. Men det er jeg vel ikke klar til, er jeg? Til sidst træder en mand i et hvidt jakkesæt ind ad døren og alle rejser sig, jeg følger trop for jeg er selvfølgelig en del af holdet. At skille sig ud fra holdet ved første møde er at gå i graven med begge ben, og vinke farvel til flaskerne. Jeg ønsker ikke at mine flasker skal tømmes endnu, de mangler stadig deres daglige refill som er det første jeg gør når jeg kommer ud herfra. Hvornår begynder det hele tænker jeg og ud af det blå siger jeg "Mit navn er ..." døren går op og ind kommer en mand i hvidt jakkesæt. Rundt om bordet sidder alle og sniksnakker og jeg tager noter i en helvedes fart. "Vi er glade for at du er kommet Hr." Og alle lægerne kigger straks på mig. Jeg observerer og jeg synes at de alle er så besynderlige. At de kalder mig for Hr. i stedet for mit navn, er højst besynderligt for lægerne plejer altid at have styr på deres vigtigste patienter. Mig selvfølgedig. Men nu begynder jeg at blive utryg og rækker ud efter en flaske vand på bordet, men det er som om at der intet vand er tilbage. Hvor vover de at tømme mit vand, når de ved at det er min eneste energikilde jeg har tilbage?! Jeg vælger at gå ud ad døren og sætter mig ved nærmeste bord. Jeg vil egentlig bare gerne hjem nu, men ind kommer 12 mænd i hvidt jakkesæt.