En dag ígen hvor,
jeg sidder alene,
inden på mit værelse,
kigger ud af vinduet,
det er trist gråt ude,
kun de mørke skyer,
hvor bliver solen dog af.

Mærker en kæmpe,
had indeni til mig selv,
mærker jeg er ked,
jeg er røget ned i,
det store mørke hul,
der hvor intet er godt,
kun fuld af ensomhed,

Det som jeg ønsker,
er ikke det her sted,
ikke et stort tomt hul,
hvor der et kun er fuld,
af masse tomhed,
intet at se frem til,
i dag eller i morgen.

Min Krop skriger af smerte,
som for pindt den er,
måske et råb om hjælp på at,
det inden i mig ikke kan,
finde mig til ro på hvem jeg,
og hvad denne store verden,
kan tilbyde mig som den jeg er.

Som forskræmt med drømme,
måske tomme forhåbninger,
ser jeg ingen lykkelig fremtid,
til en pige som mig i livet nu,
hvor alt den trygge,
lykkelige,
varme kærlighed er.

Et måske råd om hjælp,
til snart at komme videre,
at det er nu der skal til,
at ske noget på min vej,
hvis min krop ikke skal,
give slip på det hele.

Den smerte som blot,
gører mere og mere ondt,
på den spinkle krop,
fremmede usikker,
jeg føler mig i min krop,
ville ønsker det ikke var,
mig som var indeni.

Giver jeg op nu og,
mindster troen på alle,
mine håb for drømme,
det som jeg har i livet,
som bringer glæde lige nu,
er der intet at leve for,
så kan jeg ikke leve.

Min træning som er en kamp,
min mail der gører mig glad,
en verden hvor jeg kan være mig,
det er det jeg ser som min vej,
lige nu i min vej til over levelse,
Det er det som gøre at,
jeg endnu ikke har gidet slip.