Mit hjerte slår evindelige slag,
Det banker bedrøvet hver dag.
Sørgmodighed findes i mit hjerte,
Det glemmer modet i min smerte.

Et ægte lys står på mit bord,
Og flammen brænder så stor,
Røgen duftede så kort i mit rum,
Efter lysets blafren blev stum.

Så alene sidder jeg her og sukker,
Indtil gud mit lys endelig slukker.
Jeg slukker selv lyset i min pære,
Hvor guddommelig kan man være.

Mørket ligger sig som en hinde,
Det tvinger lyset til at forsvinde.
Dette var blot en af mine dage,
Hvor mange mon findes tilbage?

Træt ligger jeg mig på min pude,
Og tænker på verden der ude.
Jeg lukker mine øjne i tanker,
Sover ind til hjertet der banker.