Jeg ønsker, at jeg kunne skrive en kærlighedshistorie. En lykkelig en. Det kan dog ikke. Jeg har ikke nok viden om kærlighed. Jeg skubber den væk hver gang en mand nærmer sig mit hjerte. Sørger for at han ikke får chancen for at knuse mig. Hvis det skete. Var jeg fortabt. Jeg er ikke stærk af sjæl. Jeg virker nok sådan. Men jeg er det ej. Jeg er ret usikker. Jeg tør ikke rigtigt. Jeg har ikke lyst. Alligevel vil jeg gerne. På en måde.
   Såre mig må han ikke. Og det ved jeg vil ske. Intet varer for evigt, det ved vi alle. Jeg har oplevet kærligheden engang. Det var dog dengang jeg var ung. Stadig ung? Det siger nogle. Jeg synes selv jeg er ved at være oppe i årene. Har ingen mand, har ingen at elske, Jo, familie og venner. Men ingen at holde om før jeg går i seng, ingen at fortælle mine dybeste hemmeligheder til. Ingen at sige de 3 største ord i verden til: Min for evigt. Ingen at tale med om livets mirakler og forbandelser.
   Som sagt, oplevede jeg kærligheden engang. Dengang livet var stort. Da alt var smukt og tiden fløj af sted. Da jeg ikke viste hvor farligt det hele var. Før livets alvor slog mig. Før sorgen fandtes. Naiv og uvidende, ja dengang. Nu er jeg alt for bevidst om alt jeg laver. Føler nogen kigger på mig, iagttager og dømmer mig hvert sekund jeg gør noget forkert. Og hver gang mine bevægelser ikke er korrekte, bliver jeg straffet. For hver gang går der en dag mere før jeg igen kan elske. Ingen er fejlfrie. Det kan ikke lade sig gøre. Hvorfor ikke bare give op? Fordi jeg savner, savner mere end det burde være muligt. Savner en krop at holde om.
   Men intet varer ved, det gør kærligheden heller ikke. Man skal gøre sig fortjent. Er det ikke sådan det er? Synes jeg kæmper. Kæmper og kæmper. Livet er uovervindeligt. Skæbnen er uovervindelig, Hvis jeg bare kunne reddes.