Jeg ved ikke lige hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er meget at lave og alligevel intet. Der er lektier, der er rod der skal ryddes op, tøj der skal vaskes, mad der skal laves, lektier jeg skal hjælpe min bror med at lave...
Jeg lyder lidt som en kvinde på 38, med mand, børn, hus og arbejde gør jeg ikke? Men nej, jeg er ikke 38, jeg har hverken mand eller børn. Jeg er 17år. Jeg bor hjemme ved mine forældre, sammen med min søster og min bror. Jeg er den ældste. Jeg har et fritidsjob. Jeg har ingen kæreste. Hovedsagligt fordi jeg nok er bange for at binde mig, eller også har jeg bare ikke lyst? Men hvis jeg havde en, ville jeg ikke have tid til ham, og så er man jo ikke nogen ordentlig kæreste vel? Jeg har mange venner og hver gang jeg har tid, er jeg sammen med dem. Eller ikke kun tid. Jeg skal også kunne klare at være på. Det kræver meget i min alder. Jeg kan ikke bare gå om til en veninde i den anden ende af byen uden mindst at bruge 15-20minutter på at lige gøre mig lidt i stand. Jeg kan ikke bare smutte forbi og være uoplagt og træt. Det er ikke nok. Man skal være glad og interesseret. Man skal være som man plejer. Det er noget man vender sig til. Til at virke oplagt. Man smækker bare en facade på, det gør veninden også og så mødes man lige en halv time for at chatte om vind og vejr, derefter skilles man og kæmpe videre med at nå alting.

Unge mennesker lider af stress. Hører det næsten hver dag. Det er i radioen, tv'et, alle siger det... Og ja det gør vi. Men lider og lider... Det er nok ikke noget, nogle af os dør af.
Jeg vil gerne, her i min bedste alder, give mine forældre skylden. Stress er ikke noget man arver. Men hvis det er noget man er vant til, lagrer det sig inde i hovedet. "DU HAR TRAVLT". "DU SKAL NÅ SÅ MEGET, PÅ SÅ KORT TID". "DU KOMMER FORSENT". Mine forældre har siden jeg gik i børnehaven ikke sagt andet end "skynd dig nu". Man bliver vant til at skynde sig. Vant til at have travlt, tænke hurtigt, handle hurtigt. Det lyder også meget godt, gør det ikke? Hurtig handlekraft!? Og ja det er det. Jeg arbejder hurtigt i skolen, og på mit arbejde ville jeg være en af dem der ville være glad for akkordløn. For jeg er hurtig. Jeg har ikke så mange timer på arbejdet, fordi jeg er for hurtig i forhold til beregningerne.
Det virker smart. Alle burde hundse rundt på sine børn fra de kunne gå. Så ville vores samfund blive virkeligt effektivt. Alt ville gå så stærkt at ingen ville opdage at det blev gjort. Det kunne virkeligt komme til at gavne mange mennesker. Arbejdspladser, institutioner, skoler og uddannelser. Jeg mener, vi ville virkeligt få fart på.
I børnehaven, når klokken blev 11.30 ville alle børn automatisk sidde sig ned og spise deres mad. Alt hvad de lige havde gang i af legesager ville blive glemt så snart klokken blev 11.30. Kl. 12.10 ville alle børn, hurtigt og effektivt, rydde deres madkasser af vejen, tage deres flyverdragter på og gå ud på legepladsen. Kl. 16.15 når forældrene skulle komme og hente deres børn, ville de ikke skulle sige "SKYND DIG NU" for alle børnene ville allerede stå med tasken i hånden og skoende på. For det ville børnene være vant til.
På uddannelserne, ville de unge komme så hurtigt igennem skolesystemet at statsministeren ikke engang kunne nå at sige "I skal hurtigere igennem systemet" Der ville ikke være brug for sabbatår hvor man skulle ud og rejse, og finde ud af hvad det var man ville. For det ville man allerede fra børnehaven have bestemt sig til. Og alle blev hvad de havde drømt om, for det er bare et spørgsmål om at sætte sig et mål tidligt og så stræbe efter målet til det bliver opnået.
For ikke at glemme arbejdspladserne, ville de også blive enormt effektive. Menneskerne der arbejdede, ville fra helt små have specialiseret sig i et emne. Vi ville ende med et samfund fyldt med super - specialiser, som ville være enormt hurtige til at udføre deres job. Vi ville virkeligt være et konkurrencedygtigt land.
Men der er, som af alt andet, en bagside af medaljen...
Når man pludselig sidder og der ikke er nogle opgaver der skal klares går man fuldstændigt i stå. Alle ting bliver glemt og man aner ikke hvad man skal gøre af sig selv. Det kender jeg i hvert fald. Jeg føler mig som en maskine. Jeg er programmeret til nogle bestemte ting, men hvis jeg ikke skal lave noget kan jeg slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke bare sidde og nyde øjeblikket. Sekunder hvor man bare sidder og drømmer, findes ikke for mig. Jeg dvæler ikke. Selv om jeg har lyst til at slappe af, sidde og lave ingenting kan jeg ikke. Når jeg sidder på stationen og venter på bussen kan jeg ikke følge bladet der har løsrevet sig fra træet. Jeg kan ikke bare sidde og kigge på det stille og roligt som alle andre omkring mig kan. Jeg sidder og koncentrerer mig om hvad jeg nu skal lave, når jeg kommer videre. Lektier, oprydning, arbejde. Jeg har ikke tid til at slappe af, selv om jeg godt kunne få det. Men at slappe af, er for mig en anstrengelse i sig selv. En af de rigtigt svære. Matematiske ligninger og samfundsøkonomiske opgaver klarer jeg så let som at strække en arm. Men at ligge mig på jorden og kigge op i himlen, lade skyerne glide forbi, uden at tænke på hvad jeg skulle rejse mig op og lave om lidt, vil aldrig ske. Jeg kan ikke. Det ville være noget af det sværeste for mig at gøre.
At jeg ikke kan nyde stilheden er mit værste mareridt. At jeg ikke føler jeg har tid til at sove når det bliver nat og at jeg ikke har tid til at sidde og se andet end nyhederne i tv'et gør mig gal. At jeg ikke kan nyde rytmen i musikken og elske at sidde og bare stirre tomt ud i luften.
Alt det vil jeg igen gerne give mine travle forældre skylden for. Og jeg vil gerne give samfundet skylden for at gøre mine forældre til dem de er, som gør mig til den jeg er. Jeg vil gerne give mig selv skylden for at gøre, hvad jeg engang kommer til at gøre mod mine børn, som mine forældre gjorde mod mig, da samfundet ændrede sig. Da samfundet skulle moderniseres og være konkurrencedygtigt. Da samfundet gjorde os alle til maskiner.
Tiden er samfundets våben der truer os til at yde det maksimale...