Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, men hun frygtede, det ikke var det eneste sted, hun blødte fra. Men hun turde ikke kigge ned ad sig selv. Vidste ikke, om manden var væk, overfaldsmanden, den svulstige krop, den store, massive mave. Han kunne være gået til side for at gøre tilløb til atter et angreb. Hun frygtede det værste.
   Hun mærkede det fugte et sted. Kunne ikke helt lokalisere hvorfra. Turde ikke tænke tanken. Hun ville ikke kigge ned ad sig selv. Ville ikke tænke det værste. Hun så på tasken. Den lå ved siden af hende, revet i stykker ved lynlåsen, og dens indhold lå på græsset, spredt ud i alle retninger. Hendes ben var også spredte. Måske havde hun været heldig. Alt taget i betragtning.
   Hun tænkte på det, han kunne have gjort. Hun kunne være død. Blodet kunne have været det sidste i bevægelse før stilheden. Men hun hørte vindens sus. Hun levede. Han havde ikke taget det vigtigste af alt. Livet. Hun trak vejret. Hun sansede. Hun kunne se sin ødelagte taske. Det sidste levn fra en fremmed mands handling, kontrolleret, gennemarbejdet, ondskabsfuld, kynisk.
   Hun tænkte tanken. Tænkte på manden, der brutalt havde overfaldet hende, manden der havde ødelagt hende. Men hun tænkte ikke det værste. Mærkede blot fugten formere sig et sted. Havde hun tisset i bukserne? Det lugtede ikke af urin. Det lugtede snarere af blod. Varmt blod. Friskt blod. Men hun havde jo også næseblod. Lod for en stund blodet fra næsen ligge til grund for den angribende lugt. Lukkede øjnene, som om hun ville dykke ned i det blackout, hun kom fra, men alligevel kunne hun ikke. Måtte tænke. Hele tiden. Måtte konfrontere sig selv med sit eget indre. Selvom hun ikke ville tænke det værste.
   "Hjælp," hviskede hun til sig selv. Måske det skulle have lydt højere, som et nødråb, men det forblev et ord alene henvendt til sig selv. Ordet druknede, præcis som ordene altid havde gjort det, og som de havde gjort, mens han havde været i gang med at kvæle hende. Hun tænkte tanken igen. Tænkte på manden. Og på tasken, der var ødelagt. Hun ville ikke kunne bruge den i byen mere. Hun kunne ikke vise den frem for nogen. Hun vidste, hendes mor ville opfordre hende til at gemme den væk, eller måske oven i købet smide den ud. Måske var det også bedst sådan.
   Glem den dumme taske! Den har jo ikke kunnet slå hårdt nok! Han har ikke engang fået en bule! Den var blød. Sårbar som dig selv! Ødelagt! Og du tænkte ikke det værste. Jeg tænkte ikke det værste.
   "Hjælp." Med ordet vågnede hun op. Blev helt klar i hovedet. Hjælp. Det var, hvad hun søgte. Hjælp ville redde hende. Hjælp ville give hende den rette forståelse. Med hjælp ville hun få hjælp. Ved at få hjælp ville hun få det bedre. Hun smilede en anelse. Men blodet flød ned i smilet og gav hende smagen af et for altid såret menneske. Og det menneske var hende selv. Hun mærkede fugten på sine inderlår. Hun vidste, at den kom fra underlivet.
   "Hjælp!"
   Gerningsmanden var væk. Kroppen med den massive mave. Hun kunne se parken i et overvældende syn, storslået og faretruende på samme tid, rå natur, uden nåde, uden noget. Hun kunne ikke lægge nogen mening i den. Den skreg efter meningsløshed. Tomhed. Hun kiggede ned. Ned ad sig selv. Mere natur. Kropsligheden udstrålede kynisme, som øjnene, der havde set på hende, mens hun kvaltes. Hun ville have kastet op, men ikke engang et enkelt gylp kunne trænge sig op af den sammenklemte halsåbning. Der havde været lukket for hendes luftveje. Ordene var stoppet på sin vej op, angrebet af tomhed, falskt sprog, og der var ikke noget at sige. Kun tomhed.
   Hun fik grebet fat i tasken. Måtte handle for at tænke på noget andet. Ikke en eneste enhed var tilbage i den. Alt var rystet ud af den, adskilt fra sin plads, fremmedgjort. Indholdet lå på græsset, raseret, og hun kunne ikke hjælpe tingene tilbage i tasken. Ikke endnu. Hun følte sig ikke klar. Hun manglede noget for at føle sig parat til at bevæge sig yderligere. Hun måtte tænke det værste. Hun blev nødt til det.
   Se åbningen! Se den, Lotte! Se den!
   Hun var god til at lyve sig fra alting, benægte noget og senere fortrænge det - gøre det til noget ugjort. Eller fremstille det ugjorte, så det blev til noget gjort, i sproget. Sådanne metoder tog hun ofte i brug i sin hverdag. Men denne hverdag var blevet en tragisk dag. Ikke som andre. Og metoden ville ikke have den effekt, den plejede at have. Den ville ikke føre hende frem. Den ville snarere bremse hende. Hun måtte tænke det værste og fortsætte med at tænke det. Hun kunne ikke lyve sig ud af dette. Der var kun en sandhed, og den sandhed måtte frem. På græsset så hun sin nøgle til lejligheden, hvor hun ville ønske, hun var på netop det tidspunkt. Men i stedet lagde hun sit hoved ned i græsset igen, lukkede øjnene og besvimede. Hun havde mistet for meget blod eller fodfæste.
   Hvorfor slugte du ikke blodet på dine læber? Går du ikke ind for genbrug? Hvorfor så du ikke åbningen, Lotte? Du så den jo ikke!
   Jeg så den jo ikke!


* * *
   Hun vågnede op på hospitalet med blomster og chokolade omkring sig. Det var fra søde folks søde tanker. Men det fungerede ikke. Hun slog til blomsterne og åbnede chokoladen for at kvæle sig selv i dem. Der var en intens atmosfære i rummet. Familien så en side af deres søde Lottepige, de aldrig havde set før. Og Lotte oplevede en side af sig selv, hun havde undertrykt i hele sin opvækst.
   Familien måtte stå og se på, mens deres datter slyngede dynen over sig og bed sig selv i låret. Fugten var væk, men hun fik det til at bløde igen. Hun var blevet vasket. Rengjort. Men intet kunne være mere beskidt, end hendes pæne, nyvaskede krop, og familien gik udenfor og tog sig en kop kaffe og røg masser af smøger. Timer gik før de atter fik sig snøvlet ind til det forstyrrede barn, der var blevet resultatet af én enkel situation, hvilket var alt, hvad hun selv var blevet til.
   De havde fået en snak med overlægen:
   "Hvad sker der med hende, doktor?"
   "Hun bearbejder de frygtelige indtryk, Frue. Det er en almindelig
   reaktion på det, der er sket."
   "Nej, jeg mener, hvad vil der ske med hende."
   "Hun får en underlivsbehandling."
   "Vil hun miste noget?"
   "Hun har mistet noget, er jeg ked af."
   "Hendes livmoder?"
   "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt."
   Doktoren kunne ikke sige det med ord. Det var som om, det drejede sig om noget, sproget ikke kunne bære, og i stedet lod han tavsheden tale. Det syntes Lottes mor var dårlig service, selvom hun overhovedet ikke gav udtryk for den
   utilfredshed.


* * *
   Operationen gik godt. Over al forventning. Og allerede tre dage senere kunne Lotte udskrives. Men hun var nødt til at få psykologhjælp i lang tid efter. En kvindelig psykolog, der talte meget afdæmpet, næsten lavere end den hvisken, der var det eneste, Lotte kunne huske i tidsrummet fra overfaldet og frem til besvimelsen, og det irriterede hende.
   "Så tal dog højere, kvinde!" skreg hun en dag, og så fik hun en anden psykolog. Hun nåede i alt at få fire psykologer, før man erklærede hende rask. Man fornemmede en meget aggressiv kvinde, stærk og målbevidst, og det var sundt for hende at agere på den måde. Havde man blot været klar over, at Lotte tidligere havde været en sød og afdæmpet kvinde, lettere forvirret og uden de store mål i livet, så havde man vidst, at hun overhovedet ikke var rask. Men de fremmede psykologer kendte hende ikke. Ingen kendte hende mere. Ikke engang hende selv. Hun var en skygge af, hvad hun var engang. Én gang. Men aldrig mere. Og hun talte et knudret sprog.
   "Nej, jeg vil beholde tasken. Som den er. Den er fin til mig."
   "Jamen, skat, vi kan skaffe en ny til dig. Magen til."
   "Det er min, mor. Min!"


* * *
   Lotte var lesbisk. Det havde hun vidst siden, hun var tolv år gammel. Hun kyssede sin bedste veninde engang, men eftersom veninden ikke var lesbisk, så blev det alligevel ikke til noget. Lotte holdt det hemmeligt for sine forældre. De havde ikke godt af at høre en sådan sandhed. Hun var god til at lyve og holde ting hemmeligt. Hun løj sig igennem tilværelsen, og løgnen voksede sig større og større og kom i gymnasiet. Sproglig. Med sproget som første prioritet. Det var det andet forår på gymnasiet, hvor Lotte lærte at skrive. Selvfølgeligt kunne hun sætte nogle enkelte tegn på et stykke hvidt papir tidligere. Det drejede sig jo egentlig bare om at skrive noget, skrive hendes navn, skrive en stil, skrive et klagebrev, skrive noget.
   Bare skriv!
   Men hun fik først idéen til noget at skrive det forår, hun sad i skumringen, sen aften, forårets milde vind blæste sagte ind ad vinduet, åbningen på væggen, der syntes at folde armene ud og indbyde til en flyvetur. Månen stod højt. Vel samme højde som altid, men med sproget skrev hun
   […] højt!
   Sproget var begyndt at tale til hende. Fortalte hende, hvad hun skulle skrive.

Skriv om dig selv, Lotte. Hvem er du? Skriv om dit liv. Du gik til spejder som barn, ikke? Elskede naturen. Du løb rundt… Jeg løb rundt ude i skoven med mine venner. Agnete og Frederik, Prinsessen og Kronprinsen. Frederik lignede lidt prinsen. Det har jeg altid syntes. Vi legede så godt sammen. Nu forstår jeg, hvorfor folk kaldte os trekanten. Jeg troede altid, de hentydede til, at Agnete gik forrest med Frederik, mens jeg gik alene bagved, sådan at vi formede en trekant. Det var ikke derfor. Men vi forstod os ikke på sex, før vi prøvede det. Mærkede det på vores kroppe.
   Den massive mave! Åbningen, Lotte!
   Nej, ikke det! Ikke det!


* * *
   Lotte skreg. Men hun skreg ikke hjælp. Ikke det. Hun skreg bare. Skreg tomhed. Ud i det åbne rum. Ud i intet. Og hendes mor kom. Beroligede hende med en sang. Hun sang I Skovens Dybe, Stille Ro. Men Lotte var en løgner. Hun hørte, hvad hun ville. Hun hørte I Skovens Dybe, Stille Ro. Komponeret af tomheden selv. Stilheden. Den dybe melankoli.
   Lotte græd ikke. Hun smilede. Men denne gang mærkede hun ikke blodet på læberne. Hun ville heller ikke have slugt det. Hun ville have ladet det dryppe ned i skødet på sig selv. Den varme, fugtige fornemmelse af et overstået kapitel. For evigt forsvundet. Det næste kapitel lød således:
   "Hvad sker der, Lotte? Hvad sker der med dig?"
   "Nej, mor. Syng videre. Syng. Syng!"
   "Hvad skal jeg gøre, skat? Hvad vil du have, at jeg skal
   gøre?"
   "Du skal synge!"
   "Jeg kan ikke. Du ved, jeg aldrig synger. Jeg kan ikke."
   "Syng nu!"
   Hendes mor begyndte at græde. I lyset af Lottes smil skabte det absurde tilstande. Det var en mor og hendes barn, der ikke forstod hinanden, ikke kunne kommunikere, var blevet fremmede for hinanden. Løgnen havde skabt en frygtelig, omfattende barriere imellem dem. Hendes mor ville røre hende. Men det berørte ikke Lotte det mindste. Hun byggede videre på løgnen.
   "Jeg er lesbisk, mor. Syng for dit lesbiske barn. Jeg elsker med kvinder. Jeg elsker kvinder, mor. Forstår du, hvad jeg siger? Så syng for helvede for din lesbiske datter! Syng! Syng! Syng!"

Vi sang ofte for hinanden, Frederik og jeg. Han var så god til at lytte, når jeg lod sproget svæve omkring os. "Skal vi danse?" spurgte jeg ham. "Ja." svarede han, alene for at gøre mig glad. Han havde kun den ene intention at gøre mig glad. Han var der for mig, for min glæde. Vi var så glade for hinanden. Så dansede vi i flere timer. Nogle gange var Agnete med. Men det skete ikke så tit. Der var alt for ofte kold luft imellem os, hende og jeg.
   Hvorfor, Lotte? Hvorfor? Jalousi er et farligt ord! Men det gør ikke nær så ondt at skrive det. Ordet glider så let ned på papiret. Ridser sig ind i de tomme spalter, fylder tomheden, knaser på overfladen, kradser et sted. Et sted. Dér.
   Men er det ikke blot mere tomhed? Hvad gør det enkelte tegn, andet end at mærke det hvide papir? Og så er der mærkerne på mine skuldre, der aldrig vil forsvinde!
   Blodet på læberne! Lynlåsen på tasken! Den ødelagte taske! Den massive krop!


* * *
   Midt i timen begyndte hun at skrige. Læreren så forundrende og akavet på hende. Ville gerne hjælpe, men forstod ikke, at psykologen allerede havde givet slip på hende. Hun var jo tydeligvis ikke parat til at blive sluppet løs i hverdagen. Hun havde ikke lyttet nok. Hun havde ikke åbnet op for psykologiens sprog. Hun var tydeligvis et andet sted end i sprogets helende proces.
   Men hun forsøgte at skrive. Hun gjorde et forsøg. Læreren kunne se en lap papir foran Lotte. Hun havde tydeligvis forsøgt sig med sprog, men det var knudret og abrupt, beskadiget, syntes det hende. Løgnen var ikke beskyttelse nok for hende. Hun kunne ikke lyve sig fra noget, som overskyggede løgnen og fik alt til at blive sandhed. Nu var løgnen jo blevet sandhed. Hun var blevet angrebet af sin egen konstruktion. Men alt det vidste læreren ikke. Og hun vidste heller ikke, hvad hun skulle gøre ved situationen. Hun gjorde, som de fleste andre ville gøre. Hun gjorde ingenting. Hun lod tavsheden håndtere hende, situationen. Hun vurderede, det var bedst sådan.
   Men heldigvis var det ikke alle, der tænkte på den måde. Efter skole overhalede Morten hende på cykel. Han sikrede sig, at hun ikke blev forskrækket. Han vidste, hvilket effekt overfaldet havde haft på hende. Han var ikke interesseret i nogen gentagelse. Han ville hjælpe hende videre - op af det
   hul, hun befandt sig i. Han ville have hende til at bryde cirkulationen. Men hun så kun forhjulet fra sin cykel dreje rundt i en evig gentagelse.
   "Hej Lotte."
   "Hej."
   "Har du nogensinde fortalt nogen, hvad der skete den dag, du blev overfaldet?"
   "Min taske blev ødelagt."
   "Du blev voldtaget, gjorde du ikke."
   "Det er lynlåsen. Den kan ikke lynes igen. Den er gemt væk derhjemme. I et skab. Mor vil have den smidt ud, men jeg vil ikke have, hun gør det. Forstår du det?"
   "Jeg forstår alt, hvad du siger, Lotte. Du har engang skabt rygter om, at din stedfar voldtager dig. Men du er god til løgnen, Lotte. Kan du også håndtere sandheden?"
   "Tasken er tom."
   "Ja, men du har gemt dens indhold. Det er på tide, at du finder indholdet frem igen, Lotte."

Frederik og jeg talte ofte med billeder. På den måde gled sproget meget lettere ned. Uden at man blev kvalt. Det var cremet og smagfuldt som en delikat dessert. Det var ofte meget simple billeder, simple sammenligninger, klichéagtige, som når Frederik spurgte mig, om der var bygget en mur op mellem Agnete og mig. Vi havde ikke talt sammen i mange uger. Sådan var kærlighed. Ondskabsfuld som rå natur. Uden nåde. Uden noget. Tom. Og jeg elskede hende. Jeg elsker hende. Kærligheden er undertrykt, sat ind i løgnen, som alt andet i mit liv. Og jeg ved i dag, at Agnete også elskede mig.

"Jeg vil hjælpe dig, hvis du vil lade mig."
   "Du må gerne hjælpe mig. Du kan bære mine bøger. Hende, der kan hjælpes med andet end det, hun er ikke blandt os længere, Morten. Men er du sød at bære mine bøger. Folk har en tendens til at være meget søde overfor mig. Men du kan få lov til det, uden jeg skriger eller begynder at kvæle mig selv. Det er fremgang i sig selv."
   "Jeg vil hjælpe dig med at bære dem, Lotte. Om det så er det eneste."
   "Tak."
   "Selv tak."


* * *
   Så kom dagen. Gjorde den ikke, Lotte? Så kom dagen, hvor den største løgn blev bragt til live. Øjnene stirrede ind i ansigtet på Agnete. Smuk som hun var. Du ville fortælle hende, at du elskede hende. Du .k sagt undskyld. God start.
   Jeg .k sagt undskyld, og hun gengældte det med et knus. Men det var ikke nok for mig. Jeg kyssede hende. Blidt. Strøg hende på kinden. Mærkede hende. Trak hende ind til mig. Ville elske hende. Ville elske med hende. Men hun ville ikke. Hun ville gerne kysse. I kyssede hinanden et stykke tid. Hun eksperimenterede. Frederik trådte til. Han var der også, Lotte!
   Jeg elskede. Følte. Blev inspireret. Men alt hvad jeg blev inspireret til, var sproglig konstruktion, opdigt, løgn, bedrag, og sådan fortsatte jeg mit liv. Denne dag kan sammenlignes med overfaldet på mange måder. Men lynlåsen gik ikke i stykker. Den blev låst fast!

De vidste begge to, Frederik og Agnete, Kronprinsen og Prinsessen, hvad der var sket med hende. Præcis ligesom Morten gjorde. Men det var Morten, der bar hendes bøger hjem. Og Morten vidste, at lynlåsen ikke var lynlåsen på hendes taske. Slet ikke. Alle vidste, hvad der var sket med hende. Også hendes mor. Men de skulle bare synge. Synge dag ud og dag ind. For det var det, de var bedst til. Det havde været løgn, at hendes mor ikke kunne synge. Hun sang godt. Hele familien sang godt. Alle sang godt. Specielt I Skovens Dybe, Stille Ro. Det var deres favorit.
   Lottes mor havde sendt stedfaren af sted for at tale med hende. Det var en høflig gestus. Smuk og velovervejet. Men Lotte var mere til de simple billeder. Koen på isen. En åbning. En lynlås. Stedfaderen lagde en hånd på hendes skuldre. Sagte. Talte som psykologen. Lotte talte som et kvalt barn, druknet i sit eget blod, udhungret, tom. Med stor åbning gengav hun et koldt blik uden sår, men med en åbning fra det sår, der kunne være. Burde være. Hvis der var en åbning, var det en åbning til intetheden. Og hun faldt. Trak sin stedfar med i faldet. Hev ham ned i dybet. Mens han sang. Han sang af lungernes kraft. Det var løgnens melankolske melodi.
   "Er du lesbisk, Lotte?"
   "Jeg er ikke noget. Skal vi snart til tandlæge igen. Mine tænder er røde af blod."
   Han så, hun havde bidt sig selv meget dybt i munden. Han så, hun slugte sit eget blod. Han så, hun brækkede sig. Det meste var blod. De sørgede for, at hun kom på hospitalet og senere til psykolog. Dette var gentagelsen. Behøver ikke gentage det mere. Det var sidste gang. Gentagelser gentages for til sidst at slutte omkring sig selv i et sidste suk. Dødssukket.

Dødssukket! Du mistede Frederik. Du mistede Agnete. De fandt sandheden samtidig med, at du opbyggede løgnen. Frederik var såret. Hvorfor fortalte du ikke noget til ham, Lotte? Dine ægte følelser. Dem ville han have lyttet til. Og nu mangler jeg ham! Nu er han ikke tilstede til at undfange mig! Og Agnete. Hun blev bange for mig. Hvem er jeg? Det ville hun vide. Kunne ikke svare hende. De flygtede begge to. Sammen. De kunne elske hinanden på en måde, jeg aldrig kunne. Godt det samme.
   Der er ikke længere noget at elske. Men det er nemt at skrive. Jeg kan lide at skrive. At skrive, at jeg elsker. Elsker med kvinder. Store, tomme ord. Elsker med store, tomme ord. Jeg skriver om lynlåsen. Det bærende billede. Men et billede, jeg ikke forstår mig helt på alligevel. Jeg taler i simple billeder! Men måske det billede ikke er så simpelt endda! Lynlåsen! I mine bukser! De var revet op! Og der mistede jeg det meste blod! Derfor besvimede jeg! Men jeg greb fat i tasken! Den ødelagte taske! Det var den lynlås, jeg så! Med sproget taler jeg i simple billeder! Hvilken befrielse!


* * *
   Hun så ud ad vinduet. Der var langt ned. Var det den hjælp, hun havde skreget efter? Var hjælpen som artikulation ikke blevet kvalt i hendes indre, udvisket i luften, af luften, opslugt af det tomme rum? Hun kunne ikke længere sige ordet. Hj-lyden var for anstrengende. Hun havde skreget så meget, at hendes stemme ikke kunne udtrykke sig mere. Artikulationen var besværliggjort. Og hun ville skrige igen. Hun ville ødelægge sproget, for sproget havde ødelagt hende. Hun ville dø sammen med sproget. Sproget skulle ikke overleve i hende. Hun skreg. Højere end tidligere. Hun skreg af lungernes kraft. Hun skreg intet. Ødelæggende lyde. Ikke sprog.
   Så mærkede hun luften i det befriende fald. Den massive krop visualiserede sig for hendes indre blik en sidste gang. Hun mærkede sin egen krop en sidste gang. Hårdt. Tungt. Og der var ikke mere. Stilheden havde opslugt hendes ord.
   Lotte var ikke mere. Løgnen var forsvundet. Nu kunne verden skrige voldtægt uden besvær. Nu kunne verden synge, at Lotte var blevet voldtaget, voldtaget fra verden. Nu var alt slut.

Nej, stop! Sproget vil mere, Lotte. Hør på det, når det taler til dig! Du har glemt noget. Du glemte, hvordan manden havde talt. Stemmen. Ude i skoven. Ude i den rå natur. Hvad var det, du hørte, Lotte? Husk det! Skriv det ned. Du kan stadig bruge sproget til noget. Det er ikke tomt. Hvad hørte du?
   Nej, ikke det. Ikke det!
   Jo, Lotte! Hvad hørte du? Du hørte stemmen bag elefanthuen, gjorde du ikke? Den bekendtes stemme. Det klingede dybt ind i din tunge søvn. Blackoutets monotone gentagelse. Stemmen fra en kendt.
   Jeg hører stemmen.
   "Er du lesbisk, Lotte?"
   Jeg hører stemmen.
   "Er du lesbisk, Lotte?"
   Men jeg vil ikke høre den mere. Stemmen der voldtog mig! Jeg vil forsvinde!

Lottes mor lagde papirerne fra sig. For første gang i hele sit liv åbnede hun op for sin datters sandhed, kom ind bag løgnen, ind til den kursiverede sandhed. Ordene skar dybt, et rift for altid sat, blødte stærkt, og hun havde allermest lyst til at synge for sin afdøde datter, bare synge I Skovens Dybe, Stille Ro. Men sproget åbnede sig for hende. Talte med farlige ord, skarpe og dødbringende.
   Lotte, du tænkte aldrig det værste! læste Lottes mor om og om igen. Men det gjorde hun. Lottes mor tænkte det værste.