Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var koldt og bidende. Det havde været en kvalmende fornemmelse at stå i lyset af sit eget maleri og smile, som om det var det største vidunder, verden nogensinde havde set. Et maleri der forestillede et landskab, nærmest identisk med det virkelige blik, ikke noget specielt, nærmest alt for troværdigt, almindeligt, for afskåret, for rutinepræget, og helt uden eksperimentariske strøg af nogen art. Måske netop derfor var folk så fascineret af maleriet, fordi det repræsenterede blikket, som det så ud, nøgent og upåvirket, og man behøvede ikke at tage op på højen for at se udsigten, kunne købe Pontys maleri, så havde man udsigten hjemme i stuen.
   Jean måtte brække sig to gange på vejen hjem. Han havde erhvervet sig en slags sygdom. Måske var det malingen fra maleriet, der var gået i kroppen på ham, alle de mange naturlige farver havde blandet sig i en stor pærevælling nede i mavesækken, havde lagt sig som en tyk, alt for farverig og derfor farveløs masse. Kemikalierne .ød ud til alle legemsdele, tog en rutschetur rundt i tyktarmen, adskillige loops som i en tivoliseværdighed, en af de vilde, rundt og rundt og rundt, svimmelhed og kvalme. Han måtte brække sig igen og igen.
   Han var blevet nødsaget til at kaste op i en hæk. Var meget pinlig berørt, da en mand, en ung far, åbnede døren til huset.
   "Nå, da. Det lyder ikke godt. Kom hellere indenfor og få et glas vand."
   Jean havde mest af alt lyst til at sige nej, men sådan skulle det ikke være. Han gik med ind i den store villa. Han mente, at ingen kunstner, som han selv, kunne have bosat sig i et sådant hus. Det var alt for fint. Alt for pompøst. Der var alt for meget stil over det. Jean kunne ikke have taget mere fejl.
   Dette var Carlos Shamans forældres hus. Det tegnende genis hus. Den sårede kunstner. Drengen med evnen til at tegne en sammenstøbning af alt. Vidunderbarnet.
   "Værsgo. Drik en ordentlig slurk, så får maven det bedre."
   "Tak. Jeg tror, at det er al den maling, der er gået ned i maven på mig. Jeg er maler, forstår De."
   "Nå da. Det er vores søn også. Eller, han er velsagtens mere tegner end maler. Det kan være, De vil se en af hans tegninger?"
   Der var ingen ende på Pontys høflighed, der aldrig kunne tæmmes, så han gik ind i stuen for at se på en tegning, som et barn på 7 år havde tegnet, og hvis det ikke var høfligheden, der drog ham derind, så er det fordi, der ikke findes ord for det. Sproget der snørkler sig om sig selv. Det dobbeltlagte sprog. Sprog på sprog. Tilfældighed på tilfældighed. For blikket tog ikke fejl. Alt var ved at ændre sig. Jean så et fantastisk syn. En form aldrig før tegnet. En form man ikke kunne tegne. Ikke kunne se. Men som man kunne se var tegnet. Han kunne ikke forestille sig noget, og alligevel forestillede han sig alt.
   Tankerne fløj af sted, ord som torsk, orden, rejse, ben, ende, jeans, natten, ven, ridse, alle stod skrevet i panden på ham. Det var stregerne på papiret, der angreb ham. Satte sig fast i sindet for altid, aldrig udvisket, aldrig forsvundet, aldrig væk. Tegningen syntes ham pludseligt at være en 24 karat guldklump, stuen lyste op, alt var guldbelagt, og ordene forandrede sig, ændrede sig til nye konstellationer. Hvilket syn! Se! Se! Hvilket syn! Der stod nu skrevet sko, rejse, atten, rende, sand, en, din, se i panden på ham.
   Slutteligt dannede der sig en sidste konstellation, delt op i tre ord, og hvis ikke Jean var forundret allerede, så blev han det nu. Tiden stod stille i et enkelt nu. Men stadig læser De, kære læser, gennem tiden, med tiden, i tiden, og hvad jeg (eller mig eller hvad du vil kalde mig, bare kald mig Mig) skriver om, er et utidsligt fænomen, noget guldbelagt udenom tiden. Gør Dem klar til ordenes forunderlige konstellationer. De sidste ord, de manglede ord, førend alt er omdannet til et nyt alt, alt i en ny skikkelse. En ny sammenstøbning. Det var de sidste bogstaver, der manglede, førend en fuldstændig omdannelse af Pontys tanker, af ordenes sammensætning, havde fundet sted. Og hvem påstod, at dette ikke havde med sproget og sprogets muligheder at gøre?
   Der stod...