Der var engang en prut. Den boede inde i numsen på en meget ond mand. Han slog hele tiden prutten, selv når han sov - så prutten turde næsten ikke selv sove. Den turde heller ikke slå igen, for hvornår har man nogensinde hørt om en prut, der slog en mand?

Men en dag blev det for meget for prutten; og samme aften, mens den onde mand sov ekstra dybt, fes den helt lydløst ud af mandens numse, ud gennem vinduet, og ind til en meget fin dame, der boede i huset overfor. - Jeg tror jeg flytter ind i damens numse, tænkte prutten ved sig selv. - For sådan fin dame vil nok aldrig slå mig. Og hvis hun alligevel kommer til det, vil hun nok sige undskyld. Og så flyttede den ind.
   Der var så hyggeligt hos damen. Og det viste sig at være en rigtig, rigtig fin og fornem dame. For hun slog ALDRIG prutten, men lukkede den alligevel ud hver dag, helt lydløst og smertefrit. Også så kunne prutten rigtig hygge sig både inde og ude. Damen havde nemlig sådan nogle smukke stuer med en masse fine og fornemme ting; så prutten kunne aldrig se sig mæt.

Tit fik den fine dame besøg af andre fine damer og herrer. Her sad de så og pludrede og lo, mens de drak kaffe og te med de dejligste kager og syltetøjsmadder til. De fine damer og herrer havde også deres prutter med, som heller aldrig blev slået. Men i løbet af selskabet var alle prutterne feset ud af deres ejermænd og ejerinders numser. Og de legede lystigt med hinanden til gæsterne meget høfligt brød op og tog hjem.