1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
1 år siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
1 år siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
1 år siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Allan Andersen (f. 1980)
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et led i mit researcharbejde i forbindelse med min næste roman, dér mødte jeg synet af døde mennesker overalt.
   De fleste var bidt ihjel af noget, der syntes at have forladt byen efterfølgende. Eftersom jeg allerede på et tidligt tidspunkt havde accepteret det uvirkelige ved situationen, så kunne jeg berettige mig selv til at tale om et uhyre. Jeg foreslog over for min ledsager, Asger Lenin, at vi så på et værk udført af et sådant. Han tøvede, men konstaterede, at det var et værk, der ikke var set magen til. Jeg var helt enig. Det var usædvanligt. Menneskene var åbne hele vejen ind til det, vi aldrig taler om. Og det var et ulækkert syn. Nærmest grotesk.
   "Jeg er nu ikke sikker på, at det er et uhyre. Men den opfattelse vil jeg ikke uddybe yderligere på nuværende tidspunkt. Lad blot det ligge," sagde Asger og forsøgte at se et sted hen, hvor blikket ikke fangede et lig. Det var problematisk. Det var vel egentligt umuligt. Ligene lå alle vegne.
   Vi var begge to bekendte med døde mennesker. Men en hel by med døde mennesker, det havde vi aldrig oplevet før. Og det er dette syn, jeg føler mig nødsaget til at videregive via sproget. Hvorfor? Jeg vil gerne svare, men jeg har ikke svaret. Jeg har spørgsmålet. Og spørgsmålet er mindst ligeså vigtigt som svaret. For hvordan svare uden et spørgsmål? At starte med svaret ville være at begynde i den forkerte ende af sproget, hvis sproget altså har sådan en. For hvornår slutter sproget? Er det ikke sådan, at sproget ofte ender tilbage til dér, hvor det startede?
   Jeg er sikker på, at De har mange spørgsmål. Men forestil Dem de spørgsmål, jeg måtte have. Det var trods alt mig, der stod med lig op til knæene. Det giver vel sagtens ikke ret meget mening. Og så spørger man ind til den mening, der er tilsløret af disse døde mennesker. Hvilket liv levede de? Hvordan er de alle sammen endt med at blive dræbt på den grusomme måde?
   Alle de spørgsmål hober sig op. Jeg svarer ikke. Jeg har ikke svarene. Gid jeg havde. For havde jeg haft svaret, så havde jeg slet ikke nogen fortælling at fortælle. Så ville jeg have tiet stille. Som de lig der lå overalt. Det lå et lig, uanset hvor vi kiggede hen.
   Jeg havde en fortælling at fortælle. Sproget talte til mig. Med mere sprog. Sprog på sprog på sprog. Lig på lig på lig. Det døde kan pludseligt tale til mig. De forstår det ikke? Tvivl ikke. Der er altid en mening med galskaben. Præcis som der er en mening med Pedro. Pedro er navnet på min fortælling. På rådhuset stod et maleri med sort baggrund og ikke andet.
   "Det er et maleri," sagde Asger.
   "Det er intet mindre end nydeligt," tilføjede jeg. Jeg greb fat i maleriet og undersøgte det nærmere. Det var sort og kun sort. Det åbnede op for en masse muligheder.
   "Men jeg har stadigvæk ikke helt forstået det. Hvad er det, vi laver her?" spurgte Asger.
   "Kigger os omkring. Vi er på udkig, kære ven. Der kan sagtens være vigtige detaljer, vi endnu ikke har fået øje på. Og alle detaljer skal med."
   "Det har jeg forstået. Men hvad skal vi bruge disse detaljer til? Det er, hvad jeg ikke kan forstå."
   "Jeg samler et puslespil. Jeg ved endnu ikke, hvad det kommer til at forestille," sagde jeg og afbrød efterfølgende mig selv i begejstring. Jeg skrev små notitser i min lille, røde notesbog. Bogstaverne dannede på en måde et puslespil. Sådan betragtede jeg det. Og jeg måtte samle brikkerne. Men det var ikke et almindeligt puslespil. Dette puslespil havde flere lag. Og på den måde var det ikke lettere at samle. "Jeg har just nu fundet en vigtig detalje. Se godt på maleriet."
   Jeg rakte ham maleriet, og han tog imod det med varsomhed. Han stirrede længe på det, men syntes ikke at kunne finde frem til den iagttagelse, der stemmede overens med min opstemthed.
   "Kan du ikke se det? Se godt efter. Nogle gange kan det være nødvendigt at vende og dreje noget, før man finder frem til en interessant iagttagelse," sagde jeg endnu mere ivrig. Han måtte da kunne se det. Men han kunne ikke se igennem maleriet.
   "Jeg ser ikke mere, end jeg så første gang," svarede Asger.
   "Så ser du ikke godt nok efter."
   Han så opgivende på mig. Jeg måtte ærgre mig. Jeg havde helst set, at han selv havde opdaget det. Men skaden var ikke større, end at jeg kunne pege min opdagelse ud, og han ville uden tvivl være enig i, at det var en interessant iagttagelse, jeg havde gjort mig. Jeg fik ham til at vende maleriet om. Jeg førte hans blik ned mod bunden af maleriets bagside, lige over rammen. Asger vendte maleriet om.
   "Kan du ikke se det?"
   Han løftede sine øjenbryn en smule.
   "Pedro. Der står Pedro," sagde han forundret, som var netop dét navn det sidste, han kunne tro ville optræde på et sådant maleri med sort baggrund og sort baggrund alene.
   "Ja, der står Pedro. Hvad, du står med i hænderne, er et portræt af Pedro."
   "Pedro? Hvorfor Pedro?"
   Maleriet var svært foreneligt med dét navn, syntes Asger at mene. Og jeg blev skuffet. Han delte ikke min begejstring alligevel. Navnet syntes ikke at tiltale ham på samme måde, som det tiltalte mig. Jeg ville have haft, at vi forstod Pedro på samme måde.
   "Hvorfor ikke?" svarede jeg blot og lukkede min notesbog igen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2005 10:16 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 937 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.