1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
1 år siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
1 år siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
1 år siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
7 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
7 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
15 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
16 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Allan Andersen (f. 1980)
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bider os selv i læben.
   Pedro er en hund. En hund er et dyr. Den har fire poter, en pels, to ører og en hale. Den har en kold, sort snude, og så kan den gø og knurre.
   En hund må man ikke behandle som en ting eller et stykke legetøj. En hund tænker på en helt anden måde end et menneske, og den drømmer også om helt andre ting.
   En hund er et dyr. En hund er en hund, og den skal have lov til at leve som hund og ikke som et menneske. Ellers kan en hund blive skør og opføre sig mærkeligt. Det kan endda være farligt at komme i nærheden af dem!

Byen ligger ved fjorden. Og fra spadserestierne neden om baghaverne er der udsigt ud over vandet til fjerne bakker, skove og gårde. Det er en gammel by og en lille by med få små, underlige huse, mærkelige gadenavne og krogede stræder og gyder. Og midt i byen på en banke ligger kirken, stor og hvid med brogede ruder og takkede gavle.
   Der hørtes en lyd. Det var livsens ondskab. Et sted ude i mørket kunne man høre en hund gø. Man var ikke stolt af det i den lille by. Slet ikke når hunden hed Pedro. Der var nok andre, der ikke brød sig om hinanden. Sådan er det med mennesker. Der er så mange følelser, at nogle af dem givetvis må bruges mod hinanden og ikke med hinanden.
   Menneskene brød sig i hvert fald ikke om denne hund. Man spurgte ofte sig selv, hvorfor den overhovedet skulle være til stede i deres lille samfund. Man forstod ikke, at man havde retfærdiggjort dens færden blandt menneskene. Det lille samfund var til for menneskene, og alt hvad det måtte indebære. Ikke andet. Og da slet ikke en køter. De havde rigeligt i sig selv.
   Engang gik byens borgere rundt og skulede til hunden. Alt, hvad man havde brug for, var en begrundelse for at kunne klemme så hårdt omkring dens hals, at den aldrig mere kom til at bjæffe i den lille by eller noget andet sted.
   Det måtte være en tilfældighed, at den hed Pedro. Det kunne næsten ikke være andet. Byens borgere fastslog, at det kun var et navn. Pedro var kun et navn. Og det var helt sikkert en tilfældighed, at den tåbelige hund, der vandrede rundt i deres gader, havde dét navn.

Det var ikke kun en hund, der hed Pedro. Der var også et menneske, der havde det selv samme navn. Og det var meget uheldigt, at et menneske og en hund havde identiske navne. Det havde man det ikke så godt med. Det var selvfølgeligt kun den ene af dem, der gøede om natten. Det var også kun den ene af dem, der pissede på de butiksvarer, der var stillet til skue på gaden. Det var helt sikkert kun den ene af dem, der skræmte fodgængere ved at liste sig ind på dem bagfra og nappe dem i bagen. Naturligvis. Og ingen havde problemer med at skelne de to fra hinanden. En hund har fire poter. Et menneske kan have svære depressioner. Hvor svært kan det være.
   Men de havde identiske navne. Det var nemt at forveksle dem i sproget, når der ikke engang var blot et enkelt bogstav til forskel. I virkeligheden var de så forskellige, som nogen kunne være det. Men det fortalte deres navne ingenting om. Pedro og Pedro. Hvem er hvem? Sådan er det med det forbistrede sprog. Det har ikke så mange nuancer, som virkeligheden har. Virkeligheden er tanker. Utrolig mange tanker.
   Ved adskillige lejligheder havde man holdt møde for at drøfte, hvordan man skulle forholde sig til den uheldige situation, navneligheden havde bragt dem i. Men hver gang måtte man gå hver til sit uden at have fundet frem til en løsning. Hvordan ender man et liv, når man ikke kan begrunde, hvorfor man skulle gøre det? Skal sproget være begrundelse for døden? Det var de moralske skrupler, der trykkede, når hunden kom på tale. Man kunne ikke slå ihjel grundet et navn alene. Det ville man ikke acceptere. Man valgte i stedet en anden udvej. Man valgte at lade være med at tale om hunden. Man valgte ikke at kalde den efter navn på noget tidspunkt. Man valgte at ignorere den.
   Befolkningen blev så god til at skelne de to, at man til sidst ikke engang omtalte hunden som hund. Man omtalte den overhovedet ikke. Man tiede. Det var jo også kun en hund. Det var måske ikke berettigelse nok til kvælning, men det var berettigelse nok til ingenting. Og det gjorde man. Ingenting. Hunden var blevet en ubetydelig brik i et puslespil, man fra starten ligeså vel kunne have ladet stå til. Der var ingen grund til at samle brikkerne, og derfor gjorde man det ikke. Og man ønskede heller ikke, at andre skulle samle det puslespil, der alligevel ville ende som sort baggrund - og sort baggrund alene.
   Der blev talt meget om den rigtige Pedro. Han kendte mennesker. Ikke bare på navn. Han kendte dem sådan rigtigt. Det skyldtes, at mennesket var den værdi, han vægtede højest. Når han pegede fingre, så var det altid mod mennesker, for de havde selv fingre at pege tilbage med. Når han gik sine laaange ture rundt i gaderne, så var det eneste han så på de mennesker, der gik forbi ham eller bag ham (og de elskede at sværme omkring ham). Sådan var det med Pedro; han fik mennesker til at samle sig. Som når Marie Olsen samler på alt.
   Pedro forstod sig på menneskelig kontakt på en måde, man aldrig havde set mennesker gøre før. Og så var han jo pæn. En pæn, ung mand af sydlandsk afstamning. Man vidste ikke præcist, hvor i Syden han var fra. Det var også lige meget. Han kunne på sin vis have været grønlænder. Det var ikke baggrunden, der skabte det værdifulde. Det var forgrunden. Og Pedro var i forgrunden. Hele tiden.
   Pedro var til stede for befolkningen i den lille, navnløse by, og det var til at tage og føle på. Og det handlede om følelserne. Forsøget på kontrol. Så kunne det være lige meget, at en by i Syden havde et savn, der var resultatet af Pedros tilstedeværelse hos dem. Man kendte ikke til Pedros familieforhold, men han måtte have været et elsket barn. Det mente man helt sikkert, han måtte have været. Med al den kærlighed han bar rundt på. Det var næsten så meget kærlighed, at det måtte være en byrde. For at elske hele tiden, det måtte være det sværeste overhovedet. Men også det smukkeste.
   Og Pedro var meget smuk. På det ydre som i det indre. Over det hele. Han var alt det smukke manifesteret i en krop. Ikke så mærkeligt, der blev talt om ham hele tiden. Også når hans krop ikke var tilstedeværende.
   Sådan var det med befolkningen i den lille, navnløse by. De havde ikke de store tanker om det omkringliggende. De havde rigeligt at forholde sig til, når bare de skulle få det lille samfund til at løbe rundt. Og det løb rigtigt nok rundt og rundt og rundt. Som et barn der får en svingtur af sin far og efterfølgende tror hele verden snurrer rundt. Men verden snurrer overhovedet ikke rundt. Det hele er en illsion. Svimmelheden skyldes noget andet. Og pennen er ikke knækket, når den bliver lagt i et glas vand. Sådan kan det nok se ud. For penne kan skabe illsioner. Sådan er det jo med dem. Penne altså. Og der er på sin vis intet galt i det. Men svimmelheden skyldes noget andet. Og stadigvæk gjorde befolkningen ingenting.
   Menneskene i den lille by savnede Pedro, når han ikke var til stede; de havde brug for at se ham, hilse på ham, gøre noget for at skabe kontakt til ham. Og de så ham næsten aldrig mere. Men ofte kunne tanken om ham gøre meget ved et sådant fravær. Andre dage gjorde det så ondt, at der ikke var så meget at gøre. Og så gjorde man det. Og så længe man gjorde noget, så kunne man trods alt konstatere, at man stadigvæk levede og var til i verden. Det havde man det bedst med.
   Befolkningen talte ikke så meget om det fravær, der bed sig fast i sindene på alle levende sjæle i byen. Det var svært at fastslå årsagen til noget, der havde at gøre med, hvad der ikke var der. Så ofte blev det til overfladiske vendinger, der ikke skulle indgraveres nogen steder. Det var ikke som at indgravere et P for Pedro, for det ville være så meget desto mere fantastisk. Hvis det blev gjort i sandhedens tegn. Guldbelagt. Foreviget. Men ingen i den lille by turde begynde på et sådant projekt, af angst for at fejle og derigennem give et fejlagtigt indtryk af Pedro. De hejste hellere et flag for ham.
   Pedro skulle ikke misforstås. Pedro skulle ikke forfalskes. Pedro skulle ikke forveksles. Pedro var ægte. Og sådan skulle han fremstå. Menneskene talte derfor i korte og entydige sætninger, sådan at en masse sprog ikke kom i vejen. De ville bibeholde den rene tanke. Om muligt.

Og så. En dag som sendt fra himlen indtraf den situation, der retfærdiggjorde en kvælning af hunden. Under andre omstændigheder ville man have taget afstand til en sådan brutal handling, men der var en væsentlig hændelse, der gjorde, at den kunne retfærdiggøres.
   En dag holdt de møde i bestyrelsen og blev enige om, at Pedro skulle stille op til borgmester den efterfølgende sommer. Det var et af de møder, hvor der ingen uenighed var blandt befolkningen; ingen protester, ingen alkoholiserede udråb fra den hjemløse Per Holme og ingen skulende blikke mellem folk, der havde noget på hinanden. De var tavse. Den eneste, der talte, var borgmesteren, den lettere buttede og leukæmiramte Janus Rasmussen, der snart ville meddele sin afgang for at trille tommelfingre, indtil den slutning, der næsten kunne krydses af i kalenderen.
   Janus havde fået til opgave at tale de berigende ord, der skulle velsigne den hele by, og de fik ham til at glemme sin sygdom for en stund. Der blev talt klart og tydeligt:
   "Vi har i bestyrelsen valgt, at Pedro stiller op til borgmester efter mig."
   Janus ville aldrig glemme den fantastiske sydlænding. Aldrig. Han ville dø med Pedro i sine tanker. Han ville dø med Pedro, tænkte han, og med den forestilling syntes døden ikke så angstangribende. Så Janus valgte at gentage sig selv i Pedros tegn.
   "Pedro stiller op til borgmesterposten. Og mon ikke han går hen og vinder det valg."
   Der var ikke noget at misforstå. Befolkningen jublede og skreg af glæde og lettelse. Pedro blev fremvist på podiet. Dog ikke manden selv, men derimod et for nyligt malet portræt af ham. På det maleri udstrålede han en styrke, der bandt byens borgere sammen, som kun den største fører kunne gøre det. Janus Rasmussen pegede på det og nikkede til næstformanden, Arne Bjælke, der smilede stolt og velfornøjet. Blikket blev sendt videre til Anders Hassel. Også han nikkede tilfreds.
   Anders Hassel havde gjort et godt stykke arbejde med det maleri. Det havde også taget ham flere år. Han havde haft problemer med at få den sorte baggrund dækket til af så megen vidunderlig farve, for det krævede meget af slagsen. Og han var nødsaget til at forlade lærredet i ny og næ for at agere som et almindeligt menneske. Men han var en interessant kunstner. En af dem der godt kunne glemme det almindelige.
   Det var en fantastisk dag. Janus Rasmussen mærkede slet ikke, hvordan sygdommen var i gang med at brede sig ud til rygraden og den nedre del af kroppen. Han mærkede slet ikke sin egen krop. Nogle gange kan en begrænset krop føles ubegrænset i psyken, og derved synes kroppen at ophøre med at være krop. Janus Rasmussen tænkte sig rask, for en ubegrænset krop kan ikke angribes af sygdom. Sygdom og død kræver en grænse. Han tænkte ubetinget på Pedro. Og han vidste, han ikke skulle dø i det øjeblik, han gjorde det. Pedro havde ingen grænse.
   Udenfor hørte han en hund gø.
   "Så er det vedtaget!" råbte Janus med de sidste kræfter, der var tilbage i de lunger, der ligeledes var ramt af sygdommen. "Det bliver det bedste valg, vi nogensinde har haft i vores samfund! Pedro er kommet for at blive!"
   Befolkningen klappede og hujede endnu vildere. Der var ingen ende på deres begejstring. Janus gik ned fra podiet og lod ordstyreren få det sidste ord. Mødet var hævet. Der skulle ikke siges mere. Janus havde sagt præcis, hvad han havde reciteret for sig selv hele natten. Og han kunne se på ansigterne ude i salen, at ordene havde haft den magi, han havde drømt, de ville få. Og i drømmen havde Pedro stået ved hans side, klappet ham på skuldrene og opmuntret ham.
   Janus fik tårer i øjnene. Næsten som var det ham, de klappede af. Men ikke engang ved hans egen død ville han få den opmærksomhed, som der var tildelt Pedro. Det manglede også bare. Det var jo Pedro, det hele drejede sig om. Og nu skulle Pedro være borgmester for deres by. Og Janus' tårer var tildelt Pedro og Pedro alene. Pedro havde alt, hvad hjertet begærede. Det begærede meget. Mere end kroppen begrænsede.

Janus stod bagefter og snakkede med Arne Bjælke. De havde haft et godt samarbejde i adskillige år. Arne kunne se Janus' rødsprængte øjne og klemte ham blidt på skulderen. Der blev ikke talt ret meget. Men det var der ikke noget usædvanligt ved.
   Pedro var ikke kommet til mødet. Han kunne desværre ikke være til stede på denne glædens dag. Men Janus ønskede så inderligt, det kunne have været anderledes. Dog levede tanken videre. Tanken om den fantastiske Sydlænding. Og Janus ville tænke, så længe han fortsat kunne. Og selv om han måtte anstrengte sig, så var der nogle tanker, han kunne bibeholde. De var der et sted. Og de pegede. De pegede. Et sted. Dér.
   "En skam Pedro ikke kunne være her i dag. Det havde han ønsket selv," sagde Janus til sin ven.
   "Sådan havde jeg ikke forstået det. Han ønskede selv alternativet, ikke at være til stede," responderede Arne.
   "Nej, der forelå ikke nogen anden mulighed."
   Arne så med medlidende øjne på sin udbrændte kollega. Arne var ti år yngre og havde stadig sin sundhed at læne sig op ad. Han ønskede ikke at læne sig op ad den kiste, som Janus skulle ligge i, men han måtte have noget at holde fast i. Og kisten ville blive en realitet. Det blev de altid. Angsten kunne vælte enhver mand. Selvfølgelig kunne den det. Også han kunne tænke sig så syg så syg. Sundhed er kun sundhed, indtil sygdom tænker sundt syg. Han måtte have noget at holde fast i.
   "Hvordan gik det hos lægen i går?"
   "Han tog nogle prøver og snakkede lidt til mig."
   "Forbedringer?"
   "Han bliver da bedre og bedre til at lægge kortene på bordet. Det er næsten som om, vi spiller strippoker. Og på den måde når vi hurtigere til den nøgenhed, der kan give os rejsning."
   Tavshed.
   "Det skal nok gå."
   "Ja, hvis der ikke er andet, der skal gå, så gør livet det da i hvert fald. Men jeg har tænkt på døden, Arne."
   "Du har også tænkt på Pedro. Det er godt."
   "Jeg har tænkt meget på Pedro. Nogle gange så meget, at jeg kommer til at tænke på, at jeg tænker. Jeg kan ikke lide, når tankerne bider sig selv i halen. Som en hund. Den kommer jo ingen vegne. Det er endeløse cirkelbevægelser. Og det er vist kun en hund, der kan være så dum."
   "Tankerne er noget af det bedste, vi har. Brug ikke en hund som billede på dem. Tankerne behøver vi ikke frygte, for de stopper aldrig for os. Det er da rart med noget, der ikke stopper for en gangs skyld."
   Arne ville tage hjem til konen og vie denne aften til kærligheden. Det ville ligeledes have været en opfordring fra Pedro i det tilfælde, at han havde været til stede. Det undrede Arne, at ikke alle delte den opfattelse, at det ikke havde været Pedros ønske at være til stede denne dag. Sådan havde han forstået det. Men når sproget kastes mellem personer, så er der en chance for, at modparten ikke griber det. Der havde fundet en misforståelse sted. Ingen tvivl om det. Og de var ikke ønskværdige.
   Arne tænkte på kærligheden. Det var et stort ord. Kærligheden. Nej, faktisk ikke større end alle mulige andre ord. Men alligevel større end det kunne skrives ned. For det er uden tvivl et dilemma, at man er nødsaget til at formidle, hvad der alene er følelser, der skal leves ud. Hvordan lever og skriver man på samme tid? Hvordan føler og skriver man på samme tid? Ordene var for store og faretruende, vel nærmest ødelæggende, blokerende. Med en pen der føler, kan ordene derfor blive forskruede. Kpæerdlriogihkekdeen. Det er et utroligt stort ord. Vel ikke større end andre ord.
   "Jeg må hellere tage hjem til min kone. Hun venter mig," fastslog Arne.
   "Ja, tag du hellere hjem. Jeg får låst af her," sagde Janus. Det var som om, det var tungsindet selv, der talte.
   "Klarer du den?"
   "Jeg har kræft. Jeg er ikke blevet umulig med nøgler."
   "Du ved, hvad jeg mener."
   "Jeg klarer mig."
   Janus iagttog Arne, mens han gik ud af rådhuset. Ude på gaden kiggede Arne til begge sider. Han stirrede en stund over på den anden side af gaden. Han hørte en lyd et sted fra. Det lød som en hunds knurren. Det var vist, hvad det var. En hund. Holmes hund. Som de aldrig talte om mere. Den krævede tavsheden. Det havde de ikke haft de store problemer med. Hvad havde de overhovedet at sige om den sølle hunds tilstedeværelse?
   Janus så, at Arne tog en dyb indånding. Det var umuligt at fastslå, om den handling var et resultat af det kolde vejr, den friske luft eller en lyd, der kom henne fra hjørnet. Eller noget helt fjerde. Men der gik ikke lang tid, så var Arnes handling til at forklare igen. Han gik frem mod sit mål. Han ville elske med sin kone for at bibeholde den rene tanke. Kærlighed er den reneste tanke. Men kan den også rumme det beskidte?
   En hund knurrede i mørket.

Flashback. Der bliver råbt højt i klasselokalet. De andre elever bliver tavse. Tissebarnet tripper, som har han allerede tisset i bukserne. Men måske han vil nå ud på toilettet denne gang.
   "Jeg skal tisse!" råber han og står hjælpeløs midt i lokalet. Læreren kommer galoperende hen til ham og trækker ham ud på gangen med sigte mod toilettet. De havde et uheld sidste uge. Måske han kan afværge endnu et.
   "Hold det inde i dig, Jørgen," opfordrer læreren. Jørgen forsøger at klemme hårdt til. Men da de når halvvejs hen ad gangen, stopper han op og kigger ned i en pøl af tis. Jørgen græder så hele skolen kan høre det. Læreren trøster ham.
   "Men det var altså et flot flag, du fik lavet. Det var det. Et meeeget flot flag!"

Janus greb fat om nøglebundet, der lå på bordet bag podiet. Han svingede det rundt om sin pegefinger. Rundt og rundt og rundt. Han fik en tanke. Vidste ikke, hvor den opstod fra. Men han kunne ikke benægte, at den var til stede. Den forsvandt hurtigt igen. Vidste ikke, hvor den forsvandt hen. Sådan var det med de tanker, han havde. De trådte frem ubegrundet. De forsvandt ligeledes ubegrundet. Men han tænkte stadigvæk. Han ville aldrig mærke et liv uden tanker. Han ville aldrig stoppe med at tænke. Han ville aldrig stoppe med at tænke, at han aldrig ville stoppe med at tænke. Han ville aldrig stoppe med at tænke, at han aldrig ville stoppe med at tænke, at han aldrig ville stoppe med at tænke. Han ville aldrig ...
   Janus vidste inderst inde godt, at han ikke kunne bære rundt på sygdommen i ti år, for det var usandsynligt. Og hvorfor skulle netop hans sygdom føje et u til? Det troede han ikke på. Han kiggede en sidste gang på billedet af Pedro, der fortsat stod oprejst ved podiet.
   Janus var svækket og træt, og begge dele gav ham tungsind nok til at se den fremtid, der ikke ville blive en realitet for ham. Lægen var også begyndt at tale oprigtigt og lige fra hjertet. Og han talte om det hjerte, der snart ikke ville slå mere. For sådan er det med læger; de lever af at acceptere hjertets begrænsede slag. Så længe det ikke var lægens eget hjerte, så var det ikke så stort et problem for ham.
   Underligt hvordan han kunne forestille sig sin egen død, men aldrig ville få den at se. Noget trykkede i brystet på Janus. Et sted tæt ved hjertet. Måske var det hjertet. Der var stadig bevægelse inde i ham, trods alt. Og hans hjerte slog ligeså intakt som andre hjerter. Men han vidste godt, hvilke bevægelser der var tale om, og hvor de gik hen. Han gik selv mod hoveddøren. Med sigte mod den by, der var omsværmet af et dunkelt mørke.
   Janus mente ikke, at han var parat til at rådne væk til ingenting. Men bliver man nogensinde det? Han græd i flere minutter. Det var spontant og ustyrligt. Det var ubemærket og alligevel højlydt. Det var rensende og helende og alt muligt andet. Det var mest af alt rart.
   Han havde stadig nogle handlinger, der måtte ordnes, og selvom han ikke selv bestemte hvor mange, så kunne han ligeså godt komme i gang med nogle af dem. Han kunne jo tage dem fra en ende af; én ende, for den anden ville han alligevel aldrig opleve. Han ville låse dørene i rådhuset.
   Han havde nøglebundet sikkert i sin hånd. Han holdte det fast. Det bundt repræsenterede en handling for ham. Han låste alle døre, der kunne låses (eftersom det var noget, han fortsat kunne nå at gøre). Han vidste godt, dørene skulle låses op igen, men det var ikke en bekymring, han burde tage på sig.

Ude på gaden hørte han en sagte knurren fra en hund. Som Arne havde hørt det. Det var en sjælden lyd af ondskab. Men så længe det bare var en hund, så kunne han klare det. For det var ubetvivlsomt den hund, de aldrig talte om. Og han ville vælge ignoreren, som han altid gjorde. Han mente godt, at han kunne ignorere ondskab. Han havde lært at vende ryggen til den.
   Med en livstruende svulst i kroppen syntes en hunds knurren at bagatelliseres gevaldigt. Den tanke satte et lille, men trods alt livsbekræftende smil på hans læber. Det smil kunne han stå imod med for en stund. Han elskede de øjeblikke, hvor han bare vidste, at han ikke skulle dø. Men de forsvandt desværre altid igen. Og så er alle muligheder for at dø åbne igen. Men Pedro var tæt på. Pedro var nær.
   Hundens knurren lød højere. Han vidste, den ville komme frem fra hjørnet. Der var mere ondskab i luften, end han havde turdet frygte, og snart ville der dukke et uhyre frem fra hjørnet af huset. Eller et uhyre ville måske være et forkert ord at bruge. En hund er sådan set ikke et uhyre. Ondskaben havde fået et ansigt. Og det var tydeligvis en hund. En stor, aggressiv hund. Holmes hund når den var sur og tvær.
   Janus var dødssyg. Det vidste han så udmærket. Han vidste godt, at han var nået til det punkt, hvor han ikke skulle regne med at bruge begge sine hænder til at tælle de antal gange, hvor han skulle dreje nøglen om til rådhuset. Men at han skulle være i fare for at få fingrene bidt af, det kom bag på ham. Og derfor angsten. Der var pludseligt en begrænsning, han ikke var forberedt på. Hundens afgrænsede ydre skabte frygt. Frygten havde fået et ansigt. Døden havde fået et ansigt. Og det skulle den ikke have haft.
   Med vibrationer i stemmen talte han til hunden:
   "Så, så, du vil alligevel ikke have mine syge knogler at gumle på, din tåbelige hund. Gå din vej. Jeg er ikke det værd. Jeg lever alligevel ikke så længe som dig. Ha, ha, ha! Det er du vel godt klar over. Er det et smil, du putter på der? Din tosse. Din tosse!"
   Hunden kom et skridt nærmere. Janus blev meget bange, men en sådan følelse måtte han efterfølgende le af, for angsten burde nok ikke være resultatet af en latterlig hund, der lignede et rovdyr til forveksling. Der løb fråde ud af dens mund. Det fik Janus til at tænke på, hvad det hele drejede sig om. Hunden søgte mad, og den kunne fornemme hans svage krop, et let bytte, og selvom kroppen var syg, så syntes det ikke at ændre på køterens hensigt. Det var en stor overraskelse for Janus at erkende, han stod foran en menneskeædende hund. Men han var efterhånden blevet bedre til at se sandheden i øjnene. Efter adskillige besøg på hospitalet. Til sidst forstod lægen at tale på en mere direkte måde. Skulle man på hospitalet for at tale så direkte?
   Denne hund var på vej til at æde Janus og hans syge legeme. Og nu mærkede han det. Han fornemmede sin egen død. Angsten pegede en genstand ud. Angsten var ellers altid afstedkommet af noget ansigtsløst for ham. Og dødens ansigt stod og smilede til ham. Stod den ikke og smilte til ham? Det så sådan ud. Det var åbenbart en smilende hund. Foruden det var en meget drabelig hund.
   Køteren gøede af lungernes kraft. Den var rask og stor. Den ville kunne vælte ham omkuld som en dominobrik. Men den syntes at vente på det rette øjeblik. Stirrede koldt og intenst på ham. Angsten steg Janus til hovedet og overtog alt, hvad der havde med almindelig fornuft at gøre. Øjeblikket hvor han vidste, han ikke ville dø, var langt væk. Han havde glemt den sygdom, der skulle have slået ham ihjel. Skulle døden komme uventet på den måde? Så meget for alle de dage, hvor han havde forberedt sig på en anden død, der havde været mere sandsynlig.
   Hunden knurrede højere og højere. Han havde en underlig følelse af, at livet spillede ham et puds. Det var ikke meningen, at livet ville det anderledes, men alligevel skulle han nu trække vejret for sidste gang med en hunds beskidte og afføringslugtende mund omkring sin hals.
   Den der gør sidst, gør bedst. Og det var hunden, der gøede bedst. Men Janus gør også noget. Han lægger sig til at dø. Som om han selv har valgt det. Det er, hvad han gør.
   Han fik klemt de sidste ord ud, som et sidste råb ud til verden:
   "Pedro!"
   Hunden reagerede på navnet. Løftede ørerne sagte. Janus var død kort tid efter. Havde han nået det, så kan det godt være, at smilet var vendt tilbage, for hvad andet kunne han gøre i en sådan situation, hvor det usandsynlige blev gjort sandsynligt på en sådan direkte måde, og hvor en uforklarlig sygdom blev erstattet af en sur og tvær hund?
   Men Janus nåede aldrig at smile, før hunden var sprunget på ham, havde væltet ham omkuld og bidt ham i halsen. Blodet flød ud på asfalten og spredte syge partikler i revnerne mellem brostenene, sådan at al jord og ukrudt på det sted ville smage af den sygdom, der aldrig fik lov til at slå Janus Rasmussen ihjel.
   Han fik heller ikke selv lov til det. Hunden havde gjort det for ham. Og den så ud til at smile. Meget åbenlyst og uden snert af fortrydelse. En hund kan ikke fortryde, for en sådan mekanisme er den ikke i besiddelse af. Den mærker ikke begrænsningen. Den mærker derfor ikke mennesket. Men Janus fornemmede begrænsningen. Han mærkede mennesket. Han mærkede, det gav mening at leve.
   Per Holme kom rundt om hjørnet og så med forbavselse sin hund sidde i struben på Janus Rasmussen. Per havde godt nok haft en del stridigheder med borgmesteren, men han havde gerne set, at hans hund ikke havde bidt ham ihjel. Han løb i fuld fart hen til den, greb hårdt fat i halsbåndet og trak den over i en afkrog for at skælde den ud og aflive den.
   "Pedro! Hvad har du dog gjort! Forbandede køter! For helvede, Pedro, hvad har du dog gjort! For helvede Pedro!"
   Han tog sit bælte af og klemte det rundt om halsen på sin hund. Det tog godt og vel tre minutter, før hunden var lige så død som Janus Rasmussen, hvilket var lige så død, som man kunne være. En hund og et menneske er meget forskellige. Men døden har de dog tilfælles.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2005 11:18 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4816 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.