1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
1 år siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
1 år siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
1 år siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
7 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
7 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
15 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
16 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Allan Andersen (f. 1980)
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og stirrede på en kiks med ost, der lå på en tallerken foran hende. Hun var stadig våd i bukserne efter sit livs bedste samleje. Det havde stået på i mange timer. Nydelsen havde ingen ende villet tage. Hele tiden, når hun troede, klimaks var nået, så havde hun følt sammentrækninger endnu stærkere, endnu mere fyldige end hun havde turdet håbe på, og hun kunne ikke andet end at overgive sig fuldt ud til situationen. Hun var blevet nødsaget til at hive ham hårdt i håret, klemme hårdt omkring lagnet, skrige så højt, at hele byen kunne høre det. Hun havde ikke haft noget valg. Nydelsen havde været for ubærlig.
   Hun havde fået flere orgasmer undervejs, end hun havde været i stand til at tælle. Alle sammen havde været de bedste, hun nogensinde havde haft. Hele tiden sagde hun, at nu mærkede hun den bedste følelse, hun nogensinde ville komme til at mærke (men hele tiden blev den antagelse korrigeret af en ny følelse, der overgik den anden). Det havde været kendetegnende for hele samlejet. Nye følelsesmæssige eksperimenter blev hende en realitet. Det var nyt. Det var interessant. Det var vovet. Det var lige tilpas. Det var lige, hvad hun havde brug for. Denne mand forstod hendes behov.
   Han kom kun én gang. Men den orgasme havde været så fantastisk, havde stået på i over fem minutter, og det havde følt som om, deres kroppe smeltede sammen og blev til én. Han havde holdt penis i en hvileposition, kærtegnet hende blidt på brysterne og sendt hende et blik, der i sig selv skabte sammentrækninger. Han kom inde i hende og udmattelsen var efterfølgende ekstrem hos dem begge. De lå ubevægelige ved siden af hinanden. Dette øjeblik kunne Pia leve på i længere tid, end den dag hun forlod sin far og startede sit nye liv i den lille, navnløse by.
   Det var ikke nogen let opgave at være der for en hel by. Det havde Pedro fortalt Pia. Efterfølgende havde han taget sit tøj på, for at forlade hende nøgen og tilfredsstillet på sengen. Pedro var ude af hendes liv igen. Nu havde hun ham kun i tankerne, som den resterende befolkning. I mindet. I håbet. Og det var altid noget, at de var gode til at håbe og mindes i den lille by. Man skal ikke undervurdere tankernes kræfter.
   Pia tog en bid af kiksen, men vidste godt, hun ikke ville få det hele spist, før hun måtte brække det op igen. Den var gal med maven. Men lægen havde fortalt hende, der ikke var noget galt. Hun havde fortalt ham, at hun havde det som én, der springer ud fra 5-meter vippen og lander på maven. Også dér bliver man våd i bukserne. Og det gør ondt, når man rammer overfladen. Lægen blev efterfølgende streget ud i hendes kalender. Men han skulle skrives ind et andet sted.
   Hun fik gylpet lidt spyt op, før hun nåede toiletkummen, men det var ikke værre, end hvad hun kunne tørre op bagefter. Der var ikke flere rester fra middagsmaden i brækket, men kun slim og sure opstød. Det måtte også snart få en ende, tænkte hun, men alligevel fortsatte det nogle gange endnu. Måske hun skulle tage endnu en snak med lægen igen. Han kunne vel have taget fejl. Han kunne have sine grunde til at tie. Hun havde på fornemmelsen, at han ikke fortalte hende sandheden. At han dækkede løgnen til med et ubekymret blik. "Bare rolig, Pia, der er intet i vejen med dig. Du har ikke noget at frygte."
   Måske løj han.

Hun hørte klokken ringe. Ikke dørklokken. Ikke kirkeklokken. Ikke uret. Men den klokke, der blev ringet på, når der blev kaldt til møde. Det betød, at der var sket et eller andet i den lille, navnløse by - eller at der var på vej til at ske noget. Det var akut. Hun burde skynde sig. Men hun var stadig ikke kommet i tøjet og kunne næppe nå at gøre sig klar til at vise sig offentligt på et kvarter.
   Hun følte sig nødsaget til at være til stede for sig selv lidt endnu, for hendes krop havde brug for kærlig omsorg efter et samleje, der var så markant anderledes end de andre, hun havde haft. Pedro havde helt klart været i en klasse for sig selv. Hun havde følt ham som en sjælerejse. Intet mindre. Og det må siges at være store ord. Større end et ord formår at give udtryk for.
   Hun satte sig ned ved køkkenbordet og nippede til den flaske vin, hun havde drukket det halve af sammen med Pedro, før de havde trukket tøjet af hinanden. Han havde haft sådanne kærlige hænder, bløde og søgende, men først og fremmest menneskelige så det smertede; og hvis det ikke var kærlighed, hun havde fornemmet, så fandtes der ikke noget sådant.
   Han var manden, der ikke blot havde samleje med hende, men som levede i hende; ikke som de øvrige kunder hun havde, der ofte havde problemer med overhovedet at leve. Pedro var den ene sandhed, der ikke kunne komme for tæt på. Han kunne indramme mennesket i én forståelse, der gjorde, at de kunne møde hinanden i deres forskelligheder. Og det var en god ting, når nu alle mennesker er så utrolig forskellige. Og mange ikke kan lide hinanden på grund af for mange følelser.
   Hun drak en tår mere af vinen, men ville ikke drikke det hele. Den smagte ikke så godt, som den havde gjort, mens Pedro havde været i rummet. Og den havde også iltet for meget. Som mennesker bliver åbne vine også dårligere efter for meget ilt. Men mennesker bliver vel ikke bedre af at blive holdt lukkede i årevis.
   Pia ville gerne tale med sine kunder. Hun kunne mærke, at de skreg efter ord. Pias ord varmede, præcis som udløsningen inde i hende gjorde det. Og nogle gange var hun så oplagt, at ingen fornemmede rutinen bag det hele. De skreg "Pia!" og kom. Igen og igen og igen. En gentagende gestus.
   Pia havde følt Pedro under hele samlejet. Det havde været ægte. I modsætning til de andre, hun havde inde i sig, havde Pedro og Pia næsten ikke talt sammen. Ikke før han stod i sin hawaiiskjorte og solbriller, på vej væk fra den by, der var blevet afhængig af hans eksistens. Pia så, at der stod Sollini på skjorten. Men det var vel bare et ord.
   "Der er blevet spurgt efter mig," sagde han.
   "Ja, det kan jeg forestille mig. Du er en eftertragtet herre," responderede hun.
   "Et andet sted, mener jeg. Der er blevet spurgt efter mig et andet sted. Jeg må drage af sted. For en stund. Jeg vender tilbage. Jeg tror denne by har en opgave til mig, jeg hverken kan eller vil vende ryggen til. Men for nu må jeg drage af sted. Forstår du det?"
   "Jeg forstår alt, hvad du siger."

Klokken ringede igen. Pia blev siddende en stund uden at bevæge sig det mindste, fortsat opslugt af en god eftersmag fra Pedro, dog blandet med en dårlig eftersmag fra opkastet. Kun opkastet var at smage på tungen. Pedro befandt sig længere nede i talerøret, nede ved begyndelsen af det, helt dernede hvor ordene endnu ikke var blevet til. Og der lod hun smagen af ham dulme i ro og mag. Ingen forstyrrelser. Intet sprog kunne tale Pedro væk, for han var sproget overlegen. Han kunne ikke tales frem. Han var før sproget.
   Pia mindedes tiden, før hun mødte Pedro. Efter byen for tre år siden havde budt hende velkommen. De havde bredt armene ud, og insisteret på, hun skulle føle sig hjemme. På den måde ville befolkningen også føle sig hjemme hos hende. Og sådan fungerer et samfund på bedste vis, havde man påpeget for hende. Det kunne hun kun respektere dem for, og de havde også ofte gaver med til hende. Så glade var de for hende. Så måtte hun også give noget igen. Og det gjorde hun. Billigt. Og hun var en kvalitetsvare. Foruden at hun var et menneske med mange følelser.
   Og så kom Pedro. Det havde ændret en del. Nej, det havde ændret alt.
   Pia gik på toilettet. Hun bevægede sig langsomt. Men hun bevægede sig. Hun kunne endelig tisse igen efter et langt og nydelsesfuldt samleje med adskillige orgasmer og andre fænomener, hun ikke mente, var navngivet af nogen.

Lise har en sød hvalp, og det er hun glad for. Der er mange i hendes klasse, der er misundelige på hende, fordi hun har sådan en sød lille hund.
   De andre børn, hun kender, må ikke få en hundehvalp. Deres forældre synes, det er synd at have hunde inde i en by. Men det synes Lises forældre ikke. De tænker, den kan lege med de andre børn nede på gaden.
   Lises hundehvalp hedder Pedro, og det er en hanhund.
   I øvrigt kunne den lige så godt hedde Arnold, eller Kaj, Eller Hugo og Rasmus. Det er lige meget. Nu hedder den altså Pedro.
   Og Lise kunne lige så godt hedde Rikke, eller Sanne, eller Grethe. Og Lise kunne lige så godt være en dreng. Kurt for eksempel, eller Georg, eller Allan. Det er også lige meget.
   Den her bog handler om en hund, der hedder Pedro og om de mennesker, den bor hos.
   Det er ikke altid rart at være hund. Og Pedro var ikke en glad hund.
   De mennesker, han boede hos, tænkte ikke på, at han var en hund og havde andre behov. De behandlede ham næsten som en ting, næsten ligesom Lise behandlede sine dukker.
   Men Lise ville gerne have en hund. Og hun havde plaget sine forældre, til de til sidst ikke kunne holde det ud længere. Og så havde de købt en hvalp til hende.
   Det havde været et sødt væsen. En rigtig lille legesyg uldklump. Men nu, da Pedro var blevet voksen, var han mere til besvær end til glæde for familien.

Pia var den sidste, der trådte ind på det knirkende gulv på rådhuset. Men der var stadig ikke blevet talt fra podiet. Arne Bjælke stod deroppe sammen med den nuværende borgmester, men han tøvede mere end nogensinde før. Det var underligt, for Arne plejede at være forholdsvis god til handling. Han havde også været i bestyrelsen i mange år, så det burde ikke være noget problem for ham at samle sig omkring de ord, der skulle sætte gang i mødet. Det var meget formelle ord. De gik ikke for tæt på, men var pragmatiske.
   Men denne dag var det, som om han manglede ord. Som om ordene slet ikke var tilstrækkelige, og en ny eller anden tilgang til stoffet pressede sig på. Barrieren mellem ord og handling var blevet anstrengende for ham. Derfor dryppede svedperler ned på podiet, sådan at han hele tiden måtte tage sit lommetørklæde frem og tørre det væk. Der var sved. Men der var intet sprog.
   Pia satte sig ved siden af Franz Karlsen. Landmanden der mente, han kun havde ét problem, hvilket var, at grisene ofte løb deres vej, fordi de ikke fik nok at spise. Han havde nu nok alligevel andre problemer.
   "Hej Pia. Nu jeg har dig, hvordan ser din kalender ud for denne uge?"
   "Jeg har en del i weekenden, Franz. Det er jo starten på måneden. Når I kommer til penge, så bliver I meget lystige."
   "Kan folk ikke finde ud af at spare op i denne by," beklagede han sig, prikkede efterfølgende til Pia og pegede på Arne Bjælke. "Der er vist sket noget, siden han er så betænksom. Han hænger noget med næbbet."
   "Eller snuden," responderede Pia og undrede sig over, hvor de ord kom fra.
   Pia så på Arne Bjælke med et bekymret blik. Kiggede dernæst ned i sin kalender, som hun havde taget med til mødet. Hun bladrede et par sider frem. Forbi siden hun snart skulle skrive begravelse på. Det kunne hun af gode grunde ikke vide på dette tidspunkt. Nogle dage ser blanke ud på papiret. Men de viser sig slet ikke at være det alligevel. En kalender er ingenting uden en pen. Men en dag er meget uden en pen. Mere end pennen formår at kradse ned. Så en kalender har vel egentligt ingen dage.
   Heldigvis havde Pia taget en sådan pen med.
   "Jeg kan presse dig ind en time på søndag, Franz. Hvordan lyder det?"
   Pia tog altid sin kalender med til møderne, for hun vidste, kunderne nok skulle komme til hende. Pia var god til at få en bestilling til at ligne en kort samtale og ikke andet. Og konerne sagde altid, at selvom hun var om sig, den dame, så kunne man godt tale høfligt til hende. Det gjorde Franz altid.
   "Lige præcis," sagde han og smilede til sin kone, der måske ikke smilede tilbage, men som heller ikke havde tænkt sig at bryde ind i deres samtale. Pia skrev en kort notits i kalenderen og lukkede den igen. Det var gode tider for hende. Vejret var koldt. Industrien gik langsomt. Kærlighedens sande ansigt syntes falmet (selvom den nok aldrig havde været der). Folk søgte lune aftener hos hende. Hun havde også en god rødvin, sagde de til hende. Og hun fik den betaling, hun fortjente. Hun var dygtig til sit arbejde.
   Arne Bjælke bankede sagte på den mikrofon, de havde fået installeret for en måned siden. Det havde ikke været byens forsøg på at tage nymoderne teknikker i brug, som de ellers tog afstand fra i det daglige. Det havde snarere været en nødvendighed. Ikke fordi det var et stort rum, eller fordi der var nogen dårlig akustik. Tværtimod. Det skyldtes, at Per Holme altid havde sin hund med sig ind på rådhuset, og den havde det med at gø meget højt.
   Ingen havde tænkt sig at forbyde hunden adgang, for befolkningen forholdte sig slet ikke til dens tilstedeværelse. Man talte hverken til eller om den længere. Mikrofonen gjorde meget ved hundens udbrud. Menneskene i byen havde nok ikke meget at sige, men trods alt mere end en hund, der ikke kunne andet end at gø. Mikrofonen reddede dem fra at tie helt.
   "Mine damer og herrer. Jeg har desværre en dårlig nyhed til jer. Janus Rasmussen er død her til aften. Derfor måtte vi ringe på klokken, selvom jeg godt ved, I alle sammen hellere ville være hjemme og pleje familielivet. Det har der ikke været meget tid til på det sidste. Beklager. Men der har været så meget."
   Nikoline Højbjerg rejste sig op. Det var en pligt, før man måtte tale. Men hun gjorde det ikke så meget af pligt, som hun gjorde det for at markere sig overfor de højere kræfter. Ordene og hende selv fik et større overblik i de højder.
   "Janus Rasmussen var jo dødssyg! Undskyld mig, men det skulle jo ske på et tidspunkt!"
   Snart rejste flere sig op og gav hende ret. Man var meget enige i den antagelse. Og når bare man stod op, så måtte man gerne give hende ret. Det gjorde over halvdelen. Det larmede meget i salen, og Pia forstod nu mikrofonens nytte til trods for, at Holmes hund manglede. Det var ikke kun hunde, der kunne gø.
   "Vi kunne vel ikke forvente andet!" "Det gør os selvfølgeligt ondt, men..." "Familierne lever videre. Hvorfor udsætte dem for dette ved at forstyrre dem med en hændelse, der ikke kan gøre noget ved!" "Janus vil blive savnet, men vi kan ikke gøre noget ved det!" "Der er langt vigtigere ting at drøfte til disse møder!"
   "Pedro slog ham ihjel!" råbte Arne Bjælke ind i mikrofonen.
   Omgående blev alle stille og én efter én satte de sig ned igen. Ingen syntes at have tænkt sig at kommentere det udråb, de lige havde været vidner til. De var paralyseret, og mange fik sved på panden. Et par stykker begyndte at viske til hinanden, mens Arne tænkte på, hvordan han skulle følge op på sit udråb, der tydeligvis havde haft den virkning, han havde ønsket, det skulle have. "Som I nok ved, så går Janus og mig langt tilbage. Vi har kendt hinanden gennem utrolig mange år. Det er derfor en trist ..."
   "Slog Pedro Janus ihjel? Hvad er det, du siger, menneske!" lød det fra Nikoline, der var den eneste, der ikke lod sig slå helt ud af de fatale ord. Men hun var tydeligvis meget medtaget. "Det kan jo ikke passe. Pedro gør ingen fortræd. Det ved vi alle sammen. Hør på mig, I ved, det ikke kan passe. Pedro gør det modsatte af fortræd. Hvis det ord findes?"
   De sidste ord var henvendt til hele forsamlingen. Nogle ord skal der flere ord til for at uddybe. Men ingen i befolkningen var bekendt med, om det modsatte af fortræd var et ord, der fandtes, eller om det blot var en logisk konsekvens af, at sproget altid taler i modsætninger. For der var modsætninger på spil.
   "Slap af, folkens," sagde Per Holme, der ikke behøvede at rejse sig op, for han stod op i forvejen. "Vi har fået ham aflivet. Måske var det heldigt, at han gjorde det ved en dødssyg mand og ikke et af børnene. Tænk på det. Hvorfor al den postyr. Halsen er knækket. Godt og grundigt."
   Per Holme vidste naturligvis, at en forveksling havde skabt unødvendigt postyr. Men han havde ikke tænkt sig at være den, der gjorde det klart for befolkningen. Han var alligevel kun delvis med i deres samvær. Han så det ikke som sin pligt. Og han frydede sig over, at hans hund igen var kommet på tale.
   "Har I slået ham ihjel?" lød et af mange udråb fra befolkningen. Alle var oprevet og kunne ikke tro, hvad deres stakkels ører måtte sanse af ord. Pia morede sig i skjul. Hun var en af de få i rummet, foruden Holme og Arne, der havde forstået det korrekt.
   Pia kunne ikke holde morskaben inde i sig. Hun rejste sig op og lo højt.
   "Jamen, Pedro er ikke død! Forstår I det ikke! Det er Per Holmes hund, der er blevet aflivet, fordi den har overfaldet Janus og slået ham ihjel!"
   Der var tavshed et øjeblik, hvor folk stirrede på Per Holme, der nikkede sagte, hvorefter flere delte Pias morskab. Tænk sig, hvor dumme folk til tider kunne være. Og det hele havde ikke været andet end en hund. En åndssvag hund var, hvad der havde skabt al den postyr. Flere fangede pointen, og til slut lo alle højt og begyndte at råbe: "Pedro længe leve!" De var alle sammen stolte af, at de fangede pointen. Langt om længe.
   Arne Bjælke og Per Holme morede sig ikke så meget som de andre. De savnede deres afdøde venner. Mens alle andre glædede sig over, at Pedro, den rigtige Pedro, stadig gik blandt dem - og at Pedro, den forkerte Pedro var død, så stod de to mennesker og savnede dem, de havde haft tæt på. Men de benægtede ikke kendsgerningerne. Det var sådan set en glædelig nyhed.
   Snart ville alle byens borgere benytte tavsheden igen. For det var jo problematisk, at de to, hunden og mennesket, havde identiske navne.
   Pia skrev begravelse med en sort pen i sin kalender. Kun to dage før den side, der stod Franz Karlsen på. Nogle ord kan ikke undgås i en kalender. Men det tillægger fylde til siderne. Så meget at man kunne fristes til at tro, de faktisk var rigtige dage. Der var mange sider i Pias kalender. Lidt flere sider end der var dage.

Tre dage efter. Det var næsten for koldt til begravelse. Men det bestemte man jo ikke selv. Folkene i den lille by var samlet omkring kisten. Arne lænede sig op ad den. Skærende kulde og tåge var blandet med deres ånde. De tænkte, om det mon ikke snart var slut, det ceremonielle, så de kunne komme hjem til deres varme stuer igen.
   Det virkede som om, at præsten var varm helt ind til det sted, de aldrig talte om. Men netop i kraft af, at de ikke talte om det, så kunne det ikke være andet end et løst gæt. Han kunne ligeså vel have været kold som is. Kold som isen på Grønland. Dér hvor der er igloer. Der var ingen igloer i den lille, navnløse by. Men der var dog meget koldt.
   Der blev læst op af bibelen. De vidste alle sammen, at der skulle andet til, for at de fik den røde farve tilbage på huden. De ligblege ansigter var ikke et kønt syn. Men det stoppede nu ikke præsten. Han fortsatte ubemærket og inderligt. For ham betød det noget. Det betød mere end alt.
   "Jeg må tale," sagde Palle Poulsen og snøftede et par gange. "Jeg må bede Dem skynde Dem. Det er godt nok blevet koldt. Jeg vil naturligvis ikke afbryde Deres flotte oplæsning, hvis det ikke havde været for det faktum, at frysegraderne gør det mere eller mindre utåleligt at stå stille på det samme sted, mens adskillige sider fra bibelen læses højt. Der er unægtelig mange sider, når kulden bider så hårdt. Du må enten finde Dem i, at vi begynder med små hop på stedet, eller vente med resten til en anden lejlighed. Og sådanne vil komme.
   De må forstå, dette er utåleligt. Intet mindre. Jeg har lyst til at være så fræk og påpege, at andre i denne by nok vil dø, og mon ikke, De gjorde klogt i at gemme nogle sider til dem også. Det ender jo med, at De ikke når til ende af værket, inden døden får taget sit sidste offer i denne by. Vi dør jo én efter én."
   Graveren greb Palle om den ene skulder og bad ham tie stille eller forlade stedet omgående. Palle valgte at forlade stedet. Det var den løsning, der ville give ham varmen tilbage hurtigst. Graveren fulgte ham hele vejen ud til kirkelågen.
   "Du skulle vare din mund, Palle. Der er ingen grund til at tale så meget. Dine ord er ubegrundede."
   "Er der da en grund til at tale? Præsten har allerede talt mere, end vi i denne by kommer til at tale sammen på hele denne dag. Der er mange, der ikke kan se nogen begrundelse for sproget.
   "Gud skabte ordet. Og netop i kristendommen betyder ordet noget. Så tal til Ham, og han vil helt sikkert tale tilbage til dig. Det handler om at tro."
   "Tro er et ord for meget. Jeg har allerede talt for meget for én dag. Du bad mig tie stille. Det har jeg tænkt mig at gøre. Farvel."
   "Find din tro, Palle!" råbte graveren til Palle. Men han var god til at lade være med at lytte. Præcis som han var god til at lade være med at tale.

Flashback. Det brænder, og han står i en acceptabel afstand til ilden, sådan at han fornemmer varmen, men ikke er i fare for at blive fanget af flammerne. Han taler til sig selv, inde i sig selv:
   "Dette skal glemmes og aldrig bringes frem igen. Dette skal brændes og forsvinde for altid. Ingen må nogensinde vide af det. Det er en fortid fortrængt og glemt."
   Han begynder at gå sin vej. Stopper op og vender sig om. Flammerne er store. Røgen breder sig som en ånd. Han håber på den totale udslettelse. Men det virker som om noget bliver tilbage.
   Han gik omgående i knæ. Han kravlede videre på alle fire.

Efter præsten havde læst op, talte han meget længe om Janus Rasmussen. Det var ikke så underligt, når han havde kendt ham, siden de gik i skole sammen. Og der var aldrig gået en uge, uden de havde talt med hinanden. Nu ville der gå den resterende levetid og mere til. På den måde ville der blive endnu mere tavshed i byen.
   Præsten bare talte og talte. Han frøs ikke. Han var varm omkring hjertet. Så selvom han kun havde sin præstekjole på, så skulle befolkningen ikke have ondt af ham. Det havde de heller ikke. Men de havde en mistanke om, at han trak tiden ud for at pine dem. Ordene bare fortsatte og fortsatte. Og Palles udbrud havde uden tvivl kun haft den effekt, at det gjorde slemt værre. Nu skulle præsten være på tværs. Det var også en almindelig menneskelig reaktion at være på tværs engang imellem. Alle kunne blive sure og tvære. Ikke kun en hund.
   "Janus har altid hørt til denne by. Vi står i dag og har svært ved at forestille os byen uden ham. Ikke sandt? Det bliver en prøvelse for os alle. Men prøvelser var ligeledes, hvad der gjorde Jesus stærk og kyndig til at klare de pinsler, han måtte føle på sin egen krop; og med prøvelser opnåede han frelse. Den frelse vi nu lever godt af. Prøvelser gør os stærkere. Husk det. Vi står bedre fast, når stormvejret først kommer, hvis vi har prøvet modgang og ulykke. Pedro gav os den ulykke. Jesus kan give os lykken tilbage."
   Nikoline Højbjerg kiggede rundt på sine medborgere, der alle syntes at drukne i ord, og rakte en hånd i vejret. Præsten nikkede til hende som tegn på, at hun måtte tale. Det var næsten per refleks, for hun havde altid noget at indvende. Sådan var hun af natur. Og det er problematisk at pille ved naturen.
   "Vi så gerne, hvis du ikke kalder den tåbelige hund for Pedro, eftersom vi bruger det navn på en elskværdig person. Vi har allerede lavet én forveksling. Vi vil gerne undgå flere af slagsen."
   "Men har den et andet navn, denne tåbelige hund?"
   "Den er død. Kan vi ikke blot lade være med at tale om den?" var der én, der sagde.
   "Vi talte jo sådan set heller ikke om den, da den var i live," sagde en anden.
   Præsten var hurtig til at respondere:
   "Nogle gange skal vi tale om de døde. Det kan være vigtigere, end at tale om de levende. Måske døde mennesker har mere at fortælle. Bemærk hvor mange fortællinger, der er skabt ud fra mindet om mennesker, der er døde. Det er der en grund til. Jeg spørger igen; hvad skal vi så kalde denne hund?"
   Alle folk kiggede på Per Holme, der tænkte sig om længe, før han svarede. Han havde altid brugt navnet Pedro, eftersom det var, hvad den hed.
   "Jeg har da ofte kaldt den lille lort," sagde han med en alvorlig mine. Men hele situationen syntes alligevel ret komisk. Hvis man lyttede godt efter, så kunne man også høre enkelte grynt fra forsamlingen. Men præsten overdøvede hurtigt disse. Det var ikke passende. Det var trods alt en begravelse. Der kunne man ikke acceptere morskaber af en sådan art.
   "Den vil fremover blive omtalt som lille lort. Selvom det ikke er en passende vending for mig, så er jeg villig til at tilføje dette navn min tale, sådan at Pedro ikke vil blive brugt længere," sagde præsten.
   "Men De kunne jo tale om den rigtige Pedro. Altså Pedro, mener jeg. Du kunne tale om ham," tilføjede Nikoline.
   Der blev stille på kirkegården. Kulden bed fra sig. Borgerne begyndte at holde hinanden meget tæt. Selv Per Holme og Marie Olsen stod tæt op ad hinanden til trods for, at de havde to vidt forskellige livsanskuelser og levemåder. Per levede på må og få, havde hele sin tilværelse i en raseret pose fra det lokale supermarked. Marie søgte at anskaffe sig alt, hvad hjertet begærede, for ikke at skulle bekymre sig om noget, hun manglede. Holme var beskidt og grim. Marie var pæn og ren. Forskellen kunne ikke være større mellem de to. Alligevel blev de nærmest frosset sammen denne formiddag.
   Præsten undgik at omtale den lille lort igen. Han gik videre til en bøn. Det hørte sig til.
   "Lad os alle bede for Janus Rasmussen i himmeriget," sagde han. Hele forsamlingen foldede deres hænder og trykkede dem hårdt mod hinanden. Måske det kunne varme dem en smule. For bønnen kunne desværre ikke gøre det. De kunne glæde sig over den vished, at dette måtte være den sidste handling, før kisten ville blive sænket i jorden og blive begravet med stiv, frossen jord. Det hele var snart slut. Det var også bedst at få Janus placeret, hvor han som lig befandt sig bedst. Lig skal i jorden og ikke ligge og flyde rundt omkring.
   "Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen."
   De afsluttende ord havde lydt, og adskillige af borgerne åndede lettede op. Som havde de lige sluppet af med døden. De havde hver især sagt farvel til Janus. Men de havde gjort det på deres egen måde. På en måde var de sluppet af med døden.
   "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive."
   Begravelsen var slut. Janus var lagt til at rådne. Men var han ikke lagt til det, så var han rådnet alligevel.

"Mange af præstens ord forstod jeg ikke. Men jeg forstod det med, at vi skal tale til de døde. Jeg tror også, at det er vigtigt at tale til dem. Jeg har tænkt mig at tale til Janus engang imellem. Han var jo én af mine bedste venner. Det er han sådan set endnu," sagde Arne. "Jeg mener ikke, døden kan slutte venskaber. Måske den ligefrem kan gøre dem stærkere."
   "Så sandt. Så sandt," sagde gamle Peder Møller og trykkede Arne på skulderen, sagte, men alligevel sådan, at klemmet kunne føles nogen tid efter. Arne Bjælke lod en tåre falde, men han havde svært ved at bryde sammen, for kroppen var for stiv, og kulden fyldte for meget. Det havde aldrig været så koldt i den lille by før. Det kunne de godt blive enige om.
   "Det bliver bare koldere og koldere. Det må da snart vende," fik Arne sagt, men kendte allerede Peder Møllers svar, inden det kom, for han gengældte altid et spørgsmål med skepsis.
   "Det er jeg nu ikke så sikker på. Man kan ikke engang samle lidt jord op og smide det ned på vor afdøde medborger."
   "Mon ikke han får den jord, han skal bruge."
   "Det vil jeg tro. Man er jo tildelt en bestemt mængde jord hver især. Hunden fik kun lidt jord at boltre sig på. Janus får gevaldigt mere. Det er, hvad jeg kalder retfærdighed."
   "Bestemt," responderede Arne og hørte en lyd fra buskadset bag sig. Det måtte komme fra et dyr. Han kunne med sikkerhed bekræfte, at det ikke kunne være en hund. Den eneste hund, der havde været i byen, var død. Måske det var en grævling. Han havde set en grævlingehule lidt uden for byen forleden. Det var nok en grævling. Og man kan ikke komme udenom, at der er en stor forskel på en grævling og en hund.
   "Det må være en svær tid for en graver i sådan en tid, vi har nu. Med stenhård jord," fortsatte Arne.
   "Godt man valgte en anden beskæftigelse."
   "Overvejede du at blive graver?"
   "Jeg har altid gerne ville hjælpe de døde. Men en præst er for åndelig, mens en graver får jord på fingrene. Jeg ønskede ingen af delene. Hvordan kan man ellers hjælpe de døde? Jeg tænkte, jeg ville hjælpe de døde med at viderebringe deres ord. Sådan de lever videre for altid. Derfor blev jeg boghandler. Det er både håndgribeligt og åndeligt på samme tid. Hverken for meget eller for lidt. Det passede mig godt."
   Arne kiggede omkring sig. Glemte helt grævlingen, der heller ikke var kommet til syne. Der var også den mulighed, at det var noget andet.
   Peder fortsatte:
   "Jeg er blevet for gammel. Jeg har heller ingen bøger i min butik, der er ældre end mig selv mere. Folk køber altid de gamle bøger, men venter på, de nye bliver ligeså gamle. Men de nye er dyre at opdrive. Måske det er på tide, at en yngre sjæl overtager min butik. Jeg er den sidste gamle bog, der skal købes væk. Siderne er falmet!"
   "Sælger du?"
   "Det kunne godt ske."
   Arne og Peder fulgtes ad op til udgangen, hvor byens borgere skiltes for at mødes senere på dagen til en komsammen, så de kunne mindes Janus Rasmussen. Snart stod de to ældre borgere alene med præsten. Præsten så meget tungsindig ud. Arne ville tale et par beroligende ord til ham. Peder stod i baggrunden og skuede over til hele sin familie, der var lokaliseret i den vestlige ende af kirkegården.
   "Vi havde mistet ham om alle omstændigheder. Det ved vi. Det var kun et spørgsmål om tid," sagde Arne.
   "Det er det altid, Arne. Lad ikke døden narre dig til at tro, det er noget for alle andre, men ikke dig selv. Vi har alle et forhold til døden. Men acceptér forholdet. Vend ikke ryggen til det."
   "Nej, nej, du misforstår. Jeg mente ikke..."
   "Jeg ved godt, hvad du mener. I tænker alle sammen ens. Men I har desværre ikke forstået noget af det, jeg prædiker hver søndag i kirken."
   "Jeg lytter med hver eneste gang," sagde Arne i et forsvar, der snarere lød som én stor løgn.
   "Du frøs i dag. Præcis som alle de andre gjorde. Jeg prædiker for en gudsforladt menneskeflok. Det er, hvad jeg gør. Mine ord kan ikke varme jeres sarte sjæle mere. I er skrøbelige. Mere end I aner. Hvis ord ikke kan varme, hvad kan så?"
   "Hvordan kan du være så sikker på, vi er skrøbelige?"
   "Ingen af jer dyrker Jesus og de værdier, han står for. Hvem dyrker I?"
   "Hvad mener du?" sagde Arne og kiggede på Peder.
   "Hvem dyrker I?"
   "Jeg forstår ikke," sagde Peder og sparkede til en sten på jorden, sådan at han mærkede det håndgribelige igen.
   "Hvem er denne Pedro?" spurgte præsten.
   Tavshed.
   "Han kunne desværre ikke komme til begravelsen," svarede Arne.
   "I dyrker en person, der ikke kunne være her til Janus' begravelse? Jeg har hørt, han skal være borgmester, når der er valg til sommer. Er det rigtigt?"
   "Han stiller i hvert fald op," fastslog Peder.
   "Men ingen siger, at han vinder valget. Vi har andre, der stiller op," tilføjede Arne. Der skulle være retfærdighed til. Sådan vil kirken det jo også.
   "Måske, men jeg tror godt, vi alle ved, at Pedro vinder valget. Det ønsker I jo. Hvornår får man denne Pedro at se?"
   "Snart. Meget snart," sagde Arne bestemt.
   "Det håber jeg."
   Præsten gav hånd til Arne og Peder.
   "Gå hjem og få varmet kroppen, de herrer. Vi ses på søndag. Der er flere ord. Mange flere ord."
   "Du kommer måske ikke til vores komsammen?" spurgte Peder, men syntes ikke at lægge tryk på de steder, der ville have påpeget en slags interesse.
   "Vi ses på søndag, Jansen," sagde Arne høfligt.
   "Kig forbi med Pedro en dag," sagde præsten med et glimt i øjet.
   "Farvel," sagde Peder og tog Arne om skulderen. De fulgtes hjem til Arne i tavshed. Pedro kunne få folk til at tale, men han kunne så sandelig også få folk til at tie stille. Det var ikke det sprog, man normalt kommunikerede med, som talte Pedro frem i lyset.

Senere på dagen. Marie Olsen var blevet færdig med forberedelserne til de gæster, der snart ville ankomme én efter én. Hun havde gjort det godt, det var der ingen tvivl om. Hun havde været grundig. Ingen små fejlagtige detaljer. Ingen uovervejede placeringer af bestik eller porcelæn. Alt var præcis på den plads, hun ønskede, det skulle være, og det frydede hun sig over.
   Det ringede på døren.
   "Øjeblik!" råbte hun og rettede på sin kjole. Hun var den bedste i byen til at ligne en halv million. Og dét at hun vidste det, kunne hun leve på i lang tid. Faktisk hele tiden. Hun kiggede sig selv i spejlet ude i gangen en sidste gang. Hun var smuk, og det var selvforskyldt.
   "Perfekt," sagde hun til sig selv. Hun vidste godt, det ikke passede helt, men det var trods alt tæt på. Dernæst åbnede hun døren, for hvem hun troede var Inger Vestergaard, selvom hun i grunden ikke kunne være sikker på det. Det kunne være hvem som helst. For en sandsynlighed er kun sandsynligt, indtil andet kommer i vejen. Usandsynligheder kan indtræffe.
   Det var ikke Inger Vestergaard, der stod uden for døren. Men i stedet var det Palle Poulsen, postbudet, der allerede havde nået sin runde for denne dag. Han plejede ellers ikke at være så hurtig, tænkte Marie. Hun tænkte samtidig på, at hvis hun havde været ti år yngre og en smule mindre besat af erhvervelsen af alt, så havde hun måske giftet sig med denne Palle Poulsen. Udelukkende fordi han var så flot. Det havde hun måske. For han var en smuk, ung mand. Men ikke sydlænding. Det var han ikke.
   Men hverken tiden eller sindet havde været til det. Så der havde alligevel været en tvivl. Det var nok livets charme, der ofte tog sig ud som en byrde. Men hun var glad for, at hun ikke ønskede ham i sit liv ud fra de forudsætninger, hun sad i, for ellers måtte han blive inkorporeret i hendes bestræbelse på at anskaffe sig alt, hvad hjertet begærede. Og det var ikke sikkert, at han ville finde sig i det. Det kunne hun ikke tro. Og der var den fare, at han kunne tage alt fra hende. Det ville hun ikke risikere. Hun ville være alene med sin bestræbelse på at få alt. Det krævede et fokus, der kunne blive beskadiget ved inddragelsen af andre mennesker.
   Det viste sig, at Palle Poulsen slet ikke havde været hjemme fra arbejde. Det syntes Marie Olsen var usoigneret og smudset. Det følte hun sig nødsaget til at fortælle ham.
   "Sådan tager man ikke i byen, Palle."
   "Jeg kan jo altid trøste mig med, at Franz Karlsen stinker værre end mig. Man kan da blive helt i tvivl, om han faktisk har grise, eller om han kun vedligeholder sin egen svinesti," sagde han og lo i et voldsomt udbrud, der skræmte Marie Olsen. Det var næsten sygeligt, tænkte hun, men vendte sig om og gik mod køkkenet. Hun kaldte ham derud, så han kunne se, hvordan hun havde fået indrettet sit køkken. Det var tydeligvis blevet smukkere siden sidst, men til hendes irritation lod Palle ikke mærke til det. Hun måtte selv presse på.
   "Kan du se, at jeg har ændret på indretningen i mit køkken?"
   "Jeg ser ikke de besynderlige ændringer i dit køkken, kære. Der må være tale om små justeringer, øjet ikke er trænet til at opfatte, men som sindet ønsker tydeliggjort," sagde han og lo igen meget voldsomt. Marie forstod tydeligvis ikke hans humor.
   "Jeg har flyttet rundt på tingene på hylderne, og bordet har jeg drejet. Kan du ikke se det?" sagde hun i en kold tone. Måske hun ikke havde fået varmen endnu. Det havde været utrolig koldt. Det tog ikke lang tid at få kroppen nedkølet, men at varme den op igen, det kunne tage, hvad der syntes at være en evighed. Det var naturligvis ikke en evighed. En sådan kan man ikke forstå sig på.
   "Jeg vil anbefale dig at flytte bordet næste gang og dreje rundt på tingene på hylderne. Det vil tage dig længere tid, og måske det vil være rigtig god underholdning."
   Marie kiggede frem og tilbage mellem bordet og tingene på hylderne over køkkenbordet. Hun var ikke god til ironi, men mon ikke, at hun lige havde været vidne til det. Det tænkte hun. Men hun morede sig ikke. Ikke det mindste. I stedet gik hun hen til køleskabet og tjekkede inde i det, om alt var på sin plads. Ingenting havde forandret sig, men det vidste hun også godt. Hun tjekkede ikke for egentligt at tjekke, men hun gjorde det alene for at bibeholde sit fokus. Det var meget vigtigt for hende. Nogen ville kalde det sygeligt, men hun kaldte det selv livsbekræftende.
   Men andre tanker pressede sig alligevel på. Hun tænkte noget, hun godt kunne have været foruden. Sådanne meningsløse tanker hørte sig ikke til inden for fire vægge. Men hun tænkte, hvem denne Palle Poulsen, der stod bagved hende og rullede rundt på sukkerskålen, egentlig var. Hun vidste da noget om ham. Det gjorde hun. Hun vidste, han kom med posten hver eneste dag. Han var det flotte postbud, der alene af den grund kunne skabe glæde i den lille by. Men så åbnede han munden og talte. Han talte meget. Og jo mere han talte, des mere følte hun, at hun overhovedet ikke kendte ham. Det var jo åndssvage ting, han sagde. Han talte altid skævt i forhold til de reelle ting, de havde at forholde sig til som mennesker. Som når han fordrejede, hvad hun sagde, latterliggjorde det og fik hende til at virke hysterisk eller nærmest psykotisk. Det ville hun nu ikke skrive under på, hun var. Man skulle også passe på, hvad man skrev under på.
   "Var der andre på vej?" spurgte hun, men ikke af nogen anden grund end at bryde den tavshed, der kun ville give Palle tid til flere spydigheder. Det ønskede hun ikke. Han havde allerede talt for meget. Hun havde dog glemt, at det er en naturlig konsekvens af et spørgsmål, at det gengældes med et svar. På den måde havde hun selv lagt op til, at Palle skulle tale endnu mere. Og det var fremmed for ham at svare oprigtigt på et spørgsmål.
   "Jeg mødte et par stykker. De så sultne ud. Mon ikke de er på vej mod dine gryder. Du har jo alle gryder i hele verden, så du må kunne lave meget mad. Alt mad i hele verden."
   Hun havde ikke alle gryder i hele verden. Og det var ikke morsomt, hvad Palle havde sagt. Det mente hun ikke, det var. Der var utrolig mange gryder i hele verden.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2005 11:20 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 6989 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.