1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
1 år siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
1 år siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
1 år siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
7 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
7 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
15 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
16 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
16 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
16 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Allan Andersen (f. 1980)
Pedro siger "vov".
   Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, sulten og tørstig. Det er hundens måde at tale på.
   Mennesker har et sprog, som det bruger til at tale til hinanden med. En hund har ikke noget sprog. Og en hund siger faktisk slet ikke "vov". En hund siger en lyd. Men det lyder som "vov".
   Og når Pedro siger en lyd, så skal man lytte til den, for på den måde får man den sødeste og bedste hund i hele verden.
   Lise går tur med Pedro. Han har halsbånd på med en navneplade. Der står, hvad han hedder, og hvor han bor. Så kan man se, hvem der ejer ham, og så kan man sende ham hjem, hvis han er løbet væk.
   Et navneskilt skal alle hunde have. Og et halsbånd har de også alle sammen. Pedro har to slags, et almindeligt et af læder, og så et med pigge på, der vender ind mod halsen.
   Det skal han have på, når man skal træne ham til at gøre noget, eller når man skal lære ham at være lydig. Det har Lises far læst i en bog.
   I dag har Pedro sit almindelige halsbånd på. Lise har selv givet ham det på, men det er spændt alt for stramt. Når hun hiver i snoren, kan Pedro næsten ikke få vejret. Han er lige ved at blive kvalt. Og så klør det frygteligt lige inde under halsbåndet.
   Men alt det kan Pedro jo ikke sige til hende. Han kan kun knurre og gø og hyle og pive og sige alle de andre lyde, som hunde ellers siger, og så kan han vise, hvordan han har det med ørerne og halen.
   Men Lise tænker ikke på det. Hun har travlt. Pedro skal luftes, inden hun skal i skole. Lise hiver i snoren.
   "Kom så!" siger hun hele tiden.

Om aftenen. Man var gået i gang med silden og snapsen. Børnene fik røde pølser og brød. Det begyndte ret hyggeligt, taget i betragtning at det var en middag til ære for en slutning. For en slutning havde det været. Et endt liv. Janus Rasmussens liv var definitivt slut. Og hvordan får man begyndt på noget, der tager udgangspunkt i en slutning? En slutning vil vel altid være en slutning, uanset hvordan man vender og drejer den.
   Men man fik begyndt på middagen. Der blev snakket i krogene. Man kunne næsten dele samtalerne op i køn. Kvinderne var imponeret over det arbejde, Marie havde gjort, og det var flot, hun havde gjort det hele selv. Men hun havde selv insisteret på at gøre det, så ingen skulle have ondt af hende, påpegede hun. Hun var tværtimod meget stolt af, at hun havde gjort det helt af sig selv. Kritikken var henholdt hende og kun hende. Men på den måde tog hun også al rosen. Og hun var smigret. Meget smigret. For hun fik altid meget ros.
   "Ja, det kræver vel et godt håndarbejde. Jeg har taget mig tid. Men jeg mener også, at man må tage al den tid, man har til rådighed. Som præsten sagde til Arne i dag, så er det altid et spørgsmål om tid. Det giver jeg ham ret i. I forstår vel, at når noget skal gøres, så skal det gøres ordentligt. Jeg er glad for, at I værdsætter mit arbejde. Jeg føler det mere meningsfuldt end noget andet."
   "Meningsfuldt er det uden tvivl," var der én, der slog fast. Andre nikkede bekræftende dertil. Man kommenterede ikke hendes enighed med præsten.
   Mændene snakkede om at bygge en legeplads i den ene ende af boldbanen. Det havde de talt om før, men det var endnu ikke blevet til noget. Det var en af mange forberedelser, de ville gøre sig, inden Pedro kom til byen og med stor sandsynlighed blev borgmester.
   "Jeg insisterer på, at vi får projektet færdiggjort, før Pedro kan anses for at være borgmester," sagde én.
   "Han fortjener helt sikkert den legeplads. Underholdte børn er ubemærkede børn. Pedro får andre ting at bekymre sig om end vores børn, og jeg insisterer ligeledes," sagde en anden.
   De var alle sammen enige. På den måde blev der ikke diskuteret ret meget denne dag. Der blev snarere nikket forstående. Sådan var det, når de talte om Pedro. Også kvinderne var gået over til at tale om ham, efter Marie havde fået al den ros, hun kunne rumme på en gang. Måske oven i købet mere til. Men hun havde også gjort et godt stykke arbejde. Og hun kunne rumme meget. Hun kunne rumme alt.
   "Sig mig engang, hvad laver Pedro? Jeg har ikke set ham længe," sagde Nikoline Højbjerg og kiggede på bestyrelsesformand Poul Knudsen, der lagde sit bestik fra sig. Alle i gildesalen blev tavse og vidste, at de måtte spidse ører, hvis de ville have det hele med. Og det ville de gerne. De kiggede intenst på Poul Knudsen. De måtte fokusere.
   "Jeg gad godt, jeg kunne svare på det, men uheldigvis er jeg ikke blevet informeret om hans fraværelse. Han må snart dukke op, for vi skal have ham informeret om den fremtidige borgmesterpost."
   "Har han fået den?" spurgte Peder Møller med skepsis. "Jeg forstod det bare sådan, at han ikke bliver valgt til borgmester, men at han bliver borgmesterkandidat."
   "Det er også korrekt. Vi afholder jo valg. Han får ingenting. Han bliver valgt."
   "Men han er vel sikker på, at netop han bliver valgt?" tilføjede Nikoline.
   "Hvilke andre kandidater er der?" indskød Peder.
   "Én ad gangen, Peder. Ja, Nikoline, han er nok sikker på at blive valgt," sagde Poul Knudsen.
   Folk klappede. Poul Knudsen rejste sig op. Han havde taget en valgplakat med, som han gerne ville have borgerne til at godkende. Det var et printet billede af et maleri, Hassel havde malet. Alle var begejstrede og insisterede på, at den kom op at hænge, mens de spiste. Heldigvis havde Marie et par knappenåle liggende på en af hylderne ude i køkkenet (og hun havde ikke tænkt sig at vende dem, som Palle havde foreslået). Plakaten kom op på væggen. Det pyntede så flot. Han var en flot sydlænding. Pedro var så utrolig smuk.
   Peder gentog sit spørgsmål, men han fik ikke noget svar. Der var for meget larm. Hvis det ikke havde været for larmen, så virkede det næsten som om, han blev ignoreret. Og det var på trods af, at Peder ikke gøede som en hund.

De fleste var færdige med at spise forretten. Per Holme havde drukket af snapsen, men havde ladet silden blive tilbage på tallerkenen. Det irriterede Marie. Han havde snart drukket det halve af snapseflasken selv.
   "Det er ikke god skik at drikke al den snaps og ikke røre ved silden. De to ting hører sammen. Hvorfor spiser du ikke noget? Du skal spise noget, Per," snerpede hun.
   "Jeg er ikke sulten. Jeg er tørstig. Derfor drikker jeg. Jeg kan heller ikke lide sild."
   "Men det er også tid til hovedretten," påpegede hun.
   "Den kan jeg heller ikke lide."
   "Jeg har jo ikke fortalt, hvad det er. Hvordan kan du være så sikker på, at det er noget, du ikke kan lide? Det er vist fjollet at sige, Per," fik hun sagt, før hun rejste sig op. "Man skal ikke udtale sig om det, man ikke ved noget om."
   "Sæt dig ned! Din stupide gås! Det er alt, hvad du er! En stupid gås! Hvor mange af jer tåber herinde har været oppe og kigge til Pedro? Ingen! Ingen af jer har været deroppe! Jeg drikker snaps for Pedro i dag, gør jeg!"
   Befolkningen var chokeret. Per var tydeligvis meget beruset. Snapsen var gået ham til hovedet og fik ham til at sige tåbelige ting. Snapsen retfærdiggjorde ikke, at han trodsede deres enighed om, at hunden aldrig skulle nævnes ved navn igen, men snapsen kunne alligevel bruges som forklaring på en sådan handling. Og så længe de havde en forklaring, så havde ingen tænkt sig at bekymre sig besynderligt. Men forklaringer var ofte sjælden sete i den lille, navnløse by.
   "Ja, du drikker vist rigeligt," tilføjede Palle Poulsen, der morede sig over den tilstand, Per Holme var i. Nikoline tog derimod hele situationen meget alvorligt og kunne ikke lade være med at markere sig.
   "Det er kun en hund, Per. Ikke andet. Og du er forpligtet til at kalde den lille lort. Vi skal ikke have flere forvekslinger. Og hvis du så vil tale pænt på denne sørgelige dag," sagde hun bestemt. Hun havde ikke tænkt sig at lade en dranker som Per Holme få ordet i for lang tid ad gangen. Der var en for kort levetid og for få væsentlige ord til at lade byen begrænses deraf. Det var jo sludder og vrøvl, hvad han sagde. Intet mindre. Det gav ingen mening. Hvorfor tale om en hund?
   "Min hund kom først! Jeg har fandeme ret til at kalde den Pedro! Pedro! Pedro! Pedro!" råbte han gentagende gange.
   Sven Bæk trådte til. Han var stor og bredskuldret. Han skabte øjeblikkeligt respekt. Per Holme tav. Så sagde Sven med en dyb stemme:
   "Så kan vi måske få den hovedret. Jeg har ladet mig høre, det er andesteg. Andesteg er min livret."

Per Holme var den første, der var hjemme. Han var allerede hjemme, da han trådte uden for Maries hoveddør. De fleste ville dog ikke betragte det som et praktisk hjem af den grund. De ville nok mene, at det måtte være hårdt at bo udenfor; specielt om vinteren når glade tanker var de eneste, der kunne varme kroppen (og det måtte være svært at finde sådanne glade tanker, ens situation taget i betragtning). Men Per Holme kunne ikke forestille sig et andet sted at bo. Han havde prøvet at bo i et rigtigt hus engang, men han havde følt sig fanget bag husets fire vægge. Han havde følt sig lukket inde. Og han kunne ikke lide dyre vine.
   At bo på gaden var hans eget valg, og det valg kunne ingen tage fra ham. Selvom man prøvede. Det så jo ikke så godt ud, at man havde en hjemløs rendende i den lille by. Selvom der meget sjældent var besøg udefra, så skete det engang imellem, og hvilke sladderhistorier kunne en sådan iagttagelse ikke sætte i gang? Det ønskede man ikke.
   Per, stadig meget beruset og ikke i stand til at fokusere, gik op til det sted, hvor han havde begravet Pedro. Han havde lagt hundens halsbånd rundt om den jordknold, der var placeret ovenover den. Han talte til knolden. Han talte til Pedro. Det var fortrydelsens øjeblik.
   "Undskyld, jeg var så dum, Pedro. Jeg skulle ikke have kvalt dig. Det forstår jeg nu. Janus Rasmussen skulle dø alligevel, og det vidste du godt, ikke sandt? Du gjorde ham vel en tjeneste. Hvorfor havde jeg også det skide bælte på mig? Man kalder dig ikke ved navn, blot fordi du ikke skal forveksles med den anden Pedro. Jeg siger nu dit navn alligevel. For mig har du altid været Pedro. Det kan jeg da ikke bare ignorere. Jeg fortæller dig, der er noget råddent ved dette. Jeg kan ikke helt greje, hvad det er. Men de skal ikke få mig til at tie. Du hedder Pedro. Pedro!"
   Det sidste råbte han højt. Sådan at hele byen kunne høre det. Det var sådan, at i udsigelsen var der ingen forskel på navnet, om det ledte hen til hunden eller mennesket. Det var det selv samme ord. Borgerne tog udråbet til sig. Det varmede deres kroppe. Nu var den kolde begravelse rystet helt af dem. De hørte Pedro.
   "Hvis jeg kunne bringe dig til live igen, Pedro, så havde jeg gjort det. Stol trygt på det. Du var en god hund. Du havde måske enkelte øjeblikke, hvor du var ustyrlig, men i bund og grund var du en god hund. Den bedste. Du vidste, han skulle dø. Ikke sandt? Du kunne lugte, at han var ved at blive ædt op af noget ondskabsfuldt. Du lod ham blive angrebet af noget håndgribeligt, i stedet for at lade ham dø af en besværlig og uforklarlig sygdom.
   Du er, som du er, og alle ved præcis, hvad det vil sige. Du er bare en hund. Og det er det fantastiske ved dig. Og du gav døden et entydigt navn. Du snød sygdommen. Den meningsløse sygdom. Sygdommen som lægerne ikke kan forklare, den overvandt du. Du tillagde mening til Janus Rasmussens afsked med verden. Du gav mening!
   Jeg tvivlede på dig, og det undskylder jeg nu. Vil du ikke nok tage imod min undskyldning. Hvis det er nogen trøst, så har du altid været den rigtige Pedro for mig. Det ved jeg nu. Du har gjort det klart for mig, Pedro. Jeg lever i en by fuld af galskab; det er først efter din død, galskaben rigtig er begyndt. Men sammen skal vi sejre over dem alle. Men jeg har brug for dig. Jeg har brug for dig! Pedro! Kom tilbage!"
   I det samme øjeblik, at Per råbte de sidste ord, raslede halsbåndet ned fra knolden og stoppede foran hans fødder. Der var slået tydelige revner i knolden. De havde ikke været der for lidt siden. Det måtte være tegn på, at der havde været bevægelse i den. Det kunne godt undre ham, eftersom han var den eneste tilstedeværende, og han ikke havde rørt den. Hunden kunne vel næppe være årsagen dertil. Han havde selv slået den ihjel. Godt og grundigt. Så død som nogen kan være det.
   "Hvad sker der?" sagde han til sig selv. Mere jord skiltes. Nu kunne han se det. Der var bevægelse i knolden, og årsagen kom hverken fra ham selv eller nogen anden rundt om ham. Årsagen kom nedefra. Som et lille vulkanudbrud. En mininaturkatastrofe. For det måtte være, hvad han var vidne til. Naturen måtte kunne forklare det. Man kan jo heller ikke gå på vandet.
   Snart var der stille igen. Per samlede halsbåndet op og smed det tilbage på knolden. Han kunne ikke benægte, at han var meget beruset. Det måtte være begrundelsen.
   Han fortsatte med at tale til Pedro. Det syntes en mulighed, at hunden faktisk lyttede. Selvom døde hunde sådan set ikke burde gøre sådan. Det er svært nok at få levende hunde til at adlyde.
   "Du vil blive husket, Pedro. Jeg mindes dit ofte meget glade ansigt, smilet, den lange tunge, din frejdige færden. Min trofaste ven. Du er min trofaste ven og vil altid være det. Ja, jeg husker henne ved skohandleren. Du tissede i det par sko, Marie Olsen købte, og som hun gik rundt i dagen efter. Hun havde købt et par sko, du havde tisset i. Man har ikke alle dage været så heldig, men det lykkedes os da til tider. Det var fandeme sjovt!"
   Per Holme lo og kunne ikke stoppe igen. Han morede sig over de sjove minder. Og de lunede kroppen i de kolde tider. For det var hårde tider for en hjemløs. Nu uden en hund til at varme sig op ad. Men han varmede sig nu op ad den alligevel.
   "Eller da du ramlede sammen med Hassels staffeli, så hans maleri faldt på jorden og gik i stykker. Det sjove var, at han faktisk havde malet på det i flere måneder, og at billedet forestillede et idyllisk landskab med en hund i centrum. Det var næsten som om, at du var den hund, og at du var hoppet ud af rammen. Tror nok, han skiftede motiv fra dags dato."
   Og det gjorde han. Han svor, han aldrig ville male en hund igen. Sådanne portrætteringer kom der ikke noget godt ud af, mente han. Han var blevet mere menneskelig i sine anstrøg, påpegede han hele tiden. Han mente, det var farligt at male en hund. Som om den faktisk sprang ud af rammen og angreb én. Hvilket syn! Men en hund er menneskets bedste ven, så hvordan kunne han påstå, hvad han malte før ikke havde med mennesket at gøre?
   Per kiggede ned mod byen. De fleste huse var helt mørklagte. Mange var gået i seng. Han kunne kun se lys fra Franz Karlsens gård. Det havde været en anstrengende dag. En anstrengende uge. Per lagde sig ned på jorden med hovedet mod knolden og faldt snart i søvn. Det skulle blive den koldeste nat det år. Men Per sov tungt. Næsten som de døde. I hvert fald sammen med dem.

Flashback. En drengestemme lyder inde fra et barneværelse. Høj og skinger.
   "Far! Vil du ikke læse en godnathistorie for mig! Far!"
   Voksne skridt nærmer sig værelset og åbner træt døren helt op, sådan at belysningen fra gangen rammer et lille, ivrigt barnehoved. Et stort smil breder sig over hele ansigtet.
   "Åh, vil du ikke nok," fortsætter drengen.
   "Så kun en lille historie, Jørgen."
   "Den om hunden. Det skal være den om hunden!"

Franz Karlsen havde lagt sig til at sove, da han hørte en underlig lyd ude fra badeværelset. Sådan havde han aldrig hørt sin kone lyde før. Men han regnede alligevel med, at det var hende.
   Han ville have sagt noget til hende, men blikket ramte en udfoldet avis på natbordet, og han ville lige have dagens sidste overskrifter med, inden søvnen tog til. Der var i midlertidig ingen interessante overskrifter. Det var som om, at der ikke skete noget ude i verden, der var værd at skrive hjem om.
   Den underlige lyd blev højere og højere. Så han ville alligevel tale.
   "Nu er der igen en ung, uskyldig pige, der er blevet overfaldet og voldtaget i en park. De skulle steriliseres, sådanne bøller."
   "Ja," lød et forkvaklet svar ude fra badeværelset.
   "Jeg ville personligt gøre det, hvis det stod i min magt."
   "Ved dig selv?" lød svaret, men det var så lavt, at Franz ikke var sikker på, om han havde hørt rigtigt.
   "Hvad siger du, Berit?"
   "Vil du sterilisere dig selv, spørger jeg."
   Franz hørte det denne gang. Tydeligvis. Det kunne han ikke have undgået. Først nu lod han mærke til, at de havde røde lamper i soveværelset. Det måtte han hellere få skiftet ud. Han ville hellere have hvide. Men det var en tåbelig tanke.
   "Tror du ikke, at det bliver bedre, når Pedro bliver borgmester." fortsatte Franz, der næsten altid styrede deres samtaler.
   "Jo," lød svaret kort og anstrengende.
   Franz bladrede sin avis en side frem. Flere syge mennesker blev præsenteret. Han kunne have fortalt konen en overskrift mere, men det gjorde han ikke. Snart ville han sove. Han lukkede øjnene. Han nåede at høre toilettet skylle ud, men resten kunne han ikke huske dagen efter. Men der var flere lyde. Konen var ikke ved at blive kvalt. Ikke endnu. Det var heller ikke en nøglehistorie, der var ved at blive skabt ude på toilettet. Men noget var der alligevel ved at ske. Det bemærkede Franz ikke gennem søvnens flygtige glæde. Han svævede i armene på en anden, uden at få den mindste dårlige samvittighed; det var jo blot en drøm, endnu en tilstand af virkelighedsflugt.
   Berit Karlsen var ikke klar til søvnen. Det havde hun ikke været længe. Hun satte sig i sengen og så på sin mand. Han var allerede begyndt at snorke. Hun rejste sig op igen, vandrede rastløst ud i køkkenet. Hun kiggede ud ad køkkenvinduet og så Per Holme ligge oppe på bakken ved kirkegården. Han havde begravet sin hund netop dér, hvor han lå. Men hvilken kulde den gamle vagabond måtte være omringet af. Den tanke havde en stærk affekt på hende; af en eller anden grund var følelsen ikke medlidenhed eller medmenneskelighed, men derimod afstedkommet af egoisme. Det var som om, hun kun havde sig selv. Måske hun kun havde sig selv. Hun hadede i hvert fald sig selv.
   Hun forstod sig ikke på den frihed, Holme havde gjort til sin egen. Hun forstod sig heller ikke på sig selv. Men hun tænkte på sig selv, og kunne ikke tænke ud over sin egen eksistens. Og som hun stod og kiggede ud ad vinduet, så havde hun selv lyst til at blive omringet af kulde. Hun ønskede at stå imod kulden. Som præsten havde gjort det til begravelsen. Og som Holme også gjorde det. Hvilken styrke lå der ikke i det. Men hun ville dø af kulde. Hendes skrøbelige krop ville ikke kunne holde til det. For hun var fanget i en krop. Og det var ikke den krop, hendes mand elskede.
   Inde i soveværelset lå hendes mand og sov sin dårlige samvittighed væk. Hun kunne høre det. Udenfor, lydløst og afskåret fra hendes tilværelse, lå Per Holme og drømte om sin netop afdøde hund. Og alt hvad Berit kunne tænke, var, at det så hyggeligere ud ude ved Holme. Tæt ved hunden. Hun ville vælge kulden. Hvis hun havde givet sig selv valget. For friheden til at vælge er et valg i sig selv.
   Men i stedet tænkte hun på Pedro. Hele tiden.

Hun satte sig behageligt til rette og stirrede på pilleglaset. Hun var stoppet med at græde, men det skyldes ikke, at det ikke gjorde ondt i sindet, men derimod at hun ikke kunne få angsten til at arbejde sammen med gråden. Og angsten var over hende. Hun frygtede for de konsekvenser, det ville få, når hun først havde slugt hele glasset og alle andre handlinger blev meningsløse. Men den gode mening var forsvundet for længe siden. Og meningsfulde handlinger havde hun ikke mange af.
   Hun måtte handle en sidste gang. Det var så nem en handling, at man kunne undre sig over, det kunne have så store konsekvenser. Hendes mand var stoppet med at snorke. Skulle hun lade være af den grund? Nej, hun fortrød ikke nu. Hun lod som om, det allerede var for sent at fortryde, at det var for sent at vælge den fri vilje, og hun skruede låget af, som var det påtvunget hende.
   Pillerne føltes mærkelige i munden på hende. Så mange piller havde hun aldrig haft liggende på tungen på en gang. Og det var på trods af, at hun var fortrolig med piller. De havde den guddommelige virkning at få hovedet til at glemme kroppen eller få hovedet til at glemme hovedet. Det kunne være rart engang imellem. Hun suttede på dem, som var det slik. Men det var det mest alvorlige slik, hun havde haft med at gøre; absolut ikke for børn.
   Hun slugte alle pillerne og fik omgående brækfornemmelser. Hun sprang op til vasken og slugte en del vand. Men stadig havde hun det som om, hun skulle kaste op. Men det ville være dumt at stikke en finger i halsen. Hun måtte holde det inde i sig, lade pillerne virke og lade dem få hende til at sove dybt. Meget dybt.
   I det samme sekund vågnede Franz Karlsen og lå og blundede. Han så konen var væk, men tænkte, at hun nok ikke kunne sove og var oppe for at drikke lidt te eller tage en sovepille. Men hun ville da kun tage én sovepille. Hvad i livet kunne give anledning til at sluge flere end én? Det bekymrede ham ikke besynderligt, at hun var væk. Det er først i det øjeblik, at det skulle blive resten af hans liv, at det ville blive et problem. Han sov hurtigt igen. Han havde aldrig selv haft problemer med at sove og troede heller ikke, at han nogensinde ville få det.

Pedro lærer at lade være med at tigge. Og han får næsten aldrig kager og slik.
   "Pedro kan jo ikke gå til tandlægen, som vi andre," sagde Lises far. "Og han bliver alt for tyk af alle de sager, du fylder dig med. Det er ikke sundt for ham."
   Pedro virker som en glad hund. Og alle, der kommer på besøg hos Lise og hendes familie, beundrer ham meget.
   "Hvordan kan det være, han er blevet så sød?" spørger de. "Han var jo så vild og uregerlig, da I fik ham."
   Lise ser på Pedro, og han logrer, som er han glad. De har opdraget ham til at være en god hund, bliver de alle enige om.
   Men bare en hund åbner munden, så ser den glad ud. Ikke som når mennesker åbner munden på fuldt gab, så ser de dumme ud.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2005 11:21 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4015 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.