1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Flashback.
   "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu så fin!"
   Jørgen har fået skiftet bukser og sidder i sofaen ved siden af sin mor. Hun trøster ham, som en mor skal gøre det. Men hun bliver nødt til at gå ud i gangen og tage en flaske. For der er nogle andre tanker, der ikke har med medaljonen at gøre. Ikke al tanke kan bevæge sig omkring en metaldims, der er blevet lavet i et fag i folkeskolen. Desværre. Og hun drikker en tår.
   Jørgen læser i en børnebog. Der er en lærerig fortælling om at elske og at miste. Men eftersom den er skrevet til børn, er den skrevet i en legende tone. Og om en legende hund. En hund der bare gerne vil være glad.
   Jørgen vil også helst være glad. Men hans mor kommer tilbage ind i stuen og taler helt anderledes. Nu elsker hun ham. Men han vil hellere, at hun ikke elsker ham. Det havde gjort det hele så meget lettere.

Sent på eftermiddagen dagen efter.
   "Nå, Holme, er du ude og gå tur med hunden?" lo Palle Poulsen. "Ja, for den lever vel stadig i dit sind. Så kan du da bruge dit hoved til noget. Så kan i det mindste sindet gø for dig. Men sørg for at få den til at dække sig engang imellem, hunden, for vi kan ikke have, at den ikke adlyder sin herre."
   Per Holme begyndte også at le. Han fandt Palles spydigheder morsomme. Han var en mand, der i det mindste turde tale på en måde, som ikke mange vovede. Han turde levendegøre en død hund, også selvom det virkede grotesk.
   "Ja, jeg har hunden nær hele tiden. Men jeg er nu slet ikke sikker på, at den er død. I går bevægede den sig nede i sin grav."
   "Ja, det ville jeg også gøre, hvis det var mig, der havde så få kvadratmeter at ligge død i."
   De lo sammen og fulgtes ad et stykke af vejen. Palle var på vej hjem fra arbejde, og Holme var som altid hjemme og ikke på vej noget bestemt sted hen. Der var masser af retninger. Der var dog intet mål. Men det syntes ikke at være noget problem for ham. Han endte jo nok med at sætte sig et sted alligevel. Og dér kunne han tænke på Pedro. Hele tiden Pedro. Igen og igen.

Samme tid et andet sted. Da Arne Bjælke vendte hjem fra dagens arbejde, var hans kone hjemvendt fra storbyen. Arne ville høre om alt, hvad hun havde oplevet. Der måtte være meget at fortælle. Men Monika satte sig udmattet ned på sofaen og var helt tavs. Det kunne Arne Bjælke ikke forstå.
   "Du må da være fortællelysten efter sådan en tur. Det er da helt anderledes i en storby, ikke sandt? Det vil jeg gerne høre om. Det er jo bare nysgerrighed. Fortæl. Fortæl."
   "Det er anderledes. Ingen tvivl om det," sagde hun og tog en dyb indånding. Hun vidste udmærket, at Arne forventede mange flere ord. Men hun havde ikke kræfter til det. Hun havde været meget stresset på det kursus, hun havde været til, og hun havde ærlig talt ikke lyst til at tale om alle de indtryk, hun havde fået. Hun ville helst lade dem ligge og aldrig mere forlade den tryghed, hun havde skabt sammen med sin elskværdige mand i den lille by. Ikke alle indtryk er af en sådan art, at man føler sig beriget. Hun havde mødt nogle, som kunne være direkte ødelæggende for hende.
   "Var du ude og se noget af byen? Eller holdte du dig inden døre?"
   "Jeg så lidt af byen. Ikke meget."
   "Hvad så du?" sagde Arne, men kunne se på sin kone, at hun ønskede at hvile sig lidt. "Okay, jeg laver os en varm kop kaffe, skat, så kan du fortælle mig om din tur, når du får energien tilbage. Jeg kan se, at det tærer på kræfterne at være udenbys. Men nu får du overskud til at samle kræfterne igen. Jeg laver den friskbryggede kaffe, du så godt kan lide, og som jeg hele tiden får så meget ros for. Det er ikke for at prale, men på et tidspunkt får man så meget ros, at det ikke ville give ret meget mening, hvis man ikke selv påpeger det gode ved det, man laver. Og jeg laver jo en fantastisk kaffe. Smager af noget, man ikke kan sætte ord på. Selvom jeg just har sat ord på det alligevel."
   "Ja, du er da godt nok en mand med mange ord i dag, Arne. Du synes mig at være utrolig glad," sagde hun og kyssede ham blidt på munden. "Men jeg føler ikke ordene så uproblematiske som dig, desværre."
   "Jeg er så utrolig glad for at have dig tilbage igen. Det er, hvad der betyder noget. Jeg må nok indrømme, at jeg var nervøs for at lade dig rejse. Du har nok været i den store by en gang før, men jeg har aldrig måtte undvære dig i flere dage. Det har været hårdt. Det er også rart at have noget at være glad over. Men der er nu også sket noget tankevækkende."
   "Hvad da?"
   "Jeg henter lige kaffen."
   Arne fik hentet og skænket kaffen. Han satte sig ned i sofaen ved siden af sin kone. Hun vendte sig rundt, lagde sig ned på sofaen og lagde sit hoved på hans skød. Hun var tydeligvis meget afkræftet og ville hellere lytte til Arne end selv tale.
   "Franz Karlsens kone er blevet indlagt. Hun har fået et sammenbrud. Det siges, at hun har forsøgt selvmord."
   "Nej da. Det er da forfærdeligt."
   "Jeg har lige besøgt Franz på hospitalet. Franz er mig en sær snegl. Han ser skævt til Pedro."
   "Er du bekendt med, om flere måske har været udenbys. Jeg mødte et tvivlende folkefærd i storbyen, Arne. Nogle kendte til vores by og spurgte ind til den. Nogle må have sladret. Blandt andet derfor vil jeg helst ikke tale om min tur. Denne gang har jeg mænget mig for meget med storbyens befolkning. Det var en ubehagelig oplevelse. Send mig aldrig udenbys igen. Det kan ende med, at jeg aldrig kommer tilbage igen."
   "Nej, hvordan kan du tale sådan. Det må du ikke sige. Snart bliver alt bedre i denne by. Det ved du da."
   "Jeg er også vendt hjem igen med det i tankerne, kære. Og jeg kan næsten ikke vente på de tider. For jeg tror også på, at de kommer, Arne. Det bliver fantastisk. Som din kaffe."
   "Ja, den er fantastisk, er den ikke? Jeg laver en god kaffe."
   "Det gør du helt sikkert."

Om aftenen næste dag. "Jeg mente, at jeg så nøglerne ligge i et buskads udenfor mit hus i morges. Jeg samlede dem selvfølgeligt op. Det ville I andre også have gjort. I tænker, "Fingeraftryk, kvinde! Tænk dig dog om!". Men jeg måtte vide mig sikker. Jeg kunne ikke bare gå min vej, vel. Det må I kunne forstå."
   "Var det nøglerne, Paula? Hvad var det, hvis det ikke var nøglerne? For hvad ligner nøgler så meget, at du ikke kan skelne?"
   "I må forstå, at det var mørkt endnu. Jeg går jo en tidlig morgentur med mig selv, for at styrke sindet til endnu en dag. For at tanke op, forstår I. Ofte med en dårlig start på en dag, så fortsætter dagen sådan, og det kan man næsten ikke være tjent med. Og i det mørke, der stadig lå solidt ned over fladen af noget, der ikke havde et fyldigt omrids endnu, var det for mig svært at skelne noget som helst. Jeg så nøglerne. Det mener jeg oprigtigt, jeg gjorde. Men eftersom jeg var bekendt med mørkets problematik, så måtte jeg vide mig sikker. I må forstå, at jeg måtte vide mig sikker."
   "Det forstår vi. Raslede de som nøgler? Følte du nøglerne?"
   "Jeg følte nøglerne. Jeg følte dem virkeligt. De var mere nærværende, end de havde været det i hænderne på Janus, da han var den tro bærer af dem. Jeg siger jer, jeg har aldrig følt dem så nærværende. Aldrig nogensinde. Og de raslede, som jeg husker de gjorde, da Janus låste af de aftener, jeg kom forbi på min aftengåtur for at iagttage, hvordan en dag blev afsluttet med en flot, symbolsk handling. Jeg tror slet ikke, Janus var klar over, hvor stor betydning en sådan handling havde for en dags arbejde i vores by. Han satte et punktum. Han startede et nyt afsnit. Og selvom en ny dag ofte er atter en dag, så skal man ikke undervurdere betydningen af at starte på noget nyt, der måske kan udskilles. Heldigvis nåede han at låse af den aften, og..."
   "Nøglerne, Paula. Nøglerne. Hvad med dem?" afbrød Nikoline.
   "De raslede da jeg samlede dem op. Men det føltes alligevel forkert. Det var for tungt. Så mange døre med forskellige låse er der ikke på vores rådhus. Det burde ikke veje så meget, det bundt. Så derfor blev jeg skeptisk. Jeg tænkte, at jeg havde fyldt mit sind med falske forhåbninger."
   "Det er Pedros nøgler. Han skal bruge dem," blev der råbt ud i salen. Flere var enige.
   "Det var ikke nøglerne. Jeg måtte have fejlet," sagde Paula, men ordene fik ikke mulighed for at trænge ind i sindene på befolkningen, der var optaget af de udråb, deres egen tilstedeværelse skabte.
   "Kommer Pedro i aften, monstro?" sagde én.
   "Nej, jeg har ikke hørt, det skulle være tilfældet. Men vi vil tale om ham. Vi vil helt sikkert tale om ham," sagde en anden.
   "Jeg har forstået det sådan, at han skulle komme i aften. Har I andre ikke forstået det sådan?" sagde en tredje.
   "Jeg har," sagde én igen.
   "Nej, det er ikke tilfældet," sagde en anden igen.
   Paula råbte op.
   "Hør, folkens! Hør nu! Det var ikke et nøglebundt, jeg samlede op. Men noget fik mig til at relatere fundet til Pedro. Han havde sat sit spor på dette fund, må I forstå. Det var en medaljon i en meget tyk kæde, jeg stod med i hænderne."
   "Det forklarer, hvorfor det vejede mere end nøglebundet," sagde Palle rapt.
   "Måske det også forklarer andet, mine venner. For indgraveret i medaljonen var et P, der ikke var til at tage fejl af. Det var et godt stykke arbejde. P. Hører I? Et P stod tydeligt skrevet og kunne ikke viskes ud eller brændes bort. Dette var solidt og holdbart, antikt og moderne på samme tid, og det var som om det talte, talte et sprog der var til at tage og føle på. Pedro. Pedro. Pedro. Sådan talte den. Den indgraverede medaljon."
   Og det var altså, selvom en medaljon slet ikke kan tale.

Næste dag. Jesper Hansen, ejer af et antikvitetshandel og uddannet arkæolog, studerede medaljonen. Nu var tankerne ved at blive til ord, og Jesper ville snart tale. Med sine fingre på det rette sted var han en handlingens mand og ville gerne spørge til Pedro og opklare, hvad der for byen var et mysterium; hvad er historien bag denne medaljon?
   "Ja, denne medaljon er ægte nok."
   "Ægte nok," gentog Nikoline Højbjerg. "Som om du kan gradbøje ægte, din klovn! Tag dig nu sammen! Det er vel ikke for lidt forlangt, at du tager dit arbejde alvorligt med den lønningscheck, du tager med dig hjem hver fjortendes dag!"
   "Så, så, Nikoline, nu skal du ikke være grov," sagde Arne Bjælke bestemt. Han forsøgte at holde tonen dér, hvor ingen personlige stridigheder blev blæst op. Men det var vanskeligt. Og det blæste. Meget. Som om der var en storm på vej. Der var vist en storm på vej.
   "Jeg mener blot, at grov ville være nemmere at gradbøje end ægte, og jeg fandt sætningen "denne medaljon er ægte nok" underlig malplaceret. Nu må vi tale klart og tydeligt, for vi skal ikke skabe dunkle hjørner i vores by, hjørner der kan gemme på de nøgler, der er tildelt vores altoverskyggende ven, Pedro. De skal findes. Ikke gemmes mere end de allerede er."
   "Nemlig, Nikoline. Ingen dunkelheder. Kun klarsyn," blev der sagt fra flokken et sted.
   "Kun klarsyn," råbte folk i kor.
   "Jeg er tilhænger af klarsyn, men ikke personlige angreb. Og hvem siger, nøglebundet skal findes i et hjørne. Det kan lige så godt være i et hul," forklarede Arne Bjælke og stirrede med et afklaret blik for at markere et overblik i forhold til de andre.
   "Men hvad har vi andet end netop det personlige at angribe med?" spurgte én.
   "Hvordan forsvarer vi os mod den fjende, der er ved at sabotere hele projektet?" spurgte en anden.
   "Og Pedro," tilføjede en tredje.
   "Pedro er i sikkerhed", fastslog en fjerde.
   "Hvor kan vi vide det fra? Har vi set ham og hans frejdige gang på vores gader længe?" spurgte én igen.
   "Nej," blev der sagt et sted fra flokken. Det var ikke til at pege på ophavsmanden. Nogle gange kan man mistænke sproget for at blive skabt ud af intet. Men det skal man nok ikke lægge noget i.
   "Nej, så for os kunne han ligeså godt være død," sagde Peder Møller, tydeligvis chokeret over sit eget udbrud.
   Der blev stille i hele lokalet i adskillige sekunder. Der var tid til at forsvare sig selv. Men sproget ville ikke mere. Han kunne ikke forsvare sig selv.
   Arne blev den første til at tale videre efter tavshed. Man valgte at ignorere udsagnet, selvom Peder stadig ikke var en hund.
   "Hvor kom vi til? Den er ægte, siger du Jesper?"
   "Den er ægte. Der er tale om guld. Hvis jeg må give mit personlige bud på dette nye fund, så peger det på, at det er en form for offergave eller noget, og jeg tvivler på, at den vil lede os til nøglerne og de personer, der forsøger at forhindre Pedro ..."
   "Ingen personlige angreb, så heller ingen personlige bud. Det er min mening," afbrød Nikoline. "Vi kan jo alle have en masse meninger om sagen, men hvis vi alle foreslår sandheden, så giver den egentlige sandhed sig aldrig til kende. For den kan ikke komme ud af munden på os alle sammen. Vi har alle sammen forskellige meninger. Det er altså min mening," fastslog Nikoline, der havde placeret sig som forsamlingens midtpunkt. I en sådan placering havde hun det bedst, tydeligvis. Men det var anstrengende for andre.
   "Og den skabte oversvømmelse, den mening" sagde Palle, der omgående fangede dobbeltmoralen i det, hun havde sagt. Flere fulgte efter, og snart morede alle sig på Nikolines bekostning. Og hun var meget belastet af situationen.
   "Ingen personlige angreb," sagde Nikoline, der åbenlyst følte sig angrebet.
   "Ingen angreb, blot underholdning," påpegede Palle, der ellers havde været tavs under hele undersøgelsen af medaljonen.
   Alle lo.
   "Hold din kæft, Palle, du tror, du er så sjov, men faktisk er du en sørgelig skikkelse, og vi ved det alle sammen. Jeg er bare den eneste, der tør sige det."
   "Døm ud fra morskaben. Tror måske, det var sjovt nok. Du kender måske adverbiers gradbøjninger, men du kender åbenbart ikke til dobbeltmoral," sagde han, skarp som altid. Nikoline kunne slet ikke følge det tempo. "Og det var i øvrigt et personligt angreb, du kom med der. To kroner til bødekassen. Skal vi ikke have sådan en. En bødekasse. Fyld den hellere op med det samme, Nikoline. Du vil få en bøde, hver gang du åbner munden."
   Der lød fortsat en høj latter fra flokken, men den blev hurtigt dysset ned af Arne Bjælke, der var ved at være godt og grundigt træt af de spydigheder, der ikke gavnede sagens kerne det mindste.
   "Nu stopper I den tumult omgående! Jeg er ærlig talt mere interesseret i medaljonen end i jeres åndssvage, verbale slåskampe med hinanden. Hvad tror I, Pedro ville have sagt til sådanne barnagtigheder? Dette drejer sig om byens fremtid, folkens. Hvordan kan I overhovedet trække på smilebåndet, når andre bånd er i fare for at blive kappet midt over? Det er simpelthen for åndssvagt. Nu tager I jer sammen!"
   Arne Bjælkes opsang hjalp tydeligvis. Folk stivnede i adskillige sekunders rædsel og så en fremtid, der aldrig fik lov til at udfolde sig. Det billede ønskede ingen realiseret. Og det var øjensynligt ikke, som det skulle være i den lille, navnløse by.

Så er det sommer, og Lise og hendes forældre skal på ferie.
   "Hvad skal vi gøre med Pedro?" spørger Lises mor.
   "Kan vi ikke tage ham med?" spørger Lise.
   "Nej, det er alt for besværligt," svarer hendes far bestemt.
   "Hvad skal vi så gøre med ham?" spørger Lises mor.
   "Så må vi få ham aflivet," siger Lises mor. "Det er der mange der gør, når de skal på ferie, har jeg hørt."
   Lise begynder straks at græde. Hun holder trods alt af sin hund, selv om hun ikke rigtig gider være sammen med ham længere.
   "Jamen, vi har ikke råd til at sætte den i pension," siger Lises mor. "Den er jo også sådan et grisehoved efterhånden. Den gnaver alt i stykker her i huset, så snart vi går fra den. Vi bliver ruineret af den hund," tilføjer Lises far.
   Pedro forstår ingenting. Han ligger i sin kurv og ser på dem med sine mørke øjne. Måske vil de snart lege med ham? De lyder så ophidsede.
   "Jeg kører til dyrlægen i morgen. Så kan han få en sprøjte," siger Lises far.
   Lise løber hen til Pedro og holder om ham. Pedro rejser sig op og logrer og slikker Lise i ansigtet. Endelig begyndte de at snakke med ham.

Joakim Haarder og Palle Poulsen var sat på det efterforskningshold, der skulle forsøge at finde frem til nøglerne. Joakim Haarder stod uden for døren til Mikkel Becks hus. Han kunne høre en barnestemme. I et splitsekund overvejede han, om han skulle komme tilbage senere. Men så tænkte han, at et barn ikke var begrundelse nok for en sådan handling. Han bankede derfor på døren. En lille dreng åbnede op.
   "Hej. Ved du godt, hvad man gør, når to mennesker ikke kan forstå hinanden?"
   Joakim tøvede og var ikke forberedt på at skulle konfronteres med en umoden bevidsthed og et svært tilgængeligt spørgsmål.
   "Det ved jeg godt nok ikke. Men ved du det, lille ven?" sagde han og kiggede ind i rummet bag den lille dreng for at spotte en voksen. Men han så ingen. Han var tvunget til at lytte til en barnlig, ligefrem sjæl.
   "Så fortæller man den ene, at den anden ikke kan forstå dig, for da forstår den ene, at den anden ikke forstår. Dernæst fortæller man den anden, at den ene forstår, at den anden ikke forstår, da forstår den anden, at den ene forstår. Og så forstår de begge to, at de forstår. Er det ikke smart?" sagde den lille dreng, hurtigt og indlært, og uden at tænke besynderligt.
   "Jo, om det ikke var smart. Har du din far hjemme?"
   "Jeg hedder altså Nikolaj. Hvad hedder du?"
   "Jeg hedder Joakim. Er din far hjemme, Nikolaj? Er Mikkel hjemme?"
   "Jeg ved altså godt, min far hedder Mikkel. Han er ved at lægge min lillesøster i seng, tror jeg. Hun er ikke så gammel. Jeg har lært et nyt ord."
   "Det var da flot. Hvilket ord er det?" spurgte Joakim anstrengt.
   "Illsion."
   "Flot. Gider du hente din far til mig, Nikolaj?" spurgte Joakim uden at gide hjælpe drengen med at udtale ordet korrekt. Han fandt det underligt, at en dreng der kunne komplicere sproget, som denne dreng kunne, måske indlært men trods alt velformuleret, ikke kunne udtale et simpelt ord som illusion. Men han ville ikke anstrenge sig yderligere med den tanke.
   "Ja," svarede drengen kort, som havde han opbrugt de ord, han havde til rådighed for denne dag.
   Joakim kunne høre hurtige skridt op ad trappen og et højt råb, der øjeblikkeligt blev responderet af en dyb mandestemme. Ikke langt tid efter kunne han høre skridt på trappen igen. Mere voksne. Mere afklarede. Mere modne. Sådan var det jo med de voksne. De er mere målrettede. Ved hvad der befinder sig for enden af trappen, ved det sidste trin.
   "Nå, er det dig, Joakim. Det er da nyt at se dig." blev der sagt, da Mikkel Beck kom ud i gangen og så, hvem gæsten var. "Hvad kan jeg gøre for dig?"
   "Jeg har nogle spørgsmål, jeg gerne vil stille dig, Mikkel. Håber det er i orden. Jeg er rundt ved samtlige husstande i byen, så det inkluderer naturligvis også din."
   Joakim kiggede ned i jorden, for ikke at fange det skarpe blik, der mødte ham i ansigtet på den anden. Pludseligt fik han et ubehageligt flashback.
   "Du vil spørge, om jeg kender noget til de nøgler, der er forsvundet. Ikke sandt?"
   "Blandt andet."
   "Nå, du er ikke smålig med ord i dag, Joakim."
   Joakim fangede blikket, der gjorde ham svimmel og ustabil.
   "Jeg skal nok skynde mig."
   "Nej, pjat med dig. Tag dig endelig tid. Jeg har blot en godnathistorie, der venter, men mon ikke lille Lise kan vente med at gå tur... Og så vigtige er de gode historier heller ikke længere. Man har jo fortalt dem tilpas mange gange. Det vil du også komme til, når du får børn. Kunsten er at finde nye måder at fortælle gamle historier på. Ikke for børnenes skyld. Nej, nej. De elsker den traditionelle oplæsning. Men for din egen skyld. Det er sgu kunsten at vove sig ud på dybt vand. Det behøver ikke altid at lyde godt. Bare det lyder lokkende. Anderledes. For så kan selv børnehistorierne blive interessante for voksne. Det vil du lære, når du får børn. Hvis du ikke mister de potentielle mødre først."
   Der var tavshed et øjeblik.
   "Jeg vil gerne spørge, om du nogensinde har set de nøgler, Janus Rasmussen bar rundt på, da han stadig levede?"
   "Det har jeg. Jeg har engang holdt dem for ham, fordi han skulle på toilettet; en aften hvor jeg fulgtes med ham hjem. Det skete, at vi mødtes uden for rådhuset. Jeg arbejder jo aften og kom ofte hjem samme tid, som han sluttede sin runde, forstår du."
   "Jeg forstår. Men så var du godt klar over, hvilket tidspunkt Janus gik hjem på?"
   "Jeg vidste udmærket, hvornår han gik hjem."
   Joakim tog en dyb indånding, svært at skjule.
   "Kan du bevise, at du befandt dig på arbejde den aften, Janus blev angrebet af Pedro, og at du altså ikke var i nærheden?"
   "Det var en åndssvag hund. Ikke Pedro. Var du ikke til mødet, da vi slog fast, at vi ikke måtte kalde den åndssvage hund efter navn. Det var for fanden da bare en hund."
   "Jeg undskylder. Det var en fortalelse."
   "Det må man sige."
   "Jeg kan kun undskylde. Men kan jeg måske få dig til at svare på spørgsmålet alligevel."
   "Det er simpelt. Jeg var ikke på arbejde. Jeg har ingen vidner for min færden. Men jeg var på vej hjem."
   "Du var altså i nærheden."
   "Måske."
   "Jeg må have et klart og utvetydigt svar, Mikkel. Vi forsøger klarhed i denne by."
   "Jeg må også bede om et klart og utvetydigt svar, Joakim. Lover du at svare klart og tydeligt på det spørgsmål, du kan forvente efterfølgende. Så kan vi måske lave en aftale? For da vil du få et svar, der passer til lejligheden."
   Joakim havde nervøse træk. Men hvad der skete, var, hvad han kunne have forventet. Men man håber jo på det bedste. Det er bare ikke altid det bedste, der sker.
   "Man forsøger vel at svare på bedste vis," nærmest pressede Joakim ud af munden. Men det var som om, han ikke havde brug for de ord, der altid befinder sig et andet sted, end dér hvor handlingen har fundet sted.
   "Så tal blot, ven, for der er talefrihed i vores lille samfund."
   "Hvad vil det sige? At du måske var i nærheden af ulykkesstedet?"
   "Jeg var i nærheden. Jeg hørte lyden fra den bidske hund, da den angreb Janus. Jeg hørte råbene fra Per Holme. For første gang greb han fat i realiteterne uden for sit forkvaklede sind og tog affære. Sådan møder man ikke en personlighed som Holme på andre tidspunkter, end når menneskeheden bliver angrebet af et væsen, der savler og spytter på alt, hvad det står for. Det viser vel, hvad der er på vej til at ske. Vi skal sgu passe på. Det er hele menneskeheden, der er i fare."
   "Hvad mener du?"
   "Sig aldrig hundens navn igen, Joakim! Nævn det ikke! Jeg fraråder dig det på det groveste! Forstår du det?"
   "Jeg er ikke med. Du lovede at tale klart og tydeligt."
   "Nogle gange bruger man det utydelige for at klargøre. Jeg vil blot anbefale dig aldrig at kalde på den bidske hund igen. Jeg har set djævlen i øjnene. Jeg ved, hvad jeg taler om."
   Der var tavshed. Et kort øjeblik. Mikkel Beck fortsatte.
   "Nu er det min tur til at nævne et navn. Hvis jeg nu siger Vibeke..."
   Tavshed. Joakim rettede sin ryg og tvang ord ud.
   "Jeg forstår ikke, hvad ... du taler om. Nu må du ... forklare mig, hvad der foregår."
   "Vibeke. Jeg siger blot navnet en enkelt gang mere."
   "Hun er ikke blandt os mere. Jeg troede ikke, vi talte om de døde."
   "Vi taler kun om de døde, der har noget at fortælle. Hun har noget at fortælle."
   "Hun talte ikke, da hun døde."
   "Nej, hun kunne jo ikke tale. Hun forsvandt."
   "Det siger du ikke," sagde Joakim sarkastisk men stadig anstrengt.
   "Jeg siger det! Og skab ikke flere illsioner, Joakim!"
   Han stoppede op og forsøgte igen.
   "Illsioner. Skab ikke ... ill...sio ... ner! Dem har vi nok af i det lille samfund, vi bevæger os i! Og det er på tide, at vi får sandhederne frem! Sandhederne om de bevægelser, vi gør os! Nogle har gjort os uret."
   Mikkel Beck kunne ikke forstå, at nogle ord var besværliggjorte for ham. Æblet falder ikke altid så langt fra stammen, sådan at det kan få lov til at rådne i fred.
   "Du mener altså, at jeg har bevæget mig forkert?" spurgte Joakim.
   "Nej, snarere at du har gjort nogle fatale bevægelser. Du kunne vel have dine begrundelser. Men du har blandet virkeligheden sammen med de ill ... sio ... ner, vi er opvokset med, og jeg bebrejder dig ikke så meget, som jeg inviterer dig ud i realiteterne."
   Oppe på loftet kunne man høre Nikolaj råbe illsion ud i rummet. Han øvede sig fortsat.
   "Hvordan vil du ellers finde de nøgler, der er så håndgribelige som noget andet? Og det er jo den opgave, du er sat på. De er så reelle, som noget kan blive det. Jeg påstår, at du har været håndgribelig et sted, hvor dine hænder svæver rundt som engle på en lyserød sky."
   "Det er ikke, som du tror," sagde Joakim usikkert.
   "Nej, vi tror også meget mere, end troen kan bære. Så det har du ret i."
   "Men du tror, du ved, hvad jeg står for," sagde Joakim i et mislykket angreb.
   "Jeg ved, hvad du har gjort," svarede Mikkel.
   "Sådan er jeg ikke."
   "Tal klart og tydeligt, Joakim!"
   "Jeg har ikke slået hende ihjel!"
   Tavshed. I flere minutter. Joakim holdt gråden inde i sig selv. Men det gik op for ham, at han havde afsløret sig selv. For hun var aldrig fundet, så i teorien kunne hun stadig være levende. Selvom det ikke var sandsynligt. Hun var sikkert død. Det virkede som en større sandsynlighed.
   "Du elskede hende over alt på jorden. Du ville slå ihjel for at beholde hende. Kan du ikke mærke, du er blokeret af løgnens troløse ansigt?"
   "Jeg ville gøre alt for hende. Jeg ville have ligget nede i kisten i stedet for hende."
   "Men det gør du ikke. Du gjorde ikke alt for hende, men du fjernede tværtimod alt fra hende."
   "Jeg elskede hende!" råbte Joakim og ville til at gå igen. Han ville ikke knække. Han ville ikke tabe ansigt til denne mand. Han havde sådan et flot ansigt. Ligegyldigt om det så var løgnens ansigt eller ej. "Jeg søger blot de nøgler, der kan få vores samfund til at fungere igen. De nøgler skal findes. Det er sande ord."
   "Brug de nøgler til at låse dig ud fra den uvirkelighed, du er fanget i."

Flashback. En mandestemme lyder på den anden side af døren. Dyb og angribende. Den gentager de samme ord om og om igen. Og igen og igen og igen.
   "Luk nu op. Jeg gør dig ikke noget. Luk nu op. Jeg gør dig ikke noget."
   En lille pige gemmer sig under en dyne. Gråden forsvinder ned i madrassen og forsvinder bort for altid. Ingen hører hende. Snart vil den lille pige aldrig mere græde. Snart vil hun benytte sig af de erfaringer, hun har fået med sig fra sin opvækst. Snart vil hun forstå, at man aldrig kan gå imod sin opvækst, men at man derimod er nødsaget til at bruge den.
   "Luk nu op, Pia."

Om aftenen. Pia vaskede sig ren efter en times arbejde med Jesper Kirkbøl, der allerede var på vej ud af døren. Han havde lagt pengene ved siden af et familiebillede af den far, hun aldrig kunne lade være med at tænke på, når de ældre mænd i byen kærligt fortalte hende, at hun var alle pengene værd. Hun vidste, hun var god for dem. Men hendes far havde aldrig givet hende lommepenge. Nogle gange rodede hun i hans bukselommer, når de lå ved siden af hendes seng, for da fandt hun enkelte mønter, der kunne skaffe hende slik og chips. Hun stjal. Men det virkede ikke så slemt som andet, man kunne forestille sig.
   "Er du godt klar over, at jeg aldrig har set Pedro. Det er et problem for mig, eftersom jeg til tider føler, at jeg er uden for fællesskabet. Er jeg uden for fællesskabet?"
   "Tal ikke sådan, Jesper. Du ved ingenting. Jeg har elsket med Pedro. Den bedste samleje jeg nogensinde har haft. Den mand kan tilfredsstille os alle sammen på en gang, hvad enten det er erotisk eller menneskeligt, eller begge dele på en gang, for med Pedro kan man forene det uforenelige. Han er fantastisk denne Pedro. Fantastisk."
   "Han er fantastisk og umulig at få øje på, siger jeg dig. Jeg søger væk. Jeg tror snart, jeg vil ud og rejse."
   "Nej! Tal ikke sådan! Åbn dine øjne, Jesper! Du forstår ingenting! Ingenting!"
   "Forstår jeg ingenting? Det er ikke mig, der spreder benene for en hel by!"
   Pia trak i sine trusser og ignorerede de sidste ord, Jesper havde sagt. Hun spredte benene, ja, men hun ville hellere åbne sig op for omverdenen end lukke sig inde i uvidenhed. Det sagde hun ikke, for tavsheden virkede stærkere på den mand, der havde fyldt hende med den naturlighed, der fik det hele til at fortsætte og fortsætte og fortsætte. Han følte sig nødsaget til at følge op på sit eget udsagn i et udbrud, der fik det hele til at virke endnu mere anstrengt for ham.
   "Du bare spreder og spreder, og selv Pedros krop måtte du tilfredsstille. Hvilken krop er det? Jeg har ikke set den krop. Hvilken krop er det?"
   "En krop du ikke kan forestille dig. Du er for snæversynet, Jesper. Det er dit problem."
   "Ved du, hvad dit problem er, Pia? Ved du det?"
   "Nej, det ved jeg ikke."
   "Du repræsenterer kun en krop. Kun en krop. Du er en krop for byen. Du er en krop for Pedro!"
   Pia blev omgående rød i hovedet og følte en vrede, hun havde fortrængt, eftersom hun i sin opvækst havde lært, at vrede blot gjorde ondt værre. Og det havde gjort ondt. Meget ondt.
   Hun kastede et askebæger i hovedet på Jesper, og han drattede omgående omkuld i et kvalt udbrud af smerte og overraskelse. Han var bevidstløs. Måske mere end det. Måske han var uden for livet.
   Hun satte sig på hug foran den livløse krop og kunne kun finde én sætning frem:
   "Hvem er det, der er krop og krop alene nu?"
   Der lød intet svar. Efter få minutters tavshed gik Pia ud i køkkenet og tog en våd klud med ind i stuen. Hun tørrede frisk sæd af familiebilledet af den far, der var den første til at fortælle Pia, hvad hun var bedst til. På det billede smilede han og så tilfreds og velfornøjet ud. Sådan huskede hun ham. Altid tilfredsstillet.

Flashback. Sven vidste nu, hvordan man slog et menneske ihjel.
   "Hvad skete der, Sven?"
   "Han stoppede med at trække vejret. Sådan gik det til."
   "Ingen stopper med at trække vejret uden grund."
   Sven har engang været en dreng, faktisk for kort tid siden, men nu er han en morder. Sådan bliver han set på. Med øjne der peger ham ud på den måde. Sjovt man siger, mennesket kun har fingre til at pege med, for det passer jo slet ikke. Øjnene peger ud. Hele tiden. Men heldigvis har de ingen negle, der skal klippes.
   "Du må forklare os, hvad der skete, Sven."
   "Jeg slog. Jeg er god til at slå. Jeg slog sådan, at jeg slog ham ihjel."
   "Slog du ham ihjel?"
   "Jeg er god til at slå."
   Politibetjenten vender sig om mod Svens far, der er så såret, at han viser en ellers sjælden ømhed over for sin kone. Svens forældre har mistet deres søn. Men måske det allerede skete for længe siden.
   "Jamen, Sven, du må da kunne se, hvor fatal en handling, du har gjort?!"
   Tavshed.
   "Tal, dreng!" råbte Svens far. "Nu taler du og fortæller, hvad du har gjort! Skidtknægt!"
   "Vov!" råber Sven.
   Tavshed. Politibetjenten kigger uforstående på de to forældre, der ikke er mindre forundret og chokeret.
   "Hvad siger du, Sven?" spurgte betjenten.
   "Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov!"

Og så. Præsten hørte en lyd uden for døren. Det kradsede på døren. Det lød som om nogen gerne ville ind. Et dyr. Det kunne meget vel være en lyd fra et dyrs poter, der skrabede op ad døren. Det undrede præsten. Han stod op af sengen og trådte ned i sine sandfarvede hjemmesko, hans egen højtelskede mor havde strikket ham for snart 25 år siden. Han gik hastigt hen til døren og fik den åbnet på klem. Han kiggede med det ene øje ud af sprækken. Der var ikke noget at se derude. Der var kun et ubeskriveligt mørke. Han mærkede den kolde brise.
   Det trak op til storm. Langsomt åbnede han døren helt. Måske det havde været en ræv. Der var fortsat ikke noget at se. Han tænkte, at den nok var forsvundet ind i skoven igen. Præsteboligen lå tæt ved skoven, så det var sandsynligt.
   Han lukkede døren igen. Men før den nåede at lukke helt blev den slået op i en fart, der fik ham til at falde bagover. Han blev angrebet af et aggressivt dyr. Den fangede omgående struben på ham og bed til. Han var død på stedet. Tilbage lå hans døde krop inde i en medtaget præstekjole. Men korset lå uberørt rundt om hans hals. Den kunne dyret ikke lide. Den løb bort med halen mellem benene.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2005 11:24 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 5832 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.