1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denne gang så det helt anderledes ud. Bøger lå raseret rundt omkring. Det var som om, den åndelige verden var faldet sammen, og alt var brandbart materiale. Det passede ham helt fint. Sådan ville han gerne betragte bøgerne. Og det forelagde i dette øjeblik som en mulighed. Faktisk en nødvendighed. Sven havde fået blodet vasket af sine hænder. Men der var røde mærker på hans sko.
   "Peder, er du herinde?"
   Tavshed.
   Sven gik om til de bagerste bogreoler og så Peder ligge på gulvet i en blodpøl og med både åbne og lukkede bøger omkring sig. Han var tydeligvis død. Men han havde mødt døde mennesker tidligere på dagen - og tidligere i livet. Han var forberedt. Men det værste var, at Peder ikke var til megen hjælp mere.
   Han gik udenfor på gaden igen. Der var ingen lyde at høre nogen steder fra. Kun stilhed. Han gik hen forbi kirken og videre hen til præsteboligen. Han kiggede ind ad vinduet. Men han kunne ikke se noget. Han råbte på præsten. Han følte det som sin pligt at fortælle, at adskillige flere begravelser ville blive en nødvendighed. Men han fik ingen respons fra præsten.
   Han gik om til hoveddøren og greb fat i håndtaget. Døren var ikke låst. Han stod i gangen og mærkede en ubehagelig kulde. Han tænkte, præsten nok ikke brugte varme, eftersom han aldrig frøs. Hans krop var aldrig kold, havde han gentagende gange fortalt dem.
   Efter nogle minutter fortsatte Sven ind i stuen. Dér mødte ham synet af endnu et lig. Han kunne se præstekjolen og kraven, og han kunne konstatere, at det måtte være præsten. Men det var ikke til at se på liget, eftersom det var bidt til ugenkendelighed.
   Svens meddelelse havde ingen modtager. Der var ingen til at fortælle, at flere begravelser var en nødvendighed. Der var heller ingen til at begrave præsten. Så flere begravelser ville ikke finde sted. Ligene måtte ligge og flyde rundt omkring. Der var ikke andet at gøre.
   Og så den kolde luft i stuen. Der var så ubehageligt kold. Som til begravelsen. Men præsten frøs ikke. Det havde han aldrig gjort. Men hans krop var dog kold. Denne gang var præstens krop kold som is. Som isen på Grønland. Der hvor der er igloer. Langt fra Syden.

Omkring samme tid et andet sted. Jesper Hansen samlede medaljonen op fra bordet og studerede den nøje.
   "Hvad tænker du på?" spurgte Lene, hans kone, der så op fra byens egen lokalavis, som på forsiden havde en meget omfattende avisartikel om Pedro.
   "Jeg tænker på, hvad P'et indgraveret i medaljonen betyder."
   "P'et står for Pedro."
   "Det ved vi ikke med sikkerhed."
   "Det kan der vist ikke herske tvivl om. P'et må da stå for Pedro."
   "Jeg er lidt skuffet over, han ikke har vist sig endnu. Pedro," sagde Jesper varsomt.
   "Jeg har aldrig været skuffet over Pedro, og jeg synes heller ikke, du skulle være det. Han er grunden til, at vi overhovedet er i live."
   Der kunne Jesper ikke give hende ret.
   "Jeg lever, fordi jeg trækker vejret, og jeg trækker vejret, fordi jeg lever. Jeg har forsøgt at vende og dreje det, men uanset hvordan det vender, så kan jeg ikke ændre på det faktum. Du husker vel Holmes hund, når den bed sig selv i halen, så cirkulerede den rundt og rundt og rundt. Sådan er det med livet. Det kan egentligt ikke være mere simpelt."
   "Du fortæller mig ikke, at du har mødt livet i synet af Holmes åndssvage hund! Hvordan er det, du taler? Tag de ord i dig igen! Jeg vil ikke høre dig tale sådan! Man skulle jo næsten tro, at du benægter Pedros eksistens!"
   "Jeg benægter ikke Pedros eksistens. Jeg hørte ham uden for vinduet i nat. Han er tæt på."

Om morgenen dagen efter. Pia Hansen var taget tilbage til politichef Madsen. Hun var tynget af en forfærdelig skyldfølelse. Hun fortalte ham, at hun ikke bevidst havde kastet askebægeret i hovedet på Jesper Kirkbøl. Men politichefen virkede meget fraværende og havde øjensynligt noget andet at tænke på. Pia tænkte, at hun måske slap med en advarsel, for i lyset af de ting, der var sket i byen på det sidste, så virkede hendes handling trods alt ikke nær så forfærdelig. Man havde for lidt siden fundet familien Bjælke i en sådan tilstand, at man ikke mente, det kunne være et menneskeligt værk. Det var bestialsk.
   "Der stod to mennesker ude ved engen i dag. De vandrede rundt og iagttog vores by. Den ene skrev notitser i en lille, rød notesbog. De så mistænkelige ud. Jeg sendte dem bort. De er ikke velkomne i vores by," sagde politichefen. De kan vel være årsagen til al postyret.
   "Eller vi kunne være årsagen til den postyr, der er med dem."
   "Jeg har ikke bedt dem om at komme. De var snarere turister. Og dem har vi ikke brug for. Vi har heller ingen souvenirs til dem. Medaljonen skal vi selv bruge."
   "Ja, vi skal ikke stå til skue."
   "Det fortalte jeg dem også. De sagde godt nok, at de ville komme tilbage igen senere. Men det ønsker jeg ikke."
   "Det er der ingen af os, der ønsker. De kommer alligevel ikke til at forstå os." fastslog Pia og blev tavs et øjeblik. "Jeg vil gerne undskylde for min gerning. Jeg ved ikke, hvad der gik af..."
   "Pia, tal ikke om din gerning mere. Der er noget andet, vi må tale om. Du har haft Pedro meget tæt på livet, ikke sandt?"
   "Det må man sige. Og han har de mest kærlige hænder, du kan forestille dig. Jeg savner ham så forfærdeligt."
   "Tror du, han elsker dig?"
   "Han elsker os alle sammen, er jeg sikker på."
   "Lad mig omformulere spørgsmålet: Tror du, han er forelsket i dig?"
   Pia tænkte sig om længe. Som om spørgsmålet kom bag på hende. Men hun kendte svaret allerede, før det blev lagt frem som et spørgsmål.
   "Han kigger på mig med et sådant blik."
   "Kan det ikke være medlidenhed."
   "Nej det er ikke! Han elsker mig! Ja, han elsker mig!" sagde hun i et udbrud.
   "Jeg har besøgt Arne. Ham og hans kone er døde. Dræbt på en forfærdelig måde. Bidt. Det er ikke menneskelige hænder, der har taget livet af dem. Jeg så, hvor medtagede, de var. Det jeg vil sige med alt dette, er, at vi må til at forstå vores forhold til Pedro. Vi kan ikke gisne og suggerere hans eksistens frem. Vi må have klarhed. Vi må have sikkerhed. Vi må have sandhed. Ellers er jeg bange for, at vi bliver straffet alle sammen."
   "Du mener, såsom at nogen ved, hvor nøglerne er, men ikke vil fortælle det?"
   "Blandt andet. For de nøgler angår i allerhøjeste grad vores forhold til Pedro. Men der er en anden sandhed, der presser sig på, Pia, og den sandhed er meget mere tankevækkende, skal jeg sige dig."
   "Hvad?"
   Politichefen tav et øjeblik og så på Pia med angstfulde øjne.
   "Jeg tænkte, det var pudsigt, hvor meget Arne Bjælkes tilstand mindede om Janus'. Det tænkte jeg."
   "Det forstår jeg ikke."
   "Bidemærker. For fanden, Pia, der var tydelige bidemærker på deres kroppe. Jeg siger dig, hvad det end var, der slog Janus ihjel, så slog det også Arne ihjel."
   "Det er umuligt. Det kan ikke lade sig gøre. Hvad der slog Janus ihjel er begravet oppe på bakken ved kirkegården."
   "Der er et hul. Et dybt hul. Vi kan ikke finde hundens lig nogen steder. Vi skal have sat endnu en efterforskning i gang i vores lille by. Man kan forstå, at nøgler kan blive væk. Det sker jo nogle gange. Man kan forholde sig til et P indgraveret i en medaljon. Det er da alt sammen til at forholde sig til. Men hvordan kan en død hund blive væk? Forklar mig det. Hvordan forholder man sig til det? Og ikke nok med det. Hvordan forholder vi os til sådanne bestialske handlinger i forlængelse af dette? Kan du fortælle mig det?"
   "Nogle forsøger at sabotere hele vores by. Det er vel dem, der har fjernet hunden også."
   "Det siger du. Jeg ved det ikke. Vi skal i hvert fald have sat en ny efterforskning i gang. Jeg kalder til møde. Det kan ikke gå hurtigt nok. Snart er der jo ikke flere mennesker til at sætte i gang med en efterforskning."
   Pia gik sin vej igen. Hun var tydeligvis ikke en alvorlig fare for byen. Men der var en anden fare derude. Og mens hun gik hen ad den sti, der sluttede nede ved åen, blev hun en anelse bange. De manglede forklaring, og en manglende forklaring pegede på menneskets begrænsning i forståelse, og en sådan grænse skræmmer. Hun gik ned til vandet og stillede sig på grænsen mellem landjorden og vandet, for der var noget dragende ved et sådant ståsted. Hun søgte på en mærkelig måde det skræmmende. Men bag sig hørte hun den smukkeste stemme overhovedet.
   "Du ved, jeg elsker dig, Pia. Det har jeg gjort lige siden jeg så dig for første gang. Det er ikke medlidenhed. Det er ægte kærlighed."
   "Pedro! Er det dig?" sagde hun og vendte sig hurtigt om. Og rigtig nok stod Pedro ved strandbredden og smilede med sit medfølende blik. "Hvor er du smuk, når du står der. Jeg elsker også dig. Det ved du kun alt for godt," sagde Pia.
   Pedro og Pia gik hinanden i møde og omfavnede hinanden, som havde de ikke set hinanden i en hel livstid. De elskede med hinanden ved strandbredden og mærkede hinandens nærvær på en måde, som ikke blot ville berige de to sjæle, men som ville berige en hel by. Pedro var tilbage. Før end ventet. Og nu ville alt blive godt igen.

Flashback. Per Holme træder frem og trækker en hund med sig. Han vil præsentere sit fund for hele befolkningen.
   "Jeg har fundet en hund ude i skoven. Jeg ved, vi ikke ønsker dyrs tilstedeværelse i byen, men jeg håber på en undtagelse denne ene gang. Jeg vil naturligvis altid holde mig udenfor med dette kræ og vil aldrig slippe den af syne. I har ikke noget at frygte.
   Befolkningen kiggede på hinanden og drøftede situationen længe. Det var ikke nogen let beslutning. På den ene side ville det være ubegrundet ikke at imødegå Holmes ønske, men på den anden side havde man et dårligt forhold til dyrs umiddelbare fremtoning.
   Formanden trådte frem.
   "Giv den et navn. Den må adlyde navnet ubetinget og aldrig skabe problemer. Hvis den gør, så vil vi sørge for, at den bliver aflivet."
   "Jeg fik engang fortalt en godnathistorie om en hund, der hed Pedro. Så jeg vil kalde hunden Pedro," sagde Per Holme og klappede hunden på siden. Den reagerede med et sagte bjæf.
   "Velkommen til byen, Pedro," sagde borgmester Janus Rasmussen.
   Pedro kunne ikke andet end gø:
   "Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov!"

Jesper stirrede atter engang på medaljonen. Et kort lysglimt ramte hans øjne, og på mystisk vis blev han oplyst. Pludseligt fik han et tilbageblik. Han huskede for adskillige år siden, da der havde været Store Håndværker Dag på skolen, og mange af børnene var kommet til hans smedje for at få lavet nogle projekter. Der ville et af børnene, Jørgen Karlsen, også kaldt Tissebarnet (fordi han var god til at tisse i sengen), lave en medaljon. Det var denne medaljon. Jesper var sikker på det.
   "Jeg ved, hvem denne medaljon tilhører!" råbte han ud i stuen.
   "Hvem?" spurgte hans kone.
   "Jørgen Karlsen. Det er Jørgen Karlsens medaljon. Det er jeg sikker på!"
   "Godt for dig. Så ved vi også, hvorfor han har prist Pedro på medaljonen. Pedro tog ham med til storbyen engang. Kan du ikke huske det. Sådan er det med Pedro; han viser vejen for os alle sammen. Og så kører vi ud af den. Så medaljonen er på en måde en vejviser."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2005 11:26 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1995 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.