Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens hus. Døren blev åbnet, og en ung mand med fuldskæg og langt hår åbnede op. Det var ikke til at se, hvilket ansigt der gemte sig bagved skægget. Så stort og fyldigt var det.
   "Hvad kan jeg hjælpe dig med?"
   "Jeg leder efter Jørgen Karlsen. Han skulle bo på denne adresse."
   "Det gør han såmænd også. Og hold endelig op med at lede efter ham, for du har ham foran dig i dette øjeblik. Har du noget spændende at bidrage med, så kan det være at dette øjeblik kunne blive til flere øjeblikke, og måske du er så heldig, at det efterfølgende øjeblik kunne blive til en evighed. Pænt goddag."
   Jesper blev tavs et øjeblik. Han var ikke vant til en sådan måde at formulere sig på. Den lille dreng havde ikke blot vokset sig stor, fået skæg og langt hår, men han havde også fået et helt andet sprog. Han var vokset fra det sprog, han havde lært at benytte i sin barndomsby. Men det var vel også en nødvendighed for at trives i en storby. Byen var stor og kompleks, så måtte han vel også tale stort og komplekst. Sådan påvirkes mennesket. Og Jesper var sikker på, at han kunne fare vild i denne by. Ikke som hjemme i den lille by, han havde forladt tidligt om morgenen for at drage på sit togt mod det fremmede, for der ville han kunne finde rundt, uanset om han havde bind for øjnene eller ej.
   "Jeg er Jesper Hansen. Ved ikke om du..."
   "Jesper Hansen! For fanden, dig kan jeg da sagtens huske! Fedt at se dig! Du er et af de ansigter, jeg har savnet mest, siden jeg forlod den lille lorteby for mange år siden. Blandt det gemte og glemte er der alligevel ting, man helst ikke vil glemme. Dig har jeg sgu aldrig glemt. Hvad bringer dig hid, mand?"
   "Jeg har noget med til dig."
   "Vel ikke gaver fra den fortid, jeg har fortrængt. Jeg taler direkte fra hjertet, som du nok kan høre. Det er den bedste gave, jeg kan få af nogen. Det forstår du vel. Jeg gemmer ikke på noget. Har du nogensinde gemt på noget, Jesper?"
   "Hvad?"
   "Hvad gemmer du på, Jesper?"
   "Jeg gemmer da ikke på noget," svarede han, men kunne ikke skjule en tøven, der var et bedre svar, end hvad der egentligt blev sagt.
   "Nå, det gør du ikke! Hvad bringer dig da til storbyen?"
   "Det betyder meget for mig at overdrage denne her til dig," svarede Jesper og rakte manden medaljonen. "Det er en medaljon."
   "Ja, det må man sige."
   Jesper rakte medaljonen til det sidste levn fra den dreng, der måtte lægge øre til øgenavnet Tissebarnet gennem hele sin opvækst. Men det gav mening det tilnavn, for han tissede i sengen næsten hver aften. Først da han forlod byen, blev han stueren, for da forstod han, hvor beskidt han havde været.
   "Den lavede jeg i sløjd. Dengang Ejvind Frandsen var lærer. Han er vel død nu. Han var jo gammel allerede dengang. Men I taler vel som altid aldrig om de døde, selvom de kunne gå hen og få en stor indvirkning på jeres liv. Mand, den medaljon havde jeg meget glæde af."
   Han stoppede med at tale et kort øjeblik. Blev mere alvorlig.
   "Men den glæde er langt væk, forstår du. Jeg mærker ingen glæde fra dengang, mand. Jeg har en anden glæde. Den glæde går på, at jeg er langt væk fra den lille by, du skal vende tilbage til, når du har gjort dit ærinde her. Og jeg har oprigtigt ondt af dig, Jesper. For den by er der noget i vejen med, mand. Men man forstår det ikke, når man sådan uvilkårligt dumper ned i den, som dig, mig og andre har gjort det. Man skal gerne på afstand fra tingene, før det hele forstås klart og tydeligt. Men der er noget sygt ved den. Tro mig, mand."
   Jørgen inviterede Jesper Hansen indenfor og førte ham over i et møbel, han aldrig havde set lignende. Han sad meget behageligt i det. Hvilken genial tanke lå ikke bag. Og den var funktionel. Der var ikke lagt vægt på det æstetiske. Tværtimod. Der var lagt vægt på, at stolen skulle mærkes af bagen på et menneske. Så simpelt kunne det laves.
   "Du skal sgu have en øl. Jeg har masser af kasser hjemme. Har købt ind til festival. Jeg skal af sted til Roskilde næste weekend. Sommer, øl og musik. Det er sgu livet, mand! Livet!"
   "Det regner og blæser hos os. Det er der ikke meget sommer ved."
   "Så åbn da dine øjne, mand, soler skinner sgu da ind ad vinduet. Det mørke du taler om, det er da vist et mørke, du bilder dig ind er nærværende. I har vel vinter hele året rundt. Eller I har vel ingen årstider."
   Jesper så solen skinne uden for vinduet. Det var først nu, det gik op for ham, at det var sommer og fantastisk godt vejr.
   "Der er noget råddent ved jeres by, Jesper. Og du om nogen må da kunne se det. Hvorfor er der aldrig nogen af jer, der forlader byen? Ser jer omkring? Hvorfor er I så pissebange for at forlade den? Hvorfor tør I ikke åbne op for omverden. Hvorfor er I så satans indelukkede og forskudt i jeres egne syge og forkvaklede sind?"
   Tavshed.
   "Jeg er da taget hertil," kommenterede Jesper efter lang tids betænkningstid.
   "Ja, der er håb for dig endnu. Hvad ville du egentligt med den medaljon?"
   Stilhed.
   "Det er et P? Der på medaljonen?" spurgte Jesper tøvende.
   "Hvad?" sagde Jørgen forundret.
   "Det er et P? Der på flaget," gentog Jesper og pegede bogstavet ud.
   "Det er et flag. Det kan du sgu da se. Du skal ikke betvivle mine evner til at tegne. Slet ikke flag. Du sårer mig dybt, Hansen."
   Jørgen lo af lungernes kraft. Han havde en meget dyb stemme.
   "Men er det et flag? Du må undskylde, jeg sådan presser på. Men det er vigtigt for mig at vide mig sikker på, hvad det er."
   Jørgen stoppede med at le. Han så bekymret på modparten. Han forstod alvoren, men ville ikke tage den til sig. Det havde han gjort engang.
   "Jeg har jo lige fortalt dig, at det er et flag. Hvad skulle det ellers være? Jeg forstår ikke, hvor du vil hen med alt dette, Jesper."
   "Det skulle vel ikke være et P. Min kone mener, det er et P."
   "Det er et flag."
   "Men vi taler meget om ham. Vi skal have ... Vi vil gøre Pedro til borgmester," sagde Jesper, som om det var en logisk respons.
   "Pedro? Hvem fanden er Pedro?"
   "Husker du ikke Pedro? Du fortæller mig, jeg er et af de ansigter, du aldrig glemmer. Men hvordan kan du glemme Pedros ansigt."
   Jørgen lo endnu højere end før. Men pludseligt stoppede han. Han kom tydeligvis i tanke om noget, han ellers havde fortrængt.
   "Der var en hund, der hed Pedro. Jeg husker, at der var en hund, der hed Pedro. Ja, det var Holmes hund. Den hed Pedro. Opkaldt efter min yndlingsgodnathistorie."
   "Den er død. Aflivet."
   "Hvorfor?"
   "Det var bedst sådan."
   Jørgen klemte den gamle bekendte på skulderen og kiggede ham dybt ind i øjnene.
   "Lyt til, hvad jeg fortæller dig, Jesper. Pedro er en hund og ikke andet."
   "Det kan jeg ikke tro."
   "Hvornår har du sidst talt med den såkaldte Pedro?"
   "Det kan jeg da ikke huske. Det har jeg da gjort mange gange."
   Jesper rømmede sig i sofaen. Gjorde bevægelse til at rejse sig op, men gjorde det ikke alligevel.
   "Jeg tror, I er på vej til at slå hinanden ihjel. Simpelthen fordi I ikke ved, hvordan I skal takle problemerne. Det kan jeg da godt forstå, I ikke kan. For problemerne er opdigtede. I lever på en løgn. Derfor forlod jeg jeres lille lorteby, mand. Den er ikke ægte. Den er så uvirkelig, som noget kan blive det."
   "Den er ægte nok," sagde Jesper.

Flashback. Den ældre dame sætter pennen for papiret. Manden kigger med.
   "Ja, det ser godt ud," siger han.
   Jørgen sidder og stirrer på dem. Han ser det hele i et klarere lys. De nærmer sig byen. Den store by. Og på skødet ligger billetten. Han fandt den i sin jakkelomme.
   "Hvad skriver i?" spørger han. Den ældre dame er både forundret og beæret over opmærksomheden.
   "Jeg skriver digte om kærlighed, døden, livet og et slankemiddel, der hedder Pedro."
   "Undskyld, hvad?"
   "Jeg siger, jeg skriver digte om kærlighed, døden, livet og et slankemiddel, der hedder Drope."
   "Nå, hehe, jeg troede du sagde Pedro. Undskyld, jeg hørte forkert."
   "Ja, det gjorde du vist. Hvorfor skulle jeg dog bruge et så åndssvagt navn?"
   "Det ved jeg ikke. Det er i hvert fald et åndssvagt navn."
   "Det er det."
   Toget stoppede i storbyen. Jørgens nye hjem.

Og så. Udenfor i uvejret kunne familien Beck se deres nabo, Palle Poulsen, komme løbende ind i indkørslen. Han var drivvåd af regnen, og vindjakken blafrede som gemte han et sprælskt dyr inde under den. Det gjorde han naturligvis ikke. De var ikke sådan at gemme under en jakke. De trives normalt bedst på sine fire poter.
   Der blev banket på døren.
   "Palle ser bestyrtet ud. Hvad mon han har på hjerte?"
   Mikkel åbnede døren, og et forskrækket blik mødte ham. Palle kunne næsten ikke tale, men forsøgte alligevel. Der skal jo helst ord ud af den mund, han alligevel var født med.
   "Der er fundet endnu et lig, Mikkel. Nede ved stranden. Denne gang så medtaget, at vi ikke kan identificere det. Politichefen har indkaldt til krisemøde, og en evakuering skal måske finde sted. Så galt ser det ud med vores lille samfund. Det hele falder sammen. Alt hvad vi har bygget op, er på vej til at falde sammen. Der er allerede et hul for meget. Vi bliver angrebet. Men der er heller ingen nøgler. Vi kan ikke finde de nøgler, der skal bære arven videre fra Janus til Pedro; men ikke nok med det, der dør mennesker omkring os. Tilfældigt? Nej, det kan jeg ikke tro. Der må være en mening med galskaben. Men en galskab er det. Ingen tvivl om det."
   "Hvad foregår der? Hvad er det, der sker med vores by?"
   "Noget er derude. Et dyr eller et uhyre. Jeg ved ikke, hvad det er. Men vi er i fare. Og der er god grund til at holde sig inden døre."
   "Men hvordan kommer vi til krisemødet i aften?" spurgte Mikkel Becks kone.
   "Tag noget sort tøj på. Hold jer i mørket. Så usynlige som overhovedet muligt. Og vær helt stille. I vil helt sikkert befinde jer bedre i mørket og i tavshed. Også selvom dyret jager om natten, så vil omridsene af mennesket være sløret i den dunkle nat, og uden sprog kan den ikke kende forskel på en af os og en af dens egne. På den måde kan vi håbe på, at den ikke får øje på jer. Vi holder lyset dæmpet til mødet. Men et møde er en nødvendighed. En evakuering vil muligvis finde sted. Det bliver der talt om. Blandt andet," konstaterede Palle. Han havde aldrig før talt så mange ord, uden en eneste spydighed kom i vejen.
   "Det kan vi da ikke. Vi skal være her, når Pedro kommer," fortsatte hun.
   "Ja vi skal være her, når Pedro kommer. Derfor må vi måske flygte fra denne by. Noget får os til at gå til grunde. Kan I ikke se det? Så mange døde på kun få dage. Der er døde mennesker overalt!"
   Ovenpå hørte de i samme sekund et skrig. Mikkel løb op af trapperne og fik famlet nøglerne frem fra bukselommen, og med nervøse træk fik han låst døren op og åbnet den. Men Nikolaj var ikke derinde. Han var forsvundet. Et vindue stod åbent. Men hvad Mikkel så, var et dystert mørke, der havde lagt sig, og uvejret var tiltaget en del. Nu regnede det ikke kun. Nu blæste det for alvor op til storm.
   Mikkel Becks kone græd, da hun kom ind på værelset. Palle lagde en hånd på hendes ene skulder.
   "Husk for Guds skyld det sorte tøj. Det er heldigvis overraskende mørkt derude her til aften," sagde han.
   På den ene væg stod der skrevet illsion med noget, der kunne ligne blod.

Dagen efter. Paula var ude at gå. Der lå lig alle vegne. Det forstyrrede hendes sind. Pludseligt fik hun feber og måtte sætte sig ned. Hun fik meget ondt i hele kroppen og fik besvær med at fokusere. Langsomt men stadigt bukkede hun sig helt sammen. Hun lå nu sammenkrøllet på jorden og tog sig til sit underliv. Sygdommen angreb hårdere, end den havde gjort før. Faktisk så hårdt, at hun vidste, det hele snart ville være slut. En sådan smerte kunne kun være optakten til den visse død.
   En hund trådte frem fra et buskads og angreb Paula. Den forsøgte at nå hende i tide. Men hun var allerede død. Denne gang fik sygdommen lov til at slå et menneske ihjel. Det var mere naturligt. Det var sådan set mere realistisk.

Et andet sted. Anders Hassel stod foran det sorte maleri.
   "Jeg må hellere male det portræt over igen. Vi kan jo ikke have, at mine værker forsvinder til ingenting. Kunsten er at holde kunsten i live!"
   "Men der er jo ikke tale om kunst."
   "Jeg er da kunstner, skat."
   "Ja, men det er Pedro, ikke kunst."
   "Så simpelt som noget kan blive. Absolut sort," sagde han til sig selv. Han blev betaget af mørket på en måde, som skræmte ham. Han ønskede ikke den dysterhed, der opsøgte ham, men han havde ikke noget at stå imod med. Han greb farverne. Hastigt og målrettet gik han i gang med at male. Han havde så hårdt fat i penslen, at knoerne var hvide, og han skar tænder hele vejen igennem det arbejde, han satte punktum for ved at male baggrunden sort. Sort som den var i forvejen.
   Han malede det sorte over med det sorte. Det virkede som dobbeltarbejde. Men det betød meget for ham at gøre det. Det sorte havde været i hovedet på ham. Som en blokering der gør, at man ikke kan stille skarp. Nu havde han gjort dette sorte til kunst. For han havde ført det ud i livet. På et lærred. I en ramme. Rammet ind. Det var ikke længere kun en del af hans eget liv. Det var en del af livet i det hele taget. Det udefinerbare liv han forsøgte at indfange. Det slap hele tiden væk fra ham. Derfor det sorte.
   Men han greb farverne.

Flashback. Pias far er kommet ind på værelset. Han elsker sin lille datter meget højt. Så højt at han bliver nødt til at tage på hende. Han bliver nødt til det. For hun er så utrolig sød og uskyldig.
   Pia mærker det. Hånden mod sine lår. Hun tænker, om ikke de hænder blot kunne give hende en ordentlig lussing. For måske hun har været slem. Nogle gange opførte hun sig ikke ordentligt. Hun er heller ikke ret gammel.
   Hånden kærtegner hende i skridtet. Det er en hånd, hun har mærket mange gange. Hun elsker sin far. Det siger hun til sig selv. Om og om igen.
   Jeg elsker ham. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham.
   For der kan nogle gange ske mennesket noget, som besværliggør kærligheden. Men Pia blev ved med at elske sin far.
   Mens han elskede med hende.

"Hvad har jeg dog gjort! Hvad er det, jeg gør?"
   "Anders, hvad sker der?" råbte Anders Hassels kone, der kom ind i arbejdsværelset. Det tænkte sprog, hun ville have ført ud i livet, kvaltes i et chokerende syn. Hun skreg. En kortfattet lyd der hurtigt blev til stilhed. Der var ingen ord, der kunne beskrive, hvad de to mennesker iagttog på lærredet. Det var ubeskriveligt. Og dog så simpelt som noget kunne være det.
   Anders Hassels kone begyndte at slå på sin mand. Hårdt i ansigtet og i maven. Han rullede sammen og gjorde ikke den mindste modstand. Han vidste, at det var helt galt, hvad han havde gjort. Så galt at det ikke gav nogen mening at undskylde. Han sagde ingenting. Tog imod de slag, der endte med at slå ham i gulvet. Han lå og ømmede sig. Konen begyndte at sparke ham. Ind i siden. Efter adskillige spark begyndte nyren at tage skade. Han var skrøbelig, som Marie Olsens hoved havde været det. Og Arne ... Og Janus ... Og ...
   Anders Hassel vidste, at han havde malet sit sidste kunstværk. Og det var vel livets ironi, at det sidste kunstværk skulle være med en hund som motiv. Og ikke nok med det, en hund der syntes at være på vej til at æde sig igennem maleriet og ud i den verden, der ellers har været så ubehageligt langt væk fra de tanker, der har skabt det.
   Hunden bed Anders Hassels kone i nakken, så hun skreg. Hun blødte ned på sin mand. Hun døde i faldet, der endte med, at hun lå oven på Anders.
   Anders Hassel trak selv vejret lidt endnu. Skubbede liget af sin kone til side. Så ind i hundens blik. Det var et uforståeligt blik. Ikke til at indkredse. Det havde også forladt den ramme, han havde malet det ind i. Derfor så det helt anderledes ud. Skræmmende virkeligt.
   Anders Hassel nåede at se sit eget kunstværk, der havde angrebet den virkelighed, der var gledet ud af hænderne på ham. Han lukkede øjnene. Hunden forsvandt ud i den mørke nat. En nat ligeså mørk som baggrunden på det lærred, der aldrig mere ville blive mærket af Anders Hassels penselstrøg. Det ville forblive mørkt.
   Hans hænder havde mistet livet. Præcis som resten af kroppen havde det. Lunger, nyre, baller, næse, hud. Det hele. Han døde bort. Og hunden fortsatte sin færden ud i natten. Den lystrede på Pedro. Det var til at sige. Pedro. Det var egentligt et simpelt ord. Kun på 5 bogstaver. P og e og d og r og o. Men det gav det nu ikke mere mening af.