Det var juleaftensdag.
   Strid sad på kirkegårdsmuren og betragtede strømmen af mennesker, der, med stressede øjne og tankerne hjemme ved andestegen, bevægede sig forbi ham og fortsatte op mod kirken. Store, tunge snefnug dalede ned fra himlen, lagde et tykt, hvidt tæppe over de gamle gravsteder og satte sig som funklende stjerner i kirkegæsternes hår.
   "Billigt trick," mumlede Strid, men lyste så op i et grin, "men man må jo kæmpe med de våben, man har. Hvor ynkelige de end må være."
   En ung kvinde mødte tilfældigt hans blik, udstødte et lille skrig og halede sin mand efter sig ind ad den store smedejernslåge. Strid strøg vurderende en hånd over sine mørke skægstubbe, men trak så på skuldrene. Med det ravnsorte hår hængende løst ned ad ryggen, mørke jeans og en slidt læderjakke lignede han mest af alt en ung rockstjerne, men fra de isblå øjne lyste urkraften så stærkt og klart, at selv det mest naive menneske ikke ville lade sig narre af en barbering. Det var også ligegyldigt. Han havde eksisteret i 10.000 år uden at barbere sig, så hvorfor begynde nu?
   Han fik øje på Kiv, der kom slentrende op ad bakken i hælene på et ungt par. Parret gik tæt omslyngede, og da Strid et øjeblik fangede Kivs blik, skar hun en grimasse. Så smuttede hun hurtigt op på siden af manden, drejede hans ansigt imod sig og gav ham et langt kys på munden, inden hun uforstyrret fortsatte op mod Strid. Bag hende kunne han se parret komme op at skændes.
   "Glædelig jul, kære søster," hilste han med et smil.
   Hun lo højt, hvilket fik et barn i nærheden til at bryde ud i gråd og barnets far til at snerre ad det.
   "Hvad er dog det for en mund at bruge over for en dame?" spurgte hun, men blev så alvorlig. "Hvordan klarer vores lille ven sig i år?"
   Strid lagde nakken tilbage og fangede et par snefnug på tungen.
   "Han forsøger," konstaterede han, "men jeg føler mig nu ikke voldsomt truet. Man må dog beundre hans stædighed."
   "Stædighed?" udbrød Kiv og så ikke overvældende imponeret ud. "Han har ikke vundet i over 2000 år. Har han ikke snart overskredet en eller anden tidsgrænse, hvor man ikke længere er stædig, men bare dum?"
   Strid rynkede brynene. Han brød sig ikke om at blive mindet om nederlag. Uanset hvor fjernt de så lå. Han sprang ned fra muren og bød hende sin arm.
   "Lad os gå ind!" opfordrede han. "Selv om hans chancer er minimale, bryder jeg mig ikke om at lade ham være alene alt for længe."
   Kiv sukkede dybt.
   "Ja ja, jeg ved det. Man skal aldrig undervurdere sin modstander."

Til Strids lettelse var der ikke flere siddepladser, da søskendeparret trådte ind i kirken. Folk måtte i stedet mase sig sammen langs væggene og i gangen mellem bænkerækkerne, hvilket afstedkom en del irritation og uro. For hans eget og Kivs vedkommende var det ligegyldigt. De bestemte selv, om de ønskede at have fysisk skikkelse, så da kroppen pludselig var til besvær, forvandledes de til lutter ånd og tanke og smuttede lydløse op i en vindueskarm.
   Som ventet var Fred allerede derinde. Han sad på sin sædvanlige plads på kanten af døbefonten og dinglede med fødderne et par centimeter over gulvet. Usynlig for kirkegæsterne, men lige så synlig for Kiv og Strid, som de var for ham. Da han fik øje på sine modstandere, sendte han dem et venligt smil.
   Kiv rakte tunge, men et irettesættende blik fra Strid standsede hende, inden hun fik foldet sine langefingre helt ud. Hun rullede med de grønne øjne, men fulgte så hans eksempel og nikkede kort til hilsen. I modsætning til Strid havde søsteren ikke så meget på spil i deres årlige dyst. Selv om Fred virkelig skulle løbe af med sejren et år, var der stadig plads til hende. Hun ville bare ikke kunne drive sit spil så langt, som når det var storebror, der havde magten.
   Strid ville derimod blive tvunget til at tilbringe det kommende år i stumhed, hvilket ville vanskeliggøre hans påvirkning af menneskene væsentligt. Især fordi Fred ved samme lejlighed ville få sin stemme igen og efter mere end 2000 års tavshed havde han nok en hel del at sige.
   Ikke, at det var særlig sandsynligt, at Strid skulle tabe. Det var Fred, der var udfordreren og skulle løse opgaven. Én eneste nat havde han til at påvirke en sjæl så kraftigt, at den ikke kunne tilbageerobres af Strid. Ganske vist kun i den tid, det tager at undskylde uretfærdig vrede, men det var mere end rigelig tid for Strid at arbejde i. Så mens Fred måtte bruge energi på at kæmpe imod generationers påvirkning fra Strid, behøvede han selv bare at følge efter og forhindre det.
   Og derfor var de så her nu. Fred startede altid i kirken, for her var der stadig minder om hans største og eneste triumf.

Strid så op mod krucifikset, men vendte så atter blikket mod Fred.
   Med sit lange, mørke hår og milde, brune øjne havde hans modstander så stor en lighed med fyren på korset, at han ville kunne starte et religiøst hysteri ved at antage fysisk skikkelse og vise sig for de mange mennesker i kirken. Ikke så underligt. Fred havde trods alt skabt ham i sit eget billede og hvor nødig Strid end ville, måtte han tilstå, at det havde været lidt af en genistreg.
   Det var da også den, der havde kostet ham et års tavshed dengang for så mange år siden. Indtil da havde dysten været rent teoretisk. Strid havde uindskrænket magt og sådan var det bare, men så havde Fred pludselig lanceret hele det der tilgivelses-koncept.
   Strid huskede stadig, hvordan han havde brølet af latter, da han hørte om det, men til sin overraskelse og - måtte han tilstå - rædsel havde menneskene taget idéen til sig. I et helt langt døgn var der ingen, der havde skænket ham en tanke. Alle havde de været så påvirkede af Fred og den lille skrigeunge, at de bare rendte rundt med lallede smil på ansigtet og talte om den nye verdensorden, som ville komme.
   Selv nu kunne Strid få kuldegysninger ved tanken om, hvor galt det hele kunne være endt, hvis ikke det åh så bedårende spædbarn var vokset op til at blive en usædvanlig provokerende og øretæveindbydende, ung mand. Kun fordi menneskene kendte Strid bedre end de kendte Fred, var det lykkedes ham at genvinde magten allerede året efter den skæbnesvangre fødsel, men han måtte arbejde hårdere end nogensinde for at beholde den, mens drengen voksede op.
   Strid smilede svagt og sendte endnu et blik mod krucifikset. På sin vis savnede han de år. For en kort stund havde Fred givet ham et modspil, der var ham værdig. Havde givet ham en følelse af, at den magt, de kæmpede om, havde en værdi. Havde tvunget ham til at trække på hele sit repertoire af løfter, løgne og beskidte kneb. Fået ham til at føle sig levende.
   Men så ...
   Han sukkede.
   Så havde han vundet.
   Det havde dæleme været lidt af et antiklimaks, måtte han tilstå.
   Selvfølgelig havde det været sjovt at styrte fra Herodes til Pilatus, lokke lidt det ene sted og true lidt det andet. Og det var vist også en udmærket korsfæstelse, så vidt han kunne forstå. Egentlig var han ikke til henrettelser, men denne havde han alligevel overværet bare for at kunne fortælle Fred, at han havde været der.
   Han havde så ikke lige forudset, at den døende mand ville ... nå ja ... tage røven på ham.
   Hele natten op til henrettelsen havde han tilbragt sammen med den dømte. Fortalt ham, hvor uretfærdigt han var blevet behandlet, og at han burde bruge sin indflydelse til at starte en revolution. Bare nogle få velvalgte ord til sine tilhængere og de ville hævne ham igen og igen.
   Strid havde troet, at det var lykkedes at påvirke ham, men selv i døden havde fjolset klamret sig til det budskab, som Fred havde bedt ham udbrede.
   Tilgivelse.

Strid rystede sig. Først troede han, at det skyldtes almindelig væmmelse over minderne, men huskede så, at han ikke var i sin krop. I sin nuværende form skulle der langt mere til at påvirke ham.
   Fred måtte være gået i gang.
   Ud ad øjenkrogen kunne han se, at Kiv også havde bemærket det. Hendes blik vandrede opmærksomt rundt i kirken, hvilede af og til på et ansigt, men fortsatte så til det næste, mens hun distræt snoede en flammerød hårlok. Han skulle til at daske hende over fingrene, men i det samme stivnede hun et øjeblik for derefter at smile beroliget.
   "Spædbarn," konstaterede hun og pegede på en kvinde på en af de forreste rækker, der var ved at amme sit barn. "Det tæller ikke."
   Spædbørn! Yadrk. Hvorfor skulle folk dog også slæbe dem med alle vegne? Ikke, at han havde noget at frygte fra dem, for som Kiv sagde, talte de ikke i dysten. Hvis de gjorde, ville han ikke have en chance, for han havde absolut ingen indflydelse på dem, hvilket i øvrigt var årsagen til hans modvilje. Han opdagede, at Fred betragtede ham med et drillende smil og besvarede det med en skulen, men inden han nåede at minde barnets mor om hendes svigermor, følte han en ny sitren fra et sted i rummet.
   Kiv havde allerede fundet kilden; en kvinde, der sad med hovedet hvilende på sin mands skulder.
   "Nu skal jeg," sagde Kiv og sprang beredvilligt af sted.
   Med sin sædvanlige respektløshed satte hun sig på kvindens skød og hviskede hende et par ord i øret. Den sitrende fornemmelse forsvandt.
   "Julekuller," forklarede Kiv, da hun vendte tilbage til vindueskarmen. "Deres første jul sammen og alt det der. Jeg mindede hende om, at han sov længe i morges, mens hun svedte over risengrøden."
   Strid rystede opgivende på hovedet og vendte sig igen mod Fred, der nu havde trukket benene op i skrædderstilling og tilsyneladende lyttede til præstens ord.
   "Er det virkelig det bedste, du kan præstere?" råbte Strid og blev selv overrasket over at høre mere skuffelse end hån i sin stemme.
   Fred sendte ham et mildt irettesættende blik, lagde en pegefinger mod læberne og koncentrerede sig igen om præsten. Kiv udstødte en halvkvalt lyd.
   "Tyssede han lige på dig?" udbrød hun med sjælden forargelse.
   Strid nikkede langsomt, men så bredte et smil sig over hans ansigt, da et sus af forventning blæste frustrationerne væk.
   "Han er ude på et eller andet," konstaterede han. "Han har ikke været så rolig, siden ..."
   Han afbrød sig selv, da en sitren igen ramte ham. Denne gang fra en mand, der sad og nikkede med hovedet på den allerbagerste række. Strid sendte ham en hurtig tanke, der fik manden til at fare op og se truende på sin sidemand.
   "Hold kæft, hvor er det her kirkehurlumhej irriterende," knurrede Strid. "Man har jo ikke fred et øjeblik."
   "Selvfølgelig har du da det," lød Freds klare stemme. "Hvis I rykker lidt sammen, skal jeg komme op til jer."
   Kiv så undrende fra den ene til den anden. Dette var bestemt en helt ny måde at dyste på. Så fór hun atter af sted for at gøre en lille dreng opmærksom på, hvor irriterende det var, at hans søsters jakke bredte sig ind på hans plads. Derfra måtte hun hastigt videre til en mand, som for et øjeblik havde glemt, at svogeren havde fået ny bil og ...
   "Så fik du beskæftiget hende," erkendte Strid.
   Der var nu en konstant sitren i luften, og Kiv piskede som en hvirvelvind fra den ene til den anden. Strid gjorde dog ikke antræk til selv at rejse sig. Søsteren kunne sagtens klare det alene og at starte et masseslagsmål under gudstjenesten ville måske nok være at overreagere en smule.
   Fred tyssede på ham igen.
   "Jeg prøver at høre evangeliet. Du skulle gøre det samme."
   En flok børn i mellemgangen kom pludselig op at slås. Fred sendte dem et sideblik og der blev atter ro.
   "Men du tør vel ikke," afsluttede han.
   Strid spærrede øjnene op, men nikkede så. Han var godt klar over, at det var netop, hvad Fred ville have ham til, men hvis han ville vide, hvad hans modstander var ude på, måtte han følge med et stykke ad vejen. Med et sidste blik ud over kirkerummet lænede han sig tilbage mod den kølige rude og lyttede.

"På markerne uden for byen havde nogle hyrder lejret sig under åben himmel og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede over dem, og de blev meget forfærdede ..."

Strid undertrykte et fnys.
   "Herrens Engel mig i ..." mumlede han. "Ikke andet end røg og spejle."
   "Sssh!" hviskede Fred lige ved siden af ham. "Det her er mit yndlingsstykke."
   Strid skar en grimasse, men tav.

"... i Davids by. Og dette skal tjene jer som tegn: I skal finde et barn i svøb, liggende i en krybbe."

"Kan du huske det?" spurgte Fred dæmpet.
   Strid rystede på hovedet, men Fred fortsatte.
   "Du fulgte med mig til stalden, fordi det var natten for dysten. Der var så stille i verden, som om den ventede med tilbageholdt åndedræt. Selv du holdt op med at ..."
   "Hold nu kæft!" hvæsede Strid. "Skulle du ikke høre præstens pladder?"

"... og de fandt Maria og Josef og den nyfødte, som lå ..."

Fred havde ret. Det havde været helt stille den nat. Himlen havde været skyfri og Strid havde haft en følelse af at kunne se langt ud i verdensrummet. Stjernerne havde lignet huller i et sort tæppe, hvorfra en smule lys sivede igennem. Ledestjernen, der siden var blevet talt så meget om, havde han dog ikke set. Den havde bare været endnu et af Freds tricks og krævede større åbenhed over for hans påvirkning end Strid havde lyst til at opleve.
   En sær følelse, som han aldrig havde oplevet før, havde langsomt sneget sig ind på ham, som de nærmede sig stalden. Træthed. For hvert skridt han tog, var det, som om hans ben blev en smule tungere, og det endda selv om han slet ikke havde dem med. Det var selve hans sjæl, der blev tungere og fuld af længsel, men mærkelig nok havde det ikke føltes ubehageligt. Bare ...
   Strid rettede sig op med et sæt og stirrede på Fred. Til sin tilfredshed kunne han spore smerte i modstanderens blide øjne.
   "Godt forsøg," indrømmede han, "men hvis du nogensinde rører mig igen, sværger jeg, at det bliver det sidste, du gør."
   Fred trak på skuldrene med en rystende mangel på respekt.
   "Du kan ikke slå mig ihjel," sagde han roligt.
   Strid sprang ned fra vindueskarmen og forlod kirken med en ordre til Kiv om at hente ham, hvis det blev nødvendigt.

Ude på den øde kirkegård materialiserede han sig og fandt en bænk at fordrive ventetiden på.
   Det var holdt op med at sne, men der lå en tyk, hvid dyne på bænken. Han børstede det ned med en hidsig armbevægelse og ignorerede, at den stadig var både våd og kold.
   Han ville være i sin krop lige nu.
   Det prikkede i hans hånd, der hvor Fred havde rørt ham, men det gjorde ikke ondt og desuden kunne han trøste sig med, at Fred sikkert ville få et brændemærke, hvis han også valgte at bruge sin krop. Tanken gav ham ikke så stor tilfredsstillelse, som han havde forventet og modstræbende måtte han indrømme, at angrebet havde rystet ham.
   Han lænede sig tilbage, foldede hænderne bag nakken og lukkede øjnene. Han følte sig pludselig træt.

Et ganske kort øjeblik - helt nøjagtigt den tid det tager et fredfyldt barnehjerte at tilgive en elskets fejltrin - tav hvert eneste våben på jorden. Missiler og granater standsede i deres baner, knive og knyttede hænder tøvede og hårde ord udtaltes ikke.

"Strid!"
   Han slog forskrækket øjnene op og stirrede direkte ud i verdensrummet.
   De tunge skyer var drevet videre og havde åbenbaret et sort fløjlstæppe bestrøet med lysende, klare stjerner. De syntes at kalde på ham. Lokke ham med løfter om noget, han ikke vidste, hvad var, men som på samme tid fyldte ham med længsel og rædsel. Noget fremmed, men dog så utrolig velkendt.
   Og stilheden. Der var ikke en lyd at høre. Kun en forunderlig melodi af tavse toner, der bad ham lytte til stjernerne.
   "STRID!"
   Kivs stemme splintrede melodien.
   "Hvad?" snerrede han og vristede modvilligt blikket fra stjernerne.
   "Du bliver nødt til at komme ind!" sagde hun og snoede sit hår med febrilske bevægelser. "Fred er for stærk for mig."
   De sidste ord kom som en skamfuld hvisken.

Strid kunne mærke det allerede, da han trådte ind i våbenhuset. Luften i kirken var så ladet med energi, at den skød gnistrende lyn, når den ramte ham. Kiv var knapt så påvirket, men også hun havde en svagt blå aura omkring sig og hun bevægede sig flaksende og nervøst.
   Uden at skænke sin krop en tanke brasede han ind i kirkerummet og brølede:
   "FRED!"
   Styrken i 200 stemmer, der entusiastisk gentog hans ord, kastede ham baglæns tilbage til våbenhuset, hvor Kiv forsøgte at hive ham på benene med rædsel lysende ud af de grønne øjne.
   "Hvad pokker var det?" hviskede hun.
   "Lyden af din brors nederlag," lød Freds stemme fra døren ind til kirkerummet.
   Strid forsøgte at fokusere på ham, men var stadig omtumlet efter stødet. Hans modstander syntes pludselig meget større end sædvanlig, da han trådte ud i våbenhuset og lukkede døren bag sig.
   "Du har snydt," skreg Kiv og havde endelig succes med at stable Strid på benene. "Du har gjort et eller andet ved ham, så han ikke kan forsvare sig."
   "Det er der vist ingen regler om," svarede Fred roligt, "og en sjæl er en sjæl. Uanset hvor stridbar den er af natur."
   Strid måtte gribe fat i sin søsters arm. Både for at forhindre hende i at angribe Fred og måske komme alvorligt til skade, men mest for ikke selv at falde.
   "En sjæl er en sjæl," indrømmede han, "men så længe sov jeg ikke."
   Fred rystede på hovedet og fangede hans blik. Et øjeblik fyldtes luften af isblå gnister, men så forsvandt de og Strid nikkede træt.
   "Et enkelt år kan jeg vel holde kæft."
   Fred nikkede.
   "Det er lykkedes dig tidligere."
   Strid valgte at overhøre ham.
   "Men kun et år. Til næste år vinder jeg igen."
   "Selvfølgelig," svarede Fred let.
   Strid nikkede, åbnede døren og skulle til at gå. Så standsede han og vendte sig igen.
   "Så var det slet ikke ham?" spurgte han forundret.
   Fred trak på skuldrene, men svarede ikke.

Strid gik ud i mørket uden at se sig tilbage.
   Han lagde kirken og lyden af en gammel julesalme bag sig og nød at lytte til stilhedens tavse toner, der smøg sig forførende omkring ham. Da månen stod op og kastede sit isblå skær over de snedækkede marker omkring ham, vendte han den ryggen, for at lyset fra den ikke skulle dække hans udsigt til nattehimlen.
   Den fyldte ham stadig med både længsel og rædsel, men nu vidste han, hvad det var, den lokkede med.
   Mod øst fik han øje på en stjerne, der lyste klarere end de andre, og lod den lede sine skridt.
   Kun for resten af året selvfølgelig. Efter nytår var det tid til næste års juleforberedelser.

Lad julens budskab fortrylle dit sind
   Åbn dit hjerte, luk tonerne ind
   Levn ikke plads til kiv og til strid
   Lad os få stjerner og fred i vor tid