2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
6 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
6 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
6 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
6 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
6 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
6 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
6 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
6 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Du har vel en anelse om, hvor han er?"
   Straks efter spørgsmålet væddede Cessie sine læber og greb sig i at ønske sig langt væk. Udtrykket i Freddys ansigt fik hendes hjerte til at vride sig. Hun kunne umuligt svigte ham, når han stirrede sådan på hende. Og at se væk, var for usselt..
   Men hun følte stadig at hun måtte vinde tid, vise at hun ikke var imod John og hans mænd, men at der ikke var grund til at gøre drengen mere fortræd. Det var jo ikke sikkert han vidste noget om broderens aktiviteter.
   "I bjergene!"
   Svaret kom trodsigt og John fulgte det hurtigt op.
   "Hvor i bjergene?"
   Freddy trak på skuldrene, kløede Zantra mellem ørerne og stirrede frem for sig, som om han kunne høre noget, men ikke var sikker.
   Uvilkårligt lyttede Cessie også. Der blev ganske stille, men øjeblikket efter hørtes en gennemtrængende tuden, efterfulgt af en flerstemmig glammen. Mon alle egnens hunde var blevet angrebet af akut raseri over et eller andet? Lydende var tæt på. En stemme bragte dem til tavshed. Det skrabede og larmede i gruset, lige uden for. Stemmen der havde skabt den relative stilhed, lød igen; skinger som en klynkende, klagende lyre i hænderne på en uøvet spillemand eller måske nærmere som en fuld troubadour. Og alligevel helt og aldeles anderledes. Ubeskriveligt og rædselsvækkende.
   Hun så dem stivne; soldaterne, broderen og mosteren. Freddy så nærmest forbavset ud
   Mon den kvalmende bølge af frygt, der skyllede gennem hende, skulle følge hende for altid? Det kunne umuligt være djævlene, der kom..
   Alligevel var det, hvad en del af hende, forventede og hun for sammen, da det bankede på døren. Uden at vente på svar, trådte en mand ind i rummet og i hælene på ham, kom en stor skikkelse luntende.
   "Nå, det er her du er, dit dumme dyr!" konstaterede den mørke, lidt duknakkede mand, der stod forrest. Katten var allerede på vej mod ham, så det måtte være den han talte til.
   Cessie genkendte omgående den store kleppert, der var stoppet op og kløede sig usikkert i det grå skæg. Det lod til at Danny for en gangs skyld havde mistet talens brug.
   Det varede dog ikke så længe.
   "Hvad i alverden har du nu rodet dig ud i, snotunge?" brølede han mod Freddy.
   "Det er dem, som.." begyndte Freddy.
   "Ja, undskyld vi sådan kommer brasende." Danny tog sig tilsyneladende sammen og rakte en hånd frem mod John, idet han bukkede ganske let: "Rurik dét kom farende over til mig og min familie, for at høre om vi havde set hans fine dyr. Det var sluppet ud af sit bur. Så fulgte vi hendes spor så godt vi kunne. "
   Uden for lød en høj hylende og klagende lyd. Denne gang lød det kun som fra en strube, en ulv eller en stor hund? Eller...?
   "Ja, Klebaut hjalp med at snuse hende op," sagde manden, der formodentlig var Rurik, "og så blev vi altså noget forbavsede, da hunden viste os her hen. Undskyld, at vi sådan trænger os på hr, oberst, men vi vil jo nødig at der sådan sker noget. Hun er så fredelig som et lam, men nogle bliver bange for hende, så - og vi syntes vi hørte vrede stemmer..."
   Der lød en stemme udenfor. Den skrækkelige stemmes ejer ventede der ude. Hunden tav.
   Gad vide, hvor mange de var og hvad det her ville ende med?
   Uvirkelighedsfølelsen lurede og lokkede, klar til at krybe ind og vugge Cessies tanker, så de blev trætte og ikke kunne påvirke hendes handlinger. Men ørerne hørte og øjnene så. Hun måtte være klar i hovedet og tvinge uvirkelighedens slør bort.
   Hun havde følt sig så levende i sin vrede og ville nødig miste fornemmelsen.
   "Jeg er drengens stedfader. Navnet er Daniel Keily. Vil De være venlig at fortælle mig, hvad der foregår?"
   Danny talte med tilkæmpet ro. Cessie hørte det på en svag sitren i stemmen og genkendte hans måde at beherske sig på. Det var som at se sin sjæl i et spejl.
   Hun havde knapt tid til at reflektere over det, men sammenhørigheden mellem hende og den bryske tater føltes fast og god. De var to brikker, der i et underligt spil, ønskede at få styr på situationen og ophæve den ondskab, der fyldte den gamle stald.
   "Nå, vi ville bare snakke med hvalpen dér og så for han i hovedet på mig og mine mænd. De har vist ikke formået at tugte ham."
   "Hvis han har gjort noget galt, skal han få så mange prygl, der kan lægge på ham, " forsikrede Danny, "men hvad ville I snakke med han om? "
   "Om hvor denne Niku Keily holder til, men det kan du måske oplyse os om?"
   "Næh! Nok er han min nevø, men hvad han render og laver, har jeg desværre ikke styr på. Han ligner vist min lillebror mere end godt er."
   John så overrasket ud, men inden han nåede at kommentere bemærkningen, talte Danny igen:
   "Hvorfor har du overfaldet obersten?"
   Danny stod helt henne ved Freddy nu og så temmelig truende ud. Freddy mumlede noget, Cessie ikke kunne høre. Det kunne Danny åbenbart heller ikke, for han opfordrede drengen til at tale højere og forståeligt.
   "Han grinede!"
   I det Freddy udslyngede de to ord, rankede han sig og sendte John et blik, fyldt med had, foragt og vrede.
   Det barnlige forsvandt og han mindede igen om en rasende dæmon.
   Det var da noget mærkeligt noget at sige. Cessie forstod ikke, hvad John kunne have fundet morsomt ved situationen og så på ham, for om muligt at aflæse en forklaring i hans minespil. Han pustede luft ud gennem næsen i små, afvisende stød Nogle få gange glippede hans øjenlåg nervøst, samtidig med at en trækning bævede om hans læber. Så forvandlede ansigtet sig til en maske, passende for en myndig oberst, omgivet af uvidende fjolser.
   "Pjat! Her er absolut ikke noget at grine af. Knægten har overfaldet mig og mine mænd, mens vi udførte vores bestilling og stillede opklarende spørgsmål. Vil I venligst trække af med jeres manege og lade os fortsætte forhøret!"
   "Det går desværre ikke, hr. oberst."
   På en eller anden måde, havde Danny fået listet en svag tone af beklagelse ind i sin stemme. Den forsvandt dog, da han fortsatte:
   "Jeg antager at dette forhør indbefatter tortur og sådanne midler må ikke anvendes uden at der overfor et birketing, er fastslået begrundet mistanke om en forbrydelse. Hvad er min stedsøn anklaget for?"
   "Det har jeg jo lige sagt!" hvæsede John og faldt igen ud af rollen som en oberst med styr på det hele. Det virkede faktisk som om han var bange for de to tatere og måske også for Freddy? Eller var det for de, som lod tul at vente udenfor?
   "Nåeh ja," smilede Danny, "men så må vi vel hellere hente herremanden. Den gode sir John er da birkedommer, ikke sandt?"
   "Vi kan sandelig ikke forstyrre ham med alt muligt,"
   "Jeg tror nu godt han vil forstyrres med det her," mente Danny.
   Cessies øjne gled fra den ene til den anden. Alle andre forholdt sig afventende og da hun hastigt skottede til Freddy, fulgte han ordvekslingen med store øjne.
   Mens ordvekslingen fandt sted, havde Rurik sat en kæde i kattens halsbånd. "Vi ved ikke, hvor djævlene holder til!" erklærede Danny, "men naturligvis må min stedsøn ikke overfalde Dem og deres mænd. Jeg skal sørge for, at han får en passende afstraffelse - men ser De, min kone undrer sig over, hvor han bliver er. Hvis hun kunne gå fra barnet ville hun være rendt ud og lede efter ham.
   "Barnet?" for det ud af Cessie. Uden at tænke det igennem stillede hun et spørgsmål, der spontant masede sig frem fra mylderet bagerst i hendes hjernekiste:
   "Keith er vel ikke blevet dårligere?"
   "Nej, det øh - det er ikke noget at snakke om, en anelse måske, men børn bliver jo nemt varme om aftenen."
   "I vover ikke at gøre ham fortræd med jeres hokuspokus!" hvæsede moster Helen.
   Først så Danny forvirret ud, så blev hans mund til en smal streg og øjnene til smalle, forbitrede brønde af vrede.
   Han bukkede dog let for kvindemennesket, før han heftigt tog til genmæle.
   "Det kunne ikke falde os ind, kæreste frue - men måske vi kunne få lov at komme hjemad nu. Mørket er jo allerede faldet på."
   De menige folkesoldater skævede til hinanden og et par af dem vovede at skæve til John. Sidstnævnte så ud, som han spekulerede på, hvordan han bedst løste situationen uden at tabe ansigt.
   "Vi har ingen sikre beviser."
   Det var moster Helen, der talte. Hun så misbilligende fra den ene til den anden og en skarp fure tegnede sig mellem rynkerne i hendes pande. "Og vi skulle jo gerne kunne gennemføre dåben i morgen, uden at komme i folkemunde."
   John tilkastede mosteren et meget forundret blik, men trak så på skuldrene og afgjorde:
   "Deri kan du have ret, moster - vi lader dem gå. Kan I så forføje jer og tage både kræet og snothvalpen med. Men I må vide, at vi holder øje med jer."
   "Gør I? Det anede vi virkelig ikke! ." Danny kunne åbenbart ikke styre sig for at være en smule sarkastisk. Sådan forstod Cessie i hvert fald undertonen i hans ord.
   Det tog dem ikke mange øjeblikke at komme af sted. Freddy tillod sig at sende John et dystert blik, da han gik forbi ham, i færd med at fjerne reb-enderne fra sine håndled - men Danny lod en hånd lande tungt på hans skuldre og fik ham med videre.
   Freddy greb sin skjorte, der lå smidt på gulvet og hans blik strejfede Cessie. Et sus i bevægelsen, et glimt i øjnene fik hende til at opfatte at han følte, at hans spørgsmål fra tidligere stadig var ubesvaret.
   De forsvandt og lukkede døren efter sig.
   Ingen sagde noget før lyden af skridt mod grus fortonede sig.
   "Vi følger vel efter dem, hr. oberst?"
   En af mændene anlagde en kvik facade, men John rystede langsomt på hovedet.
   "Nej, for det kommer der vist ikke noget ud af. De har min nevø derude og de forstår at sløre deres ugudelighed. Jeg har en bedre idé. Vi skal nok få dem afslørede!"

Selv nu, hvor hun sad i kirken, gav Johns afskedssalut genlyd i Cessies hjerne.
   Præstens ord forekom hende at være en svag summen.
   Febrilsk anstrengte hun sig for at følge så meget med, at hun på det rette tidspunkt kunne overrække Lillepigen til moster Trudy, der skulle være gudmor.
   "Lad de små børn..." summede præsten.
   Så var det lige om et øjeblik, barnet skulle modtage dåben.
   Cessie stirrede stift på billedet overfor sig, på den kalkede kirkevæg. Der fra stirrede Jesus igen med blå, blå øjne og lignede Freddy. Altså bortset fra at Jesus var voksen og udstyret med en falmegylden ring over sit lange, sortkrøllede hår.
   "Det er nu!"
   Moster Trudys stemme pustede ind hendes øregang og Cessie rejste sig hurtigt. Ganske forsigtigt lempede hun den lille over i den buttede kones favn.
   Tankerne gled på langfart igen. Hvor skulle hun gøre af sig selv, når dåben var ovre? Far havde kortfattet meddelt, at han havde snakket med herremanden og sandsynligvis ville en ny smed fæste gården. For der var hårdt brug for en smed og ingen anede jo, om Martin nogensinde kom hjem.
   Så måtte hun vel bo hjemme...
   "Hvad er barnets navn?"
   Med et ryk var Cessies tanker på plads i kirken.
   "Julie Eleonora Johnson."

Straks drog tankerne igen bort:
   De havde diskuteret navn ude i hytten og under en opremsning af navnene på Cessies bedstemødre og oldemødre og Martins ditto, fortalte Cessie, at hendes farmor hed Juliane Petrea, men sjældent blev kaldt andet end Julie - eller enkefru Edwards. Med et tænksomt udtryk i ansigtet havde Freddy mumlet: "Bedste hed Julie. Det er et godt navn!"
   Drengens begejstring smittede og når pigen blev opkaldt efter både sin farmor og en gammel kone, der kunne skyde med bue og pil, så blev hun nok en god og frejdig pige. Efter at have smagt på det, bestemte hun sig og dette navn havde hun oplyst Mary, inden hun gik.
   Eleonora var mormors navn, så lillepigen fik navn, som det skikkede sig og var nu optaget i den kristne menighed.

Mens Cessie langsomt gik ned af kirkegulvet, forbi de andre kirkegængere, som stod op og glanede nyfigent eller direkte nysgerrigt, beordrede hun sine tanker til at falde til ro i baghovedet. Nu måtte hun være vågen og lægge mærke til, hvad der foregik omkring hende. Så langt hun kunne huske tilbage, havde hun været en god iagttager, snarere end direkte deltager i livet og dette havde hun jo også brugt, både da hun skred gennem sit hjem for sidste gang og da hun befandt sig i stalden. Nu måtte disse registreringsevner igen bruges.
   Luften udenfor hjalp med at gennemføre beslutningen. Den var frisk og forårsmild. Akkurat sådan en dag, hvor man føler sig oplivet og næsten må gøre nogle dansetrin, fordi man oplever livet.
   Udenfor kirken så hun at herremanden - sir John - og hans hustru, Lady Nellie, gik mod deres fornemme karet med de fire hvide heste for, Den anden John - hendes bror - havde sin uniform på i dag; den til paradebrug vel at mærke - med ordener og stjerner - og han gik frem mod den fine mand, med raske skridt. Lidt betuttet fulgte Cessie efter; drejede det sig om smedjen måtte hun jo vide besked og drejede det sig om sagen med Freddy og de andre, så ville hun vide det.
   "Undskyld, jeg sådan trænger mig på, sir, men er det kan ske afgjort, om en anden smed fæster min savnede svogers gård?"
   Sir John vendte sig og så på dem. Ladyen trippede uroligt, men et svagt smil på hendes pudrede ansigt antydede dog, at det måske var formildende at fredsforstyrreren havde en vis rang og så ret godt ud.
   En refleksion ilede gennem Cessie: hvorfor stod hun og antog at lady Nellie syntes om Johns udseende? Det var vel en glød i de kølige, grå øjne og en krusning i mundvigen? Hun kunne ikke lade være med at tolke folks minespil og bevægelser, men hun måtte holde op med at tænke så meget over det: se det, gemme det, bruge det - og engang skrive om det. Sådan havde hun for længst bestemt sig for at hun ville gøre. Og nu kunne hun godt tænke sig at vide, om herremanden var ligeglad med hende og hendes to små børn - og hvad der mon ellers var at registrere om manden her og nu:
   Sir John var midt i 30érne. Hans lange, lyse hår var samlet i en hestehale, men en drilsk krølle faldt ned i panden. Der var flæser og krummelurer på hans jakke, fjer i hatten og de gule og brune bukser endte i et par blankpudsede fedtlæderstøvler. Hans regelmæssige ansigtstræk og glatbarberede hage fik ham til at virke noget forfinet, men alligevel mandig..
   "De må være oberst Edwards's søster." gættede han og trak sin ene handske af, hvorefter han rakte en smal hånd frem for at hilse på hende.
   Forfjamsket nejede hun og trykkede slattent tre af hans fingre. Forbistret som det brændte i hendes kinder. Han var da kun et menneske og havde nogle enkelte gange gæstet kroen.
   Besluttet på ikke at være så undseelig og fjollet så hun på ham og mødte et blåt blik. Nu var hun kommet godt i gang med at registrere hvad hun så og tolke det med halvskjult viden og måske lidt fantasi, så det forekom hende, at der i de sorte pupiller boede en overfladisk medlidenhed og en tillært ligegyldighed, mens der i de sommerblå øjenæbler lurede interesseret medfølelse og afgrundsdyb trang til at forstå.
   "Det er jeg," fik hun sagt, "Jeg hedder Cecilie Johnson og jeg vil gerne vide, om jeg kan vende hjem til smedjen eller hvordan."
   "Det forstås, men sagen er lidt vanskelig. Hr. Rimmel har haft den godhed at foreslå en smedesvend at fæste den, da det jo ikke er godt at gårde står tomme i disse tider med boligmangel. Sagen er ikke ganske i orden, så vidt jeg ved, men tror De, at De kan drive den videre. Kan De måske med Deres brors hjælp ansætte en smed til at gøre arbejdet, indtil Deres mand forhåbentlig vender hjem?"
   "Øh," udbrød Cessie, forvirret over at blive taget med på råd - om end temmelig sendt i sagen. Hun var jo kun en kvinde. Nå ja, selv mente hun kvinder var lige så gode som mænd, men altså kun i sit hemmelige rum i det inderste sind, for Gud havde jo skabt kvinden til at behage manden og andet sagde man ikke højt.
   "Desværre kender jeg kun èn smed." Hastigt, som om herremandens adfærd var skammelig, tog John ordene ud af hendes munden og føjede til sin oplysning: "Det er samme Cedric Pil, som hr. Rimmel vil lade fæste gården - og han er en gift mand med fem uforsørgede børn, så jeg tror næppe det kan passe sig. Min søster kan naturligvis finde sig et hjem hos mine forældre, til der kommer en afklaring på hendes uheldige situation."
   "Jamen, så er alt vel i orden?" Herremanden så direkte på Cessie, selvom han tilsyneladende talte til hendes bror: "Der er naturligvis tale om et tidsbegrænset fæste, der foreløbig varer i to år og kan ophæves, dersom Martin Johnson dukker op i live. Nu vi taler om det, oberst Edwards, hvordan er mulighederne for at finde manden?"
   "Joeh." John slikkede sin underlæbe og snoede den højre gren af sit fipskæg om pegefingeren:
   "Vi har snakket med den ene formodede djævels lillebror og onkel, men de ved angiveligt ikke, hvor forbryderne gemmer sig. Kun at det er et sted i bjergene og de må vel mene Tranques-bjergene mod nord."
   "Denne lillebror er vel så Rosita Ronantez's dreng?" forhørte sir John. Nu så han direkte på John og klangen i hans stemme forvirrede Cessie. Hun kunne ikke tolke dens skarphed.
   John nikkede. "En temmelig kradsbørstig ung mand," røg det ud af ham, "som ikke kan lide mig."
   "Underligt. De er jo ellers en retskaffen mand, der gør meget for at godtfolk ikke skal bo blandt hekse og andre hedninge. En lattermild mand, er De også, har jeg ladet mig fortælle."
   Herremanden sagde det lavt, næsten hviskende og et øjeblik syntes Cessie hans blå øjne spruttede tynde, lilla stråler ud mod hendes bror..
   Nu løb hendes fantasi vist af med hende og hun måtte se at komme tilbage til kroen med Julie.
   Senere måtte hun hente Keith og få styr på sit liv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/12-2005 10:48 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3104 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.