Anette lagde sin mappe op på skrivebordet. Hun så sig omkring i det lille kontor.
   De store vinduer gav et godt lys og de hvide gardiner svang sig stille med hjælp fra vinden fra de halvåbne vinduer. Hun fik øje på opslagstavlen der hang på vægen foran hende. Hun smilede. Drabschefen havde virkeligt tænk sig godt om da han havde valgt kontoret. Ikke for stort og ikke for småt - lige tilpas. Hun havde det bedst med rum der ikke var for store og ikke var fyldt op med unødvendige ting, det gav hende et bedre overblik og ro til at tænke.
   Anette åbnede mappen og tog sagsmappen op. Hun tog billederne af ofrene frem og satte dem op på opslagstavlen. Hun satte sig ned bag skrivebordet og så op på tavlen. Placeringen af opslagstavlen var perfekt, billederne der hang foran hende ville hele tiden minde hende om hvad det var hun havde med at gøre.
   Hun lukkede sine øjne. Hendes fødder var solidt placeret på gulvet. Hun brugte ofte meditation og visualisering når hun havde med tunge sager som denne at gøre - det gav hende en indre ro og klar hjerne.
   Hendes vejrtrækning fyldte mellemgulvet og maven, det begyndte at prikke i hendes fødder.
   Tanken om de fire ofre rullede ind for hendes indre øje.
   Fire ofre, mænd og kvinder. Elleve knivstik, ingen tegn på kamp skjorter og trøjer var sprættet op.
   Anette tog endnu en dyb indånding. Hun kom i tanke og de to betjente som hun var nødsaget til at arbejde sammen med - hun mærkede en irritation over den unge betjent der tydeligvis havde mere travlt med at studerer hendes feminine træk end at samarbejde.
   Den anden betjent, Alex, var derimod en stærk sjæl, med et godt overblik. Dog var han stædig og bar tydeligvis rundt på et anstrengt forhold til kvinder.
   Hun tog endnu en dyb indånding og lod billedet af de to betjente forsvinde fra hendes indre.

Anette greb ud efter telefonen, med halvåbne øjne og trykkede på drabschefens interne linie. Drabschefen tog røret. Hun startede med at tale inden at han nåede at sige noget:
   - Anette her, jeg vil gerne havde adgang til at se på ofrene, gerne i dag.

Hun vidste at der var noget de havde overset, hendes intuition sagde hende, at der var tegn at finde på de fire ofre. Noget et skarpsindigt øje eller en rolig sjæl kunne se.
   En seriemorder af denne kaliber havde som regel et religiøst eller personligt motiv.
   Ingen tegn på seksuel adfærd kunne spores i disse mord. Det var heller ikke en direkte vrede rettet mod en fader- eller moder rolle. Det var klokkeklart for Anette at denne morder havde helt særlige motiver.

Anette lagde røret og smilede tilfreds, drabschefen havde forventet at hun ville spørge og havde arrangeret det nødvendige.
   For sidste gang stak hun hånden ned i mappen og hev et billede frem, hun lod pegefingeren glide henover mahognirammen. Hun kiggede længe på billedet og satte det på skrivebordet inden hun forlod det lille kontor.