2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
6 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
6 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
6 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Med en klaskende lyd smadredes hovedet mod en stor sten og mens resten af kroppen sprællede i dødskrampe, skar Freddy halsen over med et snuptag.
   "Det var en til." Han smilede til Cessie,
   Hun gengældte smilet, selvom hun følte et svagt ubehag ved synet af den døende fisk. Det var jo noget pjat at have ondt af maden. Og Freddy var god til at fange fisk. Den store brun-grønt glinsende ørred slog med halen, selvom den vel nærmest var død. "En ordentlig krabat," udbrød hun og så ud over den blågrønne vandoverflade, hvor små dønninger rullede ind mod bredden.
   Der var stille og fredfyldt her ved Pilesøen.
   Cessie så ud over vandet. En gylden bro flammede i midten, kruset af vage dønninger. Sagte, klukkende gled de små bølger ind mod bredden, hvor de sad mellem en klynge siv og dunhammere, Hun sad indhyllet i tæppet og gløderne ulmede foran hende. Gennem en sprække, skimtede hun Klinky i den nedadgående sols dunkle belysning.
   Vi skal vel hjem til ungerne?" sagde han. "Serafina og Petruska ser vel efter dem?"
   Hun nikkede og han satte sig over for hende.
   "Det er Martin, der har slået dig. Er det ikke?" spurgte han.
   "Jo," indrømmede hun og vidste, han ville spørge hvorfor.
   Men i stedet for at svare direkte, da ordet var sagt, stillede hun et spørgsmål. Noget hun havde spekuleret over og som måske kunne bruges som led i en forklaring. For i hendes hoved summede det med undskyldninger for Martin og med angreb mod de undskyldninger. Hun ville gerne snakke om det. Sådan rigtigt TALE om det. Med nogen - og denne "nogen" kunne vel godt være Freddy. Siden han nu spurgte om årsagen…
   "Har du en kæreste?" spurgte Cessie.
   Freddy rystede på hovedet og så ned i græsset.
   "Har du haft en?"
   "Han så langsomt op, tog sig tid til at plukke en bellis og mumlede: "Måske…"
   Cessie kunne kun akkurat høre ordet, så lavt kom det. Hun rykkede sig tættere på for bedre at kunne høre det, hvis han gad uddybe det. Tænkte først bagefter på, om det mon så dumt ud, at hun "gumpede" sig frem mod ham.
   I stedet for at svare plukkede han smørblomster og stak den lille bellis ned mellem dem.
   "Men du vil gerne have en?"
   Ja!" udbrød han. Et øjeblik kastede et forsigtigt smil et varmt skær over hans ansigt. Men straks efter trak det op til et grin. Et af de skæve. Hvordan var det egentlig, han gjorde med læberne, så det virkede skævt. Hun prøvede at krænge den ene mundvige nedad, men den anden fulgte med. Ærgerligt bed hun sig i underlæben i stedet for. Havde Freddy mon set det? Og hvorfor kom han nu med et af de evindelige dumme grin?
   "Hvordan er det at have en kæreste? Du var vel - sådan - forelsket i Martin?"
   "Selvfølgelig." Nu var det hende, der svarede hurtigt. For hurtigt? Men det var jo sandheden. Eller var det?
   "Hvordan blev du det?"
   "Øhm," mumlede hun, "han kom på kroen en dag, hvor jeg serverede og så var der en som…" Cessie gik i stå og så ud over vandet. Fortsættelsen handlede om, at Martin havde været sammen med to andre mænd og den ene havde hånet hende, fordi hun den dag bar sig klodset ad og tabte vin ned over ham. Martin var gået ud og havde fundet hende, sagt noget pænt og hun havde tænkt, at han virkede så rar og godmodig. Så var han dukket op igen. For at besøge hende. De havde også mødtes hemmeligt og det var rart at have en, man kunne kalde sin kæreste.
   Freddy forfulgte ikke hendes afbrudte sætning. Han plukkede et græsstrå og gumlede på spidsen af det, så resten vippede op og ned.
   Mørket sneg sig langsomt frem og strålerne fra den nedgående sol fik skyerne til at rødme. Det var vel på tide at vende næserne mod hytten?
   "Var det fordi, han er stor og stærk?" spurgte Freddy.
   "Det er han."
   Straks ordene var sagt, var hun klar over, at det var et sært, diffust svar. Nærmest slet ikke et svar. Men hun huskede ikke, at hun var dånet ved at se ind i hans grå øjne eller var blevet blød i knæene over hans fregner. Det var vist bare trygt og rart. Og senere var det godt at have en dygtig mand.
   For det meste. Situationer, der ikke var så rare, flagrede gennem hendes sind.
   "Vil du have dem?"
   Freddy rakte den lille buket frem mod hende og kløede sig på næsen.
   "Hvad er de gode til?"
   Freddy havde fortalt hende en del om forskellige blomsters og urters egenskaber og hun ville gerne vide mere.
   "Ikke noget, tror jeg - men de er da meget pæne. Du kunne sætte dem i vand og ind på bordet."
   "Det kunne jeg da, men skal vi så ikke gå hjem, inden de visner - nu er der vist fisk til flere dage og Julie trænger nok til…"
   Hun udelod det sidste ord. Det var pinligt at udtale det.
   "Det gør hun nok," mente Freddy, "men du har ikke svaret på HVORFOR han slog dig. Er det fordi du ikke har lyst til at snakke om det? Eller har du glemt det?"
   "Jeg har ikke glemt det! Jeg kan fortælle om det på vej hjem. Er mit tøj tørt?"
   Hun skottede mod kjolen, der hang over en gren. Freddy rejste sig, mærkede på kjolen og rystede beklagende på hovedet.
   "Jeg kan da ikke.." begyndte hun og gøs ved tanken om at gå hjem, indsvøbt i et tæppe.
   "Jeg har en skjorte og bukser i tasken," sagde han.
   "Ahwa?" udbrød hun begavet, "hvorfor har DU så ikke taget det på?"
   "Det er rent og fint," oplyste han, som om det var en glimrende forklaring. Hun opgav at spørge ham hvorfor pokker, han havde så meget i de saddeltasker. Det måtte vente. Ligesom forklaringen på, hvorfor han sloges med et blå gespenst og blev så befippet, at han jagtede hende ud i et dybt "hul" i søen.

"Han slog, fordi han var skinsyg," sagde hun, siddende på Klinky, i ført en hvid mandeskjorte med flæsekrave - sådan en unge adelsmænd gik med - og nydelige, brune bukser af fint vævet stof, hun ikke anede, hvad hed. Tøjet hang en smule løst, men ikke så meget. Freddy kunne sikkert passe det og det var nok hans. Det var en underlig fornemmelse, men det var meget nemmere at sidde overskrævs på mulæslet og skræve hen over saddeltaskerne, der ikke virkede slukne. I den ene var tæppet, det våde tøj og fiskene. I den anden havde Freddy lagt fyrtøjet. Hvad der ellers var der i, ville hun pokkers gerne vide, men nu måtte de først snakke om dumme mænd, der ingenting forstod. Altså om Martin.
   "Var du nøgen sammen med en anden? Sad I under samme tæppe?"
   Hvorfor spurgte han om det? Nervøst fugtede hun sine læber med tungen. De smagte af søvand. Bare han dog havde haft vand i de saddeltasker. Så havde han nok for længst halet det frem?
   "Nej, jeg lukkede en mand ind. Jeg kendte ham. Troede jeg da. Vi snakkede og så pludselig - så ville han - øh - noget mere - og så sloges vi i alkoven. Mens vi rodede rundt, kom Martin brasende. Sammen med Larry og Jack - og ja, altså sine druk-venner. Martin misforstod det hele og blev rasende. Han slog og slog og slog. Med en pisk. Jeg tror det var Jacks. Han hentede den - han…
   Tårerne silede ned af hendes kinder nu og hun så ind i Klinkys man. Bare Freddy ikke troede hun løj. Mor havde troet det og John havde set mistroisk ud.
   "Sagde han så, at det var fordi han elsker dig?"
   "Nej - han.. han sagde: "Hold op med at hyle. Så snakker vi ikke mere det.""
   "Tror du, at han elsker dig? Selvom han slog? Og nu han er væk - i Duedalen? "
   "Måske."
   Hun havde selv spekuleret over det. Han var så venlig mod hende i tiden efter. Han sagde flere gange, at han elskede hende. Men de talte aldrig om pryglene. Og det var Eliza, der - surmulende og sukkende - havde plejet sårene.
   "Det er mærkeligt at nogen gør dem fortræd, som de elsker." funderede Freddy.
   "Hvad ved du om det?" for det ud af hende.
   "Der - der er - der var en som sagde, at - at jeg var sød og sådan, men som slog og som gjorde noget, jeg ikke kunne lide."
   "Er det en du er forelsket i?"
   Det var et dumt spørgsmål. Nu var hun vist igen for opslugt af sig selv og sine tanker om Martin.
   "NEJ," udbrød han heftigt og tilføjede sagte: " men der er så meget, der er mærkeligt."

Der stod en vagt på hver side af den buede dør. Harry hilste dem med et dovent honnørtegn; de rankede sig og hilste hastigt og yderst høfligt med stive honnører. Harry bankede på døren..
   Et langt øjeblik var der meget stille. Harry bankede igen og denne gang lød der en brummen. Inde fra blev døren åbnet af en fregnet dreng i elegant tøj. Han målte Martin og smeden syntes hans øjne glimtede i en blanding af foragt og nysgerrighed.
   Omtrent midt i rummet stod der et bord og ved det bord, var en ældre mand ved at skære et stykke papir over med en kniv. Bag ham stod der to mænd, en lille splejs og en tyksak med et plumpt, ubegavet udseende.
   Foran bordet stod der to stole og fra den ene rejste Niku sig, med katte-smidige bevægelser..
   "Daw, smed," sagde han.
   "Goddag," fik Martin frem og borede neglene ind i sine håndflader. Han havde gevaldigt lyst til at smække ham en rungende lussing og stille en masse spørgsmål. En enkelt gang havde Niku nedladt sig til at oplyse ham om, at Cessie og Keith var i sikkerhed - og at han var blevet far til en pige. Ellers havde han ikke set noget til stymperen.
   Han ville gerne komme med en kæk bemærkning om, at de åbenbart skulle være en hel forsamling til denne samtale, men benene rystede under ham og det indvirkede åbenbart på hans tunge.
   Han så væk fra Niku og koncentrerede sig om manden ved bordet.
   Burde han falde på knæ for denne såkaldte konge - eller give hånd?
   "Nå," sagde manden og så på ham, "du gik med uden vrøvl, smed. Det havde min søn så ret i. Det er ellers ikke alle mine gæster, der er begejstrede for mig."
   Han talte roligt og der lurede et smil i hans øjenkroge. I det grå, krøllede hår var der striber af hvidt og hans fuldskæg så velplejet ud. Han havde ingen hermelinskåbe om skuldrene og ingen krone på hovedet, men der var faktisk noget majestætisk over ham, selvom hænderne, der nu legede med papirkniven var solbrune, barkede arbejdsnæver.
   "Sæt dig ned, smed." Med papirkniven pegede kongen på stolen ved siden af den Niku, igen havde anbragt sig i. Tateren skævede til ham og så ud som om han morede sig.
   "Jo tak," mumlede Martin mellem læberne, der føltes irriterende ru.
   "Du ved jo nok, at Ralph Laverne er sat i et fangehul?"
   Martin nikkede.
   "Ved du hvorfor?"
   Martin rystede på hovedet, for selv om han havde fået en forklaring, behøvede den jo ikke være rigtig. Og hvis den var rigtig, syntes kongen måske han skulle tro noget andet?
   "Han kender jo Dalen, men han VED, han ikke må forlade den. Alligevel søgte han i nat op til duernes grotte. Og et par mænd fulgte ham. Måske har du opdaget, at her er gule djævle. De har tjent en mand, der er min fjende, men har lovet, at nu vil de tjene mig. De to, der fulgte med Ralph var "gule," men valgte altså at fortælle general Hayes, hvad der foregik.
   "Nyttige uslinger!" indskød den lille mand. Hans fjæs lignede et rotteansigt hugget i granit.
   Kong Atkar hævede sine buskede bryn og fortsatte uden at ofre sin general yderligere opmærksomhed: "Der var en due på besøg, En brevdue og det vidste Ralph åbenbart. Du delte rum med manden, smed. Ved du, hvem, der holdt ham underrettet?"
   "Under…" mumlede Martin. Det var da et løjerligt ord.
   "Fortalte ham, at duen kom.," "oversatte" Harry, der havde stillet sig bag Martin.
   Lømlen kendte åbenbart fine ord. Åh ja, sommetider havde han brugt nogle i smedjen og Martin burde have gættet at noget ikke var som det skulle være, men…
   "Ved du hvem, der fortalte Ralph, at duen kom?"
   Det var igen Harry og kongen sendte sin søn et dræbende blik.
   Martin rystede hastigt på hovedet.
   "Hrm," brummede kongen, "eller også vil du ikke ud med det?"
   Det sortnede for Martins øjne. Skulle han nu pines og tvinges til at "tilstå." ? Han anede jo ikke, hvad drengen hed, men kunne nok fortælle, hvordan han så ud. Hvis han blev nødt til det.
   Kongen trak på smilebåndet. "Rolig, smed," smålo han, "hvis jeg ville have dig i forhør, sad du et andet sted nu. Næh, ser du - det var et ganske interessant lille brev den due kom med. Kan du læse, smed?"
   Martin trak på skuldrene. Cessie havde lært ham en smule af læsningens kunst, men det var så indviklet med alle de kruseduller - og det var så irriterende, at hun var klogere end ham. For det var hun og det burde kvinder ikke være, men hun var nu sød og måske var det verden, der var forkert?
   "Ikke ret godt," fik han ændret sit dumme skuldertræk-svar til.
   Kongen sad med en lille tynd papirrulle nu. Han rakte den frem og en hånd rakte over Martins nakke efter den.
   Harry læste op og udtalte omhyggeligt hvert ord:
   Kajtans nye håb hos ond udvalgt. Gul pil flyver.

Hvad i alverden skulle det betyde? Martin så på kong Atkar. Troede manden, at han - Martin - vidste, hvad de underlige påstande betød? På en eller anden måde, måtte han jo mene, at det havde noget med ham at gøre. Men var det godt, hvis han prøvede at forstå beskeden eller skulle han hellere lade være?
   "Gul" kunne have noget med Ralph og de andre "afsatte" djævle (eller hvad man kunne kalde dem) at gøre, men hvem var en ond udvalgt?
   "Ved du hvor din kone er?"
   Martin drejede sig, så han så på Niku, for det var ham, der spurgte.
   "Nej," indrømmede han nervøst og så røg det ud af ham: "men jeg vil gerne vide det!"
   Indvendigt opsendte han en kort, men velment bøn til Herren, fordi han havde sagt det ret behersket og ikke i et hidsigt, anklagende tonefald.
   "Du har vel hørt et og andet," mente Niku og lød en anelse usikker. Et kort øjeblik lignede han en stor dreng, der var i tvivl om sin rolle i det hele. I næste nu lignede han igen en hårdkogt taterdjævel og han udspyede et spørgsmål i et råt tonefald: "HVAD har du hørt, smed?"
   "Øhm…" Nu kunne Martin snart ikke holde vreden nede mere. Han var dog stadig mere bange end vred og svarede hurtigt: "Nogle har fortalt mig, at min kone holder til hos en dæmon og at hun holder med hekse, men hvilken dæmon og hvad for nogen hekse - det aner jeg ikke. Hvis du ved det, så sig det."
   "Dæmon? Det må jeg sige…" Niku fløjtede en kort, susende strofe.
   "Hvem siger han er en dæmon? Har du talt med Anita, den lede sæk?"
   Kongen stod med håndfladerne på bordpladen og gloede olmt på ham. Martin nikkede, før han nåede at tænke, at hans nikken kunne skade konen med korset. Så holdt han op - og blev så rasende på sig selv, at han fik mod til at springe op og glo olmt igen.
   "Sæt dig ned."
   Harrys stemme dirrede bønligt. Talte han mon til sin far eller til sin tidligere mester? Martin vidste det ikke, men den iskolde stemme, der nu skar sig gennem rummet var ikke til at tage fejl af: "Sæt jer så!"
   De satte sig begge to og skulede til hinanden; et meget kort øjeblik. Så genvandt kong Atkar sit værdige ansigtsudtryk. Dog ikke mere, end at han grinede og sagde: "Nu sidder vi, bitte Greg - hvad er det så, du vil fortælle os?"
   Martin skævede til granitrotten, der altså var general. Han havde hørt navnet mange gang. Det var en af verdens ondeste mænd. De tapreste mænd drømte om at fange ham, de mindre tapre hviskede hans navn og sommetider skræmte kvinder deres ulydige børn med hans navn; "Pas du på, Gregory Hayes ikke tager dig," havde mor Eliza sagt, da han som 11-årig havde hugget æbler fra naboen.
   Og en konge, der herskede over en sådan mand måtte vel være endnu ondere? Sådan så han bare slet ikke ud. Han lignede mere en rar, ældre fader, der ikke helt havde mistet sit drengesind.
   Det var faktisk ret underligt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/07-2006 02:01 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2825 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.