Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telefonbog. Tidligere stod han nr. 13. Jeg har bladret forbi ham adskillige gange. På kedelige dage laver jeg faktisk ikke så meget andet end at bladre. Jeg ved godt, det ofte giver mening at læse, før man gør noget sådant, men jeg finder ofte behag i selve den handling at bladre gennem hele min telefonbog. På den måde kender jeg min telefon ud og ind, ser for mig hvordan displayet ser ud, før jeg trykker på en knap, og ved præcis hvilken nummerering, mine bekendte har fået. For eksempel da jeg skulle ringe til min mor for at fortælle, hvilken karakter jeg havde fået i matematik på højt niveau i gymnasiet - da var jeg på ingen måde i tvivl om, hvilket nummer hun havde.
Mor, det gik godt!
Hvor godt?
Bedre end hvad du troede!
Hvad troede jeg?
Det kan jeg faktisk ikke huske!
Men det gik godt?
Ja. Jeg sigtede højt og ramte.
Hvad ramte du!
Jackpot!
Jeg er stolt af dig, skat!
Ja. Jeg har sejret!
Jeg troede faktisk ikke, du ville klare det SÅ godt.
Nej. Jeg har sejret!
Du må have været dygtig.
-
Skat?
-
Er du der?
Ja.
Hvad er der?
Skal du ikke høre, hvad jeg fik?
Jo! Hvad fik du?
-
Hvad fik du?
Mere end hvad du troede!
Min mor troede altid på noget andet end mig. For eksempel troede hun på Gud. Det gør jeg ikke. Jeg tror på et evigt liv, men i modsætning til min mor, så er MIT evige liv før og ikke efter døden. Jeg mener ikke, livet slutter med døden. Det tør jeg simpelthen ikke tro på.
Min mor var nr. 7 i min elektroniske telefonbog. Men jeg har slettet hendes nummer. Hun er nemlig død, så det giver ikke meget mening at ringe til hende. Folk er bange for at spørge mig, hvad hun døde af. Jeg er glad for, de ikke gør det. Jeg er nemlig også bange for at fortælle dem det.
Men jeg er god til matematik. Har altid været det. Jeg har for eksempel regnet ud, at hvis jeg har 27 numre i min elektroniske telefonbog, ja, så er 2,66578% af dem mine rigtige venner. Små afvigelser og muligheden for nye eller mistede venner er taget med i betragtningen. Jeg vil ikke afsløre min metode. Som en tryllekunstner går til hatten, sådan går jeg til min telefonbog, der ikke har 27 men 15 numre. Jeg har 1,00000 venner. Dette viser med tydelighed, at metoden slet ikke er så nem at regne ud. Men jeg er god til matematik. Betvivl ikke det.
Som nr. 7 har jeg nu Egon. Han løber altid efter pigerne. Han fortalte mig engang, han har haft sex med tre piger på en nat. Og den ene af dem blev han forelsket i, da han opdagede, hvor blid og morsom en pige, hun var bag facaden. Dernæst fortalte han mig ikke mere, han havde haft sex med tre piger på en nat.
Egon havde en ven, der også var blevet forelsket i den samme pige. Karsten hed han. De havde en samtale om pigen, kunne ikke blive enig om ejendomsret og paragraffer, så der skete det, at de i stedet blev uvenner og aldrig kunne tale sammen mere. På det eksakt samme tidspunkt blev Egon min bedste ven. Det var jeg glad for. Han fik plads nr. 8 i min elektroniske telefonbog.
Egon er nu rykket ned fra en ottende plads til en syvende. Det lyder ikke som en god placering egentlig. Men nu er det sådan, at min telefonbog på ingen måde skal sammenlignes med konkurrencepladser.
MENU
RING TIL LISTE
TELEFONBOG
RINGETONER
BESKEDER
INDSTILLINGER
*Brormand*
*Brian*
*Calle*
*Egon* - *Mor*
*Fræs*
Skal du lave noget i aften? Spørger jeg.
Vi skal vel være sammen, os to, svarer Egon.
Jeg havde ellers forestillet mig, jeg skulle klippe min fars hår. Han tager aldrig til frisøren mere. Han er blevet lidt langsom, forstår du.
Vi skal vel være sammen?
Har du ingen pige, der skal passes, Egon?
Jeg forestiller mig at anskaffe en kat i stedet.
Hvad skete der?
Hun blev træt af at spinde for mig.
Så skal du vel bare finde en ny?
Ja, jeg må eksperimentere mig vejen frem igen. Jeg havde jo tre at vælge mellem denne gang.
Det var mange.
Tydeligvis ikke nok, du.
Det vil jeg altså kalde en kvantitativ indstilling. Hvad med en kvalitativ fremgangsmåde?
Lyder lidt som at trække en kat i halen, hvis du spørg mig!
Det gjorde jeg faktisk ikke. Det var et retorisk spørgsmål.
Jeg er ikke så god til retorik.
Så tog han i byen igen, Egon. Og minsandten om han ikke mødte en ny pige. Jeg hørte kun om én denne gang. Det var kærlighed ved første blik.
Katten blev udskudt på uvist tid.
Var hun pæn? Spørger jeg.
Hun var nybarberet.
Hun havde ikke store fortænder eller sådan noget. Du ved, alle mennesker har skavanker af en eller anden art. Hvad var hendes særpræg?
Hun havde en stor bagdel.
Det er der så mange, der har.
Hun havde ingen store fortænder. Men hun kunne bide til alligevel.
Gjorde det ondt?
Heldigvis.
Hvor bed hun dig henne, Egon?
Det er da en privat ting at spørge om.
Men hvordan var hun?
God.
Nej, udenfor sengen mener jeg.
Jeg var KUN indenfor med hende, i seng med hende, forstår du.
Du ved, hvad jeg mener!
Nej!
Sådan var det ofte med vores samtaler. De handlede om sex og piger. Det kunne Egon helt vildt godt lide. Ikke mindst at tale om det. Jeg kunne også godt lide at tale om sex. Så slap jeg for at tale om de uheldige ting, såsom hvorfor han nu var placeret som nr. 7. Egon var ligeglad med at være på en syvende plads, for han vidste så udmærket, han var en ener alligevel.
Jeg kan sådan set også godt lide sex uden at tale om det. Som Egon. Det eneste er bare, jeg har aldrig prøvet det. Men tanken om det - altså ikke tanken om, at jeg ikke har gjort det, men netop tanken om at gøre det, den gør mig kåd. Eller faktisk tror jeg måske alligevel, at det netop er tanken om, jeg IKKE har gjort det, der gør mig kåd. Det er i hvert fald tanken om det. En eller anden tanke gør mig kåd.
Så er det, jeg ser på en af min fars voksenmagasiner, som han gemmer inde i et af skabene i soveværelset. Jeg ved ikke længere, hvor de er, for han har fjernet dem. Måske flyttet dem til et andet sted i huset. Måske han faktisk har smidt dem ud, fordi han af en eller anden mystisk årsag er blevet overbevist om, han aldrig vil få brug for at onanere igen. Måske de bare er blevet for slidte. Alle får da brug for at onanere engang imellem.
Da Egon var nr. 8 var bladene altid pæne og velplacerede i skabet, da Egon blev nr. 7 var de krøllede og iturevet alle sammen. Jeg ved ikke med sikkerhed, om jeg kan se en sammenhæng. Det kan jeg vist ikke.
Den første gang jeg onanerede havde jeg min penis under vand. Jeg var overbevidst om, at det var det mest naturlige i hele verden. Jeg tænker, sædceller svømmer jo. Det havde jeg fået at vide i seksualundervisning. Og jeg ville tillade dem at svømme sig en tur. Jeg ville naturligvis ikke tillade dem at befrugte en pige. Men en svømmetur, det skulle de altså have.
Jeg kom nede i vasken. Jeg blev dog skuffet. Der var sgu ikke noget, der svømmede. De adskillige stød skabte små klæbrige masser, der formede, hvad der lignede en hvid slanges snørklede vej mod bunden. Nu skal jeg dog tilføje, at der altså ikke findes hvide slanger. Og hvis der havde gjort det, så er de altså ikke giftige.
Jeg fik ikke glæde af min første orgasme, for skuffelsen over de dovne sædceller var simpelthen for stor. Men jeg ville ikke give op. Mine sædceller skulle have lov til at få en svømmetur. Og stadig ville jeg ikke lade graviditeten komme som et ubehageligt følge. Jeg måtte udtænke en plan.
Jeg søgte i matematikken. Men tal gjorde ingen forskel.
Så må jeg lige indskyde, det ikke kun er matematik, jeg er god til. Jeg er god til samtlige naturfag. Jeg søger det naturlige. På trods af jeg onanerede i en vask fuld af vand - eller måske netop derfor!
Kemien hjalp mig. Vand er lettere end sæd. Derfor måtte de ellers så sprælske sædceller naturligvis synke til bunden i stedet for at tage sig en svømmetur. De havde brug for at svømme i noget, der gav dem en tilpas mængde af modstand.
Min mor så indkøbssedlen og spurgte mig, hvad jeg skulle bruge de fem liter kærnemælk til.
Det er sundt, sagde jeg.
Ja, men fem liter?
Det er faktisk mere sundt end mælk. Hvor mange liter mælk plejer du at købe?
Tre.
Der kan du bare se. Fordi kærnemælk er sundere, så køber jeg altså fem liter. Det kan vel ikke være så svært at forstå.
Men der er jo ikke noget kærnemælk i køleskabet. Du har vel ikke allerede drukket det hele, vel?
Det er sundt.
Jo, men ...
Det viste sig, at jeg ikke kunne se mine sædceller i kærnemælken, så jeg blev også skuffet anden gang, jeg fik en orgasme. Det var en større skuffelse denne gang, for jeg havde brugt 40 kr. i det lokale supermarked. Jeg kunne ikke engang få rabat, selvom jeg mente, varerne skulle bruges til et forskningsprojekt.
Tredje orgasme var endnu et forsøg i vand. Jeg tænkte, en induktiv metodisk tilgang ville være problematisk, så i stedet gik jeg efter en deduktiv. Det fik min penis til at blive rød og ingen celler svømmede. Det samme skete gentagende gange og jeg turde konkludere: Sædceller svømmer ikke i en håndvask, der er fuld af vand.
Jeg var blevet klogere. Man bliver efter sigende lidt klogere hver dag. Men jeg følte mig en god del klogere på dagen, hvor det sved i skridtet på mig - og hvor jeg måtte ømme mig, når jeg skulle tisse. Jeg var blevet så klog, at jeg ventede en uge, før jeg genoptog mit forsøg, der gerne skulle ende med at tilfredsstille mine sædceller uden at gøre en pige gravid.
Jeg ville forsøge med blod. Det røde måtte gøre godt mod det hvide. Kontrasten i det danske flag er for eksempel meget tydelig. Men det skulle selvfølgeligt ikke være menneskeblod. Jeg er jo humanist og i øvrigt ikke morderisk af natur. Jeg havde tænkt griseblod. Min far er for resten landmand. Det kunne jo sådan set ikke passe meget bedre.
Han slagtede grise flere gange i måneden. Jeg havde fået en plan.
Hvad sker der med blodet? Spurgte jeg ham.
Det løber ud på jorden. Man kan ligesom sige, grisen ikke har brug for det længere, svarede han.
Henne i skolen undervises vi i blod i øjeblikket.
I blod?
Ja, sådan hvad det gør, hvor det render hen og hvorfor vi bløder.
Ja.
Tænkte, om vi kunne låne noget blod.
Til hvad.
Vi kan jo ikke så godt skære i os selv, forstår du.
Kan I ikke bare vente til en eller anden slår sig?
Vi slår os ikke henne i skolen.
Hvorfor ikke.
Det er jo en humanistisk skole. Vi passer på hinanden.
Du har da før haft blod på knæet, sønnike.
Ja, men det var fordi, jeg ofrede mig for menneskeheden. Du ved, sådan at der ikke sker nogen noget, andet end mig selv.
Du er en tapper fyr.
Jeg ved det. Men vil gerne have noget blod. Der kommer heller ikke nok blod ud af mit knæ til dette eksperiment.
Der kommer meget blod ud af en gris.
Det ved jeg.
Rigtig meget.
Ja, det ved jeg så også godt.
Ja, jeg vil da hellere have, du tager blod med herfra, end du kommer hjem med blod.
Det tænkte jeg nemlig også.
Du er en eftertænksom knægt.
Det havde jeg så også tænkt på.
Du tænker meget.
Jo, men jeg følger godt med i biologi. Jeg er godt klar over, der også er en krop.
Med blod.
Ja, med blod.
Dødshugget. Den skreg naturligvis, grisen. Jeg fik en spandfuld blod med mig. Det hældte jeg i håndvasken. Jeg havde ondt af grisen. Men det var nu mest fordi, den skulle dø uden en chance. Jeg er af den mening, at alle burde have en chance.
Sjovt hvordan vi har så utrolig ondt af en gris. Hvad har den egentlig gjort for os? Jeg er i hvert fald stadig sulten.
Min penis var rød, men ikke mere øm, end at jeg godt turde rykke i den og gøre, hvad jeg efterhånden følte, var et ryk for hele menneskeheden. Min hensigt allerede fra min første orgasme pegede ud på noget større. Man kan vel sige, jeg allerede dengang var en ambitiøs dreng. Med seks liter vand, fem liter kærnemælk og tre liter blod i en håndvask. Vi må vel alle sammen starte i det små.
Nu ved jeg godt, det kan virke meget absurd, at jeg stod på toilettet med min penis i griseblod. Men jeg tænkte det ikke sådan. Jeg så ikke blodet. Jeg så ikke selve situationen. Jeg så sædcellerne. Og de svømmede! Tro det eller ej! Jeg så faktisk cellerne svømme af sted. I et splitsekund. Ikke længe. Men nok til at konkludere, hvad jeg så inderligt gerne ville konkludere: SÆDCELLER KAN SVØMME UDEN EN PIGE BEFRUGTES.
Jeg havde adskillige andre orgasmer uden håndvasken blev taget i brug efterfølgende. Men jeg må tilføje, at dette projekt står meget stærkt i min erindring. Det første projekt jeg ikke gjorde for mig selv. MEN PÅ INGEN MÅDE DET SIDSTE.
Da min mor døde blev min fars voksenmagasiner krøllede. Og hans hår sad mere pjusket. Jeg tilbød ham at klippe det.
Jeg har gjort det på Arne fra min klasse. Han er også krølhåret som dig.
Hvad har det med sagen at gøre?
Ingenting. Andet end du også har krøller. Hvis du skulle have glemt det.
Jeg må hellere gå til frisør.
Jeg ville bare hjælpe.
Det ved jeg, du gerne ville. Du hjælper også.
Hvordan?
Du er min søn.
Er det nok.
Ja.
Det er da lidt trist, er det ikke?
Hvorfor?
Jeg kan altså sidde og se fjernsyn hele dagen, klø mig i røven og snuse til min finger, og så stadig være behjælpsom.
Ja, det kan du vel.
Kan du ikke se, hvor underligt det er.
Jo, men det er vel bare din måde at få det sagt på, som gør det sådan.
Det ved jeg ikke.
Jeg tager til frisør.
Okay, det gør du, så går jeg ind og ser fjernsyn og andet.
Min far er nr. 12 i min telefonbog. Han hedder nemlig Torben. Jeg omtaler altid mine forældre med navn. Det er vel derfor, de har fået dem. Mor og far som navn er ikke konkrete nok. Mine forældre er ikke abstrakte mennesker, for som landmand og social- og sundhedsassistent, er de meget jordnære. Min mor er vel mere jordnær end min far. Hun er jo begravet ned i det.
MENU
RING TIL LISTE
TELEFONBOG
RINGETONER
BESKEDER
INDSTILLINGER
*Rasmus*
*Ronnie*
*Torben*
*Nyt opslag*
*Flere bøger*