2Julegavebjerget
Der findes lige så mange mavepiner, som dyr i zoologisk have. Det... [...]
Eventyr og fabler · jul, julegaver, engel
2 år siden
3Ulvetider
"Og sikke store, røde Øjne, du har, Bedstemor." · "Det er, for at j... [...]
Noveller · gys, rabies, tjernobyl
2 år siden
5Spilledjævlen
7. marts 2013 · Kære Mikkel · A broken computer for a broken heart · Ær... [...]
Noveller
5 år siden
6ST - Stærk Tobak
Jeg stiger ud af bussen, du ved, Blågårdsgade ved Elite Købmænd, ... [...]
Noveller
5 år siden
3Bare et almindeligt menneske
Drama i ét akt: · Dronning Margrethe: Marianne Gade · Journalist fra ... [...]
Noveller
5 år siden
5Soulmates
1. · Jeg leger...kommer i tanke om en WebCam, jeg har købt til comp... [...]
Noveller
6 år siden
6Fødselsdagssamtale med Søren Kierkegaard
Kåre Kristensen (KK): Pressen taler så meget om, at man kun har a... [...]
Filosofihulen
6 år siden
8Karl Marx gravrøst anno 2013
Der er nu gået 146 år siden, jeg udgav Kapitalen i 1867. Her foru... [...]
Essays
6 år siden
23Mulle
År 1992 · "Den er grim", sagde Mary. · Far smålo: "Hæ-hæ, en lyserød ... [...]
Noveller
6 år siden
6From Dust to Dust - Really?
"Hvad skal der stå på din gravsten? - Spurgte jeg mig selv. · Jeg b... [...]
Essays
6 år siden
7Ordet
Ordet · Kaare Kristensen · "I begyndelsen var Ordet". · Sådan åbnes Joh... [...]
Filosofihulen
6 år siden
6Lille Monster
Vi fandt ham bagefter på en mark, en masse af blod snarere end et... [...]
Noveller
6 år siden
12Lorteheld
Hvor heldig kan man være, hvæser Hanne, hun er lige faldet i en h... [...]
Kortprosa
6 år siden
6Clintons barber
Clinton-Monica Levinsky sagen nåede sit første højdepunkt, da Ken... [...]
Smilebåndet
6 år siden
24Mosefund på skærmen
Hvis du lige gider at høre engang. For resten, jeg hedder Caspar ... [...]
Noveller
9 år siden
11Jeg har altid frygtet cancer
Det startede som 9årig, hvor vi drenge altid belagde vore ord med... [...]
Essays
9 år siden
9I bøhlandet til halsen
Hun kom, så og gik, min date fra dating.dk. · Jeg stod bagefter og ... [...]
Kortprosa
11 år siden
6En forfatter i maven
- Sikken dog en fantastisk konfirmationssang, du har skrevet. Har... [...]
Kortprosa
11 år siden
1Københavneren
- Hvem ringede? råbte hun. · - Ham Københavneren. Han er stiktosset... [...]
Noveller
11 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 6. kapitel
Hen på eftermiddagen kommer en hestevogn kørende. Det er Homér og... [...]
Eventyr og fabler
11 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 5. kapitel
Sammen drager de afsted på hestevognen for at genoplive Knivprins... [...]
Eventyr og fabler
11 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 4. kapitel
På kirkegården ligger på hviden knæ, den kvinde, der ikke har mer... [...]
Eventyr og fabler
11 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 3. kapitel
Første aften Hvidlille bliver fastspændt på den runde plade, og d... [...]
Eventyr og fabler
11 år siden
3Hvidlille og Lille Far - 2. kapitel
Hvidlille bliver hos Homér resten af sin barndom og lidt til. Og ... [...]
Eventyr og fabler
11 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 1. kapitel
Det er sorten nat. Dér kommer en lasepjaltet mor krammende en byl... [...]
Eventyr og fabler
11 år siden
25Hvidfødningene
I hjørnet af en gammel stald lå en nyfødt, hvid pige med røde øjn... [...]
Eventyr og fabler · eventyr
11 år siden
15To, ét, tusind eller ingen ben
"Ville du også gifte dig med mig, hvis jeg kun havde ét ben?" spu... [...]
Kortprosa
12 år siden
21Helvedes Hjerte
1. · "New York er én, stor kæmpemødding, større end den største sky... [...]
Noveller
12 år siden
22Kattefar
1. · "DEAD MAN WALKING" gjaldede det udenfor den dødscelle, hvor Ji... [...]
Noveller
12 år siden
8Hans og Grete fra Ukraine
Langt ovre mod øst levede engang et rigtigt djævelmenneske, som v... [...]
Eventyr og fabler
13 år siden
15Tusind Stykker
1. · "Alting kan gå itu - et hjerte kan gå i tusind stykker - kaldt... [...]
Noveller
13 år siden
2Bananen - version 2
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
13 år siden
7Bananen
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
13 år siden
11Alle Tiders Julegave
Hvor var de søde. Sytten juleengle - ingen over hundrede år - sad... [...]
Noveller
13 år siden
5"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Med Flam til søs · Klokken otte næste morgen afhentede jeg Flam som... [...]
Noveller
15 år siden
1"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Ernest tanker om at skrive · Jeg nød at skrive noter på denne kystr... [...]
Noveller
15 år siden
11Momentet "jacta est alea" mellem kl. 2 og ...
Ved 2-tiden i går nat havde vi vores første telefonsamtale. Kl. 4... [...]
Kortprosa
15 år siden
3Billedets magt
Første Script · Mine første ord som forfatter i Fyldepennen, ja, i ... [...]
Kortprosa
15 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kaare Kristensen (f. 1944)

1.

   "New York er én, stor kæmpemødding, større end den største skyskraber, større end tvillingetårnene, som de arabiske terrorister fløj ind i," det havde Jim Paine sagt til hende. En kæmpemødding, det var New York, ikke andet.
   "Det var katme' kattens!" Molly tog sig til næsen, en lastvogn med slagteri-affald kom forbi..
   Ja, tænk hvor ville den stinke, så'n en kæmpemødding. Jim havde sagt, at i alt det New Yorker-møj, der herskede rotterne, og rotterne, det var ham og hans folk. Så var der hønsene, der gik og skrabede, det var alle de kommunale, de var på kik efter orme og mider, sådan nogen som Molly og de andre kattemødre. Det var nogen de gerne ville hapse i én mundfuld eller osse skrabe langt væk. De løsgående køtere, det var politiet. Og ovenover svævede rovfuglene, de dykkede ned engang imellem og tog sig en levende godbid, og ellers holdt de sig i lang afstand fra møddingen. Jo, det var de rige svin og mafiabosserne og politikerne i Washington.
   Hvorfor havde Jim slet ikke sagt, hvem kattene var? Det var jo en slags rovdyr, som spiste de små fugle. Han ville nok ikke gøre hende ked af det, for Jim var så'n en god dreng, osse selvom han var en stor gangsterboss, som havde mange folk under sig, og som skød folk. Mest de andre gangstere, eller de nærige, rige svin, som kaldte han dem, der svømmede i penge som Joakim von And gjorde.

Molly sad på en af sine mange bænke, den på Clinton Aveny, hvor hun boede, eller rettere sov om natten i sine papkasser i et lunt kælderrum med oliefyr. Molly sad og så på folk, mest deres ånder. Pensionisten dér, som luftede sin hund, havde en lysegul smilende kineser-ånd hængende over hovedet. Så vidste Molly, han var god nok, og de havde også tit vekslet et par ord. Han havde taget sig til hatten, som han aldrig bar, bøjet sig en smule for hende og sagt "Dejligt vejr i dag."Hun havde smilet med lukket mund og sagt: "Ja, dejligt vejr i dag." En rigtig gentleman, det var han godt nok. Og hunden var kommet og havde snuset længe og grundigt. Jo, en kattemor var noget af det mest spændende, syntes alle hunde.

Det med at se ånder havde hun kunnet lige så længe, hun kunne huske tilbage. Når hendes fordrukne far og mor var løbet tør for sprut og penge, og det var de næsten altid, så blev Molly sendt ned på gaden for at tigge. Ingen kunne tigge som Molly, og Molly kunne næsten godt lide det. Hun så altid på det lys alle mennesker havde omkring hovedet, og hvis det var smukt gult, grønt eller blåt, så var det et godt menneske. Molly betroede sig lige ud og sagde, at hendes far og mor ikke havde mere øl at drikke, og om manden kunne undvære en ti cent, så ville hun blive så glad. Molly fik både sin ti cent, et smil og et klap på kinden, og hvad kunne hun ønske sig mere af et fremmed menneske. De mennesker med grimme brune og sorte skygger over hovedet, de hvæsede bare 'tiggerunge' og ænsede hende knapt. Efterhånden så Molly ikke kun lys og skygger, men ÅNDER, rigtige menneske- eller dyreånder med levende ansigter. Nu var det så let som ingenting at tigge, og så'n havde Molly klaret sig hele sit liv. Flasken havde hun fået ind med modermælken, sagde man. "Du har ligget ni måneder i en brandert, så det er ikke så mærkeligt, at du har trang efter den" havde de kommunale sagt. De var altid så kloge, men havde grimme ånder.

Kort efter, at hun havde hilst på den rare gentleman med hunden, så standsede en sort, skinnende Mercedes op foran bænken, og en tyk, men fin mand med slips og tilbageredt hår steg ud og gik lige hen til hende.
   Han sagde: "Jeg søger en dame, der hedder Molly, du kunne vel ikke hjælpe mig."
   Molly brød sig ikke om hans ånd, det var en brun krokodille med lumske øjne, så Molly rystede bare på hovedet og sagde: "Det kender jeg ikke noget til."
   Manden sagde: "Det forstår jeg ikke. Jeg spurgte en ældre mand med hund, og han sagde, at Molly sad på den bænk dér, og så må du jo være Molly."
   Molly svarede: "Jeg kender ikke dig, så jeg vil be' dig om lade mig i fred. Hvis ikke du vil det, så skal du få med JIM PAINE at bestille, katme´"
   Manden sagde: "Jeg er Soren McRight, Jim Paines sagfører, så hvis du er Molly, har jeg noget meget vigtigt at fortælle dig."
   Molly brød sig ikke om hverken manden eller situationen, og krokodilleånden, den så stadig lige lumsk ud.
   Hun sagde: "Hvis du er Jim Paines sagfører, fortæl mig så, hvor Jim er lige nu."
   "Han sidder i en dødscelle i Sing Sing statsfængsel og venter på at blive henrettet med en dødssprøjte i overmorgen."
   Så talte rygtet altså sandt. Og manden lignede også en af disse fine, hun nogen gange havde set på gangene hos politiet og hos de kommunale. Molly brød helt sammen i gråd. Det eneste menneske, hun holdt rigtigt af og havde elsket som en mor i tredive år skulle henrettes.
   Sagføreren sagde: "Nå, tror du mig nu. Men du har ingen grund til at græde, kattemor, for du skal arve tre millioner dollars, at du véd det."
   Hans hårde stemme skar Molly i brystet, og hun rejste sig, vendte ham ryggen uden at skænke ham et blik. Hun bare skyndte sig væk fra ham.
   Sagføreren var ligeså rystet. Fattede konen ikke, at han overbragte hende det glade budskab, at hun på sit visitkort kunne skrive: kattemor Molly, multi-millionær.Måske var hun dement af druk, ja sikkert, og oveni senil. Sikken dog et spild af alle disse vidunderlige penge. Det var ikke første gang Soren McRight blev grebet af den tanke.

Sagføreren satte sig ind i sin sorte Mercedes og måtte nærmest køre i bakgear for at holde sig bag Molly. Hun stampede afsted i gråd og vrede og styrede lige imod Bronx Park, hvor den fine bil ikke kunne følge efter hende. Så måtte sagføreren igen ud af bilen og småløbe ind over parkens nedslidte græs, indtil han kunne få greb om Mollys venstre arm.
   "For min skyld kan vi godt smide alle pengene i grams fra toppen af en skyskraber, men det var nok ikke derfor, at Jim testamenterede tre millioner til dig, vel?"
   Molly forstod ikke rigtigt, hvad testamente betød og heller ikke tre millioner, men hun forstod, at Jim ville gøre hende noget godt, inden han døde, så hun spurgte:"Hvad betyder 'testatemente' og 'tre millioner'?
   "Det betyder bare, at du bliver tre tusind tusind dollars rigere, det øjeblik Jim dør."
   Molly blev ikke meget klogere. Tre tusind tusind? Stammede han mon? Men tænk hvis det betød tre tusind. I hele sit liv havde hun højst ejet fem hundrede dollars, og det var fyrre år siden. Hun måtte passe på med ikke at glæde sig, før hun var helt sikker, så hun spurgte om det, der lå hende mest på sinde: "Jeg ville så gerne se Jim en sidste gang, tror du det er muligt?"
   "Jo, det kan godt lade sig gøre. Jim har bedt mig leje en bus, så alle I kattemødre kan se ham, når han dør - altså hvis I vil og kan tåle det?"
   Molly sagde: "Du mener, se ham blive slået ihjel?"
   "Ja, men først bliver han bedøvet, så han mærker slet ikke noget, når de sprøjter gift ind i ham. Vil du så med eller hvad?"
   "Ja, det vil jeg, om jeg så dør af sorg."


2.

   Soren McRight stod til spanking for sin egen, indre svinehund:
   "Så du troede, du bare kunne komme trillende i dit skinnende dollargrin, og som en anden julemand overbringe kattemor Molly det glade budskab, at dette var dag ét i hendes nye liv som dollarmillionær? En kattemor, der ikke kender til højere luksus end en dobbeltsnaps til to dollars på et lurvet værtshus. En dement, senil og spritopløst halvhjerne, der hverken véd, hvad et testamente eller en million er for noget. Har din lille paragrafhjerne overhovedet forsøgt at begribe, hvor mange advokattimer á lusede 200 dollars, der skal arbejdes for at skrabe ét hundrede millioner sammen? Så lad mig fortælle dig det: en halv million. Så hvis du morakker dig gennem dine sædvanlige tre tusind timer om året, så vil det tage dig 166 år. Disse kattemødre er som hunde, der render rundt og skider guld, de har ikke begreb om verdens værdier. Det eneste, du behøver, er at røvrende dem samlet i ét bundt, så skal du ikke høre mere fra mig de næste par år."
   Soren nikkede. Svinehunden havde ret. Aldrig havde der ligger så meget guld lige for næsen af ham, som han bare behøvede at samle op. Når han tænkte på, hvad det kostede af sej hjernevridning og tabt nattesøvn at vinde en sag i retten og blive honoreret med 25.000 dollars herfor, så så han lige for sig et par dages snu planlægning og måske et par måneders omhyggeligt arbejde med kattemødrene og vupti, byggefonden tømt og erklæret konkurs, kattemødrene tilbage til deres små kæledyr og ham, Soren McRight, en velbeslået multimillionær med verden liggende for sine fødder. Og hvad galt var der egentligt i det? Siger man ikke, at der bag enhver stor formue ligger en forbrydelse? Jo, og det passede skam godt nok med Soren McRight's egne sagfører-erfaringer.
   Og hvis Molly kunne se ham nu, så ville den brune krokodille have åbnet sit kæmpegab så meget, at det berømte krokodillegrin matchede de lumskt sammenknebne, gule krybdyrøjne.

Sorens første skridt var at overtage en kommunalt indfangen, husvild kat, som stod til aflivning. Med den på armen opsøgte han nummer to kattemor på listen.
   Hun var i gang med sin restaurations-runde, da Soren steg ud af sin bil og spurgte hende: "Kan du hjælpe mig, jeg har lige reddet denne kat fra en gal køter, den ryster over hele kroppen." Det gjorde den godt nok, men det var siden, den var kommet i Soren's varetægt.
   Kattemoderen tog den, hvorpå den hurtigt blev mere rolig. Hun sagde: "Den ligner én af mine, jeg tror den kender mig."
   Soren sagde: "Kan det passe, at du er Evelyn, den kattemor, som Jim Paine kaldte sin mor?"
   Hun svarede: "Jim, kender du ham?"
   "Ja, Evelyn, jeg var hans bedste ven og tilmed hans sagfører. Du ved ikke, hvor ked af det jeg er over at skulle miste ham, for du har vel hørt, hvad der skal ske med ham i overmorgen?"
   Evelyn: "Kan det passe at han sidder i fængsel og så kommer ud i overmorgen?"
   Soren gik meget imod sin vilje helt hen til Evelyn og lagde armen beskyttende om hende skuldre og sagde så:
   "Det er noget ganske frygteligt, jeg skal fortælle dig. Jim bliver henrettet i overmorgen."
   Så kastede Evelyn sig i hans arme og tudbrølede, og Soren håbede sådan, at der faldt bare en enkelt tåre fra hans egne øjne. Men da dét så var overstået, og de havde aftalt at tage med en fællesbus, så fortalte Soren hende ikke noget om de tre millioner, men i stedet om Jim's største ønske, at skænke alle kattemødrene en kattekirkegård lige midt i New York. De skulle hver have deres egen lille afgrænsede kirkegård. Så hvis hun bare ville skrive under på, at hun gerne ville begrave sine katte på Jim's kattekirkegård, samt at sagfører Soren McRight skulle være direktør for den byggefond, der skulle stå for arbejdet, så ville alt ordne sig.

Sagføreren nåede akkurat at få sine 35 underskrifter inden bus og kattemødre drog nordpå til Sing Sing Statsfængslet, den sidste underskrift fra Molly turde han ikke at spørge om - ikke endnu da.


3.

   Da Molly stod ud af bussen vidste hun ikke, at hun stod overfor et historisk monument for grusomhed, et stenkompleks indrettet med mord for øje, et slags menneskeslagteri med egen kirkegård, der havde sat USA på landkortet, som et af de lande, der havde myrdet flest af sine egne borgere. Allerede i 1998 blev Sing Sing Statsfængsel kendt for sin anvendelse af den elektriske stol, en praksis, der de følgende hundrede år kunne skræmme selv forhærdede gangsterbosser. Men hvad Molly ikke vidste, det så hun med sin sjæl. Over Sing Sing hang de mørkeste, mest ildevarslende skyer, nærmest sorte med violette anstrøg, skyer som kun Molly kunne se. Hun skøttede sig og havde det ikke været for Jim Paine, så ville intet have kunnet trække Molly ud af stedet.

Men bagerst i rækken af kattemødre, den ene ikke til at skelne fra den anden, der lod Molly sig trække med gennem gange, korridorer, trapper og elevatorer til de omsider blev lukket ind i et slags auditorium, hvor et stort gråt tæppe skjulte, det man var kommet for at se, selve henrettelsen. De var kommet en halv time før, det skulle starte, så der var god tid til at finde sig en plads. Molly valgte én aller bagerst lige ved udgangen. Turen i bussen var foregået i knugende tavshed, og den blev ikke mindre her. 36 kattemødre havde kun deres Jim i tankerne. Så hørte de en dør blev åbnet. Det var, antog Molly, Jim, der blev spændt fast med en masse knirken og tumlen, men ikke en lyd, blev der sagt. Så blev døren lukket, og Jim måtte være blevet overladt til sig selv. Den knugende tavshed ligefrem trykkede hende på brystet. Så begyndte en maskine at brumme. Senere gentog det sig, og pludseligt gav Jim Paine et skrig fra sig, som gik gennem marv og ben. Molly blev helt forfærdet, knugede hænderne og bed tænderne sammen. Og så var det, at indgangsdøren blev åbnet og to fine mennesker trådte ind. Mollys mund stod vidt åben ved dette syn. Manden var en lille, velklædt herre med kæmpesolbriller, og kvinden var så flot, så flot med hvid mink og en stor elegant hat med fjer. Hun bar en nedringet sort kjole og havde en krop så smuk som nogen kvinde kunne ønske sig. Men det var ånden over hende, der fik Molly til at glippe med øjne og mund. En menneskestor, sort heksevampyr med røde øjne og et gustent gråt ansigt. Måske havde hun også en slags flagermusvinger, det kunne Molly ikke rigtigt se. Men det var størrelsen, som især skræmte Molly. En normal ånd var på størrelse med hovedet, de store ånder som hoved og overkrop til sammen, men denne ånd var dobbelt så stor. Molly vidste, at det betød en voldsom kraft, en evne til at besejre andre mindre ånder. Også herren ved siden af hende havde en stor ånd, dog kun halvt så stor. Den lignede en siddende tyk mand, en buddha, hvor en stor grådig mund fyldte det meste af ansigtet. Han havde tre arme, hvoraf den sidste fra midten af ryggen stak op over hovedet og svingede med en slagterøkse. Han skinnede i øvrigt som selvlysende grøn fosfor. Molly blev helt lettet, da hun så, de søgte længst muligt væk fra kattemødrene, men trods sin frygt klæbede hendes øjne til disse to nyankomne, fine mennesker.
   Så hørte hun en mand inde bag forhænget sige: "Jeg ville ikke vække dig."
   Jim svarede: "Jeg sov ikke. Jeg har et par løse ender i mit liv, jeg lige skulle have på plads."
   Molly glædede sig sådan over at høre Jim's stemme, hun frygtede så'n, at han allerede var død efter det skrig, han havde udstødt for lidt siden.
   Så snakkede de videre, og Molly forstod, at det måtte være fængselspræsten.
   Han sagde: "Jeg har en lille bøn til dig, om at ændre dit testamente. Du vil jo brændes og have din aske spredt udover Atlanten."
   "Ja, det står fast."
   "På denne her seddel har 36 ellers skrevet under på, at de be'r dig af deres fulde hjerter om, at du vil lade dig begrave, så de kan besøge din grav. Det er kattemødrene, du véd, som du så smukt har betænkt i dit testamente."
   Molly nikkede, jo, det var det eneste gode denne krokodille-sagfører havde gjort, ladet en seddel gå rundt i bussen på vej hertil. Molly følte sig helt stolt over også at have skrevet under.
   Jim svarede: "Præst, er det sandt, hvad du siger, er der nogen, der tænker pænt om mig."
   Fængselspræsten sagde: "Ja, Jim, du kan ikke forestille dig, hvor ulykkelige de er over din hårde skæbne. De kender dig kun som et godt menneske, ja, du var nærmest den eneste, der havde hjerte for dem."
   Jim tudbrølede af rørelse, og det samme gjorde Molly og nedenunder hende alle kattemødrene.
   Jim sagde: "Præst, der er intet jeg hellere vil, end gøre dem glade. Begrav mig for himlens skyld."
   "Tak, Jim, og så tror jeg, du gerne vil have fred for mig?"
   Jim sagde med grådfuld stemme: "Dig skal jeg huske, tak præst."
   Molly tænkte også, det var en god præst og følte sig så glad for, at hun troede på Gud, og skyndte sig lige at sende en tanke til Gud om at skåne Jim for helvedet, selvom han ikke troede på Gud.

Det var det næstsidste Molly hørte fra Jim. Så blev tæppet hevet til side. Kattemødrene græd nu højlydt, og det samme gjorde Jim. En maskine stak ham i låret, og Jim råbte halvhøjt "DEAD MAN WALKING", og så faldt han i søvn. Resten ville Molly ikke se. Hun sad med hænderne for øjnene og tudbrølede.


4.

   Kattemorbussen satte Molly af på Creston Avenue, Bronx, hvor Jim Paines og dermed også Mollys bank lå. en snusket City Bank filial, men hvor folkene var så flinke, syntes Molly. Besøget hastede, fordi Molly var kommet på sporet af, at alle de andre kattemødre havde skrevet under på en kattekirkegård og intet havde hørt om testamente og tre millioner af dollars, og Molly ville meget hellere have nye tænder end en kattekirkegård. Nu ville Molly spørge sig til råds hos den flinke mand, der bestemte det hele. Det var Elmore Brown.
   Molly startede med at gå over og kigge i sin bankboks. Jo, der lå de hundrede dollars fra sidste måned helt urørte endnu. Så skævede hun rundt og fandt en kassedame, som havde et lille gult egern over sig. Det var et godt tegn.
   Molly spurgte, om hun måtte tale med selveste Elmore Brown i anledning af Jim Paines testamente. Naturligvis, svarede den fllinke dame, og gik med Molly ind på chefens kontor.
   Elmore Brown rejste sig, bukkede let og gav Molly hånden, som en rigtig gentleman. Og Molly smilede det bedste hun havde lært uden at åbne munden med alle hendes grimme tænder. Og da direktøren så havde spugt til Mollys helbred, hendes katte og hvad han kunne gøre for hende, sagde Molly:
   "Jim Paine var det bedste menneske på jorden, det var han," Molly begyndte at græde, "testamente, tror jeg nok det hedder, han vil give mig tre millioner dollars, men jeg er så flov, for jeg ved ikke, om det er ligeså meget som tre tusind dollars, men hvis det er, så vil jeg have nye tænder både foroven og forneden."
   Elmore Brown kunne slet ikke holde masken, men storsmilede samtidigt med at et par tårer løb ned af hans kinder: "Nu skal jeg vise dig, hvor meget tre millioner dollars er, men du må nok vente et kvarter, mens jeg ordner det. Sæt dig ned, så kommer jeg straks tilbage."
   Molly følte sig så tryg ved Elmore Brown for hans ånd lignede en smilende sol, sådan som man ser den på børnetegninger.
   Elmore Brown på sin side kendte godt til Jim's testamente, fordi Jims sagfører havde forsøgt at få overført de hundrede millioner dollars til sagførerens egen konto i Washington Mutual. Men dertil krævedes et skriftligt samtykke fra arvingerne, hvilket Soren McRight ikke kunne fremvise.
   Mens Molly sad og tænkte på nye tænder, stakkels Jim og hvor glad hun blev, når hun blev behandlet som en dame af en ordentlig gentleman, så havde banken travlt med at få bundt på bundt af hundrede-dollars-sedler op fra kælderdepotets tykt armerede bankboks for derpå at stable dem pænt i småbunker på det blankpolerede mahognibord i direktions-mødelokalet.
   Endelig kom Elmore Brown ind, smilede så pænt og bød hende armen. En gentleman, tænkte Molly, og blev blød om hjertet. Inde på direktions-mødelokalet havde det meste af bankens personale samlet sig for at få deres livs oplevelse. Molly hilste og smilede og blev så rørt af al den opmærksomhed. Så sagde bankdirektøren:
   "Kære frøken Molly, siden du spurgte om tre tusind dollars er lige så meget som tre millioner dollars, så har vi langt dine tre millioner op i bundter af tre tusind dollars. Der er tusind bunker, altså tre tusind tusind.
   Der kom det mærkelige tal igen, som forvirrede Molly, så hun spurgte ligeud: "Er det sikkert at tre tusind dollars er ligeså meget som tre millioner dollars?"
   Nu kunne ingen holde smil og latter tilbage, men Elmore Brown forblev alvorlig og førte Molly hen til bordet og sagde: "Tag en bunke og tæl selv, hvor mange dollars, der er i den." Det gjorde Molly og efter lang tids møje og besvær samt fejltælling, nåede hun frem til, at der vistnok var tre tusind dollars.
   "Frøken Molly," sagde bankdirektøren, "lad os tælle den næste bunke."
   Også den indeholdt tre tusind. Så sagde han: "Alle bunkerne indeholder tre tusind. Lad os nu prøve at tælle, hvor mange bunker der er."
   Da de kom til hundrede, sagde Molly: "Jeg kan ikke tælle til mere end hundrede. Og jeg har også helt ondt i hovedet af at tælle. Kan du ikke bare fortælle mig om tre tusind er lige så meget som tre millioner?"
   "Frøken Molly, det er ikke kun ligeså meget, det er et tusind gange mere. Alle disse bundter, du kan se her på bordet, de indeholder hver tre tusind dollars, og det er alle sammen dine."
   Molly bad om en stol. Så tog hun sig til hovedet. De måtte gøre nar af hende, tænkte hun. Men nu skulle hun give dem en lærestreg. Så bad hun om en æske tændstikker og den store porcelænsfrugtskål, som stod ovre i vinduet, og så sagde hun: "Hvis I tror, I kan narre mig, så tager I katme´ fejl. I skal ikke gøre grin med mig, bare fordi jeg ikke véd, hvad en million er. Men hvis det er mine penge, som I siger, så må jeg også selv om, hvad jeg vil gøre ved dem, ikke?"
   "Jo, naturligvis, frøken Molly." Bankdirektøren forstod ikke, hvad Molly kunne være så vred over.
   Så tog Molly en bundt med tre tusind dollars, lagde dem ned i porcelænsskålen og satte ild til dem med en tændstik. Alle så forbløffet på hende. Molly tænkte, hun nok skulle lære dem at gøre nar, så hun tog endnu et bundt og smed dem oveni de stadigt brændende hundrede-dollars sedler.
   Det blev for meget for Elmore Brown, og han slukkede branden ved at presse et håndklæde ned i skålen. Molly godtede sig lidt og tænkte, det var han selv uden om.
   Elmore Brown bad sine ansatte om at forlade lokalet og satte sig ned ved siden af Molly. Han sagde: "Frøken Molly, du brænder dine egne penge, det er ikke bankens penge, det er dine, forstår du ikke det." Han talte så pænt til Molly, at hun igen blev rørt og blød om hjertet. Hun svarede: "Undskyld, men jeg forstår det altså ikke, så mange penge er der da ingen mennesker i verden, der ejer. Er der?" "Jo, Molly, nogen ejer tusind gange så meget og verdens rigeste mand ejer tyve tusind gange så meget. Der er stor forskel på mennesker, og hvor meget de ejer."
   Molly sagde: "Hvis jeg ejer alle de bundter og kan gøre med dem, hvad jeg vil, så vil jeg kattens gerne give alle mennesker i denne flinke bank et bundt hver."
   Brown svarede: "Nej, det kan vi ikke gå med til, og du må lære, at rige mennesker ikke giver deres penge væk, ellers er de jo lige pludselig ikke rige mere, vel."
   Molly sagde: "Jamen, når jeg har fået nye tænder i både overmunden og undermunden, så har jeg ikke flere ønsker. Hvad for katten skal jeg så med alle de penge?"
   Brown svarede: "Du kunne købe dig et hus på landet og give dine katte et ordentligt hjem."
   Molly sagde: "Næ, så vil jeg meget hellere se verden, den skulle være så stor udenfor New York."
   "Ja," Molly, "den er meget stor."
   Molly svarede: "Men den holder jo op et sted, langt langt væk. Kan man flyve helt til verdens ende og se ned?"
   "Se ned?"
   "Ja, se ned i afgrunden og måske flyve langs afgrunden til man kom hele vejen rundt. For man siger jo, at jorden er rundt, ikke?"
   Elmore Brown rynkede panden og tænkte på Columbus's søfolk, der også var bange for at sejle i afgrunden. Så gik han hen og tog stor globus, der stod til pynt i et hjørne.
   "Molly, her ser du Jorden. Den er rund som en kugle, og man kan flyve rundt om den i alle retninger."
   Molly så mistroisk på Brown, og sagde så: "Bor der mennesker dernede?." Hun pegede på Australien. "Ja, mange millioner." Molly svarede leende: "Der vil jeg gerne ned og gå på hovedet hele dagen. Og hvad med vandet, det falder da for katten af?"
   Brown kunne godt se, at han stod overfor en pædagogisk opgave af overmenneskelig art, men så fik han en idé.
   "Frøken Molly, kunne du tænke dig at høre en historie om en mand, der rejste Jorden rundt på firs dage for over hundrede år siden?"
   "Er det en historie, eller er det rigtigt sket?"
   "Det er en historie, men hvis du vil, så kan det rigtigt ske for dig!"
   Molly smilede og lo. "Jeg kan jo ikke læse så godt mere, men det lyder spændende."
   "Det skal jeg klare for dig." Bankdirektøren kaldte en medarbejder ind og lige inden Molly skulle til at forlade banken, fik hun overrakt en båndoptager med headset og et lydbånd med Jules Verne's berømte eventyrbog: 'Jorden Rundt på 80 Dage'.


5.

   Da Molly fra Banken trådte ud på Creston Avenue med båndoptager og tre tusind dollars i sin skjortelomme, tænkte hun: hvad vil folkene i Gan Sing, La Rama og Wing Chineese restaurant mon tænke i morgen, når hun kom og tømte de to plasticspande for kattemad og kattemorsjus, altså hvis de vidste, hun ejede tre millioner dollars? De ville nok sige som Jim, at hun var et rigt svin, som bare skulle have en skyder i kæften. "Så er der jackpot hver gang," som han sagde.
   Men Molly syntes jo, hun var den samme Molly, som før hun gik ind i banken, og den samme, som hun altid havde været. Men én ting skulle der laves om på, det var tænderne, så Molly tog den lige vej ned ad Grand Concourse og til venstre ad Tremont Aveny, hvor Family Dentist lå lige efter krydset til Clinton Aveny. Og hun var så heldig, at hun kunne komme til allerede i morgen på en aflysning.
   Dagen havde været meget lang med store begivenheder, så Molly trængte til en god gang kattemorsjus, og så at få sovet ud i sine hjemlige papkasser. Hun tænkte, hun måske kunne falde i søvn til oplæsningen af denne jordomrejse. Så med headset for ørene og en levende fortæller som oplæser, lagde hun sig til at sove. Men hun faldt ikke i søvn den nat. Historien greb fuldstændigt Mollys fantasi. Da hun var færdig, tænkte hun, at hun måtte have en globus ligesom den bankdirektøren havde, og så ville hun med fingeren kunne følge Phileas Fogg's rute, mens historien blev læst op. Hun slukkede for båndoptageren og ville sove, men tankerne svævede som fugle rundt og rundt om Jorden, og de huskede mange af de spændende ting, der var hændt Fogg og hans tro tjener, Passepartout.

En uge efter sit sidste besøg i City Bank, stolprede Molly af sted for at vise sig for dem alle sammen med sine nye tænder. Hun havde set sig selv igen og igen i et lille håndspejl og syntes aldrig, hun havde set så smukke tænder. Hun kunne nu smile til folk med åbne læber og skinnende øjne og mange smilede igen. Hun følte sig som et nyt menneske, næsten som en filmstjerne.
   Hun blev mødt med den største hjertelighed, og næsten straks kom bankdirektøren hende i møde, og hun smilede til ham, og han til hende.
   "Frøken Molly, mit kompliment, du smiler jo som en tyveårig."
   "Åh, hvad, det manglede osse bare, nu har jeg ønsket mig de kattens tænder i over tyve år."
   Elmore Brown sagde: "Kom ind på mit kontor, jeg vil så gerne høre, hvordan det går dig nu, frøken Molly."
   Direktør Brown tilbød Molly sin arm og førte hende ind på sit kontor. Her begyndte Molly at fortælle: "Jo, den jordomrejse den vil jeg kattens gerne med på. Nu kan jeg snart hvert ord udenad, og jeg kan finde alle stederne på min globus. Men jeg kan jo ikke rejse alene. Jeg må ligesom Phileas Fogg have mig en tro tjener, men ikke én som Passepartout, det skal være en rigtig gentleman, én som mr. Fogg."
   "Så du har tænkt dig at rejse? Skal det være i år eller næste år, frøken Molly"
   "Så snart jeg har fundet en rigtig gentleman, så rejser jeg, katme´"
   Elmore Brown elskede Mollys beslutsomhed, tænk, at en så gammel dame, der hverken vidste, at Jorden var rund eller hvad en million var, hun ville kaste sig ud i en jordomrejse. Han granskede sin hjerne og kom i tanke om en rig vinimportør, der var gået fallit og som holdt butler. Men hvordan denne butler ville klare sig på frøken Molly's gentlemanskala, det havde han ingen anelse om.
   Han sagde: "Jeg kender en butler, som for tiden er uden arbejde, kunne du tænke dig at se ham nærmere an?"
   "Ja, meget gerne, men han må forstå, at jeg er kun er en kattemor, så han må møde mig i den kattens kælder, hvor jeg sover på Clinton Aveny."
   Brown sagde: "Det lyder rigtigt. Jeg vil høre, hvad han siger til det. Og ellers må vi nok sætte en annonce i avisen. Hvordan med pengene, har de tre tusind slået til?"
   "Ok, ja, jeg har over to tusind tilbage, men hvis jeg kunne få vekslet hundrede dollars til en-dollar sedler, så har jeg noget til børnene."


6.

   Den morgen var Molly kommet så langt, at hun havde kureret sine morgen-abstinenser med kattemorsjus og nu havde lagt sig tilbage i pakkasserne for at finde sig selv og måske nok engang lytte til beretningen om sin nye helt, Phileas Fogg. Da var det hun hørte fodtrin fra kældertrappen og en dæmpet banken på kælderdøren, dak-dak-dak.
   Da Molly åbnede kælderdøren så hun en meget fin, midaldrende herre med hat og paraply. Molly skævede op, men himlen var ganske blå. Manden fulgte Mollys eksempel og skævede også op, bukkede let, idet han tog hatten af og sagde: "Dejligt vejr i dag."
   "Ja, dejligt vejr i dag," svarede Molly og så på den høflige, pæne mand. Og så kom hun i tanke om , at bankdirektøren ville lade en ledig butler aflægge hende et besøg i hendes kælder, og hun håbede så småt, at det var ham. Men så kneb hun hurtigt øjnene sammen for at få øje på hans ånd, og dér blev hun ganske forskrækket. Aldrig havde hun set noget så mærkeligt. Hun blev meget urolig og tænkte, at måske ville den ændre sig, det havde hun før været udsat for.
   Den fine herre blev pænt stående udenfor kælderdøren og sagde så: "Hr. bankdirektør Elmore Brown har anbefalet Dem, frøkinde Molly, til den nye butlertjeneste, jeg agter at indtræde i så snart som muligt. Og det er blevet mig fortalt, at De i særdeleshed ønsker en gentleman som ledsager på en jordomrejse som den Phileas Fogg foretog år 1872. Jeg medbringer til Dem mine rekommandationer samt en erklæring om min person, som jeg beder Dem læse."
   Molly forstod kun meget lidt af, hvad hun hørte, men hun syntes rigtigt godt om herren bortset fra, at hun slet ikke forstod, hvad den mærkelige ånd stod for. Hun sagde: "Jeg håber ikke, du bliver alt for skuffet, men jeg er bare en kattemor, og jeg bor ikke i andet end papkasser og denne kattens kælder. Hvis du vil, må du gerne komme ind."
   Han gav hende et lille høfligt smil og svarede: "Hvis en tjener er for fin til sin herre, så er han en meget ringe tjener. Tro mig, frøkinde Molly, jeg ville aldrig tillade andre endsige mig selv at misagte Dem."
   Molly glædede sig over hans høflige smil, men forstod ikke det med en dårlig tjener, og det med at misagte, men hun var vant til, at de fine talte sådan, og så hun gættede sig frem til til, hvad de sagde udfra deres stemme og gebærder. Lige nu gættede Molly på, at han gerne ville indenfor, så hun åbnede døren og gik foran ned i det halvmørke kælderrum.
   "For det tilfælde, der skulle blive brug for det, tog jeg et par stearinlys med. Tillader De, at jeg tænder Dem, frøkinde Molly?"
   "Her er en papkasse, du kan stille dem på. Så kan vi sidde på trappetrinet her."
   Molly kneb gentagne gange øjnene sammen for at se hans mærkelige ånd, og om den skulle have forandret sig, men nej.
   De satte sig, så på de to levende lys foran dem og skævede i smug til hinanden. Han sagde: "Hvor skal der lidt til, at man føler sig velkommen og godt tilpas, hvis bare ens værter mener det oprigtigt."
   "Det er jeg glad for at høre, men hvad for katten hedder du egentligt?"
   "Ja, hvor uhøfligt, at jeg ikke har præsenteret mig ordentligt. Det er sandelig en stor fejl, som jeg håber De vil tilgive mig. Måske skyldes det, at jeg havde tænkt mig at overrække Dem en erklæring, hvor alt den slags står."
   Og derpå trak han en smuk konvolut op af sin inderlomme og overrakte den til Molly. Men så snart hun havde åbnet den og så det lange brev, gav hun ham den tilbage og sagde: "Jeg læser ikke så godt uden briller, og de gik i stykker for over ti år siden."
   Han åbnede brevet og bad om at få lov at læse det op. Der stod:

Til min højst ærede arbejdsgiver in spe.
   Idet jeg hermed ansøger om at måtte tjene Dem i den metier, der er min, butler, da håber jeg ikke, De finder mishag i de bekendelser jeg nødvendigvis må gøre overfor Dem.

Mit fødenavn er Hertug Thomas Mowbray Norfolk opkaldt efter den første hertug i vor slægt. Denne regerede over hertugdømmet af Norfolk fra 1366 til 1399, hvor han blev landsforvist af kongen, som også gengivet i Shakespeares skuespil, Richard II.
   Som førstefødte var jeg udset til at overtage hertugdømmet Norfolk efter min far, Edward Mowbray, men en hjertesorg ramte mig, så jeg ikke siden har kunnet tage mit liv i egen hånd for at leve det på behørig vis. Dertil er det for sønderknust. Men at forlade dette liv ved egen hånd forbyder min tro mig. Derfor valgte jeg at vie mit liv til et sundt menneske med livsmod på tilværelsen. Jeg valgte af bliver butler.
   I Amerika lærte jeg udtrykket 'dead man walking'. Nok kan man sige det om alle mennesker, men dog om mig i særdeleshed. Jeg har dog med alderen lært at se det smukke i at tjene, og som det fremgår af mine rekommandationer, så har jeg altid tjent min herre i tjenesten til dennes fulde tilfredsstillelse. Af princip har jeg dog altid ønsket mig den frihed at skifte til en anden herre hvert femte år, og denne anmodning vil jeg også gøre i forbindelse med denne ansøgning.

Deres højtærede
   Hertug Thomas Mowbray Norfolk

   Da Thomas havde endt oplæsningen, så han på Molly for at danne sig sit indtryk af, om hun ville antage ham, men dét han så, forstod han ikke. Molly sad og stirrede på ham med opspilede øjne, som var hun i trance. Pludselig sprang tårerne frem, og hun holdt begge hænder for øjnene for at skjule sig.
   "Frøkinde Molly, hvorfor har jeg gjort Dem så ked af det?"
   Molly svarede hulkende: "Så var det altså rigtigt, hvad jeg så første gang, jeg så dig"
   "Hvad De så første gang, De så mig?"
   "Ja, din ånd. Åh for katten, du véd jo ikke, jeg kan se en ånd over alle mennesker. Da jeg så din, kunne jeg ikke tro det var sandt, men det var det så alligevel."
   "Hvad var sandt, Frøkinde Molly?"
   "At din ånd er så ulykkelig, at den går rundt med sit smukke hoved under den højre arm, og kan du tænke dig, den har også krone på."
   "Fortæller De mig, frøkinde Molly, at De kan se en mand, der går rundt med sit kronbesatte hoved under armen, og han svæver ovenover mig?"
   "Ja, en ridder med rustning og hans hoved er så ungt og smukt, men meget, meget sørgmodigt. Om jeg dog bare kunne hjælpe ham."
   Nu vidste Thomas ikke, hvad han skulle sige, for han stod jo overfor en kvinde, som kunne se lige lukt ind i hans hjerte. Han rejste sig op og bukkede, men så satte han sig igen, og så stod tårerne pludselig ud af øjnene på ham, og han rejste sig igen og gik hastigt op ad kældertrappen og udenfor.

Molly på sin side havde ikke forstået andet af brevet end at han var af gammel hertugslægt, havde hjertesorg og vistnok ville tage sit eget liv. Men netop disse tre ting passede så perfekt til ånden over hans hoved. Og nu forstod hun også, at den mand ville hun aldrig forlade, for han havde brug for hende, og så var han en ægte gentleman.
   Hun gik derfor op til ham, tog hans ene hånd, trykkede den og kyssede den ganske lidt. Og for at bryde isen spurgte hun, om han ville hjælpe hende med kattene. Sammen gik de restaurationsrunden. Thomas insisterede på at bære de to plasticspande, men ventede udenfor restauranternes bagindgang til Molly kom tilbage med dagens høst af kattemad og kattemorsjus. Fra Cosmo Restaurant, den sidste i rækken, gik de ned under highway 95, dér hvor den går henover Clinton Aveny. Der lå Molly's katte i skjul og ventede omkring klokken elleve, det faste fodringstidspunkt.
   Thomas sagde: "Jeg håber ikke kattene har noget imod, at jeg overtager fodringen, hvis De ønsker det, naturligvis."
   Molly svarede: "Du skal starte med at lægge en lille portion ud til kattene, for hvis der ligger en køter på lur, så kommer den og jager kattene væk og spiser selv det hele.
   "Tillader frøkinden mig at forjage en sådan køter?"
   "Jamen, hvis den nu bider dig ihjel. Det hører man tit om. Børn i al fald."
   Thomas svarede: "Så megen desto større grund er der til at sætte sådan køter på plads, med forlov."
   Molly svarede: "Hvis du lover, at du ikke selv at komme galt af sted."

Thomas fordelte nu al maden i en pæn stor rundkreds og straks dukkede Mollys sytten katte frem fra deres skjulesteder og tog for sig af lækkerierne.
   Så var dét, man hørte poter piske henover asfalten, og pist var alle kattene væk, og et stort gadekryds af en schæfer og en bulldog stod og knurrede over maden. Molly trak sig skyndsomt tilbage, men Thomas rejste sig op i rankeste stilling og sagde til gadekrydset: "En hund, der knurrer efter mennesker, kaldes en køter. Og ingen køter skal spise den mad, som frøkinde Molly har givet til sine katte. Vil du fluks forsvinde!"
   Thomas's befaling blev modtaget med en forøget knurren, hvorpå Thomas tog et fast tag i sin paraply og sagde: "Så ser jeg desværre ingen anden udvej end at behandle dig som en køter."
   Derpå førte han spidsen af paraplyen tæt hen til hunden snude og gjorde et eller andet med sin pegefinger, som fik hunden til at fare hylende væk.
   Thomas vendte sig imod Molly og sagde: "Peberspray virker lige godt på alle køtere, hvad enten det er hunde eller mennesker."

Molly forstod nu, at hun ikke alene havde fået sig en gentleman, men tillige en ridder med en farlig paraply som lanse. Derfor vovede hun sig nu til at spørge om det, der havde rumsteret i hovedet på hende, siden oplæsningen af Thomas's erklæring.
   "En konge er jo det fineste, der findes. Kan du ikke fortælle mig, hvad en hertug er for noget?
   Han svarede med sin vanlige høflighed: "Jo, frøkinde Molly, en konge er den hertug, som landets øvrige hertuger er blevet enige om at vælge til konge."
   Molly fattede lige akkurat den svære formulering, men spurgte for en sikkerheds skyld: "Så kunne du altså være konge af England i dag?
   "Nej, for min slægt faldt i unåde i 1399, men ellers er Deres betragtning ganske korrekt, kæreste frøkinde Molly.


7.

   Hverken den dag eller de følgende faldt det dem ind at snakke om ansættelse. Dertil havde de alt for travlt med at arrangere rejsen. Faktisk var det først i Hong Kong på jordomrejsens 36. dag, at det faldt dem ind, at de aldrig havde aftalt en ansættelse, men da var det jo for sent.


8.

   Den dag Jim Paine blev henrettet og kattemor-selskabet én efter én blev sat af, nær deres respektive territorier, da indfandt sig Evy og eminencen på sagfører Soren McRights kontor for at tale testamente. De fandt kun hans sekretær, som mente, det kunne tage flere timer for McRight at tage personlig afsked med hver enkelt kattemor. Denne overraskende interesse for samfundets laveste satte tankerne i gang på Evy, og hun var fast besluttet på ikke at forlade stedet, før denne gåde var løst.
   For at udnytte ventetiden ringde hun til sin skuespillærer og bad ham komme med musikken til Cabaret og nogle fikse idéer til 'Money, money, money'.

De kom lige fra henrettelsen, hvorom Evy bemærkede, at kvajhoveder var der alt for mange af. Eminencen tog for en gang skyld sine gigant-solbriller af for at sige: "Dem lever vi af, kære Evy," og så kom de på igen. De dækkede det meste af dette lille, hvide spidssnude-ansigt med den aparte store og skæve mund og et par plirrende, stikkende øjne, evigt flakkende omkring for at forestille sig det væld af tankebilleder, de konstant modtog fra den mesterhjerne, der kunne tage æren af alt dét, som dette lille energibundt havde bragt det til. Eminencens lille størrelse stod i skarpeste kontrast til den angst og rædsel, der stod om hans navn. At han havde giftet sig med Evy var et ligeså stort paradoks. Det mindede om den lille tyksak Aristotle Onassis´s giftermål med den ét hoved højere enke-præsidentfruen Jackeline Kennedy. For kendere af de højere society var det dog det naturligste i verden, at magt søger magt, prestige prestige, penge penge. Kærlighedsskrønerne hørte soap operaerne til. Det var Evy's tredobbelte komplot: fingeret begravelse, giftmiddag, FBI-kollaboration, som eminencen havde forelsket sig i. Et tredobbelt mord, som var fuldt lovligt, eftersom det jo var ofrenes egen griskhed, som Evy udløste med sit komplot.
   Eminencens overvejelser havde gået på, om hun var for farlig, eller hun kunne blive en medspiller på hans eget niveau. Han valgte at satse på det sidste og giftede sig med hende. Evys sexuelle kvaliteter interesserede ham ikke mere end hvor mange dollars, de kunne udmøntes i. Selv gad han ikke sex. Han betragtede det som tab af tid og energi. Han nøjedes med ufarlig købesex og selvtilfredsstillelse. Og det fandt Evy tiltrækkende, en mand, der ikke lod sig trække rundt i manegen af en varm kusse.

Mickey Mouse, sådan tænkte Evy altid om sin skuespillærer, blev lukket ind af sekretæren. Det var mandens lille højde, store øjne og udstående ører, som gjorde, at Evy aldrig kaldte ham andet end Mickey. Som en ægte instruktør klappede han i hænderne, smilede bredt og fik alle tre ud på gulvet. Fra en medbragt ghettoblaster bragede et lille klip fra Liza Minnelli's indspilning af 'Money, Money, Money' fra filmen Cabaret. Klippet blev gentaget i en uendelighed. Alle skulle synge med for fuld kraft og desuden bevæge sig på en bestemt måde. Instruktionen lød på, at ved første afsnit:

Money makes the world go around
   ...the world go around
   ...the world go around.
   Money makes the world go around
   It makes the world go 'round.
   Skulle man gå I kæde bag hinanden, idet man holdt hinanden på skuldrene. I andet afsnit:
   Money money money money
   Money money money money
   Money money money...
   Skulle man ryste bagpartiet med al den energi, man havde i sig, og personen bagved skulle holde én om hofterne. Og i tredje afsnit, som var en gentagelse af det første:
   Money makes the world go around
   ...the world go around
   ...the world go around.
   Money makes the world go around
   It makes the world go 'round.
   Der skulle man hoppe fremad med samlede ben og igen holde hinanden på skuldrene.

   Specielt andet afsnit morede alle sig over. Forrest i kæden gik Evy. Det betød, at eminencen havde det lækreste par rysteballer at holde styr på, mens sekretæren, der skulle holde om eminencens bagparti vist nok aldrig blev grebet af blot en enkelt, lille uskyldig fræk tanke. Den 54 åriges bagparti havde tilbragt for mange timer i diverse stole til at kunne bevæge sig uafhængig af hele ryggen. Men man morede sig kosteligt og money-temaet stod jo også på den alvorlige del af dagsordenen.

Da omsider Soren McRight trådte ind af døren, da reagerede han, som var han ankommet til sit eget surprise party. Mund og øjne stod vidt åbne, mens en af New Yorks mægtigste mænd rystede mås og sang:
   Money money money money
   Money money money money
   Money money money...

   Så sendte eminencen først Mickey og derefter Sorens sekretær hjem: "Tak for dansen, i morgen har du ikke min røv at klamre dig til, men Sorens, he-he, hvis du kan nå om den."

De slog sig ned i sagførerkontorets lidt halvtriste sofa-arrangement, og Evy sagde: "Hvad hulen har du fået 2½ time til at gå med? Vi tog vel af sted samtidigt fra Sing-Sing?"
   "Kattekonerne, du ved, afsætte hver enkelt på sit katte-territorium og klappe dem pænt på kinden. De har jo arvet alle Jims hundrede millioner."
   "Ja så," sagde Evy og gjorde store øjne, "og hvordan har du så tænkt dig at få fingre i dem?"
   McRight blev overrasket over Evy direkte angreb. Han tænkte, hun nok havde fået lokket alt det med kattekirkegården ud af sekretæren, bandede indvendte, tænkte på at fyre hende, men så ingen anden udvej end at spille med åbne kort.
   "Det er allerede sket. De har alle skrevet under på, at pengene skal gå til en byggefond med mig som direktør. En kattekirkegård midt i New York. Tænk sig, den slugte de alle råt.." Soren grinede, mens eminencen tog gigant-solbrillerne på. Det gjorde Soren nervøs, for det betød altid business.
   Soren hørte den høje, pibende stemme bag de store solbriller sige: "Og så bruger du fire måneder til at købe og sælge ud, tømme byggefond og erklære den konkurs med nul værdier, mens du kan kalde dig dollarmillionær i hundredemilllioner-klassen, jo, det er logik for paragrafhjerner, men sådan tror jeg ikke Evy opfatter situationen, vel?"
   Evy rejste sig op, stillede sig foran Soren, og sagde idet hun langsomt tog skoene af: "Inden du får den byggefond klædt af til skindet, så kan du jo starte med mig - for det er mine penge."
   Evy knappede sin bluse op, trak et stykke papir frem og sagde: "Her har du det seneste testamente som Jim skrev, og hvor han gør mig til enearving." Soren greb ud efter papiret og så straks, at testamentet ikke var tinglyst, hvilket han gjorde opmærksom på.
   Evy smed blusen og begyndte at knappe nederdelen op bagi. Det forvirrede Soren at se denne smukke kvindekrop helt op ad sig og halvnøgen. Han vidste ikke, at Evy var i færd med at praktisere sin læresætning, at 'røv og babser har en bedøvende virkning på mandens klare tanke'.
   Evy sagde: "Du taler om tinglysning, jeg taler om svig og bedrag." Så lod hun nederdelen glide ned og stod nu foran Soren i sort negliché.
   "Se på mig Soren," hun vendte sig halvt om, "Hvem tror du har taget mig bagi hvert sekund, han kunne komme til det?"
   Hun vendte sig om, rodede ham lidt kælende foroven i håret, bøjede sig langsomt ned og kyssede ham let på panden. I denne stilling sagde hun: "Samme interesse havde Jim for disse to, du ser lige foran dig, som Jim kaldte sit krammeparti."
   Evy så, hvordan Soren blev rød om ørerne, så hun gav ham også tid til at inddufte hendes chanel 5 parfume. Da hun var stensikker på, at hendes 'krammeparti' havde brændt sig fast på Sorens nethinde for de næste ti år, så rejste hun sig og sagde: "Jim lovede mig ægteskab, og han gjorde mig til enearving. At sige andet er enten selv at bedrage, eller sige at Jim bedrog."
   Evy stod igen med ranket ryg foran Soren, men ganske tæt, så han kunne dufte hendes hud.
   Eminencen tænkte, hun er sgu sin egen røv i alt, hvad hun kaster sig ud i, men han sagde: "Soren kan have ret i det med tinglysningen, men Evy har ligeså meget ret i dét med svig og bedrag. Det kan tage flere år for retten at afgøre den sag, og imens ligger disse hundrede millioner og dovner i en bank. Evy har store planer. Jeg gav hende et Las Vegas hotel i bryllupsgave, som nu skal hedde 'Hotel Maraton - unending pleasure'. Dertil skal hun bruge hver eneste én af disse hundrede millioner. Lad mig spørge dig, Soren: Er du dollar-milliardær?" Soren rystede på hovedet. "Din onkel, den grå eminence, han er. Må jeg så spørge dig, hvilke forbindelser har du til wise guys i New York, Las Vegas og LA?" Soren rystede igen på hovedet. "Din onkel, den grå eminence, har varme forbindelser med hele toppen af wise guys i U.S.A. og Italien. Så har jeg kun ét spørgsmål tilbage, Soren, er du med mig eller imod mig?" Soren sagde, at han havde brug for at gå på toilettet, men inden han var kommet derhen, havde han indset sin situation. Og Jim Paines endeligt for fem timer siden var Evy og eminencens værk. Han vendte om og sagde: "Jeg er med dig."

Eminencen smilede svagt, tog solbrillerne af og stak Soren hånden: "Så lad os ordne det hele med det samme. Vi beholder byggefonden, Evy bliver direktør, og du Evy's sagfører, ikke kun i denne lille sag, men også fremover for hendes Hotel Maraton-kæde. Men fortæl mig lige til sidst, som hans sagfører må du vide, hvorfor han testamenterede til kattemødrene?"
   Soren grinede: "Han turde ikke andet. For alle andre, Jim kendte, så ville hans hundrede millioner være et uimodståeligt argument for likvidering. Nåh, og så var de jo blevet hans erstatningsmødre, hele rosset."
   "Jim, din store MOTHER FUCKER," hylede Evy af grin, "Havde jeg vidst det, så var du aldrig kommet ind hér!" Med dagens griner var de som en svejset enhed, følte de lige i øjeblikket.


9.

   Men én ting ville de givetvis ikke have grint af, hvis de havde vidst det, hullet på tre millioner, hvorfra kattemor Molly på sin jordomrejse med rund hånd havde strøet af sine penge. "MINE PENGE," havde Evy hvæset, da hun opdagede det, men da var Molly med butlerledsager af fineste engelske slots-aftapning allerede nået til Suez.

For to uger siden havde Molly været lykkelig. Hendes tyve år gamle ønskedrøm om nye tænder var gået i opfyldelse, men så kom Thomas ned i hendes kælder, den ulykkelige ridder med hovedet under armen, og hun vidste, at han havde brug for hende, mer end kattene, og så var han en gentleman, tilmed kongelig. Hendes hjerte havde fundet sit grosted, dér, hvor det gerne ville slå sine rødder, åh ja, bad om det. Nu manglede det bare at blive lukket ind.

Turen rundt om Jorden formede sig som en lang rebusgætning af Thomas's hjerte. Molly arbejdede som en lille bi fra morgen til aften. I den slags er kvinder mestre og aldrig opgivende, for de véd fra deres eget hjerte, at det, ligesom det ubefrugtede æg, higer og længes efter at blive forløst af noget udefra kommende, så det kan folde sig ud i al den storslåethed, der fra skaberens hånd var det tiltænkt.
   På den 74. dag på vej over Atlanten på en luksusliner, da var Molly blevet nok så dristig.
   Molly spurgte: "Tænk, hvis jeg blev kattens forelsket i dig, hvad ville du da tænke, Thomas?
   Thomas, der skuede ud i horisonten efter Irlands kyst, blev straks nærværende og svarede: "Frøkinde Molly, det ville aldrig kunne ske, for De ved jo, jeg elsker en anden, også selvom hun ikke lever mere. Ja, som De ved, så kan man sige det samme om mig.
   "Jamen, hvis det nu skete alligevel for katten da?"
   "Jeg tror ikke, det ville være passende med min bestilling som Deres butler, frøkinde Molly."
   "Jamen, det kunne jo for kattens skyld ske alligevel?"
   Thomas tog høfligt sin hat af: "Frøkinde Molly, De må ikke tage mig det ilde op, hvis jeg minder Dem om, at katten ikke var det eneste dyr, som Noah tog med i sin ark?"
   "Nej, for katten, der var to af alle slags dyr med, det husker jeg godt, og måske forstår jeg også, hvad du mener, ja, jeg gør. Så for fremtiden vil jeg bide mig i tungen hver gang en, nå ja, sådan en mis, er på vej ud af munden på mig."
   Thomas vred sig og vidste knapt, hvordan han skulle undskylde sin uundskyldelige utilbørlighed som tjenerskab at have tilretteledt herskabet: "De må endelig ikke gøre det for min skyld. Jeg kender intet bedre dyr end katten. Men andre har måske en lavere opfattelse, frøkinde Molly. Men undskyld jeg afledte samtalen med mit Noah's Ark. Jeg tænker det skyldes, at De stillede mig et spørgsmål, som jeg fandt det meget svært at svare på. Såfremt De skulle blive…. , nå ja, nu husker jeg det. Jeg bryder mig slet ikke om at tænke på den slags. De véd jo, jeg har erklæret, at jeg er en død mand indvendig, frøkinde Molly.
   "Jamen, hvis det nu gør mig så usigeligt ondt, at du føler sådan, ville du så ikke for min skyld, prøve at føle dig som et rigtigt levende menneske. Du kunne invitere mig op til dans for eksempel?"
   "Frøkinde Molly, der er ikke noget, jeg hellere vil, for Deres skyld altså."
   Efter en meget stiv og formel dans, satte de sig igen, og Molly sagde:
   "Hvor danser du dejligt, tænk, jeg har altid ønsket mig en mand, der kunne danse, hvis han altså var en gentleman."
   Thomas sagde: "Tænk, jeg tror det er første gang, jeg danser, siden jeg dansede med den kvinde, som ikke er mer, og alligevel tænkte jeg kun på Dem, frøkinde Molly.
   "Hvad tænkte du så?"
   "Om De mon havde nogen fornøjelse af at danse med et menneske som mig, De véd vist, hvad jeg mener?"
   "Ja, en rigtig gentleman."
   Thomas svarede: Jeg tænkte nu mere på den sorgfulde ridder med hovedet under armen, frøkinde Molly.

Molly erfarede, at Thomas's rebus ikke kun bestod af én låst kiste, for hun fandt, at inden i hver kiste lå en ny kiste med lås. Molly baksede med den bedrøvelige ridder i firs dage, men han var som hypnotiseret, eller vel rettere selvhypnotiseret, af en uopnåelig drøm.
   Hun havde spurgt ham: "Hvad kunne gøre dig rigtig glad"
   "Det har jeg tit tænkt på," sagde han og så hende oprigtigt i øjnene, "Hvis jeg kunne redde Deres liv ved at miste mit eget. Ja, det ville være det lykkeligste overhovedet, der ville kunne ske for mig."

På rejsens sidste dag var Mollys tunge så blodig, at hun kom til at sige: "Av for katten," når hun bed sig i tungen. Hendes nødløsning lød besynderlig, men det afholdt hende ikke fra at vove alt i et sidste forsøg.
   Molly spurgte: Når De kalder mig frøkinde, er det så for at tale til mig på en knattens fin måde?
   Thomas smilede indvendigt af Mollys opfindsomhed: "Ingenlunde, det er for at vise Dem respekt, frøkinde Molly."
   "Jo, men det lyder jo næsten ligesom grevinde eller hertuginde, når du siger frøkinde.
   "Ja, man kan sige, at lydbillederne ligger tæt op ad hinanden.
   "Hvis de ligner hinanden så knattens meget, kunne du ikke bare kalde mig hertuginde?"
   "Frøkinde Molly, det ville jo være at bedrage andre mennesker."
   "Men hvis du nu kaldte mig det alligevel, og for ikke at bedrage andre mennesker, giftede dig med mig, så ville det vel ikke være så knattens forkert?"
   "Jamen, det ville jo ikke kunne forenes med mit ord til den kvinde, der engang stod mit hjerte så nær, frøkinde Molly."
   "Hvad ville hun mon sige dertil? Hvis hun elsker dig, så ville hun vel for knatten kun blive glad, hvis du blev lykkelig her på Jorden. Sidenhen kunne I jo gifte Jer i himlen."
   "Det må jeg sandelig tænke over, frøkinde Molly, men noget siger mig allerede nu, at det kunne tolkes som misrespekt for den kvinde, vi taler om."
   "Vi kunne jo prøve engang og se, hvad der skete, hvis du sagde hertuginde Molly til mig. Undskyld jeg smiler, men helt rigtigt skulle du jo sige hertuginde knattemor Molly."
   "Vistnok ser jeg De smiler, frøkinde Molly, men mig behagede det ikke i særlig grad."
   Og så var Mollys frieri vistnok skudt i sænk, også på denne, jordomrejsens sidste dag.
   Efter at have åbnet firs kister, én om dagen, var hendes lille kvindehjerte godt nok træt, da de kom hjem, men det havde endnu slet ikke opgivet.


10.

   Den ting Molly glædede sig mest til, når hun kom hjem, var at give børnene deres dollarseddel, suge deres smil helt ned i hjerterødderne og fortælle dem om sin rejse Jorden rundt. Lige fra første dag havde hun købt et karakteristisk postkort fra stedet og fået Thomas til at skrive dagens oplevelser i form af to-tre stikord på bagsiden af kortet. Når hun så sad midt blandt børnene skulle én af dem trække et postkort, og Molly skulle fortælle dem om den store verden.
   Men da de kom hjem, så fik hun sig en tre værelsers lejlighed, kattene fodrede hun ikke mer, og hun gik heller ikke rundt i kvarteret, som hun plejede. Molly var kun optaget af at vinde sin gentleman's hjerte. Derfor gik hun på biblioteket og lånte bøger om det gamle England, adelen og den slags. En dag spurgte hun Thomas, om han kunne give hende et godt råd. Han sagde: "Frøkinde Molly, min inderste anbefaling til Dem vil være skuespillet Richard den Anden af William Shakespeare."
   "Kan man læse et skuespil, jeg troede, man skulle se det på teatret?"
   "Ja, hvis De gerne vil, så kan jeg - skønt jeg ingenlunde er skuespiller - opføre det for Dem, frøken Molly, ja, i Deres lejlighed, om De vil."
   Molly svarede, at det ville være hendes højeste ønske og gerne med det samme.

Da de kom op i lejligheden, sagde Thomas: "Sæt Dem nu godt tilrette og forestil Dem, at vi er i året 1399, det år min slægt blev forvist til Italien, så skal jeg gøre mit yderste for at spille de forskellige roller for Dem, frøkinde Molly.
   Hvad Molly nu så var hendes hjertes udkårne fægte med arme og ben som Kong Richard, John af Gaunt, diverse stridsmænd og specielt Mowbray, hertugen af Norfolk. Med høj og lav stemmeføring henholdsvis råbte og hviskede han sine replikker på gammel-engelsk, der for Molly ligeså godt kunne være latin. Men hvor hun morede sig. Aldrig havde hun tiltroet sin sørgmodige ridder uden hoved den slags udskejelser, og da hans stemmebånd begyndte at svigte ham, kastede Molly sig i armene på ham og sagde: "Sikken fantastisk en skuespiller du dog er. Det skal du gøre for mig hver dag."
   Thomas var ligeledes opstemt og syntes slet ikke at bemærke, at en kvinde omfavnede ham. Han sagde: "Tænk at De kan forstå gammel-engelsk, det viser at De er kulturel. Det gør mig usigeligt glad på Deres vegne, frøkinde Molly."
   Molly svarede: "Det er ikke hver eneste ord, jeg forstår, men fortæl mig, hvordan du kan huske det hele uden ad?" "Det kan alle i min slægt. På vor fem års fødselsdag får vi en skuespillærer, og så terper vi skuespillet akt for akt til vi kan det hele uden ad. Det tager mange år."
   Molly fandt det mærkeligt og smilede lidt indvendigt, men eftersom hun så, hvor begejstret Thomas var for at få lov til at optræde med skuespillet, så insisterede hun på, at det skulle de gøre hver eneste dag fremover.

Efter syv dage startede forestillingen forfra for tredje gang. Molly havde insisteret kraftigt på at fortsætte, fordi hun havde en plan. I slutningen af stykket frier Marbrow, Hertugen af Norfolk til en enfoldig italiener, en scene som Molly havde tænkt sig at springe ind i. I hemmelighed havde hun lært rollen, og på niende dag, oprandt scenen, hvor Marbrow proklamerer:

"Landflygtig blev jeg på kongens bud,
   Hvor helre' med sværdet jeg kløve ville
   Bolingbroke, den slange, fra isse til fod.

Men ser jeg ikke Juliana, så smuk og fager
   Imod mig komme?"

Her trådte Molly hen foran Thomas, og sagde:
   "Med min fader, har jeg talt,
   Han påskønner vel
   At himlen velsigne, de ord du sagd' mig"

Thomas ansigt lyste som en sol, da han proklarede:
   "Så tag da min hånd, og giv mig dit ja
   Som mand og kone vi leve skal."

Molly sagde:
   "Min hånd og mit ja
   Jeg gi'r dig, Thomas
   Mit hjerte tillige, sålænge på Jord
   Vi vandre må sammen, du og jeg."

Thomas kunne slet ikke holde et kæmpegrin tilbage, men fortsatte så godt, han kunne med at improvisere:
   "Så bliv da du Molly mit hjertes
   Hertuginde
   Thi bortjaget har du
   Den sørgfulde ridder."

Så faldt Thomas på knæ for Molly og sagde: "Kære Molly, vil du have mig til din mand?"
   "Ja, Thomas"
   Thomas følte sit hjerte springe ud af 35 års fangenskab fra en umulig drøm.

Så trak Molly ham op, og han kyssede hende, ikke heftigt, men som en Lazarus, der er stået op af graven og usikkert prøver sig frem for at se, om læberne nu mon også KAN kysse.

Molly ønskede at smede mens jernet var varmt, eftersom hun stadig så den sørgmodige ridder svæve over Thomas. Hun sagde:
   "Lad os for knatten ikke spilde tiden, kære Thomas, derfor bliver din sidste opgave som butler at sørge for, at alt omkring vor bryllup bliver klar, så vi kan gifte os i morgen klokken tolv. Vil du prøve, om det kan lade sig gøre?"
   Thomas så på sit ur: "Jamen, så må vi afbryde forestillingen, så vi straks kan finde en brudekjole til dig, hertuginde Molly."


11.

   Molly stod tidligt op på bryllupsdagen. Hun havde så meget at lave, og Thomas givetvis endnu mere. Han skulle hente hende klokken elleve, så Molly gik ned på den lokale for få sig lidt morgenmad. Bagefter ville hun at finde en bryllupsgave til Thomas.

Da Molly kom tilbage og lukkede sig ind, så hun straks, at der måtte have været nogen fremmede herinde. Hun stak forsigtigt hovedet ind i stuen, og der sad denne smukke kvinde med den forfærdelige heksevampyr over sig. Der var noget overnaturligt stærkt over hende, hun fyldte hele sofaen og mere til. Molly blev så skræmt, at hun vendte sig om for at komme væk.
   "Molly," hørte hun en mærkelig dyb kvindestemme sige, "jeg har noget, jeg skal sige til dig fra Jim Paine."
   Det fik Molly til at standse op og spørge: "Jeg så dig ved henrettelsen. Hvordan kender du Jim Paine?"
   "Han skulle have været min kommende ægtemand. Det var et frygteligt tab for mig at miste ham. Han var så godt et menneske og ville altid gøre godt for de fattige, men specielt for dig, Molly, som han altid kaldte sin mor."
   "Hvad var det, du skulle sige til mig fra Jim?"
   "Jo, men først synes jeg lige, du skal vide hvem, du taler med. Jeg kender jo dig gennem Jim, men Jim har vel ikke fortalt dig om mig?"
   Molly rystede på hovedet. Det var mærkeligt så pænt, hun talte. For hendes ånd, der lignede en heksevampyr var noget så farlig at se på.
   "Jeg hedder Evy."
   "Evy Walther?" spurgte Molly.
   "Nej, ikke efter at jeg er blevet gift. Så må du også have set min mand, for han var også med til Jims henrettelse?"
   Molly nikkede, men gøs indvendigt. Det var ham med den fosforlysende fede ånd med tre arme. Men at Evy's pigenavn åbenbart havde været Walther, det forskækkede hende og satte tankerne i gang.
   "Jim ville, at jeg skulle bede dig om at blive bestyrerinde på den kattekirkegård, som han har skænket til sine 36 kattemødre. Alle de andre har skrevet under, men du har jo været ude og rejse jorden rundt, så jeg kunne jo ikke få fortalt dig det før nu. Men først må jeg lige spørge dig, om du har penge nok til at være med?"
   "Jeg tror nok, jeg har brugt 80 tusind i alt."
   "Det var mange penge, men siden du var en mor for Jim, så skal du få lov at være med på lige fod med de andre."
   Det lød pænt i Mollys øre, men det var ikke det, der bekymrede hende. Så tog hun mod til sig og sagde: "Evy, du har så smukke ben, må jeg få lov til at se dem helt op?"
   Evy forstod straks, at Molly var lebber og tænkte, let bytte.
   "Molly, hvis du skal se mine ben, så vil jeg også se dine, ikke min søde?"
   Og inden Molly havde nået at svare, så havde Evy rejst sig og trukket hende med over i sofaen. "Dine først Molly," sagde den dybe, men pludselig bløde kvindestemme.
   Molly sagde: "Må jeg ikke bare se dine ben?"
   "Jamen, jeg er jo også lidt genert, men så skidt da," sagde Evy og var indvendigt ved at sprække af grin.
   Evy trak kjolen op, ikke kun til skridtet, men helt til bæltestedet, så hendes ildrøde trusser stod blussende smukt i kontrast til den lyse hud. Evy vendte og drejede sig, vrikkede indbydende med enden og gav kurrelyde fra sig. Molly ænsede kun det venstre knæ og højre lår, hvor hun fandt, det hun søgte: to lange, hvide ar. Det var for meget for Molly, så hun løb ud af stuen og ned på gaden.
   Evy undrede sig godt nok over den lille lebber, og faldt så i egne tanker over alle de lebbere, der barndommen igennem havde tjent som hendes erstatningsmødre. Men hvorfor overhovedet have en mor, havde hun tit spurgt sig selv. Alle talte om, at det var så godt, men Evy's mor var da værre end ingenting. Hun havde ladet Evy bide af de store hunde og senere afleveret hende på børnehjemmet for aldrig at se hende mere. Det var vel en ond mor, hun havde haft.
   Evy var så langt inde i sine egne barndomstanker, at hun slet ikke ænsede Mollys mærkelige forsvinden.
   Dengang havde hun tænkt, at også de gode mødre var mærkelige. De kyssede og krammede altid deres børn og Evy brød sig ikke om at blive krammet og slet ikke kysset. Når de gamle mænd ville kysse hende, så sagde hun - selvom hun i begyndelsen ikke helt vidste, hvad det betød: "Gå hjem og kys din mor, her får du fisse." Det sagde hun til slikonklerne, som skulle være så forfærdelige. Da Evy lige var begyndt i skolen, så spurgte hun de kommunale på børnehjemmet, hvad slikonklerne gjorde. De blev røde i ansigtet, vendte sig om og gik. Endelig en dag var der én, der sagde: "De trækker bukserne ned på de små piger og stikker fingeren ind i tissekonen." Evy undrede sig. Det gjorde hun da tit selv, og det gjorde ikke spor ondt, men kildede så dejligt. Så spurgte hun igen: "Det gør da ikke ondt, gør det?" "Nej, men det er meget uartigt. Voksne mænd må ikke røre små piger sådan et sted." Evy syntes, det var mærkeligt. Hun troede, at slikonklerne slog børn ihjel og måske spiste dem. Så hun spurgte om slikonklerne spiste børn. "Evy, dit lille fjols," mer blev der ikke sagt. Et par år efter havde Evy fundet ud af, at slikonklerne var det bedste i verden. Hun begyndte at forstå de kommunale, som sagde det var uartigt. De var imod alt, hvad børn godt kunne lide. Slik, det bedste hun vidste, sagde de var usundt og gav huller i tænderne. Men det var bar løgn, for hun havde spist masser af slik, og hun havde aldrig haft huller i tænderne. Og sådan var det nok også med slikonklerne, det var alt for godt for børn. Men Evy gjorde, hvad hun havde lyst til og kunne ikke få nok af slikonkler og damerne, som hed lebbere.
   De var søde og rare og alt, hvad de gjorde, killede så dejligt, bare de ikke kyssede. "Gå hjem og kys din mor," sagde hun altid. Og så fik hun slik, tøj og penge. Masser af penge. Hundrede dollars, hvis hun ville. Hun skulle bare beholde hånden fremme, hvis de gav hende 20 dollars og sige: "Mer," så kunne hun let få hundrede eller endog to hundrede dollars.
   Kys og så den grimme tissemand, det brød hun sig ikke om. Men så havde hun fundet på at tage sin ene strømpe af, sætte den over tissemanden og binde den godt fast med et snørrebånd. Det syntes slikonklerne var sjovt. Så da hun var blevet rigtig dygtig, så foregik det på den måde, at hun satte køkkenuret til at ringe på en halv time. Derpå spurgte hun, om de havde strømpe på hjemmefra, eller de skulle bruge en af hendes. Det kostede 50 dollars ekstra. Og det ville de næsten alle sammen, for hun skulle sætte den på og binde den fast med sit snørrebånd. Så spurgte hun dem, hvad de skulle lege. Doktor eller påklædningsdukke, hvor hun så skulle klædes af og på. Eller en ny leg måske? Det endte altid med, at hun blev kælet for på kilderen, og det var det bedste, hun vidste. Så når køkkenuret ringede, så fik de som regel fem minutter ekstra. I begyndelsen foregik det på små hotelværelser, men da hun blev ti år, var der en slikonkel, der gav hende en lille lejlighed med egen nøgle og telefon. Sikken en masse penge hun så begyndte at tjene. Og senere omkring 13-14 års alderen, da hun fandt på at have en skjult båndoptager kørende, og så pressede slikonklerne for et og to tusind dollars, da
   Så var det, at nogle piger begyndte at kalde hende luder, men det fik hun hurtigt stoppet. Hun gav et par fyre noget dyrt slik for at holde den frækkeste af pigerne, og så klippede hun hende skaldet på den ene side af hovedet. Ih, hvor så pigen skæg ud. Hun lagde sig syg i fjorten dage, og kom i skole med en helt ny frisure, halvt så langt som drengenes. Siden da hørte al den grimme snak op.
   De flinke slikonkler fik senere af samme skuffe. Skjult båndoptager og regulær pengeafpresning. Da forsvandt onkelsmilet.
   Men hun havde et stort problem med alle de penge, hun tjente. Tænk, hvis børnehjemmet opdagede noget. Så fandt hun på at spille. Og hver gang hun vandt, viste hun sin vinderkupon til de kommunale, så de forstod, hvor hendes mange penge kom fra. "Hvordan kan du altid være så heldig? spurgte de evig og altid. "Fordi jeg er så smuk," svarede hun. For det var hun. Alle snakkede om hendes smukke udseende. Og sådan gik det til, at hun begyndte at gøre sig endnu smukkere og til sidste vandt Miss U.S.A. skønhedspriæmien i en alder af nitten år. Men vejen var lang og trang gennem en masse lokale konkurrencer og udtagelsesstævner og altid skulle dem, der bestemte, afprøve varen i enrum ganske gratis. Og TÆNK, hvis man så havde en MOR, det ville slet ikke kunne lade sig gøre.

Evy blev igen opmærksom på, hvad der skete omkring hende, idet Molly var vendt tilbage til lejligheden. Molly havde indset, at hun havde handlet helt utilbørligt ved sådan at rende sin vej. Hun tænkte, hun måtte skjule, hvad hun havde opdaget, indtil han havde fået ro på sig.
   Og angående hendes bortrenden, fandt hun på en nødløgn og sagde: "Jeg troede for katten da, jeg hørte et barn blive kørt over, men der var ikke noget."
   Evy havde taget kjolen ned og ganske tabt interessen for at lege lebber med den gamle kone, så han sagde mere køligt:"Dine ben kan jeg se en anden gang. Når du bliver bestyrerinde på den kattekkirkegård, så kommer vi til at se meget til hinanden, for jeg er direktør for byggefonden, som forestår alt omkring byggeriet. Men inden jeg går, så lad mig lige få din underskrift, så du er med sammen med alle de andre."
   Molly hentede sine briller, så på papiret og sagde: "Der står, at jeg skal indbetale 3 millioner, men det kan jeg for katten da ikke, jeg har jo brugt firs tusind."
   Evy greb papiret og rettede med en overstregning beløbet til 2,920 millioner dollars. Men det tal følte Molly sig bestemt ikke tryg ved, så hun sagde, at så store tal kendte hun slet ikke. Det måtte hun spørge sin bank om.
   Evy blev synligt irrireret og sagde: "Er det fordi du slet ikke ønsker at bruge pengene til det, som Jim havde bedt dig om?"
   Molly blev nervøs og svarede bare "Nej."
   "Ja, for jeg var lige ved at tro du var en lille egoistisk lebber."
   "Jeg er katme' ingen lebber," sagde Molly og følte nu, at Evy og heksevampyren passede godt sammen.
   "Det siger vi så indtil videre, men så er vi enige om, at du gerne vil bruge pengene, som Jim har bedt dig om. Og vi er enige om, at du går i banken i morgen tidlig. Men som du nok véd, så dør vi alle på et tidspunkt, og så er det godt at have skrevet et testamente. Har du fået gjort det?"
   Molly rystede på hovedet, og var stolt over at hun nu vidste, hvad et testamente var.
   "Godt, så lad os få det gjort nu. Hvis du bliver kørt over på vej til banken, så går alle dine og Jims penge til staten. Her er det testamente uden tal, som du skal underskrive, for du testamenter blot dét, du ejer, når du er død."
   Molly brød sig ikke om situationen. I baghovedet rumlede noget helt uoverskueligt, og det med at skrive testamente ville hun først tale med Thomas og bankdirektør Elmore Brown om. Hun gav testamentet tilbage til Evy: "Det vil jeg også tale med min bank om."
   Evy tog testamentet, stillede sig midt på gulvet og nedstirrede Molly. Med intens, næsten hviskende stemme sagde hun: "Så det er DIG, Jim kaldte sin mor, en gammel lebberkone, der kun tænker på det frække og at komme ud på jordomrejse og bruge rub og stub af Jims penge på sig selv. Du fortjener ikke andet end at blive bidt ihjel af en køter, sådan som mange af dine katte er blevet det. Se at komme på bedre tanker, gamle tøs, testamentet og papirerne til kattekirkegården lægger jeg her. Vi ses meget snart."
   Og så forsvandt Evy.

Molly rystede over hele kroppen. Det med hunden var slemt nok, men det værste var, at denne forfærdelige kvinde, Evy, var hendes egen datter. De to ar stammede fra et voldsomt hundebid, da Evy var to år. Efter pigens hospitalsindlæggelse havde myndighederne vurderet, at Molly ikke kunne tage vare på barnets tarv specielt dets sikkerhed. Molly levede jo fra dag til dag af det, hun kunne tigge sig til. Evy var ikke noget ønskebarn. Molly frygtede svangerskab som pesten, men en af Bronx's mest frygtede fyre, den hvide rotte blev han kaldt, en lille fyr med store solbriller, han havde en dag passet hende op og spurgt, om hun vidste, hvem han var. Molly havde nikket og sagt "den hvide." "Den hvide hvad?" Molly var blevet stum af skræk. Kunne ingenting sige, selv da han spurgte, hvad hun hed. Så sagde han. "Det er osse lige meget" og så trak han af med hende, ind på et hotel, hvor de bukkede for ham og gav ham en nøgle. På værelset lagde han sig over hende med tøjet på, også solbrillerne. Og først da han fik udløsning faldt de af, og hun så hans små, stirrende rotteøjne.


12.

   Molly var stadig ikke kommet ud af den trance, Evy havde sat hende i, da Thomas ringede på døren. Molly besluttede sig til ikke at sige noget. Intet måtte komme i vejen for det bryllup, hun havde kæmpet så hårdt for.

Thomas havde lejet en ibenholtfarvet Lincoln Limousine med chauffør. Det ti meter lange flagskib var specielindrettet for bryllup med spisebord, minibar, køleskab og TV.
   Brudekjole, ringe og fremmøde på rådhuset klokken tolv præcist, alt havde klappet og Thomas havde virkelig bevist sin kunnen som butler, nu for sidste gang. Da vielsen var ovre følte Molly efter, om hun følte sig anderledes som hertuginde end som kattemor. Næ, ikke rigtigt, men det kom vel med tiden, tænkte hun. Det var nok noget, der voksede op inden i én, ganske langsomt
   Turen gik fra rådhuset til 'Pierre et James', hvor de afhentede en storartet fransk diner transportable, som de nød i limousinen ved en strandbred på Long Island med udsigt over Atlanterhavet.
   Først her fortalte Molly om mit morgenlige sammentræf med Evy. Såvel, at det var sket som et slags indbrud, at Evy var hendes datter, samt Evys ønsker om underskrift på testamente og dokument.
   Det bekymrede naturligt nok begge og satte så mange tanker i gang, at den traditionelle bryllupsnat skrumpede ind til en holden i hånd, et enkelt kys og så godnat.


13.

   Formiddagen var gået med at påmontere dirkefri lås, hvorefter de havde taget en taxa til City Bank for at høre bankdirektørens mening om kattekirkegård og testamente. Elmore Brown sagde: "Alle Jim Paines hundrede millioner, undtagen Mollys tre, er overført til en bank på Bahamas, et såkaldt skattely. Jeg tror ikke, der går mere end et halvt år, så kan 35 kattemødre se sig om efter et varmt kælderrum. Og hvad et testamente på 3 millioner angår, så er det ligeså livsfarligt som en regelret dødsdom. Prisen for en likvidering ligger omkring femten tusind dollars. Jeg kan kun give dig ét råd: hold dig længst muligt væk fra disse folk, om du så skulle gemme dig på den anden side af jordkloden, gør det!"
   Efter frokost og lån af lydbånd på biblioteket gik de som nygifte, der ikke kunne undvære hinanden, hånd i hånd op ad trapperne og hånd i hånd ind i lejligheden.
   Der sad Evy i sofaen sammen med en sortklædt neger og en pitbull terrier i snor ved Evys højre side. Evy var også i sort, et slags jakkesæt for damer. Molly vendte om for skyndsomst at komme væk, men Thomas holdt hende med rolig hånd tilbage. Derpå svingede han paraplyen, tog hatten af og sagde: "Hvormed kan jeg tjene Jer to indbrydere i Mollys hjem, inden jeg hidkalder politiet?"
   Det kunne Evy li', en rigtig engelsk gentleman, der ville smide hende, en professionel gunman og en dræberhund på døren. Hun svarede: "Du kunne starte med at overrække mig de papirer, Molly i går lovede at underskrive, dernæst kunne du låne mig din hat og paraply, som du ser, så har jeg også klædt mig lidt som en gentleman, men mangler netop dette udstyr."
   "Det sidste ønske kan jeg opfylde," sagde han og overrakte sættet til Evy, "men hvad papirerne angår, så har frøkinde Molly meddelt mig, at derom kan der aldrig blive tale, og så vil jeg bede Dem forlade lejligheden inden et minut."
   Evy havde rejst sig for at tage imod hat og paraply, og svarede: "Så travlt har vi nu ikke, hr. butler, og Deres frøkinde Molly sikkert heller ikke, for jeg gætter på, hun gerne vil gøre sig gode venner med Bully her, den skambed nemlig en kattemor, der ikke skrev under hurtigt nok, men jeg fik underskriften fra hende i hospitalssengen."
   Evy gav med et ryk i snoren pitbull terrieren tegn til at gå på Molly, der råbte: "Nej, ikke hunde, jeg hader hunde." Thomas stillede sig beskyttende imellem, og pitbull åbnede sin savlende flab og viste tænder, nærmest et sæt hajtænder, tænkte Thomas. Evy gav tegn til sin gunman og sagde: "Red lige livet for butlerboy" og sekundet efter blev han taget bagfra i skridtet, løftet op og smid hen i en lænestol. Et gentleman-skrig udslap hans mund. Det lød nu ganske ordinært, nærmest som et skrig fra en gris. Evy fortsatte fremad mod Molly med Bully kraftigt rykkende i snoren et par skridt foran. Hun havde ingen flugtmuligheder og begyndte at tisse, en pæn lille sø, som Bully fandt det interessant at lugte til. Så stirrede den Molly ind i øjnene, og hun skreg af angst, hvilket udløste alle Bullys dræberinstinkter, og den sprang på hende med poterne hvilende på hendes lår. Evy måtte bruge alle sine kræfter for at trække den væk, hvorpå hun tog bowlerhatten af, bukkede og sagde med største høflighed: "Har frøkinde Molly så talt med sin bankdirektør og fundet det belejliget at underskrive det 36. dokument, så vi kan komme i gang med at bygge den kattekirkegård, som jo var Jim's store gave til alle Jer kattemødre?" Molly var helt hypnotiseret af angst for pitbull'en, så Evy kiggede sig omkring og fandt både dokument og testamente liggende på spisebordet.
   "Så lad mig selv tage det," hun henvendte sig til gunman, som stod lidt tilbagetrukket for at bevare det fulde overblik. "Makker, ser du nogen underskrift?" Han rystede på hovedet. "Molly, manden ser ikke nogen underskrift. Hvad med dig butlerboy, kan du se nogen underskrift?" Thomas var bleg af smerter, konfus og angst. Han rystede på hovedet. "Molly, så må du vise os, hvor den underskrift er." Hun gav pitbull'en til sin gunman og vadere lige ind i tissøen, hvor hun demonstrativt blev stående og rakte Molly dokumentet. Molly holdt sig for ansigtet, rystede på hovedet og græd. Græd ikke kun af frygt og angst, men af skam og fortvivlelse over, at hun bare ikke kunne kaste sig om halsen på Evy og sige, at de var mor og datter. Men hun vidste, at denne onde person, hendes egen datter, ville udmyge og pine hende ihjel på en eller anden grusom måde. Det var aldeles udelukket. Men underskrive, det ville hun heller ikke, så hun blev stående med hænderne for ansigtet og græd.
   Evy tog nu paraplyen åbnede den og holdt den over hovedet. "Har frøkinden bemærket, at der er hul i taget?," og så så hun ned på den tissø, hun stod i, "Eller osse er det kattemor, der er hul i."
   Da hun åbnede paraplyen mærkede hun den hemmelige aftrækker til pebersprayen, og hun gik hen til Thomas og pegede lige i hovedet på ham med paraply-spidsen og sagde: "Sjov lille skyder, du har lavet dig. Lad os starte med at skyde butlerboy." Thomas trak beskyttende sine hænder for ansigtet, og Evy holdt inde, og snusede i stedet til spidsen af paraplyen. Hun havde gættet rigtigt.
   Hun vendte sig mod sin gunman og sagde: "Mon ikke butlerboy's ene minuts gæstfrihed er opbrugt? Men Bully lærte da Mollys lugt at kende, og butlerboy fik en lille lærestreg mellem benene." Molly førte igen paraplyspidsen hen imod Thomas. "Værsgo' og tak for lån."
   Thomas rakte forsigtigt ud efter paraplyen, men Evy vippede paraplyspidsen lige op i øjnene og trykkede aftrækkeren i bund.
   "Her lugter lidt for pebret, lad os se at komme videre" - og så forsvandt de ubudne gæster efterladende værterne i følelsesmæssig ruin.


14.

   Stuen så ud som havde ræven været på besøg i hønsehuset, havde skambidt alt, så stukket af igen, men vidende nok til næste besøgsrunde.

Molly stod bag sin tissø, rystede på hovedet, og hulkede Evy, Evy, Evy, min lille Evy, hvad er der dog sket med dig? Men hun kunne ikke frigøre sig fra den tanke, at det var dog stadig hendes egen lille pige, som hun følte, hun ville gøre alt for.
   Thomas lå stadig sammenkrøllet i en lænestol, lidende nærmest som en Jesus på korset. Han var totalt blindet af peberspray, men smerterne derfra blev momentvis overdøvet af smertebølger, der banede sig vej nedefra og eksplodere i krop og hoved.
   Manden havde rigtignok for alvor opdaget sit køn, havde opdaget, hvad virkeligheden kunne gøre ved dets aktører, men alligevel følte han, at det var langt bedre end hans skyggetilværelse, det tomhedens skab, han lige var sprunget ud af.
   Han havde fået sit klask i måsen, som havde sat åndedrættet i gang, og Molly havde givet ham den hjertemassage, der skulle til for at få det til at slå igen. Derfor, al sin øjeblikkelige elendighed på trods, så følte Thomas sig som overstrålet af lykken, ja, som jordens lykkeligste menneske.
   Og det så Molly derved, at den sørgmodige ridder havde søgt andetsteds hen, mens en gæv, smilende ridder til hest, en ganske lille bitte én, svævede noget så kønt over Thomas's hoved.

Så da de havde fået samling på sig selv og stuen ryddet op, så var det tiden til at se på de papirer, som Evy havde efterladt på spisebordet ved siden af en stor frankeret kuvert adresseret til sagfører Soren McRight.

Molly sagde: "Jeg ville så gerne gøre Evy glad, hun er jo min eneste datter. Jeg tænkte, om vi ikke skulle sige lejligheden op, så vi ikke brugte flere af pengene, og så flyttede tilbage til min kælder, bare indtil videre?"
   Thomas var så overvældet over at være en del af det virkelige liv, og hertil hørte helt bestemt hans hastigt voksende forelskelse i Molly, så han sagde blot: "Alt, hvad der gør dig glad, gør mig ti gange så glad og lykkelig. Du ved nok ikke rigtigt, hvor lykkelig jeg er for mit nye liv med dig som min hustru."
   Molly gengældte hans glædesstrålende øjne: "Tænk, hvis hertugen og hertuginden af Norfolk flyttede ind i knattemor Mollys kælder, det ville jeg knatme' knattens gerne læse om i de store aviser, ik'?" Og de lo og grinede sammen. Molly sagde: "Men jeg vil gerne have, at Evy selv kommer ned i vor kælder og henter de underskrevne papirer. Så tror jeg, hun kan se, hvor meget jeg elsker hende."
   Hvor meget hendes mand elskede hende kom fuldstændigt bag på Molly. Thomas var helt syg efter at være hende nær fra morgen til aften, og næste dag blev det endnu værre. Molly måtte halse efter Thomas i en kærlighedsaffære, der førte dem ud i alle hjertets løngange.
   Sådan gik der en uge.


15.

   Da Evy med hund trådte ind i kattemor Mollys kælder, da åbnede to par munde sig på vid gab, og øjnene oven over blev ligeså forskrækkede, og tænkte mest på at rende deres vej.
   Hunden var Bully, som fik besked på at sætte sig indvendig for kælderdøren, så ingen kunne forlade kælderen uden dens samtykke - hvordan man så ellers opnåede det. En kompakt, fyrre kilo mordermaskine, sad nu vagtsomt og ventede på ordre, mens den skulede mod de fremmede med sine lyserøde griseøjne og lod savlen flyde frit fra flaben skinnende med hvide hajtænder.
   Evy stillede sig midt i lokalet og sagde: "Hvordan hilser man her i huset, nejer man eller giver man hånd?"
   Molly kom farende og stak hånden ud og sagde: "Velkommen i min kælder, jeg har sagt lejligheden op, så jeg ikke har udgifter på den. Alle mine penge skal gå til kattekirkegården, sådan som du gerne vil have det."
   Evy havde taget imod Mollys hånd, gav så pludselig slip for den, som et ligegyldig stykke papir og sagde: "Hvis du har underskrevet, så giv mig papiret. Det haster, for du er jo næsten tre måneder efter de andre."
   Molly gav Evy papiret og sagde: "Jeg er ked af, at vi ikke er blevet rigtigt venner endnu."
   Evy tolkede det derhen, at det var den lille lebber, der talte. Hun godtede sig og sagde: "Søde Molly, du ville jo ikke vise mig dine ben, husker du nok. Men hvis din butler vil vende sig om, så vis mig dem nu, ikke?"
   "Jeg er ingen lebber, jeg er din mor, Evy"
   Intet mindre end en atombombesprængning over New York kunne have chokket Evy så kraftigt. Hun prøvede at vinde tid ved at tænde en cigaret, tænkte hurtigt og sagde så: "Det lille lebbertrick havde jeg ikke ventet af dig. Du må da gerne kæle for mine ben, selvom du ikke er min mor."
   "Jeg vil ikke kæle for dine ben, Evy, jeg har set det, jeg var ude efter, de to ar du har på benene, de stammer fra hundebid, da du var to år gammel, dengang vi to levede sammen som mor og datter."
   Så er det altså sandt, tænkte Evy, og en ild rullede op i hende. Det så Molly i hendes øjne. Hun troede, det var en slags gensynsglæde og var lige ved at kaste sig om halsen på Evy, men så så hun et hårdt og ondt blik, og hun isnede og trådte et skridt tilbage.
   Evy sagde: "Hvis du er min mor, så fortæl mig, hvem er min far."
   Molly fortalte sin lille historie om mødet med "den hvide rotte" og deres samleje med tøj på inklusiv solbriller på et snollet hotelværelse.
   Evy sagde: "Ja så, jeg er altså et gadekryds. Fortæl mig så, hvordan jeg fik mine to ar på benene."
   "Jeg var ny som kattemor, og da jeg lagde maden ud, blev vi angrebet af en kattens køter. Jeg tog dig på armen og løb væk, men den fulgte efter og bed dig i låret, så jeg måtte give slip for dig, hvis ikke dit ben skulle blive revet i stykker. Du lå på jorden lige under køteren, og jeg kunne ingenting gøre. Til sidst vendte den sig om mod kattemaden og åd den. Du kom på hospitalet, og de kommunale tog dig fra mig. Jeg besøgte dig på et børnehjem, men du grad så forfærdeligt, både når jeg kom, og når jeg gik, så jeg spugte dem, hvad katten jeg skulle gøre. De sagde, at du havde bedst af, at jeg helt blev væk. De sagde, jeg rev op i såret hver gang jeg kom. Derfor blev jeg væk."
   "Ja, i 27 år, men det skal du ikke tænke så meget på, for ser du, de kommunale har fortalt mig, at jeg er blevet 'tidligt skadet', som de kalder det. I gamle dage kaldte man sådan en som mig en psykopat. For jeg kan ikke føle noget for andre mennesker, siger de. Jeg er kold som is indeni. Det passer nu ikke fuldstændigt, for jeg nærmest koger, når jeg tænker på dig."
   Evy tog bestik af situationen. Bully lukkede for udgangen. Butlerboy stod længst muligt borte, klemt op ad en væg, og Molly sad med sit blødende moderhjerte og sin stinkende dårlige samvittighed og håbede på, at hun kunne kaste sig om halsen på Evy og kalde hende sin elskede lille Evy, mors egen lille Evy, som er blevet så stor og smukt en kvinde, ak, efter alle de år, hvor har jeg savnet dig….. o.s.v..
   Så det var situationen. Evy smed skoddet på gulvet og tændte en ny nærmest i slow-motion. Hun kogte af raseri og sendte sit flammmende blik fra den ene til den anden. Begge skuttede de sig, var som paralyseret, som to mus trængt op i en krog, hvor hun, katten roligt overvejede, hvem den først skulle æde.
   Evy inhalerede dybt og mens hun overvejede det taktiske i situationen, gled hendes underbevidste ind i hendes vidtudstrakte borganlæg.

Her fandt hun først den kælder, rundt om hvilken alle hendes senere drømmebygninger blev opbygget, kælderen, der hed 'Kun for Mor'. Senere kom en intensivafdeling til, hvor mor blev genoplivet eller lappet sammen, så hun kunne være frisk til en ny omgang.
   Evy hentede altid selv sin Mor, gav hende halsbånd og mundkurv på og trak hende nøgen afsted på alle fire hen til "Kun for Mor"- kælderen, undervejs behørigt skældt ud og lakket til med en ridepisk.

I kælderen sagde hun til Mor: "Nu gider vi ikke lege hund mer, vel?
   Mor sagde: "Lille Evy, Mor elsker dig og tilgiver dig for alt det onde, du har gjort imod hende. Hvorfor er du altid så ond imod mig?" Evy sagde: "Snik snak, lille Mor. Prøv at finde ud af, hvem min far er, og imens skal vi lege lidt sammen. Hvad med Jesus? Eller friturestegt kylling? Eller måske hundefodring? Jeg har tre blodhunde, der ikke er blevet fodret den sidste uge?" Mor rystede desperat på hovedet. "Nå ikke, hm, så kan du komme op og ligge på hjul og stejle, men det er så langvarigt, ikke? Og syrebad prøvede du i går. Hm, noget helt nyt og spændende, hvad kunne det være? En gang hestefuck? Eller min nye skorpionbrønd? Har vi for resten prøvet rottehullet? Det er godt nok svært at vælge!"
   Mor sneg sig til at kigge rundt i den enorme kælder. Hun så savemaskiner og torturbænke, bure med vilde dyr, der hvæsede af hende, brønde med hejseværker, kogende kar, instrumenter overalt på væggene, brændende bål, store trækors og hjul lagt på stejle højt oppe under loftet, alt sammen kun for hendes skyld. Hun gøs, og pegede så på en maskine i hjørnet. Evy siger: "Du spø'r, hvad dét er for en nyhed? Ja, den har du ikke prøvet, det er min nye kølhalingsmaskine. Well, jeg tror, jeg smider dig ned i skorpionbrønden, så har jeg nok fundet på noget spændende, når jeg haler dig op igen."
   Hun knipsede med fingrene, og to bøddelknægte greb Mor, satte hende i en kurv og firede hende ned. Evy råbte ned i brønden: "Fortæl mig hvem der er min far, så skal du slippe?." "Det véd jeg jo ikke, har jeg fortalt dig tusind gange." "Ved du så heller ikke, hvorfor du sendte mig på børnehjem?" Mor tryglede: "Lille Evy, det er ikke så let af forklare, men mor elsker dig, det véd du da." Evy grinte ondt: "Jeg elsker også dig lille Mor, ligesom alle skorpionerne elsker dig." Hun gav tegn til at sænke Mor helt ned i bunden. "Se selv, hvor de alle sammen kommer for at kysse dig," sagde Evy og grinede ondt ned i brønden, så det stak i Mors hjerte. Så lyttede hun til Mor skrigen, som var det verdens sødeste musik, indtil hun havde fundet på en ny leg. Mor blev firet op for at prøve en ny variant af Jesus-legen.
   Op på korset og sprælle i de store jernnagler. Det nye var så, når Mor råbte efter vand, så svarede Evy: "Øjeblik, lille Mor, jeg har noget kattemorsjus til dig og en tragt, så vi ikke spilder." Lidt efter: "Nå, begynder det at varme indvendigt? Evy havde hældt en halv liter koncentreret svovlsyre gennem tragten.. "Om lidt kan du ryge og rejse ad helvedet til," og idet hun sagde dét, så stod svovldampene ud af næse og mund på Mor, og bagtil røg det ud af Mors røvhul.
   Efter at have nydt sådan en forestilling faldt der en lyksalig ro over Evy, og hun kunne igen koncentrere sig om, hvad læreren sagde.

Evy blev vækket fra sit dagdrømmeri af en stikken fra cigaretgløden. Den var brændt helt ned. Dette havde været en af hendes yndlingsfantasier gennem hele hendes barndom, varieret og forbedret i det uendelige. Hvis hun følte sig skidt tilpas, så kunne hun altid sætte sig over i en krog for sig selv og hævne sig i Kun-for-Mor kælderen på den person, der var skyld i, at hun var 'tidligt skadet', uden hjem, uden far og mor, uden søskende, uden anelse om, hvad kærlighed var, det som skulle være så himmelsk dejligt. Hende, der var skyld i, at de eneste rigtigt rare mennesker, hun kendte, var slikonkler og lebbere. Hun vidste det ikke, men hun regnede med, at kærlighed var endnu bedre end ondskab, selvom det var svært at forestille sig. For aldrig havde Evy det så dejligt, som hvis hun havde været pisseond, rigtigt have tværet et andet menneske ud, eller endnu bedre, langsomt havde pint og plaget det, så angsten stod det ud af øjnene, sådan som den altid gjorde på Mor, når Evy legede med hende.
   Evy så nu hen på Molly og butlerboy, som en bøddel på rækken af dømte, der stod grydeklare til at blive hængt. Hun tænkte, at denne gang skulle Mor ikke nøjes med en tur i Evys drømme-torturkælder. Det her var virkeligt.

Hun rejste sig op og sagde: "Lad os nu se, om Evy er "tidlig skadet," som de kommunale siger. Lad os se, om hun nænner at lade Bully æde sin egen mor, den mor, der for 27 år siden bare så på, at en køter løb afsted med lille Evy i flaben og bagefter sendte hende på børnehjem. Hvor iskold kan den lille Evy-psykopat mon være overfor sin egen mor?"

Evy tog Thomas's paraply ned fra en vægkrog, og kastede den over til ham.
   "Lad os nu se om butlerboy kan forsvare dig bedre end sidst. Sir, er De klar med paraplyen?"
   Molly bevægede sig baglæns over til Thomas, idet hun holdt hænderne skrækslagen op for munden. Evy gav tegn til Bully, som knurrende nærmede sig de to. Thomas førte paraplyspidsen hen til hovedet af Bully og trykkede på aftrækkeren, så en sky af peberspray stod om pitbull'ens hoved. Denne gav et piv fra sig og kastede sig så lige ind i benet på Thomas og kvaste skinnebenet med ét bid. Thomas faldt om.. Pebersprayen havde blindet pitbull og lammet lugtesansen, men Thomas's skrig ledte den hen imod hans hoved, hvor den åbnede sit gab om struben og bed til.
   Bully rystede hans hoved frem og tilbage, så tunge og øjne var ved at forlade hovedet, og blodet sprøjtvis stod ud fra hans hals.
   Molly tænkte, at for anden gang i sit liv skilte en køter hende af med det dyrebareste, hun havde. Det eneste, hun havde at leve for.
   Evy tænkte, at nogenlunde så angst måtte hun havde været, da hun som toårig blev grebet i låret af en flab fuld af tænder, og moderen gav slip og løb væk, mens hun selv faldt ned for fødderne af dette rovdyr
   Bully tænkte som et missil på vej til sit mål: videre, hold retningen, videre, hold retningen indtil alt er fuldbragt. Og den del af Bully, der ikke tænkte, men bare sansede og reagerede, den mærkede byttet i kæften og blodet strømme derfra, og den mærkede blodrusen, den selvsamme som kendes langt ned i evolutionen og op til menneskene, færinge, der utrætteligt jager spyd ind i den strandede flok grindehvaler, måren, der huserer et hønsehus og ikke falder til ro, før den sidste hals er kvast.

Hertug Thomas Mowbray Norfolk mærkede en dyrisk angst springe fra halsen og ned i hjertet, hvor et tordnende hammerværk blev vakt og sprøjtede blod rundt i systemet.. Hans lem blomstrede op til fuld størrelse, og som man ser det ved de fleste hængninger, sprøjtede sæden ud, dog ikke længere end til det bolværk, som hele hans liv havde begrænset udbredelsen af det Norfolkske hertugdømmes gener, hans mærkerigtige engelske bomulds-lingeri. Han tænkte flegmatisk på, hvad der mon ville ske, hvis hans hoved faldt af. Og så tænkte han pludselig slet ikke mere.

Bully fortsatte sin rysten af det døde hoved, indtil Evy kaldte den til sig med et "sit". Den kom logrende hen til hende, stadigvæk blindet, for den rystede så mærkeligt på hovedet, som for at få pebersprayen væk.

Evy sagde til Molly: "Butlerboys James Bond-parably reddede dit liv i denne omgang. Nu går jeg med Bully ned på politistationen og melder din butler for peberspray-overfaldet på min hund. Senere kommer de kommunale nok og fejer ham op."

Evy gjorde klar til at gå, stillede sig tronende med pitbull ved sin side på kælderopgangen og sagde: "Hvis du er i live næste gang vi mødes, så er du det ikke, når vi skilles.
   Bully er min LILLE vovse, men næste gang skal jeg vise dig den STORE. Den er der skrevet en sød, lille historie om, Baskervilles Hund, som du kan låne på biblioteket. Det er en grand danois, verdens største hund, den kan nå rundt om et hestehoved med sit gab, og dit vil den plukke som et æble."

Molly var skrækslagen, hun havde som barn hørt om hunde, med øjne så store som thekopper, ja, større endnu. Hun troede, det var historier, men det var altså sandt nok, ligesom at Jorden katme' var rund.
Forfatterbemærkninger
'Helvedes Hjerte' indgår i 'Vamp Fiction', en novelletrilogi bestående af: 1. Kattefar, 2. Helvedes Hjerte, 3. Eminencen. Hver af novellerne kan læses særskilt, men eftersom der er et stort overlap m.h.t. personer og handling, så vinder hver novelle lidt ekstra dybde ved disse nye synsvinkler, som overlappene giver.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/11-2006 22:14 af Kaare Kristensen (Hemingway) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 16875 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.