Vi skriver så meget
   Vi siger så meget, men vi mener ikke halvdelen af det vi udtrykker i vores hverdag.
   Det er måske fordi vi som 40 årige, har været så meget igennem, at vi faktisk slet ikke aner hvad vi skal føle længere. Vi har taget imod så megen smerte og har også givet den videre til andre. Det er en af de måder vi overlever på. Bare kast dine ødelagte følelser videre til den næste, for det vil lige nu og her sætte et plaster på dit åbne sår. Dit sår vil nu ikke blive helet på den måde du har valgt at gøre det på, det vil bare give dig en fornemmelse af, at du er en endnu mere fortabt sjæl end før, der selv søger de svar, som de andre du har såret, nu også har brug for.

Når vi søger det andet køn, finder vi ikke nødvendigvis ro i den vi finder, for der er jo nok noget der er bedre derude. Markedet er enormt og fristelserne er der hele tiden.
   Det er ikke til at blive klog på sig selv. Vi sætter vores egne mål så højt, at vi ikke engang selv kan følge med længere.

Når vi er i selskab med mennesker i alderen 20-25 år, eller overhører deres samtaler, kan vi godt huske hvor ukompliceret denne tid var, og vi savner den ofte. Det gør vi vel egentligt kun for at se os selv igen, lige stoppe op, prøve at se hvad det var vi selv var engang, og hvilken personlighed det så udviklede i os selv i dag.
   Vi har ikke glemt den tid fra vores liv dengang. Den gik bare hurtigere end tiden går i dag. Vel nok fordi vi ikke forsøgte eller havde brug for, at lægge ord på det vi oplevede. Tiden er nu blevet mere kostbar. Vi vil gerne lige have lidt mere af den. Men tænksomheden gør os også sårbare, for vi ved godt, at det hele måske kan ende en dag.
   Tanken om, at vi efterlader vores børn i en verden, uden os selv som deres guide og deres personlige beskytter, den er bare ikke til at bære. Tanken om, at hvis vi pludselig går bort, hvem vil så savne os. Var vi noget her i livet, ud over bare at være en rar person? Vil nogen huske os for noget vi skabte, noget der kan bruges, anvendes fra den dag vi ikke er der længere?
   Der findes selvfølgelig ikke muligheden, at vi alle på denne jord skal opfinde noget for at vi kan blive husket, og det er nok heller ikke meningen. Men tanken om ikke at have bidraget med noget mens vi var her, er næsten ikke til at holde ud. Vi vil jo gerne kunne føle os lidt ophøjet over dyreriget, hvor det fra naturens side for det meste går ud på at overleve, ved at æde hinanden. Mennesker slår da også hinanden ihjel, men ikke alle gør det som det foregår i naturen. Der er dog mennesker på denne jord, hvor det er lige så naturligt, som i naturen. Eksempelvis begrebet seriemordere, hvor det jo er bevist, at de har en lav Seorotonin-dannelse i hjernen, som gør, at de ikke besidder evnen for empati, hvorved de derimod bliver apatiske og ikke er i stand til at føle. Andre gør det af egoistiske årsager, hvor der måske er tale om et hævnmotiv, eller der kan være mange andre årsager til at de gør det. Men vi mennesker besidder alle en slags ondskab i os. Ikke en vi nogensinde ytrer det over for vores medmennesker, men vi kender den selv alt for godt. Hvor langt er vi ikke nogle gange gået over vores egen grænser, når vi får jalousien helt ind til hjertet. Følelsen af at have lyst til at gøre et andet menneske ondt, er ikke så fjern fra os. Vi har heldigvis lært allerede da vi var børn, at det må vi ikke, og derfor gør vi det heller ikke, for vi ved det er forkert.