Tanker om lys
   Jeg sad en aften ved min computer, som så ofte før og blev ved med at skrive mine tanker ned, som var det en dagbog jeg var ved at skrive. Jeg håbede at jeg ville finde en fornuftig forklaring på, hvorfor jeg lod mig selv gå så langt som jeg gjorde. Jeg forsøgte at finde en brugbar årsag og håbede igen, at hvis jeg bare blev ved med at skrive det jeg tænkte, så ville jeg måske på et tidspunkt se hvad det var, der fik mig til at gå linen ud med Jeanne...

De fleste af os, har været i forhold som betød meget, og vi har været i forhold, der betød mindre for os. Men for at finde lige netop den partner hvor man vil være, og kan være resten af livet, er der ting som skal være på plads, det fundamentale. Hvis man mærker, at der eksisterer fundamentale konflikter allerede i starten mellem parterne, så vil det forhold ende. Man vil kun blive i det forhold til man ikke kan lære mere af sin partner. Man vil i tiden det står på, føle megen smerte, og den glæde man vil føle, kan man ikke være sikker på er ægte.

Hvis man får en uventet styrke, så skal, eller bør man kigge på sit forhold. Se om det er godt for en selv at blive i det. Kærligheden kommer jo ikke fra ens partner hvis man ikke elsker sig selv, for man vil ikke kunne tage imod den. Den vil måske føles rar, men ikke ægte. Nogle gange bliver man i et forhold fordi man er bange. Frygten for at være alene kan være skræmmende, men frygten forsvinder hurtigt, hvis man kigger ind i sig selv, finder ind til sin egen kærlighed, begynder at elske sig selv ubetinget. Når man elsker sig selv, vil man sende tusinde signaler til sine venner, kolleger og familie. Signaler som de alle vil tage imod med stor glæde. De vil sende signaler med så meget varme tilbage, som vil fylde ens kærlighedsgenerator op på en ægte og naturlig måde.

Der er en anden ting. Hvis man bliver ved med at tiltrække de forkerte mennesker, bliver ved med at lukke de ødelagte og sårede mennesker ind i sit liv, og man stadigvæk ikke ved hvad man skal stille op med dem, så er det måske fordi man vælger dem ubevidst. Ens underbevidsthed, fortæller os, at her kan man lære noget om sig selv. Man reflekterer over for sig selv og sin partner, og man fortæller, at det er ham eller hende, der har alle fejlene.
   Han eller hun gør sikkert nøjagtigt det samme over for dig. Altså, to ens personer, der ikke kan lære hinanden noget længere, derfor ender de fleste forhold.
   Hvis man også møder en, man ved fortæller løgne, den ene efter den anden, så er det ikke kærlighed den person søger, men denne person forsøger måske bare at komme igennem en del store problemer, fordi han eller hun har så meget personligt affald, som nok skulle have været bearbejdet og sorteret inden.

Det kan være ret chokerende at se sandheden i øjnene, se på sig selv og opdage alle afsløringerne
   Den tid man er alene, har man kun sig selv at se på. Der er ikke andre man kan beklage sig til. Nu har man kun sig selv at klamre sig til. Det er en hård ventetid, og den føles som om den varer for evigt. Jo mere man rækker ud efter andre, ser efter andre, jo mere desperat, utryg og vred bliver man på sig selv. Men det er i den tid, man virkelig lærer sig selv at kende, og den er al ventetiden værd.

Jeg sad og læste det igennem flere gange, men jeg følte ikke at jeg kunne anvende nogle af mine tanker til noget alligevel, men havde det dog en anelse bedre bagefter. Måske var det hele bare et krampagtigt forsøg, hvor jeg forestillede mig som min egen psykolog.
   Nå, det var også blevet sent, så jeg tog en sidste tår af vinen, inden jeg slukkede computeren, alle lysene i stuen og gik i seng.

Jea var igen ude af mit liv, men billederne og håbene om hende og jeg kunne ikke forlade mine tanker helt. De blev stadigvæk ved med at dukke op igen og igen dagligt. Nej! hver time. Nej faktisk hvert sekund. Det var som om, at alle andre ting omkring mig blev til ligegyldigheder. Alt blev nu igen meningsløst, på samme måde som jeg havde haft det i huset da Jea var flyttet fra mig, og samme dag havde fundet en anden.
   Min hverdag faldt sammen omkring mig, og lysten til at arbejde, blev overtaget af lysten til at isolere mig fra omverdenen. Jeg gad ikke at spille golf længere, ej heller at bruge min tid på at besøge venner. Alt syntes ligegyldigt efter Jeas og mit, endnu engang forliste forhold.
   Det meste af min tid, anvendte jeg på at surfe rundt på Dating.dk. Jeg var i alt den tid, godt klar over at jeg ikke var klar til et nyt forhold, men det føltes som et lille plaster på såret at der var andre end jeg selv, som måske også havde været igennem kærlighedens værste smertehelvede.
   Jeg var ikke i tvivl om, at det denne gang ville tage mig meget lang tid at komme af med håbet om Jea og mig. Håbet, som havde frembragt de skønneste illusioner om en fremtid med "den eneste ene" Tanken om at det var forbi, og alt håb nu var udelukket, gjorde mig konstant nedtrykt. Mit humør var mørkt, dystert, og depressivt og ingen positive tanker kunne finde vej ind til min billedverden.

To måneder gik der med at finde lidt styrke til at komme på benene igen. Jeg havde min lillesøsters og min mors konstante og vedholdende og bekymrende overvågenhed så tæt inde på livet, og jeg vidste at jeg måtte hive mig selv op, hvis jeg ikke skulle tappe dem begge for deres kræfter. Alle de måneder, som mit og Jeas forhold i alt havde vaklet, og som havde tappet mig for styrke, måtte ikke gå ud over dem, og derfor vidste jeg kun alt for godt, at jeg måtte spille komedie for ikke at give dem denne bekymring længere.
   Min svaghed havde måttet lægge arm med min styrke, og svagheden havde vundet hver eneste gang de sidste par år. Det måtte være en af årsagerne til mit indre forlis

Min søster Bettina ringede til mig en morgen.
   - Godmorgen Søs! svarede jeg, da jeg kunne se at det var hende.
   - Hej bror! Du kender vel ikke en, som står med en lejlighed som jeg kan låne til jeg finder en selv, spurgte hun mig.
   - Du kan da spørge Jeanne om hendes er ledig, svarede jeg hende ironisk tilbage. Jeg ved ikke om hun mente det alvorligt med at hun ville flytte ind i sin lejlighed, eller om hun bor et helt andet sted, fortsatte jeg.
   - Ok! sagde Bettina, jeg kan da ringe til hende. Måske er det et forsøg værd.
   - Jeg tror ikke selv på at hun er flyttet ind i sin lejlighed, det tør hun sgu ikke, svarede jeg.
   - Ja! Jeg ringer til hende i aften og spørger hende. Jeg kan jo ikke miste noget ved det alligevel. Er det ok med dig at jeg kontakter hende? spurgte hun.
   - Ja da! Jeg kan jo ikke miste noget ved det, svarede jeg grinende tilbage.
   Bettina begyndte også at grine, men stoppede hurtigt, da hun måske godt kunne fornemme at jeg var noget såret over mit brud med Jea endnu engang.
   - Hvordan har du det? spurgte hun.
   - Jeg har det vel ok, svarede jeg hende.
   - Er du sikker Henrik? Har du lyst til at tale om det?
   - Jeg skal på job nu, svarede jeg hende hurtigt, jeg er allerede sent på den.
   - Ok! men du ringer bare hvis du får lyst til en snak, lover du det?.
   - Ja! men jeg skal bare se at komme videre, og så glemme hende hurtigst muligt, svarede jeg.
   Nå søs! jeg er nødt til at slutte nu, jeg skal ud ad døren nu hvis jeg ikke skal komme alt for sent på job.
   - Ok! vi snakkes ved senere.
   Vi lagde på, hvorefter jeg skyndte mig ud ad døren.

Hele dagen på arbejdet, kunne jeg ikke tænke på andet end Jeas og mit brud endnu engang. Jeg var såret igen, og jeg savnede hende forfærdeligt.
   Jeg havde besluttet at jeg ikke ville kontakte hende længere, at jeg nu, én gang for alle, måtte igennem det smertehelvede som jeg var havnet i.
   Jeg vidste at Jea ikke ville kontakte mig foreløbig, og måske var det også bedst hvis hun ikke gjorde det.

Dagen på jobbet var slut, og jeg var kørt hjem til lejligheden. klokken var syv om aften, da min mobiltelefon ringede.
   - Hej Bettina! svarede jeg.
   - Hej bror! Du gætter ikke hvem jeg er sammen med lige nu.
   - Nej det gør jeg vist ikke, svarede jeg hende.
   - Jeg er sammen med Jeanne. Vi er nede på stranden og har lige spist på en restaurant hernede. Jeanne er vistnok blevet lidt fuld, sagde hun.
   - Hvad laver I dernede? spurgte jeg hende.
   - Vi har været over i hendes lejlighed i dag, og måske kan jeg få den fra den første, svarede hun.
   Men der bor en ung fyr i hendes lejlighed lige nu, men Jeanne vil hurtigst muligt få ham ud, da han vistnok har lavet for meget ballade.
   - Ok! det er da super, svarede jeg hende.
   - Henrik! jeg har snakket med Jeanne om jer to, og hun savner dig så meget. Jeg synes I skal tale sammen igen, fortsatte hun.
   - Jeg tør ikke mere! svarede jeg.
   - Jamen, jeg er sikker på at hun elsker dig meget endnu Henrik. Jeg kan mærke det på hende når vi taler om dig. Hun rødmer hver gang dit navn bliver nævnt, sagde hun.
   Pludselig hører jeg Jeas stemme i den anden ende.
   - Hej skat! Jeg savner dig.
   Jeg var tavs i flere sekunder.
   - Tænker du slet ikke på mig? spurgte hun.
   Jeg sagde stadigvæk ikke noget.
   - Sig noget Henrik, sig noget til mig, er du ikke sød at svare mig? hørte jeg hende sige.
   - Er I fulde? spurgte jeg hende.
   - Kun lidt, svarede hun, efterfulgt af at genert grin... Henrik! skal vi ikke finde sammen igen, jeg kan ikke undvære dig længere. Jeg savner dig sgu så meget nu.
   - Hvad skulle kunne redde vores forhold nu? spurgte jeg hende.
   - Jamen skat! jeg har en plan til at vi kan få det til at fungere mellem os nu, men vi må mødes hurtigst muligt. Kan vi ikke ses i morgen? spurgte hun mig.
   - Nej, Jea, det er den værste ide jeg har hørt i dette århundrede.
   - Du må da give mig en sidste chance Henrik, jeg ved at det er det eneste rigtige. Jeg elsker dig så meget, og jeg har savnet dig slemt i alt den tid vi ikke har været sammen.
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til hende nu...
   Det var første gang jeg havde hørt hende sige at hun elskede mig. Hun virkede anderledes denne gang. Som om hun nu pludselig viste en menneskelig side af sig selv som jeg ikke havde oplevet tidligere. Måske havde hun virkelig tænkt over om vi var gode for hinanden.
   - Hvad er det for en plan du har? spurgte jeg hende nysgerrigt.
   - Det kan jeg ikke forklare i telefonen, vi må mødes i morgen, så jeg kan forklare dig det, er det ok med dig? spurgte hun.
   - Ok Jea! men det skal fandme være en holdbar plan du har, ellers vil jeg ikke give det flere chancer, sluttede jeg.
   - Hej bror! Tror du ikke selv på det nu? spurgte Bettina.
   Hun havde åbenbart taget telefonen fra Jeanne nu.
   - Jeg tror ikke på noget længere hvad angår Jea, det ved du godt.
   - Jamen I skal da mødes i morgen, ikke?
   - Jo! jeg giver det en sidste chance, men så er det også den sidste.
   - Hun elsker dig Henrik, jeg er ikke det mindste i tvivl om hendes motiver efter jeg har talt med hende i dag.
   - Ja! måske har du ret, jeg ved det ikke. Ved du for resten, hvad det er for en plan hun har i gærde? spurgte jeg hende.
   - Nej! hun vil ikke fortælle mig om den, men hun er overbevist om at det bliver jer to igen, så jeg tror den er god nok.
   - Ok! jeg venter med spændthed, sagde jeg med et let grin..
   - Nå Henrik! jeg løber igen, vi snakkes ved i morgen.
   - Ok! vi ses søs.

Dagen efter ved tolvtiden, om søndagen, ringede Jea på døren til min lejlighed. Jeg tøvede inden jeg åbnede, men var meget spændt på at høre om hendes plan for, hvordan vi kunne få et forhold til at fungere.
   - Hej smukke! var det første jeg sagde, da jeg så hende stå i opgangen.
   - Hej selv smukke! sagde hun, mens hun hurtigt passerede mig i døråbningen.
   Jeg lukkede døren, og fulgte efter hende ind i stuen.
   Hun satte sig på en af spisebordsstolene, og jeg trak også selv en stol ud og satte mig overfor hende.
   - Nå Jea! startede jeg samtalen. Hvordan går det? .
   - Udmærket tak! svarede hun, men kiggede ikke på mig.
   Der var kun en flygtig øjenkontakt, og jeg fandt det underligt, at hun igen sad i min stue som hun havde forladt kun få dage forinden.
   - Du har en plan? spurgte jeg.
   - Ja, det har jeg, svarede hun.
   - Ok! men hvad går den så ud på? Jea, jeg må ærligt talt erkende, at jeg har været meget nysgerrig lige siden i går, fortsatte jeg.
   - Ok! min plan er, at jeg får min lejer ud fra min lejlighed hurtigst muligt, og du derefter opsiger din lejlighed så vi to kan flytte sammen i min.
   - Jamen! har du ikke lige lovet Bettina at hun kunne flytte ind i den fra den første? spurgte jeg forundret.
   - Jo! men jeg er også nødt til at tænke lidt på mig selv engang imellem. Jeg kan jo ikke altid tilgodese alle andre før mig selv, svarede hun med barnlig stemme.
   Hvis vi to flytter sammen, så ved jeg at vi hurtigt får den ro som vi har så meget brug for. Jeg er helt sikker på, at jeg vil have dig, og kun dig.
   - Jamen Jea! det lyder også meget godt, men du glemmer hele tiden det største problem som vi har, din jalousi som hele tiden ødelægger vores forhold.
   - Det har jeg tænkt meget over nu, og jeg ved hvad vi kan gøre ved det nu, svarede hun mig, og fortsatte. Du ved, at når jeg er på arbejde om aften og du siger du er hjemme, så er jeg i tvivl om det er rigtigt, eller om du er andre steder og derfor har jeg reageret lidt voldsomt flere gange, men jeg har en ide til hvordan vi kan løse det nu..
   - Ok! hvordan det? spurgte jeg nysgerrigt.
   - Jeg gemmer nogle ting, for eksempel her i hjemmet, når jeg så ringer hjem til dig og du skal finde de ting, så ved jeg jo hvor du er, sagde hun med et lidt flovt smil.
   Jeg sad lidt og beundrede hendes mod, at hun var gået så langt for at redde vores forhold., men fornemmede stadig en usikkerhed.
   - Ok Jea! Hvad så med børnene?
   - Henrik! jeg har intet problem med dine børn, tværtimod. Der var en lang pause... Der findes løsninger på alt, sagde hun og fortsatte... Hvis vi har er problem, så fjerner vi det bare.
   Jeg forstod ikke helt hvad hun mente med at vi bare fjernede vores problemer, men tænkte nu på om det var en for stor chance at tage at flytte sammen med hende igen. At skulle opgive min lejlighed og flytte sammen med Jea lød ret vildt i min hjerne, men dog også fristende.
   Da jeg havde siddet og tænkt lidt over hendes sidste ord, svarede jeg hende endelig.
   - Jea! Jeg har brug for en dag til at tænke det igennem, men jeg vil ikke allerede sige nej til det nu.
   Hun rejste sig fra stolen, gik over til mig og satte sig overskrævs på mine lår, mens hun med begge hænder holdt om min nakke.
   - Kan du lide det her, spurgte hun mig, så hun rødmede i hele ansigtet.
   Hun smilede frækt til mig, mens hun begyndte at lave samlejebevægelser..
   Hun kunne nu mærke at jeg blev ophidset, og fortsatte et stykke tid endnu.
   - Jeg vil have dig nu Jea! sagde jeg pludselig, hvorefter hun hurtigt rejste sig op og skyndte sig hen mod soveværelset, men stoppede op lige inden, vendte sig om og smilede til mig med et sjofelt smil.
   - Kommer du? spurgte hun mig.
   Hun havde knappet sine cowboybukser op, og lynet lynlåsen halvt ned så man lige kunne skimte kanten af hendes trusser. Samtidig tog hun med sin ene hånd fat om hendes ene bryst som hun masserede med cirkelformede bevægelser.
   Jeg rejste mig for at nærme mig hende, men i det samme lynede hun sin lynlås i, knappede igen knappen i cowboybukserne.
   Hun holdt mig væk med sin ene arm, mens hun med den anden hånd havde valgt at lave suttebevægelser på to af sine fingre.
   - Du må vente til du har besluttet dig, sagde hun lidt efter.
   - Besluttet hvad? spurgte jeg hende.
   - Om du vil have mig for dig selv, eller du ikke vil, svarede hun stadigvæk med to fingre i sin mund.
   Jeg måtte tage mig sammen for ikke at tage en forhastet beslutning, det vidste jeg. Men for fanden hvor var hun dog dejlig.
   - Jeg er nødt til at gå nu, sagde hun, Jeg skal over og smide ham lejeren ud fra min lejlighed, så vi to kan bo der sammen og bygge en familie op.
   Hun gik hurtigt ud i entreen, åbnede døren og sagde.
   - Hej skat! vi ses, hvorefter hun forsigtigt lukkede den efter sig.
   Nu trængte jeg sgu til en smøg, så jeg gik ind i stuen igen, gik hen til vinduet som vendte ud mod
   den parkeringsplads hvor Jea havde parkeret sin bil. Vi nåede lige akkurat at få en sidste øjenkontakt inden hun satte sig ind i sin bil.
   Jeg så hende hurtigt køre derfra, hvor hun havde holdt

"Hvis vi har et problem, så fjerner vi det bare" Hvad fanden mente hun med det?

Ved atten tiden, den samme dag, modtog jeg en SMS besked fra Jea.
   "Hej skat! gider du hjælpe mig med at hente mine møbler i Brøndbyhallen, knus Jea.
   Jeg svarede hende hurtigt med et spørgsmål.
   "Hvad laver dine møbler i Brøndbyhallen?
   "De har stået der lige siden den aften i december da jeg flyttede fra dig i huset, k, Jea.
   I alt den tid, havde jeg ikke anet hvad der var sket med Jea, kun at hun var flyttet tilbage til ham fyren i Holbæk.
   Jeg havde ofte tænkt over hvor hendes ting var blevet af, men havde alligevel valgt ikke at spørge hende.
   Min mobiltelefon ringede i det samme, som jeg var ved at skrive tilbage til Jea. "Det var hende" Jeg lod den ringe tre eller fire gange inden jeg svarede.
   - Hej smukke! svarede jeg.
   - Hej Henrik! gider du hjælpe mig i aften, spurgte hun med en håbløs stønnen.
   - Jeg vil gerne hjælpe dig med at flytte dine møbler, svarede jeg hende.
   Vi aftalte at vi skulle mødes i Brøndbyhallen klokken tyve denne aften. Jea var der allerede da jeg ankom. Hun stod og talte med personalet i restauranten, som lå lige ved den opgang, som vi skulle anvende for at hente Jeas møbler ned fra loftet.
   Det tog os cirka en time, inden vi havde fået min lastbil pakket med alle hendes ejendele.
   Vi kørte i hver vores bil hen til hendes lejlighed, og jeg begyndte at bære hendes ting op.
   - Hvordan kunne du få ham lejeren ud så hurtigt? spurgte jeg, da vi var på vej op med de første flyttekasser.
   - Han var allerede selv flyttet, svarede hun. Han vidste åbenbart godt, at han ville blive smidt ud inden længe, da han har haft for meget ballade med de øvrige lejere her i opgangen. Der var vist fest op til tre-fire gange om ugen.
   - Ok! godt for dig, sagde jeg.
   - Godt for os, svarede Jea hurtigt. Vi skal bo her begge to, fortsatte hun. Jeg kan ikke bo alene, og jeg vil leve mit liv sammen med dig, for du er den eneste jeg nogensinde har elsket rigtigt.
   Jeg fortsatte med at bære Jeas møbler op på anden sal i hendes lejlighed og fortsatte derefter med kasserne.
   - Hvornår siger du egentlig din lejlighed op? spurgte hun da jeg havde båret den sidste flyttekasse op.
   - Jeg må altså lige tænke lidt længere over, om det er en god ide, svarede jeg.
   - Jamen! det er den rigtige beslutning, og det ved du også godt Henrik.
   - Giv mig bare en dag, svarede jeg.
   - Sover du hos mig i nat? spurgte hun.
   - Måske! svarede jeg.
   - Jeg trænger til dig skat! sagde hun med det samme. Trænger du ikke til mig?
   - Jo jeg gør, skat! svarede jeg.
   - Men du får mig ikke før du har svaret mig..
   - Ok! Jeg opgiver min lejlighed, sagde jeg lige efter og begyndte at grine.
   - Gør du? mener du det? spurgte hun ivrigt.
   - Ja skat! jeg kan jo ikke undvære dig alligevel, du skulle bare ikke have det alt for let, men jeg har hele tiden villet flytte sammen med dig, du ved håbet, sluttede jeg.
   Klokken var blevet 0.30 om natten, da alle hendes ting endelig var placeret i lejligheden.
   Jea åbnede en flaske rødvin som hun fandt i en flyttekasse. Hun fandt også et støvet ølglas i samme kasse, så hun skænkede op og sagde skål. Hun tog en lille tår af glasset, hvorefter hun rakte det til mig.
   - Skål, skat! sagde jeg og tog også en tår af vinen.
   Mens jeg havde slæbt de fleste ting fra bilen op i lejligheden, havde hun gjort sit soveværelse klart. Hun havde tændt et hav af fyrfadslys, som hun havde placeret flere steder på gulvet samt i vindueskarmen.
   Jea var nu gået ind i soveværelset, og kaldte på mig.
   - Kommer du skat?
   - Lige om lidt! svarede jeg.
   - Har du slet ikke lyst til mig? kaldte hun igen.
   - Jeg kommer nu! sagde jeg.
   Da jeg kom ind i soveværelset, så jeg hende ligge på sengen i det yndigste lyserøde sæt undertøj.
   Hun smilede frækt til mig og spurgte mig om hvad jeg havde lyst til, samtidig med at hun fugtede sine læber med tungen.
   - Jeg har lyst til dig skat, svarede jeg med det samme.
   - Det regnede jeg også med at du ville sige, svarede hun mig frækt tilbage, hvorefter hun vendte ryggen til mig og sagde godnat.

Vi vågnede sent den næste morgen. Det var mandag, en ny arbejdsdag. Vi stod op, og jeg gik til bageren for at hente morgenbrød. Det regnede og blæste samtidig, så jeg gik så hurtigt jeg kunne. Da jeg kom tilbage til lejligheden, kunne jeg dufte at Jea havde lavet kaffe. Hun var på badeværelset, så jeg gik ud i køkkenet for at skære brødet ud. Jeg fandt en kniv i en af køkkenskufferne som Jea havde pakket ud aftenen forinden, skar brødet i skiver, hældte den færdige kaffe på en termokande som jeg selv fandt i en åben flyttekasse. Jeg fandt også to krus og et par tallerkner, som jeg stillede på spisebordet i stuen.
   - Jea! Der er morgenmad!
   - Kommer nu! svarede hun..
   Jea kom ud fra badeværelset med et lyserødt håndklæde viklet elegant rundt om sit hoved.
   Et stort lyserødt badehåndklæde, havde hun taget rundt om livet. Hun skyndte sig ind i soveværelset for at finde det tøj hun skulle have på..
   Jeg havde sat mig ved spisebordet, efter jeg havde fået alt med fra køkkenet som vi skulle bruge. Jeg skænkede kaffe til os begge, da Jea råber fra soveværelset.
   - JEG SKAL IKKE HAVE KAFFE!
   - OK! råbte jeg tilbage, så hun lige kunne høre det.
   Hun kom lidt efter ind i stuen, satte sig overfor mig, tog et stykke brød og spurgte mig hvornår jeg var færdig med kniven.
   - Du har da din egen, svarede jeg hende, den er under servietten.
   - Har du ikke lyst til kaffe?
   - Nej! ikke lige nu, svarede hun.
   Underligt, tænkte jeg. Jea havde i alt den tid vi havde været sammen drukket kaffe hver eneste morgen.
   - Hvad tid skal du på job i dag? spurgte hun.
   - Jeg kører om en halv time, svarede jeg.
   Klokken var blevet syv, og jeg vidste, at hvis jeg ikke kørte inden klokken halv otte, så ville jeg ikke kunne nå det på grund af trafikken.
   Jeg var næsten færdig med at spise min morgenmad, og havde snart drukket tre krus kaffe, da jeg pludselig fik en fornemmelse af kvalme og en voldsom svimmelhed. Jeg rejste mig fra bordet, men faldt bagover, så stolen væltede og jeg selv landede hårdt ovenpå den. Jeg slog min ryg i faldet så det gjorde forfærdeligt ondt, men forsøgte at komme på benene igen ved at tage fat i bordkanten, men måtte give op efter et par forsøg.
   Jea sad stadigvæk helt uanfægtet på sin stol og spiste videre.
   - Skat! Er du ikke sød at hjælpe mig op? spurgte jeg hende, samtidig med at jeg fik en fornemmelse af en "ud af kroppen oplevelse"
   - Om lidt, svarede hun mig.
   - Du må hjælpe mig over i sofaen nu Jea.
   - Ok! sagde hun endelig, men med en irritabel stemme.
   Jea rejste sig fra stolen, og kom over på den side af bordet hvor jeg var faldet.
   - Ræk mig din hånd, sagde jeg til hende.
   - Tag dig dog lidt sammen mand, sagde hun højt og anklagende, men med et vagtsomt ansigtsudtryk.
   - Jeg prøver jo alt hvad jeg kan, svarede jeg.
   Det lykkedes med lidt hjælp fra Jea, at komme over i sofaen, hvor jeg lagde mig på maven helt udstrakt.
   - Jeg må vist lige ligge her et par minutter inden jeg skal på benene igen, jeg har det altså underligt.

Det næste jeg huskede, var at jeg vågnede op med en forfærdelig smag af metal i munden. Jeg konstaterede hurtigt at jeg var alene i lejligheden. Pludselig huskede jeg også den svimmelhed som jeg havde haft lidt tidligere. Jeg satte mig langsomt op i sofaen for at se om svimmelheden var aftaget, samtidig med at smerten i min ryg tog til. Jeg huskede pludselig faldet bagover for lidt siden, og forsøgte at mærke efter hvor smerten præcis sad. Da jeg har siddet der et minut eller to, begyndte jeg at undre mig over hvor Jea var gået hen. Måske var hun lige løbet ned i vaskekælderen, tænkte jeg.
   Min mobiltelefon, så jeg ligge på spisebordet, så jeg forsøgte at rejse mig fra sofaen for at hente den. Da jeg rejste mig op, måtte jeg hurtigt indse at jeg stadigvæk var noget omtåget, men med hjælp fra sofabordet, lykkedes det mig til sidst at nå helt over til min telefon.
   Jeg satte mig på den stol som jeg væltede sammen med for lidt siden, og mærkede nu smerten i ryggen endnu mere intenst end for bare et minut siden.
   Mine briller lå ved siden af telefonen, som jeg tog på for at kunne se hvor sent jeg nu var på den.
   TYVE MINUTTER I FEM??
   Hvad fanden var der sket med min mobiltelefon, og hvor fanden var Jea dog blevet af? tænkte jeg.
   Jeg rejste mig fra stolen, men måtte hurtigt sætte mig ned igen. Hvad skulle alt det her nu betyde? Var det på grund af stress, eller var jeg bare udkørt af en masse hændelser? Jeg anede ikke hvad der var sket med mig, men jeg valgte at blive siddende på stolen i lang tid.
   Jeg kunne se i displayet på min mobiltelefon, at der havde været otte opkald mens jeg havde sovet. Det var tilsyneladende Jea som havde ringet alle gange, for kun hendes nummer kom frem da jeg
   bladede de indgående opkald igennem.
   Jeg trykkede hendes nummer ind på telefonen, og hørte den ringe op.
   - Hej! det er Jeanne, svarede hun, efter jeg nu havde hørt kaldetonen fem-seks gange.
   - Hej skat! Hvorfor gik du uden at vække mig? spurgte jeg hende.
   - Du var jo helt væk her til morgen, jeg kunne ikke få liv i dig, Hun fortsatte. Jeg var selv nødt til at gå klokken ni i morges, hvis jeg ikke skulle komme for sent.
   - Ok! jeg har det underligt Jea, jeg har det ikke ret godt lige nu.
   - Jeg har altså ikke tid lige nu, sagde hun højt, for at overdøve larmen som hun var omgivet af og afbrød hurtigt forbindelsen.
   Her sad jeg tilbage i Jeas stue og kunne pludselig ikke gå på mine egne ben.
   Jeg havde stadigvæk en underlig smag af metal i munden, så jeg valgte at skænke noget kaffe op i det næsten tomme krus. Alt andet havde Jea åbenbart taget ud i køkkenet, for der stod nu kun termokanden, et askebæger, en sukkerskål, og mit kaffekrus tilbage.
   Kaffen var ikke nær så varm som da den blev lavet i morges, men med lidt ekstra sukker kunne den dog drikkes.
   Det lykkedes mig endelig, med en del besvær at komme over i sofaen med kruset, hvor jeg tændte for fjernsynet med fjernbetjeningen som lå på sofabordet. Jeg drak en ret stor tår af kaffen, og satte mig tilbage for at se tv.
   Det næste jeg husker derfra, var at der stod en person foran mig. Det var helt mørkt, men jeg så en mørk skikkelse foran mig. Jeg reagerede ikke på det, men så bare en skikkelse som stod helt stille.
   "Sover du? hørte jeg en lavmælt stemme, som jeg ikke kunne genkende med det samme.
   "Sover du? hørte jeg igen en pigestemme.
   - Hvad er klokken? spurgte jeg.
   "Den er mange, hørte jeg igen stemmen, og først der konstaterede jeg at stemmen var Jeas.
   - Jeg faldt i søvn herinde og har ikke været på job i dag. Jeg har bare været så træt og svimmel i dag, fortsatte jeg.
   - Nå! men du har nok trængt til at få hvilet ud, svarede Jea.
   - Tænder du ikke noget lys? spurgte jeg hende.
   - Jo! Om lidt! svarede hun med et irritabelt tonefald. Vil du ikke hellere med i seng? spurgte hun lidt efter.
   - Jo! hvis jeg kan stå på benene nu, svarede jeg hende.
   - Jeg går ud på badeværelset nu og gør mig klar, sagde hun, hvorefter hun hurtigt vendte sig væk fra mig, og gik.
   Jeg skulle nu for anden gang i dag se om min svimmelhed havde fortaget sig, men måtte dog hurtigt konstatere at den var der endnu.
   - JEA!
   - JA HVAD? råbte hun højt fra badeværelset.
   - Er du ikke sød at hente et glas vand til mig? jeg kan ikke komme op, sagde jeg lige højt nok til at hun kunne høre mig.
   - OM LIDT! råbte hun højt tilbage.
   Der var gået et par minutter, da hun endelig kom ind i stuen igen.
   Det lykkedes mig efter en del besvær, at komme op og sidde i sofaen så jeg kunne drikke af glasset.
   Da jeg næsten havde tømt det, rakte Jea ud efter det. Jeg gav hende det, hvorefter hun skyndte sig ud i køkkenet igen. Hun slukkede køkkenlyset, og derefter lyset på badeværelset, hvorefter hun gik i seng.
   Jeg kunne nu se lyset også blev slukket i soveværelset.
   - KOMMER DU I SENG ELLER HVAD? råbte hun ret højt derinde fra.
   - Om lidt, svarede jeg.
   Nu skulle jeg igen se om jeg var i stand til at stå på mine ben, og det gik heldigvis noget bedre denne gang, end tidligere på dagen.
   Jeg var kommet ind i soveværelset, og havde sat mig på sengekanten og tog mit tøj af. Jea havde vendt ryggen til mig, så jeg lagde mig på ryggen ved siden af hende.
   - Hvad tror du det er der sker med mig Jea? spurgte jeg hende.
   - Aner det ikke! svarede hun mig vredt, men jeg vil gerne sove nu, hvorefter hun arrogant trak sin dyne til sig som jeg ved et tilfælde havde lagt min ene albue på.

Jeg vågnede den næste morgen da jeg hørte lyden af Jeas mobiltelefon. Det var lyden af SMS beskeder som hun modtog. Jeg genkendte lyden, da hun ofte modtog beskeder fra sin datter Carina, men jeg kunne ikke bedømme hvor i lejligheden Jea var.
   Lydene var svage, så jeg formodede at hun var i køkkenet og havde lukket døren til, så jeg ikke skulle blive vækket af beskederne.
   Jeg havde stadigvæk en forfærdelig smag af metal i munden, og skulle lige til at rejse mig fra sengen, da Jea kom ind i soveværelset.
   - Hvor længe har du været oppe? spurgte jeg hende.
   - Længe! svarede hun mig hurtigt.
   - Er det Carina du skriver med? spurgte jeg hende.
   - Måske! svarede hun mig, som om det ikke ragede mig hvem hun skrev sammen med.
   Ok! sagde jeg. Det var ikke for at blande mig, men jeg har det bare underligt lige nu.
   - Vil du have kaffe nu? spurgte hun, mens jeg var ved at slutte min sætning.
   - Ja tak! svarede jeg, og lagde mig ned på sengen igen.
   Jeg var slet ikke mig selv, og følte ikke noget, udover den stadige smerte i min ryg. Jeg havde det som om jeg stadigvæk sov, og var midt i en drøm som bare ikke ville slutte.
   Jea kom ind i soveværelset med et krus kaffe, stillede kruset på natbordet ved siden af sengen og rørte med rolige bevægelser teskeen rundt i kruset. Tog derefter teskeen op af kruset, og skyndte sig ud i køkkenet igen.
   Hun kom lidt efter ind i soveværelset igen.
   - Jeg skal på job nu! Du kan varme nogle krydderboller i ovnen, hvis du bliver sulten senere, sagde hun.
   Jeg er ikke sulten, jeg skal bare have noget kaffe, svarede jeg hende.
   - Ok! Det bestemmer du selv.
   - Jea! Jeg ved ikke hvad der skete med mig i går, men jeg har det vistnok ok nu. Jeg ved at jeg kommer for sent på job i dag, og at jeg blev væk i går, men jeg har det ok lige nu. Jeg elsker dig, og vi skal nok finde en vej ud ad det her, det ved jeg, sagde jeg med en noget tvivlsom klang.
   - Du ved vel selv hvad der er bedst for os, svarede Jea, samtidig med at hun smilede til mig.
   - Hvad mener du? spurgte jeg.
   - Jeg mener! hvis du ikke boede to steder, så var du nok ikke så stresset som du er lige nu, har du tænkt over det? svarede hun samtidig med at hun åbnede persiennen i vinduet.
   Hvorfor siger du ikke bare din lejlighed op i dag, og flytter her hjem i dag? Måske er det årsagen til at du oplever dine svimmelheder igen og igen.. Du trænger bare til ro, tror jeg.
   - Ja! måske har du ret Jea. Måske er det årsagen, svarede jeg lidt forundret over hendes pludselige bekymring.
   Jea havde rejst sig fra sengen som hun kortvarigt havde sat sig i, og var tydeligt irriteret over at skulle bruge mere tid på vores samtale, så hun gav mig et kys på kinden og sagde "Vi ses senere," hvorefter hun hurtigt forlod lejligheden.
   Jeg havde sat mig op i sengen, for at drikke kaffe.. Jeg havde også fundet en kryds-og- tværs, men jeg følte mig pludselig træt igen, som om jeg var i en helt anden verden hvor intet synes fornuftigt.
   Jeg havde, efter at have taget en stor tår, sat kaffekruset fra mig på natbordet igen, og ville lige lægge mig ned et par minutter. Det sidste jeg husker, er lyden af en bildør der smækker, og lyden af Jeas bil som accelererer. Jeg røg nu ind i det ondeste mareridt jeg nogensinde havde oplevet.

Igen vågnede jeg ved, at jeg hørte min mobiltelefon ringe.
   Jeg rakte ud efter den, da den lå på natbordet ved siden af mig og var let at finde.
   Jeg så igen at det var Jea, som havde ringet til mig.
   Der havde været fire opkald denne morgen og jeg havde ikke hørt nogen af dem før nu.
   Jeg havde igen den samme metalsmag i munden som dagen før, og jeg anede stadigvæk ikke hvad der var galt med mig.
   Måske var det på grund af væsketab, at jeg havde haft disse underlige Blackouts, tænkte jeg.
   Jeg besvarede opkaldet da den nu havde ringet cirka syv eller otte gange.
   - Hej! svarede jeg.
   - Hej skat! hørte jeg i den anden ende... Hvordan går det? spurgte Jea.
   - Ikke ret godt, svarede jeg efter et stykke tid, og fortsatte... Jeg har det som om noget er ved at tage livet af mig, men jeg aner ikke hvad det er.
   - Jeg kommer tidligt hjem i aften, sagde Jea, måske allerede inden ti i aften. Der er næsten ingen gæster nu og der har bare været dødt her hele dagen.
   - Det lyder godt! jeg vil gerne tale med dig i aften når du komme hjem, svarede jeg hende.
   - Om hvad? spurgte hun hurtigt og nærmest nervøst.
   - Jeg vil bare gerne tale med dig om en masse ting, svarede jeg hende.
   - Ok! vi ses skat, svarede hun, hvorefter jeg sagde farvel til hende, men hun havde allerede lagt røret på.

Klokken var cirka elleve, da Jea endelig kommer til hoveddøren og åbner den.
   Jeg var kommet ind i stuen, hvor jeg havde været den sidste times tid.
   Jea kom ind i stuen og så underlig ud i ansigtet.
   - Hvad laver du herinde? spurgte hun mig.
   - Jeg har ventet på dig! svarede jeg hende.
   - Hvorfor har du det!? spurgte hun hurtigt.
   - Fordi jeg er bange for mig selv Jea! Jeg aner ikke hvad det er der sker med mig lige nu, men jeg har besluttet at tømme min lejlighed i morgen, og flytte herover.
   - Det er jo det jeg har sagt hele tiden, svarede hun med en pludselig lettelse.
   Jeg forstår bare ikke hvorfor du skulle bruge så lang tid til at finde ud af det selv.
   - Jeg er også overbevist om at det er det rigtige jeg gør nu.
   - Det glæder mig at du er kommet til fornuft, sagde hun, som om det for hende, i alt den tid havde været det eneste rigtige at gøre.
   - Jeg kan ikke fungere uden dig længere, det ved jeg godt nu, så i morgen flytter jeg herover. Er det ok? spurgte jeg.
   - Skønt! svarede hun med det samme, samtidig med at hun uanfægtet tog sin jakke af og hængte den fra sig på en af spisebordsstolene.

Den næste morgen vågnede jeg klokken 06.30 . Det var bælgmørkt udenfor og det regnede. Det blæste også ret kraftigt, så det var ikke på grund af vejret jeg valgte at stå op.
   Jea sov stadigvæk og jeg valgte at lade hende vågne af sig selv.
   Jeg gik ud i køkkenet og satte kaffe over, hvorefter jeg gik ud på badeværelset for at tage mig et brusebad.
   Lige da jeg har skyllet shampooen ud af håret for anden gang, stod Jea pludselig foran mig, så jeg fik en kæmpe forskrækkelse.
   - Hvor skal du hen? spurgte hun mig anklagende... Hvorfor har du ikke vækket mig?
   - Jeg skal da over og rydde min lejlighed.
   - Er du helt sikker på det? spurgte hun igen anklagende.
   - Ja skat! Hvor troede du da ellers jeg skulle hen?
   - Jeg ville bare være sikker på at du ikke havde skiftet mening siden i går, svarede hun.
   - Hvorfor skulle jeg dog det?
   - Ikke for noget, men du har bare virket lidt fjern og underlig de sidste par dage, så måske kunne du ikke huske hvad vi havde talt om i går.
   - Bare rolig! jeg husker godt hvad vi talte om i går, svarede jeg hende, og så nu hvor rolig hun pludselig blev.
   Hun gik ud i køkkenet for at hente nogle krus, samtidig med at jeg lukkede for vandet i badet.
   Hun havde også lagt et stort lyserødt badehåndklæde ovenpå vasketøjskurven, som stod under håndvasken så jeg lige akkurat kunne nå det uden jeg behøvede at træde ud fra brusekabinen.
   Jeg tørrede mig hurtigt, gik ind i hendes soveværelse og tog det samme tøj på fra dagene før, da jeg ikke havde været i stand til at køre hjem de sidste par dage.
   Jeg gik ind i stuen, hvor Jea sad ved spisebordet med sit kaffekrus i den ene hånd og en menthol cigaret i den anden.
   - Skal du ikke have kaffe? spurgte hun mig.
   - Nej! ikke alligevel, svarede jeg, og fortsatte. Jeg vil hellere have lejligheden ryddet hurtigt.
   - Hvorfor? spurgte Jea. Er du da bange for at du fortryder hvis du drikker kaffe først?
   Jeg gav Jea et kys på kinden, og svarede hende, at jeg regnede med at være tilbage inden for fire fem timer med alt fra lejligheden.

På vej over til min lejlighed, kunne jeg fornemme en begyndende kvalme. Jeg indså dog hurtigt årsagen til det. Jeg havde jo intet fået at spise i de sidste to dage, så jeg standsede ved en bager, hvor jeg købte en pakke rugbrød og lidt forskelligt pålæg.
   Det første jeg gjorde, "da jeg omsider var kommet over i min lejlighed," var at få smurt nogle rugbrødsmadder. Jeg rystede bare så meget på begge hænder, at det gjorde det svært for mig at holde på den kniv som skulle fordele smørret på brødet. Til sidst måtte jeg helt opgive det, så jeg tog i stedet for bare nogle skiver af pålægget, og lagde dem ovenpå brødet. Jeg spiste hurtigt hele det første stykke sammenklappede rugbrød, tog dernæst et glas fra skabet over køkkenvasken, som jeg fyldte med det rindende vand fra vandhanen.
   Jeg tømte hurtigt glasset, og drak yderligere et, da jeg følte mig dehydreret, og som måske også var en af årsagerne til min kvalme og pludselige svimmel anfald
   Dernæst gik jeg ind i stuen og satte mig i sofaen. Jeg sad der vel tre-fire minutter og ventede kun på at min sukkerbalance skulle normaliseres igen.