Forældre er forfatterne, der får en ide, som vi så selv udvikler.
Vi skriver og skriver, indtil vi glemmer, hvorfor vi skriver, som vi gør.
Ofte læser vi lige det hele igennem igen for at finde den røde tråd, og hvis vi finder den, kan vi skrive videre og videre.
Vi forsøger nogle gange at viske ting ud, som vi kun er kommet til at skrive, fordi vi ikke lige tænkte os om, eller fordi vi ikke er fejlfri.
Vi får måske en sjov ide til en ny historie, når verden kaster bipersoner ind i vores historier. Den nye historie går sjældent, som vi har planlagt den, fordi vi glemmer, at vi ikke kan skrive to bøger samtidigt, og der kan kun være en forfatter til hver bog.
Men er det så en succes roman eller en gyser? Har vi skrevet mest om kærlighed, når vi gransker vores hukommelse eller er der flest tragiske passager? Kan vi selv lide bogen, eller er der andre forfattere, hvis bøger vi synes bedre om?
Nogen gange ville man måske ønske, at man bare kunne læne sig tilbage og lade skriveriet op til en anden meget bedre forfatter, men så går vores bog i stå og alt omkring den bliver temmelig kedeligt. Når vi at skrive en meget lang bog, kan det være vi får en dead-line, men hvad nu hvis man ikke lige fik alt den med, som man nu gerne ville? Øv Øv, så kan man vel bare huske på, at en bog er ens fantasis univers. For lige som dets uendelighed er vores bogs muligheder, hvis man bare ikke er bange for anmeldere og andre elementer, der kan forstyrrer bogens forløb.
Grib pennen og kast jer ud i livets ord.