Kjolen hang på bøjlen ved siden af det store spejl. Den blev studeret længe: Alle detaljerne blev beundret, mens minderne om de mange timers arbejde på den blev gennemgået. Men de var ligegyldige nu, hvor resultatet hang her og så så smuk ud. Hvorfor kjolen skulle syes var stadig et mysterium, for ballet ville aldrig blive åbnet ... ikke for sådan en som hende. Alligevel havde det kriblet i fingrene efter at sy kjolen. Om ikke andet så for drømmens skyld. En drøm hvor kvinderne blev betragtet med ærefrygt af mændene. Hvor kvindernes taljer og fyldige barme gjorde kjolerne endnu smukkere. Og når kvinderne let løftede i kjolen for at neje deres accept til mændenes forespørgsler på den næste dans, så ville man kunne se lidt af den tynde feminine ankel og en smuk lille sko.
   Tanken bragte et smil frem på beskueren, der så længselsfuldt på den aldrig brugte kjole. Under den stod også et par nye sko: Små, fine og med lidt hæl.
   "Så smuk, så galant, så fuldendt du er. Ligeså ufuldendt er jeg." Det bløde stof på kjolen gav sig let under håndens kærtegn "En skam vi aldrig kan passe sammen." Det dybe skælvende suk, der efterfulgte denne sætning, blev afbrudt af en ukendt lyd. I spejlet bag den ufuldendte skikkelse kom en gammel kone til syne. Den ufuldendte skikkelse vendte sig chokeret, men smilet på konens ansigt var roligt og venligt. Hendes øjne var varme og smilet oprigtigt.
   "Hvem er du?"
   Den gamle kone lo en hjertelig latter og trådte nærmere, mens hun strakte sin hånd frem. Den ufuldendte skikkelse rakte tøvende ud og mødte en hånd så blød som silke, smal og feminin. Ikke som den ufuldendte skikkelses. Forskellen mellem hænderne fik den ufuldendte skikkelse til at se bort i væmmelse.
   Den gamle kone gik hen til kjolen. Hun løb sin hånd over stoffet og sukkede.
   "Så smuk, så galant, så fuldendt du er ... Med et ønske så brændende som dit, og med en kjole så smuk," begyndte konen og vendte sig mod den ufuldendte skikkelse, "så bør I have jeres debut til ballet i aften."
   Den ufuldendte skikkelse så undrende på konen, inden den så væk i skam.
   "Kjolen passer mig ikke ... den er skabt efter mit billede af, hvordan jeg burde se ud. En kvinde som jeg er ikke velkommen til ballet."
   "Lad mig om det, min kære," sagde konen selvsikkert og viftede med hånden. Luften omkring hendes hånd begyndte at virre og en stav kom til syne. "Kom hen til mig," bad hun. Den ufuldendte gik hen til hende og blev blidt guidet rundt, så denne kunne se i spejlet. "Luk dine øjne og se dig selv, som du bør se ud."
   Den ufuldendte skævede til hende, inden den lukkede øjnene. Det tog flere minutter, inden en kvinde kom til syne for skikkelsens indre øje. Den ufuldendtes smil blev større og større, inden den nikkede.
   Luften virkede pludselig spændt, sitrende og en dyb indånding af forventning afslørede nye dufte.
   "Åben dine øjne, min kære, og se hvor fuldendt I gør hinanden."
   Hjertet sank i livet på den ufuldendte, inden den tøvende åbnede øjnene. I spejlet stod en kvinde i den nye kjole. Kvinden fra den ufuldendtes drømme så tilbage fra spejlbilledet, og hendes smil blev større og større. Den ufuldendte så ned ad sig selv: Den smukke kjole var som skabt til denne figur med smal talje og fyldig barm. Hurtigt løftede hun op i kjolen og så ned på sine bare tæer: Små, fine og feminine ... Alt hun så virkede blødt og fint. Hun grinede højt og frydefuldt, men holdt straks inde, da hun hørte den bløde sopranstemme lyde fra sin mund. Så grinede hun igen, men endnu højere, inden hun gjorde piruetter og så kjolen brede sig ud i en smuk vifte.
   "Det er jo lige, hvad jeg ønskede!" lo hun frydefuldt og smilede til den gamle kone, der havde beundret hendes lykke fra afstand.
   "Men sådanne ønsker er svære. De kræver meget magi, og jeg er ked af at fortælle dig, at den kun holder til midnat."
   Den unge kvinde vendte sig atter mod spejlet og betragtede den fuldendte skikkelse.
   "Kun til midnat?" spurgte hun. Den ældre kvinde stod og nikkede sørgmodigt. Selvom tidsfristen allerede krøb sig nærmere, så den nu fuldendte kvinde ikke kun tabet af skikkelsen. Hun så mulighederne for hele aftnen. Hun var hel for første gang i sit liv, og hun havde helt til midnat. Den fuldendte skikkelse vendte sig hurtigt mod den gamle kone og lagde armene om hende. "Tak, tusind tak for denne gave."
   Den ældre kvinde lo igen den hjertevarmende latter og gengældte knuset.
   "Jamen se så at komme af sted. Ballet er jo startet."

Spændt ankom hun til de lokaler, hvor ballet skulle holdes. Nu stod hun neden for trappen og så op mod de store døre, hvor et glitrende og prangende skilt hang. På det stod: Holmstrups nytårs gallabal. Hendes hjertes fart tiltog støt, mens hun forsøgte at få kontrol over sit åndedræt. Spændingen havde for længst indfundet sig i hende, men det var intet i forhold til nu, hvor hun stod i den smukke kjole, bar de små fine sko og var en kvinde værdig til adgang til dette nytårsbal. Byen holdt et hvert andet år, og de sidste mange gange havde hun siddet hjemme og håbet og ønsket, at også hun kunne være med. Kun første gang ballet var blevet holdt havde hun været med for at se de mange smukke kjoler. Hun havde siddet for sig selv, mens folk gik forbi og så skævt til hende, og de andre kvinder havde fnist og peget ad hende, mens de hviskede mellem hinanden. Efter dengang var hendes verden blevet mere og mere indelukket af valg. Hun havde isoleret sig selv og sin frastødende skikkelse ... deres hån gjorde for ondt.
   Men ikke i dag. I dag ville hun gå med panden holdt højt. Hun ville valse lige ind midt på gulvet og se sig om. En mand ville komme og byde hende op ...
   Smilende tog hun mod til sig, åndede dybt ind og satte sin lille fod på første trin op mod, hvad der tidligere havde været et lukket land.
   'I aften er det mit eventyrland ... helt indtil midnat,' tænkte hun.
   Allerede da hun trådte ind ad dørene bemærkede hun de første mænds blikke på sig. Deres øjne viste noget ganske andet, end hun havde set i dem før. Når det var på hende, de så i hvert fald. Før havde hun kun drømt om at være en af de kvinder, der kunne få en mand til at se så åndeløs ud. Nu var hun den kvinde!
   Et smil viste sig på læberne af en mand, og han kom imod hende. Han var smuk. Som alle andre var han også klædt i gallaklæder, men om muligt sad hans bedre på ham end klæderne på alle de andre mænd i lokalet gjorde på dem. Han var slank, høj og havde mørkt hår.
   "Hej, jeg hedder Niels," sagde han og rakte hende hånden. Hun så på den budte hånd og rakte langsomt ud efter den. Langsomt nok til at bemærke forskellen af størrelsen på deres hænder. De lange handsker fik om muligt hendes arm til at se smallere ud, end hun havde forventet, og det glitrende armbånd dinglede løst og gjorde kontrasten fuldendt.
   "Jeg hedder Astrid," svarede hun og smilede. Hans øjne veg ikke fra hendes, mens han smilede bredere og bredere.
   "Astrid ... må jeg få næste dans?"
   Hun nikkede og så forlegent væk. Noget i hans blik fik en følelse frem i hende, hun ikke kunne huske nogensinde at have følt før. Kun musikken kunne høres i lang tid, og hun så endelig op, da han blidt klemte om hendes hånd. Hans blå øjne var stadig på hende, da han slap hendes hånd og bød hende sin arm.
   "Gentleman, jeg havde troet, de var en uddød race," smilede hun og tog imod den budte arm. Han lo og lagde sin hånd over hendes, inden de gik mod dansegulvet.
   Uøvet prøvede hun at finde ud af, hvor hendes hænder skulle være og igen lo Niels. Hun elskede den lyd.
   "Du har ikke danset meget?"
   "Nej," indrømmede hun og så ned. Med en blid bevægelse tippede han hendes ansigt op mod sit.
   "Så smuk en kvinde må da have haft sit dansekort fyldt ud måneder inden ballets start."
   Smilende klemte hun let om hans hånd, da han havde vist hende, hvor hun skulle have den anden: På hans skulder.
   Musikken begyndte på ny, men Astrid bemærkede det dårligt. Kun Niels' øjne virkede til at kunne drage hendes interesse. For første gang i sit liv følte hun sig vægtløs og elegant, mens de svævede rundt mellem de mange andre dansende par. Hun følte sig smuk under Niels' intense og varme blik, mens hun prøvede at opsummere alle de nye og dejlige følelser hele denne begivenhed bragte med sig.
   Niels trak hende tættere ind til sig, og hun lod sin hånd glide om på hans ryg. Hun kunne nu mærke hans muskler spænde og bevæge sig under stoffet, men at føle sin barm så tæt op ad hans bryst fik hende til at snappe efter vejret i fryd. Hver en detalje i hans ansigt blev studeret nøje. Hun var så tæt på, at selv de små farveforskelle i hans blågrå iris var tydelige. Hun prøvede at memorere hver eneste smukke detalje, helt ned til hans læbers perfekte form.
   Han smilede et strålende tandsmil, og hun rødmede over at være blevet opdaget i sine nærstudier af ham. Men han virkede ikke til at have noget imod det.
   Næsten uden varsel så hun hans ansigt nærme sig sit. Deres læber mødtes blidt, og hun mærkede varmen fra hans ånde. Med tilbageholdt åndedræt lukkede hun øjnene og sukkede længselsfuldt, mens deres læber mødtes i et lidenskabeligt kys.
   Det var Niels, der brød deres kys. Han så omkring dem og smilede ned til hende.
   "Lad mig finde noget champagne til os. Vi har helt glemt tiden, det er nytår om to minutter."
   Denne sætning fik hende rykket tilbage til virkeligheden, og hun så forfærdet på ham og derefter ned ad sig selv. Frygten jog igennem hende, mens hun så sig om. Men ingen stirrede undrende på hende, ingen grinede eller pegede fingre eller kaldte hende grimme ting ... endnu!
   Hun måtte væk, hun skulle hjem, inden fortryllelsen blev hævet.
   "Jeg må gå ... undskyld," sagde hun hurtigt og løb mod dørene. Hun nåede at se Niels' undrende og sårede udtryk, inden hun forlod ham der, midt på dansegulvet. Alene.
   Tårerne trillede allerede ned ad hendes kinder, mens hun løb ned gennem gaderne i den stille by. Alle var til ballet, det vidste hun. Sådan var denne lille by. Alle fejrede nytåret sammen ... undtagen hende.
   Stoffet begyndte at stramme omkring hende, og hun fik svært ved at trække vejret. Det gav et smertefuldt jag i anklen, da den ene hæl gav efter for den ufuldendte skikkelses øgende vægt. Et skrig af smerte vristede sig fri, men det var ikke længere den blide røst af den kvinde, der lige havde danset med Niels. Det var et dybere og mere forvrænget vræl, der ekkoede ned gennem den stille gade.
   Grædende nåede den atter ufuldendte skikkelse trapperne til hoveddøren. Grædende slyngede den sig ind og besteg trapperne på hænder og fødder. Hulkende fandt den sammen på soveværelsesgulvet, hvor den græd over det sidste minde om Niels. Mindet om kysset skulle have været det sidste minde. Mindet om en mand, der havde holdt hende tæt og blidt og set på hende med så åbenbar en beundring.
   Skikkelsen løftede hovedet og så sig om. Blikket faldt på spejlbilledet, der nu viste den ufuldendte skikkelse i en ødelagt kjole.
   'Det var så det. Det var mit eventyr,' tænkte skikkelsen og tog de ødelagte sko af. Den ufuldendte kom på benene og trak de sidste laser af kjolen forsigtigt af, hvorefter den blev hængte tilbage på bøjlen og skoene blev rettet til under den.
   Men en tom fornemmelse satte den ufuldendte sig på sengen og stirrede på kjolen. Den hang nu iturevet på sin bøjle, lige så ufuldendt som personen, der havde båret den. Kun båret den en enkelt gang, hvor de sammen havde været formfuldendte. Skoene lå henslængt under kjolen og var nu beskidte. Den ene lille hæl var knækket og overfladen, der før havde været jævn og fin, var nu bulet og krakeleret. Den ene sko var væltet om på siden, den knækkede hæl hang kun fast ude i siden, men ikke nok til at holde skoen oprejst.
   Den ufuldendte hævede blikket til spejlbilledet, der igen fortalte den barske sandhed om virkeligheden. Langsomt rejste den sig og trådte hen foran spejlet. Den var nøgen og synet virkede frastødende.
   'Det var så mit eventyr ... min prins efterladt uden så meget som en glassko. Hvis dette var mit eventyr, hvor bliver så den lykkelige slutning af? Niels og Astrid, der levede lykkeligt til deres dages ende.'
   Men skikkelsen kunne tydeligt se, hvorfor de aldrig kunne komme til det. Niels ville aldrig kunne se denne ufuldendte skikkelse som Astrid. Skikkelsen selv havde svært ved det.
   Mon skikkelsen nogensinde ville se andet end manden i spejlet? Aldrig igen se den kvinde han burde være blevet født som?