10Min første kærlighed
Ligger og venter på at inspirationen banker på døren. Det skulle ... [...]
Klummen
4 år siden
1Johannes Karagas - Episode 10
Et brev · "Fortiden er et sted, du altid vil have på dig. Et sted d... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 9
Når håbet slukkes · "Hvad gør man, når alt føles håbløst?" · Jeg kas... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 8
The closets thing to crazy · "Hvordan kan alting være så skørt? Og ... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 7
Et valg mange muligheder · "Hvis bare livet var mere simpelt og ing... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 6
Nye situationer · "At vænne sig til nye situationer kan være svært,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 5
Uventede overraskelser · "Jeg foretrækker overraskelser, man kan f... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 4
Problemer med hjertet · "Hjertet ved, når man ikke gør det rigtige,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 3
Piger og planeter · "Jeg er en af dem, der tror at piger kommer fra... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 2
Lergravens hemmelighed · "Det bedste sted i verden er et sted, hvor... [...]
Noveller
10 år siden
4Johannes Karagas - Episode 1
Hverdagens Problemer · "Jeg er dybest set ligeglad, hvad andre sige... [...]
Noveller
10 år siden
0Cirkusets Forbandelse
De gule og grønne farver snurrer sig sammen, som en lille snurret... [...]
Noveller for børn/unge
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Ditte Villadsen (f. 1990)

Problemer med hjertet

   "Hjertet ved, når man ikke gør det rigtige, og det gør ondt, men det kan være ligeså svært at gøre det rigtige"

I dag har der faktisk været stille. Enten fordi det har været en rolig dag indtil videre, eller så fordi jeg har lukket mig inde. Eller lukket alle andre ude. Hver bevægelse rører mig ikke, som om der kun er en tom skal tilbage. Som om jeg overhovedet ikke er der.
   "Hallo! Jeg taler til dig Karagas!" William fægter rundt med en pakke foran min næsetip.
   "Nå," jeg kigger træt på ham.
   "Hvad er der galt med dig knægt?" Fortsætter han rystende på hovedet og kaster kassen hen til Mikkel, der med nød og næppe for fat i kanten af den.
   Jeg prøver at strække mig lidt, inden jeg med skælvende bevægelser får hevet pakken fra Mikkel. William brummer irriteret efterfulgt af et bekymret suk og mumler noget på vej ind på hans kontor. Han er bestyrer for vareafdelingen i Netto.
   "Du må tage dig sammen Johannes, du må ikke miste dit job på grund af personlige problemer," Mikkel tager fat i den anden ende af kassen, for jeg ikke skal tabe den. Jeg rører ikke en muskel.
   "Personlige problemer," mumler jeg tørt og slipper kassen for at gå på toilettet.

"Her tag nu den her kasse og læg den ovre ved appelsinerne og tag så de andre fem, så ordner jeg fryseboksene," pruster Mikkel og løfter den ugentlige kasse med fisk.
   "Ja ja," jeg sætter mig ned på hug for at tage fat i banankassen og vakler hen til appelsinerne og klasker bananerne ind på deres plads. Efter at have slæbt alle kasserne frem og tilbage kalder Mikkel på mig fra gården.
   "Hvad er der?" Sukker jeg.
   "Det er det, jeg spørger dig om! Det kan vel ikke alene være Jennys skyld?" Han klør sig intenst i nakken, så jeg får formet et halvkvast smil med mine læber. Drenge har aldrig været særlig store fan af følelser, overhovedet ikke at tale om dem.
   "Nævn hende ikke. Hun er kun problemer. Lige fra første dag jeg så hende," svarer jeg opstemt, men fraværende.
   "Det er altså ikke barnligt eller pinligt, at du ved det, at indrømme at man er forelsket," han gnider sig mærkeligt på håndfladen.
   "Nej, men det er jeg ikke," smiler jeg og vakler ind i butikken.

Det er jeg da i hvert fald ikke. Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt. Er det måske mit problem, at hun hidser sig op over ingenting? Bare fordi en pige roder lidt i mit hår! Hvordan kommer det hende ved? Det er ikke hendes hår, der bliver rørt ved! Det burde være mig, der var rasende. Hvorfor er jeg ikke rasende? Nå, ja. Hun er rasende nok for os begge to. Jeg sparker foden ind i en kasse og får lyst til at tyre mine hænder ind i den, bare for at. Bare for at hvad? Føle smerte for at få "det" til at forsvinde? Hvad er "det"? Hende?
   Jeg beslutter at løfte kassen og få den ud til mælkeprodukterne. En kasse med tonsvis af økologisk og fedtfattig ost.
   Jeg må slå hende ud af hovedet. Bare for et øjeblik. Jeg åbner yndefuldt køleskabsdøren, hvorefter jeg stabler ostene op på hinanden på den øverste hylde. Der skal være plads til dem alle sammen, jeg bider mig let i læben og føler et instinktivt sejrsrus, da den sidste ost har indfundet sin plads. Det er et godt job, nikker jeg stille for mig selv. Det eneste minus er den grimme grå T-shirt med gule bogstaver. De har sandelig været kreative, jeg hiver i T-shirten og for øje på det afskallede N. Jeg tager et hurtigt kig på min halskæde, som hænger udover min T-shirt. Far, jeg ville ønske, du var her, hvisker jeg så lavt, at det føles som en tanke.


* * *


"Nå, er du blevet gladere?" Kommer det spydigt fra William. "Ja, jeg har det bedre. Tror bare, at jeg var ekstra morgen træt," jeg gaber højlydt, for at lyde overbevisende. "Som om, nå, men du er ikke ansat for at sove eller hænge med mulen kom i omdrejninger! Der er kommet en hel lastbil fuld af varer," han peger hen mod døren og sender mig et lille slisk smil. Jeg bukker hurtigt for ham, inden jeg løber ud af døren hen til gården.
   "Hej Mikkel! Hvad er det for noget bras?" Halvgriner jeg. "Wow, du talte til mig. Det er den første ordentlige sætning, du har formuleret til mig i dag!" Han tager kuglepinden ned fra øret og krydser af på varelisten. "Det må være den sidste sending," beder jeg og snupper et langt blik på alle de forskellige varer. Det er mest brød. Mikkel peger ned mod jorden og vognmanden læsser dem af på noget træ.

Med lange skridt bærer vi en stor kasse hen til brødhylderne. Mikkel tørrer sveden af panden, og jeg smiler fåmælt til kassen. "Har du kniven?" Puster han. Jeg nikker og sætter kniven ned mod midten for at skære hul fra den ene ende til den anden. En masse indpakkede boller. Vi kigger kort på hinanden, inden vi sætter bollerne på plads.
   Alt føles faktisk okay lige nu. Det er lige før, at jeg får lyst til at købe et par boller.
   "Hej Johannes! Gud, jeg havde ingen anelse om, at du arbejdede her!" Jeg vender mig om, og lige i det øjeblik håber jeg inderligt, at det kunne være en anden Johannes, der blev kaldt efter. "Hej Cecilia og jer andre," jeg strammer maven anstrengende sammen, for ikke at lave en grim grimasse.
   "Jer andre? Du er vist en fyr af få ord," et rimeligt stort brød træder nærmere. Hans mørke flyvske hår og hans slimede smil er ikke til at tage fejl af, alligevel bøjer jeg mig ned for at tage en ny pakke boller op.

Det er Christian fra niende. "Jeg hedder Christian, og det her er min smukke, Katarina. Man kan ikke glemme hendes navn, medmindre man er skør...," han peger et par sammenklemte fingre ned mod sit hoved. Jeg smiler og vender mig om. "Øh, jeg ville bare lige høre, om du ville med i biografen i morgen?" Cecilia stirrer ned på bollerne. Jeg mærker en klump i halsen. En rigtig tør én. "Øh, det kan jeg ikke. Jeg skal lave geografi opgave," min stemme knækker næsten over. "Nå, okay," svarer hun og bevæger sig væk fra hylderne. "Kom nu lille fyr, vi skal jo også med! Det bliver en rigtig dobbelt date," Christian niver mig hårdt i armen. Jeg hører en sagte stønnen fra Katarina. "Det er altså ikke en date Christian, kun en biograftur," hun vender det hvide ud af øjnene, men afslutter det med et lille hemmelighedsfuldt smil.
   "Hvad siger du?" Spørger han. Jeg kigger ned på mine sko. Det er svært at flytte blikket fra dem. "Nej, jeg kan virkelig ikke, men I kan jo bare spørge en anden," jeg prøver at smile og undgå deres blikke. Især Cecilias.


* * *

   Efter en lang dag er det rart at få noget frisk luft smidt i hovedet, det er bare anderledes når det er ved foden af en klippeblok. "Det her er en nem én," Mikkel har smidt Netto
   T-shirten for en blå T-shirt og et par shorts og et par handsker. Han har et reb i hånden, noget talkum stående på jorden og en selvtilfreds mine i ansigtet. "Ja, det kan du sagtens sige. Jeg har aldrig prøvet at klatre," jeg fæstner blikket på toppen. Der er højst 3 meter. Man starter da lavere, når man lærer at svømme. Hvorfor skal det være anderledes, bare fordi man klatrer? "Tag det roligt, det skal nok gå. Jeg har trods alt gjort det i 3 år," han smider det andet reb hen til mig. "Hvordan virker det?" Jeg stirrer fortvivlet på ham. Først kaster han rebet derop rundt om en hage. Han lader sit eget reb glide gennem fingrene på ham og tager fat i mit reb, der er faldet ned og binder det ind i min siddesele. "Sådan, nu skulle den være der."

Han laver det samme nummer med sit eget reb og snart står vi skråt op ad klippen.
   "Nu skal du bare være forsigtig. Gør som jeg," han tager fat i en sten, der stikker ud fra klippen og maser sig op og videre til næste sten. Der går ikke længe, før han er halvvejs. "Nu er det dig." Jeg kigger efter en sten og finder en ovenover mig. Det er hårdere, end man skulle tro. Jeg får hevet mig op til en anden sten med perler af sved på min pande.
   "Jeg ved godt, at det med Katarina er åndssvagt. Hvorfor skulle hun nogensinde fatte interesse for en klovn som mig, når hun har Christian?" Sukker det oppe fra ham. "Det er ham, der er en klovn ikke dig, og hvis hun ellers havde god smag og lidt intelligens bag al den make up, ville hun vælge dig med garanti!" Stønner jeg. "Hvis det bare var så let, jeg er jo ikke ligefrem dig, der kan vælge og vrage." Det rammer mig som et stik i maven, ikke at det får mig til at glemme, hvor krævende det er at klatre, og hvor langsomt det går for mig. Jeg kan stadig ane en halvanden meter, imens han er allerede hænger der oppe.

"Jeg ville ikke fortrække den egenskab, desuden giver piger mig kun problemer, og de er altid grunden til mine problemer!" Mikkel sætter af fra klippens top og hopper ind i klippen, og lader sig falde ned på midten, hvor jeg befinder mig. Hvor jeg holder fast i et par sten. "Mener du Jenny? Ærligtalt jeg tror, hun bliver god igen, jeg tror endda, hun undskylder det," han sender mig et alvorligt blik. "Hvorfor dog det? Det er jo det, jeg siger, jeg fatter hende ikke. Først bliver hun sur, også siger du, at hun måske vil undskylde?" Jeg puster ind i klippevæggen. "Det er ikke så slemt, det behøver det ikke at være. Jeg ved bare ikke, hvad jeg nu skal gøre. Droppe Katarina eller vente, til hun slår op med Christian," han stirrer hypnotiseret på den sten, han har sin ene hånd på. "Vente, så hun kan finde en anden? Hvis du er så vild med hende, så må du fortælle hende det. Tage følgerne af det. Tag det som en mand." Hans bedrøvede øjne vendes til håb. Et lille håb. "Ja, du har ret. Det er desværre bare ikke så simpelt. Det kræver mod. Masser af mod!" Han laver en urolig synke lyd. "Er det så meget svære end at klatre 10 meter?" Jeg rynker det ene bryn. "Jeg ville fortrække at klatre 30 meter på det stejleste bjerg, men det ville det ikke blive bedre af," han bider sig i læben.
   "Okay, ikke mere tøse snak, men du burde fortælle det til hende, for din egen skyld, og jeg burde snakke med Jenny, men jeg har altså ikke tænkt mig at undskylde!" Slutter jeg og hopper ind mod klippevæggen for at kunne komme ned. Mikkel venter allerede dernede, da jeg lander på jorden. "Ja, ikke mere tøse snak. Vi mandfolk skal sgu nok få det gjort, og hvis ikke flytter vi til Timbuktu og søger ind i et kloster," han banker sig hårdt på brystet. Jeg besvarer hans hilsen med et bank på brystet, "Det er en aftale."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/08-2007 00:01 af Ditte Villadsen (Anani Kaili) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1905 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.