10Min første kærlighed
Ligger og venter på at inspirationen banker på døren. Det skulle ... [...]
Klummen
4 år siden
1Johannes Karagas - Episode 10
Et brev · "Fortiden er et sted, du altid vil have på dig. Et sted d... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 9
Når håbet slukkes · "Hvad gør man, når alt føles håbløst?" · Jeg kas... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 8
The closets thing to crazy · "Hvordan kan alting være så skørt? Og ... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 7
Et valg mange muligheder · "Hvis bare livet var mere simpelt og ing... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 6
Nye situationer · "At vænne sig til nye situationer kan være svært,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 5
Uventede overraskelser · "Jeg foretrækker overraskelser, man kan f... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 4
Problemer med hjertet · "Hjertet ved, når man ikke gør det rigtige,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 3
Piger og planeter · "Jeg er en af dem, der tror at piger kommer fra... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 2
Lergravens hemmelighed · "Det bedste sted i verden er et sted, hvor... [...]
Noveller
10 år siden
4Johannes Karagas - Episode 1
Hverdagens Problemer · "Jeg er dybest set ligeglad, hvad andre sige... [...]
Noveller
10 år siden
0Cirkusets Forbandelse
De gule og grønne farver snurrer sig sammen, som en lille snurret... [...]
Noveller for børn/unge
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Ditte Villadsen (f. 1990)

Nye situationer

   "At vænne sig til nye situationer kan være svært, men lige meget hvad, skal man igennem dem."

Min mors øjne er røde af gråd. Hvorfor græder hun, når hun selv har sagt op? Hendes slanke hænder hviler uroligt på hendes lår. Træbordet er rodet med krøllede lommetørklæder og papirer. Rystende tager hun et nyt lommetørklæde op og gnider det ind ved øjnene for at få tårerne væk. "Det kommer nok som et chok for dig, og jeg er faktisk også selv chokeret over min handling, men lige pludselig fik jeg bare nok. Jeg gad ikke sidde bag et dumt skrivebord dagen lang og gå til kedelige møder. Jeg vil lave noget, jeg elsker, og jeg elsker at være sammen med dig. Johannes, jeg elsker dig!" Snøftende omfavner hun mig og holder mig helt ind til sig. Mit hoved dingler en smule, og det svier ved min højre kind. Hun holder pludselig op og kigger nærgående på mig, som var det første gang, hun så mig.

Hun løfter hånden hen imod min kind og rører forsigtigt ved den. Jeg lukker øjnene i og prøver at skjule smerten, men hun bemærker det med det samme. Jeg hører hendes høje hæle løbe ud af stuen, og snart er der noget koldt, der gnider mod min kind.
   Mine øjne møder hendes bekymrende grønne øjne. "Man skulle tro, at du var blevet kørt ned af en bil. Det må fanmende havde gjort ondt!" hun lader mig overtage kluden, der er foldet sammen rundt om nogle isterninger. "Tak," mumler jeg og sætter mig ned ved siden af hende. Hvor er det underligt. Min mor der er hjemme, min mor der har sagt op, min mor der er min mor. Hun har smidt sine grålige bukser og hvide skjorte for en løs T-shirt med en slidt Mickey Mouse på og et par jeans. "Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre nu, men helt sikkert noget mindre tidskrævende, så jeg kan være mere sammen med min søn," hun stryger mit hår frem og tilbage.

"Skal det stå i din jobansøgning?" Hun sender mig et skævt smil, "Tja, det bliver det jo næsten nødt til. Hvad skal du ellers i aften?" Jeg stirrer på hende. Hendes sørgmodige smil og hendes øjne, der lyser. "Ikke noget."
   Hendes blik farer rundt i lejligheden. "Stedet her har hvis brug for en kærlig hånd." Hendes blik vendes mod mig igen. "Det har jeg tid til nu, ellers tænkte jeg på, om vi skulle spise aftensmad sammen?" Jeg stirrer endnu mere på hende, det føles næsten som om, at mine øjne kunne falde ud hvert øjeblik, det skulle være. "Øh, det kan vi da godt. Hjemmelavet?" Hun kaster sit lyse hår tilbage, "Øhm, lad os starte med én ting af gangen. Hvad med kinesisk?" Hendes hænder har allerede erobret telefonen og er begyndt at ringe op. Kinesisk bliver det så.


* * *

   "Det er løgn, ikke?" Mikkels stemme farer op i røret. "Nej, maden kommer snart." "Lad mig lige få orden på det her rod. Først inviterer du Cecilia med til festen, når det er Jenny, du er vild med, og nu har din mor sagt op på sit arbejde. Det her er det mest. Mest mystiske jeg nogensinde har hørt. Jeg kvæler lydløst røret, så det knitrer i den anden ende. "Jeg sagde ikke, at jeg er vild med Jenny, for så ville jeg jo lyve. Jeg er ikke vild med Jenny på nogen som helst måde!."
   "Selvfølgelig det er jo klart, ellers ville du jo ikke hele tiden spørge hende om kærester og sukke efter hende, når hun snakker med en anden. Eller bare tag den måde, du kigger på hende. Den måde hun kigger på dig. Jeg vil vædde med dig, at hun lige nu sidder og tudbrøler på sit værelse- eller hvor hun nu er."
   "Det er jo ikke rigtigt, Mikkel. Jeg er ikke vild med hende, og hun er ikke vild med mig. Hun sidder sikkert på sit værelse og skriger af grin sammen med sin kæreste." Jeg ånder tungt ind i røret. "Se der var den igen, men hvis du siger det, må det jo være sandt, selv om hun ikke har en kæreste. I det mindste er I venner igen. Du må have det godt til vi ses i morgen," Mikkel lægger røret på.

Hvad er der galt med ham? Først er han vildt ivrig, og nu er han bare ligeglad. Hvorfor tror han så stærkt på det? Har Jenny fortalt ham noget? Kigger hun virkelig sådan på mig? Jeg betragter mit spejlbillede i det store ahornspejl på mit værelse. Min far byggede selv den store ramme. Mit blik glider hen på et lille billede nederst i hjørnet. En lille lykkelig familie. Min mor der omfavner min far, Marcus, imens han holder fast i en lille babys hænder. De var ret unge, da de fik mig. De må vel have været omkring 20 år på det billede. "Maden er kommet og er på bordet. Gør det noget, at jeg købte en halv liter Pepsi til os hver?" Min mor står i døråbningen. "Det lyder fint, mor. Helt fint," det sidste siger jeg så lavt, at hun nok ikke har hørt det. Jeg kigger en sidste gang på billedet, inden jeg går ud i køkkenet.


* * *

   Hvorfor gik jeg dog med til det, eller jeg skulle måske bare sige, hvorfor står jeg her på skolen efter lukketid? Er det ikke nok, at Christian slår mig én gang? Det har måske bare givet ham mere blod på tanden. Sikke et ubehageligt kryb. Lige så "charmerende" han kan være, så ond kan han blive. "Jeg har en eller anden fornemmelse af, at Christian overhørte, det jeg sagde, du kunne sige til Katarina, altså det første jeg sagde," vrøvler jeg. Jenny står og skuler henne ved fontænen. Hendes attitude fortæller mig, at hun meget gerne ville stikke mig en flad, og noget siger mig, at det ville være værre end Christians brutale knytnæve. Mikkels ansigt er mere askegrå end i går, og han holder blikket sænket. Jeg er den eneste her, der prøver, at gøre det hele lidt nemmere.

"Hvorfor behøver I, at være så nedtrykte. Hvad så om han stikker mig en flad- eller tre!." "Det er skam heller ikke det, jeg tænker på," skumler Jenny. "Det hele er noget forbandet rod, og det er min skyld," hvisker Mikkel med blikket sænket endnu længere ned.
   "Hvorfor går I så ikke bare, når I alligevel er ligeglade med mig?" Min stemme fordrejes af den summende stilhed. "Fordi!" Råber Jenny tilbage. Mikkels hår falder trist ned over hans øjne. Hvornår kommer han egentlig? Har jeg taget fejl af tidspunktet? En knirkende lyd fra døren rumsterer bag ved mig. Mit hjerte dunker højere. "Jeg vidste ikke, at han havde taget supportere med. Det begynder snart at minde om en boksekamp," hvæser Christian og bag i ham går et par af hans venner, og bag dem hører jeg lyden af et par høje hæle.
   Det er Katarina og Cecilia. Jeg lukker min mund, før den når at sige noget. Jeg var lige ved at tro, at det var min mor.
   Cecilia løber hen til mig og lader sine arme klynge sig omkring mine skuldre. Hendes hår dufter af vanilje. Hun har meget lidt sminke på. Hun er kønnere sådan egentlig, det burde jeg fortælle hende. "Nå så nu prøver du at få dem begge. Næ, nej, din perverse stodder, du får intet!" Christian gør sig klar til at svinge med næven, idet han skubber Cecilia fra mig, så hun lander på det hårde gulv med snuden i gulvet. Katarina når ikke at hjælpe hende, før Cecilia får rejst sig op og løber hen imod mig. Åh, nej, hvis hun gør det, jeg tror hun vil gøre, ender hun på hospitalet. Jeg ryster på hovedet af al min kraft for at få hende til at løbe tilbage, men i stedet løber hun videre og imellem mig og Christian.

"Christian du gør det ikke! Hvis du gør det, rammer du mig og ikke ham!" Råber hun vredt og går baglæns hen til mig. Hun er sindssyg i hovedet, hvis hun gør det. "Så bliver det værst for dig selv tøs..," han skal lige til at gennembore sin knytnæve ind i hende, da Katarina river fat i hans hånd, "Nej Christian, du må ikke slå hende for fanden!." Christian vender blikket og sænker sin knytnæve. Et lille smalt smil breder sig på Katarina. Christian gengælder hendes smil. Utroligt. Jeg kigger ned og finder Cecilia klamrende til min mave. Jeg løfter hende op, og hun valker hen til Katarina. Christian bemærker situationens ændring og knytter sin hånd, hvorefter han tager hårdt fat i mig. Jeg slår så hårdt, jeg kan på hans hånd, så han slipper mig med et lille hyl. Jeg er åbenbart stærkere, end jeg troede. Jeg knytter begge mine hænder, og vi begynder at gå rundt om hinanden.


* * *

   Han skal lige til at slå, da lyden af Mikkels høje ryst afbryder boksekampen. "Nej! Det er ikke ham, det er mig. Det er mig, der er forelsket i Katarina." Alles blikke vendes mod ham. Han krymper sig lidt sammen og synet af Katarina, gør ham rød i hovedet. Christians hænder falder sammen, og jeg sænker mine. Så fik han sgu sagt det. Nok ikke ligefrem på den måde, han havde håbet, men nu er det ude. Nu ved hun det. Bye bye Timbuktu!
   "Det er løgn," gisper Christian, "Det lille skvat?" Hans gipsen ender i en overlegen tone. Han begynder at grine og marcherer hen imod indgangen. Hans venner følger efter ham. Mikkel sætter sig forfærdet over sin egen handling ned på en bænk. Jenny skynder sig hen til ham. "Er du okay Johannes?" Spørger Cecilia med sin silkebløde stemme. "Er du?" Jeg kigger ind i hendes blå øjne. Hun sender mig et lille smil og bevæger sig på en eller anden måde tættere på mig. Så tæt at hendes læber er millimeter fra at røre mine. Hun tager fat om mine skuldre. Hendes åndedræt hvisker i baggrunden. "Har I noget imod at vente bare et par minutter?" Vrisser Jenny. Vi kigger på hende, på Mikkel og Katarina. Katarina nulrer sit gyldne lange hår. "Jeg skal vist også til at gå nu. Christian, I ved," hendes toneleje er mærkeligt lavt. Hun sender Mikkel et kort blik, inden hun halvløber ud af døren.

"Tag dig ikke af hende Mikkel, hun har bare brug for tid," Cecilia prøver at berolige ham. Jenny tager fat i hans hånd. "Det er nok bedst, hvis I går," Jenny løfter ikke sit blik fra ham. Cecilia griber fat i min ene arm og trækker mig ud af døren. "Det er synd for ham, men hun er så frygtelig ubeslutsom," vi står helt tæt på hinanden. Hun løfter sit hoved en smule, så hendes læber rører mine. Hun kysser mig. Et lille kys, der føles som et kærtegn af vinden. Det kilder lidt, men på en rar måde. "Vil du være sød at fortælle, hvordan det går med ham? Jeg glæder mig meget til afslutningsfesten," hun slipper mine hænder og giver mig et lille kys på kinden, inden hun løber ned af gaden for at indhente Katarina.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/09-2007 23:45 af Ditte Villadsen (Anani Kaili) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1864 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.