10Min første kærlighed
Ligger og venter på at inspirationen banker på døren. Det skulle ... [...]
Klummen
4 år siden
1Johannes Karagas - Episode 10
Et brev · "Fortiden er et sted, du altid vil have på dig. Et sted d... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 9
Når håbet slukkes · "Hvad gør man, når alt føles håbløst?" · Jeg kas... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 8
The closets thing to crazy · "Hvordan kan alting være så skørt? Og ... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 7
Et valg mange muligheder · "Hvis bare livet var mere simpelt og ing... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 6
Nye situationer · "At vænne sig til nye situationer kan være svært,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 5
Uventede overraskelser · "Jeg foretrækker overraskelser, man kan f... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 4
Problemer med hjertet · "Hjertet ved, når man ikke gør det rigtige,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 3
Piger og planeter · "Jeg er en af dem, der tror at piger kommer fra... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 2
Lergravens hemmelighed · "Det bedste sted i verden er et sted, hvor... [...]
Noveller
10 år siden
4Johannes Karagas - Episode 1
Hverdagens Problemer · "Jeg er dybest set ligeglad, hvad andre sige... [...]
Noveller
10 år siden
0Cirkusets Forbandelse
De gule og grønne farver snurrer sig sammen, som en lille snurret... [...]
Noveller for børn/unge
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Ditte Villadsen (f. 1990)

Et valg mange muligheder

   "Hvis bare livet var mere simpelt og ingen tænkte så meget, så ville alting være meget lettere."

Hvorfor føler jeg sådan? Jeg holder stramt om min dragehalskæde. Lukker øjnene for at se vandet for mig. Det dybe rolige vand med de små fisk. Al det liv samlet et sted. Hvor får det al den utrolige energi fra? I mit hoved dannes et billede i vandets skær. En fyr med det samme bekymrede og forvirrede ansigtsudtryk som mig. Med dybe alvorlige øjne og brunt bølget hår. Kan det være min far? Billedet viskes ud. Hvorfor far? Hvad sker der med mig? Det prikker mærkeligt på mine kinder. Det føles vådt. Skønt. Nu græder jeg også. Jeg føler mig så uendelig tom. Som om min energi bliver suget ud af mig. Jeg åbner øjnene. Det første jeg får øje på er dragen. Hvad er du? Mit pandehår klistrer sig til min pande. Jeg ser et glimt i dens røde øjne. "Far? Er du her?" Hvisker jeg. Jeg niver mig hårdt i knæene. Selv om jeg har lyst til at skrige af det hele, så gør jeg det ikke. Jeg har ikke fortjent det. Jeg rejser mig vaklende fra gulvet og hiver gardinet fra. Solens stråler slår hårdt ind gennem ruden og synet af de grønne træer får mig til at kvæle mit skrig. Hvorfor skulle jeg kysse Cecilia? Er jeg syg i hovedet? Ja, hun er sød og rar, men hun er alt for god til mig. Jeg har ikke fortjent hende eller Jenny. Jeg burde være hos Mikkel.

Jeg løber ud gennem døren og ned af trapperne. Mobilen ligger i lommen. Det lovede jeg mor. Og Cecilia. Jeg beslutter hurtigt at løbe hele vejen hen til ham, jeg har ikke brug for en åndssvag cykel. Hjertet pumper, og det hiver i lungerne, men jeg bliver ved. Der er noget rart ved at straffe sig selv, det får smilet frem. Man skal ikke blive for blødsøden. Jeg drejer om hjørnet, og Mikkels store parcelhus skinner forude. Det røde tag er ikke til at tage fejl af. Jeg åbner den hvide havelåge og lister mig uforstyrret hen til det store æbletræ. Da vi var yngre klatrede jeg tit op i træet og bankede på hans vindue. Vi kunne sidde deroppe og snakke i timevis. Vi bruger ikke den indgang mere, men det kunne være, at den stadig virker. Jeg bider mig hårdt i læben og tager fat i grenene for at få mig op i træet. Jeg når op til den øverste og tykkeste gren. Jeg er vokset, siden jeg sidst var heroppe. Grenen virker smallere nu. Hans vindue er lukket, men gardinerne er trukket fra. Jeg rejser mig lidt op for bedre at kunne se. På hans seng sidder han med ansigtet begravet i en pude. Hans hår stikker lidt frem.

Døren åbnes på klem og en bakke dukker op i døren. Det er Jenny! Hastigt får jeg bevæget mig væk fra vinduet, så jeg sidder sammenklemt ved siden af vinduet.
   Hvad gør jeg nu? Jeg tager et hurtigt kig. Jenny trasker hvileløst omkring i hans værelse. Hendes øjne er smalle. Alvorlige, lige som min fars. Jeg kan ikke løfte blikket fra hende. Mon de taler om mig? Hvor forræderisk jeg har været med det omkring Cecilia. Jeg opførte mig ikke som hans ven, da han afslørede sandheden. Jenny forsvinder lige pludselig ud af værelset. Jeg bevæger mig forsigtigt hen til vinduet og banker fire gange, ligesom vi plejede. Mikkel smider puden fra sig. Hans ansigt er rødt af tårer. Han rejser sig snøftende op og vakler hen til vinduet. "Hvad laver du her?" Hans stemme er hæs. "Jeg ville bare se min bedsteven." Han åbner vinduet, så jeg lige med nød og næppe kan masse mig igennem det. "Vil du have noget te?" Mikkel gnider sig i øjnene.

Jeg ryster på hovedet og falder på plads i hans blå kontorstol. "Undskyld Mikkel. Jeg har været en fej ven," jeg kigger på hans sokker. Han griner hæst. "Du har ikke været fej. Det har jeg, men du har ret i at sige undskyld, bare ikke til mig." Jeg giver ham et kikset knus, som vi ikke kan lade være med at grine af. "Der går vel ikke længe, før nogen kalder os bøsser," halvgriner han. "Bøsser?" Kommer det overrasket bag os. Det giver et sæt i mig, da Jenny stirrer på mig. Hendes blik er koldt. Hun sender Mikkel et sødt blik. "Vi snakkede bare lidt," forklarer han. "Er I så gode venner igen. Bare sådan? Et par ord og så er det hele i orden," hun fæstner sit blik på mig. "Vi var ikke rigtig uvenner," Mikkel ryster på skulderen. Jenny flytter sit blik hen på ham, men sætter sig så ned i hans seng.


* * *

   "Jeg har heller ikke tænkt mig, at blive her så længe. Jeg ville bare lige se til Mikkel," jeg stirrer ud i luften. "Er jeg da syg," Mikkel tager sig til panden, "Måske har jeg lidt feber." Jeg kigger ligegyldigt på ham. "Fint," kommer det isnende fra hende. Hendes brune hår er slået ud, det ligger pænt ned af hendes skuldre. Hendes øjne er smukke og store. Hendes mund… Jeg klasker mig selv på kinden. Det nytter ikke. Det er for mærkeligt.
   Hun kigger ikke engang på mig. Hun hader mig. Det er tydeligt. Jeg smiler sammenklemt og rejser mig op, for at klatre ud af vinduet igen. Mikkels øjne følger mig i nakken. "Hvad er der?" Han giver mig et spøjst blik. "Du må gerne gå ud af døren." Jeg takker pænt nej og fortsætter klatringen. Jeg kommer hurtigt hen til havelågen. Jeg sender vinduet et sidste blik, før jeg går ned af stien.

Uden at tænke over det, slasker jeg igennem en vandpyt. Det regnede i morges, alligevel er det eneste, jeg kan tænke på Cecilia. Cecilia og kysset. Hvilken mening giver det? Hun er forelsket i mig, men er jeg virkelig forelsket i hende? Kan jeg være forelsket i to? Kan det være, at jeg er sammen med den forkerte? Det føles ikke rigtigt. At Cecilia kyssede mig. At jeg lod det ske. Er jeg sammen med den forkerte? Er det sådan det skal være? Har Mikkel altid haft ret? Er jeg vild med Jenny? Hun får mig til at føle mig endnu mere beskidt og dårligt tilpas. Det gør ondt, når hun kigger på mig med sine kolde blikke og sender Mikkel et helt normalt blik. Hvorfor er der så meget forskel? Hun er vel ikke forelsket i ham? Jeg tager mig rystende til hovedet. Sveden driver af mig. Jeg er ved at blive sindssyg.

Jeg står ude for hoveddøren. Døren er ikke låst. Mor må være kommet hjem fra sin shopping-tur. Eller tænke-tur som hun kalder det. Jeg behøver ikke butikker for at tænke, faktisk ville det være lettere, hvis jeg ikke tænkte så meget. Der er lys i gangen, og det rumsterer i køkkenet. Der er en i køkkenet, men det er ikke min mor. Man kan vel ikke få gråt hår på et par dage og rynker? "Hvad synes du?" Min mors stemme knager ved siden af. Hun står over ved køleskabet. Damen halvfnyser, "Ja, det har brug for en god hånd, og jeg vil med glæde hjælpe Dem med at finde det helt rigtige til Deres lejlighed." Min mor smiler ved damens hårde blik og drejer sit ansigt imod min retning. "Hej min skat! Du ser vist ikke for godt ud," hun tager bekymret sin ene arm omkring min hals og slæber mig ind ved siden af. "Hvad med damen," spørger jeg. "Nå, det er bare Fru Holm, hun er fantastisk til det med at få et hjem til at ligne et hjem på den fede måde, altså." Fede måde? Er det min mor, der taler? Jeg anede ikke, at hun kunne finde på at bruge sådan et ord, og dog, intet kan overraske mig længere. "Hvad er der i vejen?" Hendes ord rammer mig hårdere, end jeg troede. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville begynde at græde på grund af det spørgsmål. "Åh, min lille skat," hendes stemme knækker sammen, idet hun omfavner mig. Jeg lader tårerne løbe i et stykke tid. "Det er det hele. Alting er galt og i vejen! Der er sket så meget på så kort tid, at det er ufatteligt, at jeg har kunnet klare det så længe," hun kigger blidt på mig. "Det er måske nu, jeg skal fortælle dig om din far, Johannes."

Min far? Selv om der er ret rodet i gangen, virker det som om, at der er masser af plads. At jeg befinder mig et helt andet sted. Rodet synes at forsvinde. Det kan jeg sagtens bilde mig ind, men sagen er, at jeg ser billedet for mig igen. Min far. Min bekymrede og forvirrede far. De må have været ret unge, da de fik mig. "Okay, din far hed Marcus. Marcus Karagas, han var halv græker. Meget flot med sit bølgende hår og sine store dybe øjne. Han var en mand, der havde problemer med kærligheden, med kvinder, selv om de flokkes om ham. Han havde det der nuttede, men mystiske over sig, som tiltrak dem og mig. Hans forhold var for det meste korte. Han havde svært ved at binde sig, for han ledte efter den eneste ene. Da han mødte mig, fortalte han efter vi havde været sammen i noget tid, at han vidste, at jeg var lige den kvinde, han ønskede. Han fortalte tit, hvor meget han elskede mig, og at han var bange for, at du ville arve hans gener. At vælge den rigtige er aldrig let, især når man ikke vil såre nogen. Sådan en mand var din far. Da han så dig for første gang, vidste han, at du ville få de samme problemer som ham. Derfor købte han, den halskæde du altid har på," hun peger på den.


* * *

   Min halskæde? Min dragehalskæde? "Hvad gør den så?" Jeg holder den tæt ind til mig. "Det er en kærlighedsdrage. En slags vejviser, der skulle hjælpe ejeren med at finde den rigtige. Vælge den, du vil komme længst med, så at sige. Man skal på en eller anden måde, ved hjælp af sit hjerte og dragen vælge netop den person," hun sænker blikket. "Det lyder utroligt hokus pokus agtigt," jeg rynker panden. "Ja, det sagde jeg også til ham, men han lød meget sikker i sin sag. Han ville ikke lade dig lide. Da han døde, holdt jeg om den halskæde som om, det var ham," hendes ansigt bryder sagte ud i tårer. "Hvordan døde han?" Snøfter jeg. "Han gik over vejen. Han blev kørt ned af en ekskæreste. Hun var under påvirkning af alkohol og stoffer, det fandt man ud af nogle dage efter hans død. Ekskæresten blev fundet død i hendes lejlighed dagen efter. Hun havde skudt sig selv. Det var netop det, han talte om din far. At det kunne gå gruelig galt, når man sårer et andet menneske, at man skal lave mindst mulige fejl som muligt," hun er holdt med at græde.

Min far kørt ned af en hævngerrig eks? Det lyder som en dårlig amerikansk film. Hvad skal man tænke, når man hører sådan noget? Jeg er vaklet ind på mit værelse, som om jeg skulle til at brække mig. Det er kvalmende, men det er sandheden. Sandheden. Jeg hader sandheden! Ligesom jeg hader kærlighed! Jeg sender min dragehalskæde de værste dræberblikke. Hvis jeg vidste, at jeg ikke ville fortryde det, ville jeg have smidt den lige lukt ud af vinduet. Set den knuses på jorden, som en porcelænsdukke, og jeg ville skrige ondskabsfuldt af grin, som i Superman og i alle andre skurke film eller helte film. Hvad skal man egentlig kalde dem? Der er begge dele. Det onde og det gode. Kærlighed og had. Sandhed og løgn. Hvad skal jeg vælge? Leve med én, jeg måske er forelsket i. Leve med hvad der kunne vise sig, at være en løgn? Eller tage chancen og kysse hende, jeg tror, jeg er forelsket i. Hvis bare det kunne være mere simpelt. Hvis jeg havde en klar fornemmelse ligesom for et par dage siden. Hvorfor skulle den også forsvinde? Det ville være lettere bare at fortsætte med Cecilia, eller hvad? Er det ikke sådan Clark Kent og Peter Parker plejer at have det? Jeg lukker øjnene og hiver halskæden af mig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/09-2007 23:47 af Ditte Villadsen (Anani Kaili) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2072 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.