3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 7 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 18 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
3 måneder, 21 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
11 måneder, 5 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år, 2 måneder siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 4 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 6 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 11 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
5 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
5 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
5 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
5 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
5 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
5 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
5 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
5 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
5 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
5 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
5 år siden
6Byens sjæle
Terminalen er stor. Og grim. · Indenfor er der butikker. Overdækked... [...]
Kortprosa
5 år siden
4Djævlestøv - Kapitel 15
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 18,5

Publiceret: 1
Afgivet: 10
Modtaget: 7
Pia Hansen (f. 1958)
En tidlig morgen så David Brennan en klynge djævleurt i sin have.
   Han kvalte et skrig, pressede læberne sammen, lukkede øjnene og fortalte sig selv, at han så syner.
   Men da han åbnede øjnene stod planterne der stadig og deres kradse svovlstank rev i hans næsebor.
   De blodrøde kronblade havde deforme, hvidgule kranie-mønstre.
   Så store som de var, skulle Isabella, hans kone, for længst have opdaget dem og luget dem bort. Hun var så påpasselig med den slags, men her stod de, mellem grønkål og persille, og grinede ondt mod ham. Enten havde de været forklædt som kål eller også havde nogen plantet dem i nat.
   Havde en dæmon set sig sur på ham og ville gøre ham fortræd?
   Dave så op mod solen, der netop var brudt frem, kløede sig i nakken og tænkte: det var da mærkeligt. Så rynkede han brynene, for han kom til at tænke på andre mærkværdigheder; vinteren havde været kort, men blæsende og regnfuld. Sommeren havde været lang, men kølig og våd. Mange store snegle og sære lilla insekter havde hærget og ædt af afgrøderne.
   Verden var ved at forandre sig.
   Nogle blandede sig i Vorherres skaberværk og vilje.
   Og disse "nogle" var troldtøj, hekse, djævle og dæmoner.
   Tænk at dette pak endnu ikke var udryddet, men tværtimod fik større magt.
   Kong Leopolds folkesoldater havde hvervet mange mænd. Daves lillebror havde meldt sig frivilligt. Det var der mange der havde. Og alle holdt de øje med mistænkelig adfærd, men selvom både adelsmænd, gejstlige og retskafne folk kæmpede mod uvæsnet bredte det sig.
   Der var indført stramme love og snævre regler for anstændighed.
   Men det hjalp ikke nok.
   Alle måtte være på vagt. Men nogle gange virkede det forkert at sladre om en nabo. Han havde set den anden vej mere end en gang. Måske en gang for meget?
   Dave hev urterne op og slængte dem over i en bunke ukrudt.
   Han kunne vel brænde dem senere?
   De skulle jo ikke komme for sent i kirke. Og nu var de vel klar? Han var gået ud for at få lidt frisk morgenluft, mens ungerne skændtes om vaskebaljen og konen gjorde sig fin.
   Med sindige skridt gik han mod stuehuset. Det summede foran ham og han veg til siden.
   Det var endnu et af de satans nye insekter, der var dukket op; på størrelse med en velvoksen guldsmed, med en underlig snoet krop og tynde, farvede vinger. Dette her eksemplar havde røde vinger. Han daskede ud efter det, men det cirklede bare rundt om hans hoved og pludselig var der endnu et bæst. De støjede. Han stoppede op og tog mål af dem. Sådan nogle latterlige insekter skulle ikke plage ham og stikke ham, så han blev syg.
   Måske var han allerede syg?
   For det så ud som om de små væsner havde både arme og ben. Og et lillebitte hoved, der mindede om et menneskes.
   Sludder!
   Det var bare kæmpe-guldsmede, som sikkert var kommet fra et af de varme lande, hvor der var så meget uvæsen.
   De havde helt bestemt følehorn som biller og snegle. Men at de også havde horn som køer og ører som elvere - det måtte være indbildning.
   Han fejede dem bort med hastige kuskeslag. Væk var de.
   Af bare lettelse børstede han sin trøje, som for at verfe den fjollede angst bort. Noget havde filtret sig ind i ulden og han lukkede fingrene om det.
   Uden at tænke over det åbnede han hånden.
   Der lå tre djævleurt-kronblade. Kranierne så ud som om de var ved at flække af grin.
   Pjat! Vinden havde vel ført dem der hen - eller han havde ikke opdaget dem før nu.
   Du er en mand, formanede han sig selv, en mand og ikke en mus.

Inde i den lune stue var Isabella vågen og redte sit lange, gyldne hår. Det faldt i tykke, bløde bølger ned over hendes runde, særkedækkede skuldre. I døråbningen tittede børnene frem med vådt hår. Nyvaskede og i de hvide søndagssærke lignede de små engle. Når de fik søndagstøjet over særkene kunne de sagtens være bekendt at vise dem for den øvrige menighed.
   "Far, må jeg rende over og se, om Johnny og hans mor er klar?" spurgte den syvårige Jeff.
   Johnny var vaskekonens søn og selv om Mary Vaskekone var halvblodstater og ungen uægte, så var hun gudfrygtig, proper og flittig. Hver søndag agede hun med dem til kirke, for hun boede lige om hjørnet.
   Dave skulle til at nikke, smile og give lov. Men smilet døde ved synet af Isabellas glippende øjne og desperate, afværgende hovedrysten.
   "De er ikke hjemme," mumlede hun.
   Hun var bleg og små røde plamager sneg sig frem på hendes kinder. Hun havde let ved at rødme, men i dag var det særlig slemt. De mange små, røde pletter lignede kronbladene på de ildevarslende djævleurt-blomster. Gennem dem skinnede hudens kalkagtige bleghed som små forsagte kranier.


* * *


Folk strømmede mod galgebakken, der i disse tider blev flittigt brugt til afbrænding af hekse, kættere, unaturlige folk og andre mørkevæsner.
   Dave og hans familie fulgte med strømmen.
   Herremanden og birkedommeren havde bestemt, at der skulle bygges et højt plankeværk om pladsen, men det var aldrig blevet færdigt. Der gik meget tid med at udbedre skader og bygge nyt, for tyvepak stjal af stolper og brædder.
   Det halvfærdige, hærgede plankeværk kunne umuligt holde djævle og dæmoner ude. Og de fleste var sikre på, at de kom.
   De tre hekse, som skulle brændes i dag, var nemlig i ledtog med De Ondes Udvalgte; en ond og frygtelig troldmand, der kunne påkalde alskens dæmoner og var gennemsyret af ondskab. Han havde ladet sig slå ihjel for at skaffe ond energi - og Den Hvide heks havde vakt ham til live igen. Hun var den farligste af de tre og det var klart, at Den Onde ville befri hende.
   De to taterkællinger var i familie med troldmanden. Den ene var Mary vaskekone.
   Dave var blevet forfærdet, da han fik bekræftet, at Isabella havde meldt hende, men da præsten sagde, at vaskekonen var søster til den onde troldmand, forstod han det lidt bedre. Den sidste af heksene var bæstets mor.
   Det virkede grusomt at brænde den gamle kælling og vaskekonen, fordi de var troldmandens familie, men det var nødvendigt, for de var smittet af kontakten med ham. Det havde præsten forklaret dem fra sin prædikestol. Han havde også sagt, at nu måtte de være modige og kæmpe mod ondskaben.
   Heldigvis skulle Dave og de andre retskafne bønder og håndværkere ikke kæmpe alene. Her var to snese folkesoldater og en samling raske karle med høtyve og leer. Desuden var her lidt mere end et dusin munke med kors og vievand.
   Og flere af folkesoldaterne havde sølvkugler i deres pistoler.
   De skulle nok få ram på udyret og hans håndlangere.
   Selv havde han også puttet en sølvkugle i krudtkammeret. Under skjorten hang korset og lidt vievand havde han også skaffet sig, så nu kunne troldkarlen bare vente sig.

Omsider lød råbene: "Nu kommer de." Folk var ved at falde over hinanden for at komme hen til hjulsporene og tage opstilling, så de kunne overdænge heksene med rådne æg, gammel frugt og sten.
   "Jeg kan ikke se noget," klagede Jeff, så Dave løftede ham op på sine stærke, brede skuldre. Flere andre løftede også deres børn op.
   Der kom præsten, dommeren og nogle opsynsmænd. De gik ved siden af kærren, som blev trukket af nogle usle øg, der ludende slæbte sig fremad. De to af kællingerne sad ned i kærren og blev siddende selvom opsynsmændene hev i dem, men den tredje stod op. Hun var godt nok hvid, hvidere end et kalket hus. Skaldet isse og fjæset fyldt med skidt og størknet blod. Selv ned over hagen løb der sortrødt blod, men hendes kæft stod åben og hun spyede om sig med forbandelser. "I skal fortryde! Han kommer og henter mig. Han kommer og I skal selv brænde op. I er så dumme. Dumme!"
   Stemmen var hæs, nærmest kvækkende, men bitter og hadefuld.
   Et råddent æble stoppede hendes ordstrøm. Hun vaklede og vred sig. Anstrengte sig for at spytte æblet ud.
   Det var ikke rart at se på. Bag ham lo folk og han tvang sig til at le med. Heksen havde jo fortjent det. Hun var farlig, men han var ikke bange. Han lod sig heller ikke fortrylle og formilde, som det skete for andre.
   Dristigt gik han nærmere og flåede æblet ud. Han ville tvære det rundt i hendes fjæs. Hun lukkede ikke munden. Læberne var ophovne, skorpede og væskende. Han så opad og mødte hendes blik. Øjnene var kattegrønne brønde, hvor rædselsslagne engle cirklede rundt, mens de bønfaldt om en smule medfølelse.
   Det er en fælde, formanede han sig selv og trak sig bort. Hans fingre knuste det bløde æble til en kummerlig omgang mos, som han tørrede af i sine bukser.
   En fælde, en fælde, en fælde, skreg det i hans hoved.
   "Du får vel ikke ondt af hende," hvæsede Isabella i hans øre og tilføjede angst: "Hvis du lader dig fortrylle, går det ud over os. Du kaster ondt over mig og børnene.!"
   "Jeg har ikke ondt af nogen," gispede han vredt og lod sig puffe til side. Der var andre, der ville til.

Kærren nærmede sig kvasbunkerne. Mænd stod parate med stiger, reb og fakler. Fire mand ved hver kvasbunke.
   Om lidt brændte de fordærvede fruentimmere og ondskaben i verden ville være mindre.
   Det lod til at Den Hvide Heks helt havde tabt mælet nu.
   En forventningsfuld stilhed svøbte sig om dem.
   Så kom de lyde alle havde ventet.
   Først som en torden i det fjerne. Kort efter som Helvedesklove mod sten og som vrinsk, stemmer og støvletramp.
   Dave havde sat Jeff ned igen og nu trak drengen ivrigt i hans ærme: "Kommer djævlene, far? Er troldmanden med? Johnny siger at han er fantastisk! Faar ..."
   Drengens øjne skinnede. Isabella gloede vredt og angst på ham og Dave stak ham en lussing. Drengen vidste vel knapt, hvad han stod og sagde, men tænk, hvis nogen hørte det.
   Mens drengen græd forurettet spændte Dave hanen på snaplåsebøssen og tog bestik af situationen.
   Flere af mændene og de allerfleste kvinder virkede opskræmte og forfjamskede.
   En folkesoldat med høj rang talte:
   "Folkens! Lad jer ikke gribe af angst. Fortsæt henrettelserne! Er du klar, præst?"
   Kvinderne blev trukket op af kærren og bundet til stigerne. De sprællede lidt, men det var nytteløst.
   Alt var klart til at antænde bålene.
   En tyk lille kone holdt et pigebarn op foran den hvide heks og talte vist til det. Det var en lille, køn unge, men hun var rasende. "Dumme - dumme - dumme," skreg hun vredt.

Pludselig var der djævle alle vegne. Ikke direkte fra Helvede, men mænd der hærgede landet med deres uvæsen. Som røde pile sprang de ind i kvasdyngerne, sprang over de ulmende gløder og spiddede modstanderne med skarpe sværdklinger.
   I hælene på de, der befriede heksene fulgte folk, der greb faklerne ud af hænderne på de døende mænd, der lige havde båret dem. Gispende, skrigende eller rallende dumpede de ned i kvaset.
   Der stod flere djævle omkring Den Hvide Heks. En løste hendes bagbundne hænder.
   En anden stod med hende i sin favn, men slap hende og sagde noget til de andre. Den djævel, der havde løst hendes hænder, løftede hende op i en vogn, der var spændt efter to solide heste. De to taterkællinger var der allerede.

Djævlen, der havde favnet Den Hvide Heks, vendte sig og Dave stod nærmest ansigt til ansigt med ham. Fra hans kjortel lyste guldstjerner som tegn på høj rang og disse modbydelige gradstegn blev spyet ud af en perlebroderet tryllestav. Dave behøvede ikke se den grinende perledjævel på det andet kjortelbryst, for at vide, at han stirrede på den onde troldmand. I hattebåndet på den bredskyggede hat, hang en djævleurt og om den kredsede et insekt mage til de, han havde verfet bort derhjemme. Det summede så det skar i Daves ører og mens troldmanden sprang ned af kvasbunken, der brændte, holdt Dave sig for ørerne. Anføreren tog barnet ud af favnen på den tykke kone og rakte hende videre til kusken, der rakte hende videre til en person, der sad i vognen.
   "De tager et barn!" skreg Isabella, "de tager et barn."
   "Åh Gud, barnet er en dæmon!" skreg derimod den tykke kone, "det fortjener at dø i flammerne som sin mor!"
   Måske skulle hun klappe i, nåede Dave at tænke. Så stod anføreren lige over for hende. Daves ben rystede og hans mave slog kludder, men han spændte modigt hanen på sin pistol.

"Du kan selv brænde op!" hvæsede anføreren. Han havde ikke noget tørklæde for sit underansigt.
   men han havde en brændende fakkel og hans ansigt var som hugget i is. Hans øjne var dybe lokkende brønde, der opfordrede til kvalfuld druknedød. Der stod fråde om hans smalle læber. Hans hånd førte roligt faklen mod konens ansigt, så flammerne slikkede hende under næsen. Hun spærrede øjne og mund op. Trak sig baglæns. Katteblødt fulgte anføreren med. Langsomt, legende let og frysende ondt, lod han faklen danse forbi hendes ansigt og ind mod håret.
   Hun kom på at rende sidelæns for at undslippe, men blev holdt fast af en der dukkede op bag hende. En bonde. En overløber med et spraglet tørklæde for underansigtet. Den lille korpulente bondetamp skubbede kvinden sidelæns og frem. På vaklende usikre ben nærmest gled hun - i en ujævn bevægelse - frem mod anføreren. Dave var parat og spændte hanen. Dø, din Satan, tænkte han. Hanen gav sig lidt. Den trængte til smørelse. Men man skulle have overnaturlig hørelse, for at høre det. Og kun en dæmon ville kunne nå at reagere. Eller en troldkarl.
   Alt eksploderede.
   Stønnende og omtåget stirrede Dave ind i sit eget bøsseløb. Stirrede op i kolde, vrede øjne, hørte han en kæde af rædselsslagne, forpinte skrig.
   "Kravl væk, kryb!" opfordrede stemmen over ham.
   Da han adlød forsvandt bøsseløbet. Dave satte sig over ende. Han havde kun ormet sig få skridt, men befandt sig op mod galgen. Angst fik ham til at krybe ind under den. Nysgerrighed fik ham til at se ud mod det, der foregik på pladsen.
   Rædsel fik ham til at pibe som den mus han ikke var.
   Den tykke kones hår stod i lys lue. Flammer slikkede ned mod hendes forvrængede ansigt og fra tøjet slikkede andre flammer op mod hendes hals.
   Djævle svingede med brændende fakler, folk skreg og gennem rædsels-scenariet rungede det fra djævelsk kåde struber: "Brænd dem! Brænd dem!"
   Dave så ikke den tykke kone dø, men han hørte hendes isnende skrig og trykkede sig ned mod jorden.
   Der lød flere skingre rædselsskrig og høj, ondskabsfuld latter.
   Han måtte redde Isabella. Og børnene.
   Han styrtede frem. Rasende og planløst.
   Igen sprang djævlene og deres medløbere blandt mængden rundt. Kvinder, mænd og børn blev skubbet op i kvasdyngerne, der brændte.
   Nogle få djævle faldt, men mange munke, folkesoldater og andre tapre mænd var på vild flugt.
   Dave ramlede ind i en tyk vom og hørte en skræmt stemme jamre; "De er jo værre end vilde dyr.
   Min Gud har forladt mig."
   Dave puffede til den fede munk og så sig om efter Isabella og børnene.
   Gennem infernoet løb han, kun opfyldt af at finde sin familie.
   Og der var Isabella jo. Hun skreg. Håret brændte, kjolen var flænset og flammer krøb op af hendes ben. Djævle var klar med fakler. De lo.
   Dave ville springe frem, men et skrig overdøvede hans kones rædselsslagne dødsskrig. Det skingrede tyndt og fik Dave til at ændre retning.
   Jeff!
   Faklerne blafrede tæt mod hans lyse hår. Det lille ansigt var forvrænget. Stemmer brølede og rå latter flød sammen med varmen og stanken af brændt kød. Et skud flænsede alt og Dave sank sammen. Han famlede efter noget at støtte sig til i en verden, der drejede rundt.
   Så forsvandt alt for ham.

En tidlig morgen, en uge senere, så Dave igen djævleurt i sin have. Måske? Samme slags stængler og samme form for kållignende blade. De måtte være vokset frem af rødder, han ikke havde fået med op. Men kronbladene var hvide med røde kranier. På et blad, der hang udstrakt sad et af de underlige insekter. Det havde hvide vinger.
   "Se far," sagde hans lille datter, "der sidder mor. Hun er en lillebitte engel nu."
   "Sludder," mumlede Dave. Han følte sig som en tom skal. Isabellas forbrændte lig var blevet jordfæstet ved en begravelse, hvor hun ikke var den eneste døde. Jeff var borte. Nogle bønder mente de havde set ham på en djævelhest. Så var han måske fange i bjergene, hvor bæsterne holdt til? Mange tanker tumlede rundt bag tomheden i Daves sind. Ville troldmanden og hans ækle djævle da tage alt fra ham?
   Tilbage var jo datteren, men hun forvekslede et djævelsk insekt med sin fromme, døde mor. Nu sad det på barnets udstrakte håndflade og gned sine vinger. Det ville vel fortrylle hende og få hende over på den mørke side, men det skulle blive løgn.
   "Giv mig den lille dæmon!" forlangte han. Pigen brast i gråd, men lod ham snuppe væsnet. Der hang det så og sprællede mellem langfinger og pegefinger.
   "Nu skal du brænde op," bestemte Dave og var på vej ind for at rode op i ildstedets gløder.
   "Det er mor eller en anden engel," klynkede hans datter, "den er sød. Den er så lille. Du må ikke brænde den, far."
   Dave gjorde sig hård. Inde i den dystre stue rodede han op i gløderne og smed en brændeknude på.
   Så placerede han det lede insekt på bordet.
   "Se nu rigtigt på det, Patty, det er ikke en engel."
   Væsnet rystede over hele sin lillebitte krop. Dets små spidse ører dirrede og dets store øjne så på ham, fulde af rædsel. Det baskede med vingerne, men kom ingen vegne. Så satte det sig ned og krøb opgivende sammen.
   "Hvis det ikke er mor og slet ikke en engel, så er det en alf," sagde Patty trodsigt.
   "Alfer er mørkevæsner," udslyngede Dave og først da gik det op for ham, at han vidste det ikke var et insekt.
   "Så kommer det måske fra troldmanden for at sige, at han ikke ville brænde mor, men bare frelse de tre stakkels koner."
   Det jog gennem Dave. Hvordan kunne et femårs barn sige sådan noget, når hun netop var blevet moderløs på grund af onde dæmoner? Hun var da vel ikke besat? Han stirrede på det lille ansigt, der mindede så meget om Isabellas. Det bævede om hendes læber og de store grågrønne øjne så alvorligt på ham. Der var intet ondt i dem, men angst, tab og længsel efter at forstå.
   "Hvis den ved, hvor de udyr gemme sig, skal den vise vej," afgjorde Dave, "så snart dens vinger er i orden. Eller om vi så skal lære dens sprog, så den kan sige os vejen. Så henter vi Jeff og hævner din mors død, for nogle af de djævle dræbte hende. Og det er troldmandens djævle, Patty, så du skal få at se, han er ond. Så er du ude af fare for at blive fortryllet."
   Hvis han gjorde mor død, er han ond," sagde Patty, "men alfen siger ..."
   "Kan du forstå den?"
   "D - det tror jeg nok, far."
   "Så lad os tale med den."
   Men enten var alfen ikke i snakkehjørnet eller også så havde Patty bare drømt, for alt hvad der kom ud af dens lille mund var en sagte summen, der lød både vred og skræmt.
   Dave satte den ind i et tomt kaninbur, smed nogle blomsterknopper og lidt vand der ind og forsikrede både Patty, sig selv og alfen:
   "En dag inden længe finder vi troldmanden og hans udyr. De skal komme til at betale, skal de."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/03-2008 13:44 af Pia Hansen og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3283 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.