København
   NUTID
   Morten Lange skråede over pladsen og løb hurtigt opad trappen til fakultetet på første sal. Receptionisten kiggede op fra sit omstillingsbord og smilede, da hun fik øje på zoologen. "Morten Lange!" sagde hun. "Kun 30 minutter for sent til mødet!" Hun rakte bagud og greb bundtet af kuverter omviklet med elastikker.
   "Her er din post... Der kommer sikkert mere. Og velkommen hjem for resten! Fik du så fat i de der klamme flagermus, du ledte efter?"
   Zoologen greb bunken og smilede til den blonde pige. "Jeps! Helt bedårende, men med syleskarpe små tænder! Han viftede med den indbundne tommelfinger. "Herlig, men noget anstrengende tur gennem regnskoven. Du skulle næsten have været med!"
   Pigen bag skranken smilede og rystede på hovedet. "Ja, den er god med dig! Du må for resten hellere skynde dig. De er kommet og de venter utålmodigt derinde." Hun nikkede mod den tunge egetræsdør til mødelokalet.
   Morten Lange nikkede, så rettede han på jakken og gik hen mod døren.
   "Hvor skal du nu sendes hen? Mellemamerika igen?"
   Morten trykkede dørhåndtaget ned. "Aner det ikke, nu må vi først se, hvad de leder efter." Han nikkede til pigen og lukkede døren.

Receptionisten så efter den rødblonde mand og tilbageholdt et lille suk. Med et skuldertræk trykkede hun på knappen og afbrød den heftige kimen til omstillingsbordet. "Københavns Universitet, Zoologisk Fakultet" Hun greb modvilligt ud efter skriveblokken.

Lokalet Morten Lange trådte ind i var holdt i gammeldags stil med tunge egetræsreoler fra gulv til loft. På den eneste bare væg hang et stort guldindrammet verdenskort. Sølvfarvede knappenåle var fordelt ud over et område i det østlige Afrika og en række blå nåle udfor Antarktis.
   Midt i lokalet stod et ovalt mødebord, hvor tre mænd sad med halvtomme kaffekopper foran sig. Morten Lange trådte frem og gav dem hastigt hånden. Bundtet med post smed han fra sig på mødebordet. De to jakkeklædte gæster rejste sig og mumlede utydeligt deres navne.
   "Jeg kom så hurtigt, jeg kunne," Morten kastede sig ned på den ledige stol ved siden af bestyrelsesformanden. "Jeg kan forstå, I leder efter en fugl?"
   De to mænd nikkede tøvende. De var ens klædt i grå jakkesæt. Den ene havde et fipskæg, ellers lignede de hinanden.
   En hvidhåret mand med skarpe linier om munden bankede utålmodigt kuglepennen i bordet. "Du kommer for sent! Men det er der jo ikke noget nyt i! Lad os komme til sagen, så vi ikke spilder mere af vores gæsters tid. Du skal en tur til Afrika, nærmere sagt Ungala!"
   Morten rynkede panden: "Ungala? Det må da være jeres spøg?"
   "D’herrer," Ditlev From nikkede i gæsternes retning, "repræsenterer et udvalg under WHO." Han sendte Morten et brysk nik. "Du skal opspore en fugl, en Kongamato." Han rømmede sig. "Du er tilfældigvis én af de få, der kender området dernede."
   "Jeg troede ikke længere man kunne få visum til Ungala..." Morten tøvede, mens han hjerne kørte på højtryk. - Hvad i alverden var en Kongamato? Han mente ellers nok han kendte de fleste fugle. Men en Kongamato? Og så et sted som Ungala!
   "Det skal du ikke spekulere på, den side af sagen er ordnet." fejede From ham af. "Du rejser for øvrigt derned med en antropolog, hun hedder Anna Wahlin, hun har været på den slags opgaver før. Du skal hente hende i Sverige."
   "Aha, men hvad drejer det her sig om?"
   Fipskægget bladrede i chartekket foran sig. "WHO er bekymret for udviklingen i Ungala. Vi har en mistanke om, at Kongamatorerne er bærere af en virus, som kan smitte dem, der har været i kontakt med fuglene...."
   "Hvordan - det forstår jeg ikke. Taler I om en zoonose?" Morten lænede sig forvirret frem.
   De to gæster bevægede sig uroligt på stolene. "Vi ved endnu ikke sikkert, om det smitter mellem dyr og mennesker, men vi tror det.
   Vi skal bruge et eksemplar af fuglene," sagde den skægløse efter en pause, "så vi kan påbegynde udviklingen af en vaccine inden vi står i en - lad os kalde det bekymrende situation ... Vi skal ikke lægge skjul på, at opgaven kan være farlig."
   Morten rystede på hovedet. "Jeg har været i Ungala! Det I beder om er umuligt! Ungala er et af de mest lukkede samfund i verden og desuden stort set uigennemtrængeligt med bil, så snart man er ude af bykernen. Hvordan skulle jeg kunne finde de fugle? Junglerne dernede er de rene sumpfælder og bjergene hindrer ethvert dybere kendskab til området. Sidst jeg var der, åd befolkningen hinanden som hobby og jeg mener, det er rendyrket vanvid at begive sig ind i det land" Så standsede han, da han så udtrykket i deres øjne. Han så forbløffet på dem. "I mener det virkelig?" De to gæster nikkede kort. "Opgaven har højeste prioritet."
   Ditlev From så koldt på sin underordnede. "Glem ikke, Morten Lange!" De stramme linier ved munden dirrede. "Du er ansat til at rejse nøjagtig hen, hvor vi beder dig om. Altså skal du til Ungala..." Han rakte ud efter checkhæftet og signetringen på lillefingeren glimtede. "Og hvad mere er... Du er jo kendt for at finde det du leder efter, og så er du forsikret - og grundigt vaccineret. Vi kunne ikke finde en bedre end dig." Han udfyldte checken.
   Den glatbarberede mand rakte Morten et grynet sort/hvidt foto. "WHO er tilsyneladende ikke de eneste, der er ude efter Kongamatorerne. Den skaldede mand er desværre set nær grænseovergangen."
   "Den skaldede mand!" Morten så overrasket på billedet. Ingen tvivl om hvem det forestillede. Det store overskæg og den skaldede isse var berygtet i hele den zoologiske branche.
   "Den dyreindsamler er jo en svindler og bandit udover alle grænser! Han henter hvad som helst, hvor som helst. Truet dyreart eller ej."
   Manden nikkede. "Vi gætter også på, at han er hyret af et privat firma. Vi ved ikke hvorfor. Du og Anna Wahlin må finde Kongamatorerne først. Den skaldede mand må under ingen omstændigheder få dem over grænsen!" Han rystede på hovedet. "Desværre kender Den skaldede mand Ungala ret godt - modsat os. Det er derfor vi, på opfordring af Ditlev From..." Han nikkede i retning af bestyrelsesformanden, "har valgt dig. Ikke mange andre vil have en chance."
   Morten stirrede på de tre mænd. "Det lyder som en farlig tur, I vil sende mig på."
   Ditlev From så koldt på sin underordnede. "Hvordan du løser opgaven er mig ligegyldig, bare du finder de fugle!"
   Zoologen og bestyrelsesformanden så et øjeblik på hinanden, så ignorerede Morten ham og så i stedet over på de to slipseklædte gæster. Han trak en chokoladebar op af skjortelommen og bed papiret åbent, mens han lænede sig frem. Papiret havnede på gulvet.
   "Hvad slags virus taler vi om?" Han forsøgte at møde deres øjne, men uden held.
   Fipskægget åbnede det grønne chartek foran sig. "Vi frygter, der er tale om rabies..." Han bladrede i papirerne. Morten så den velmanicurerede hånd dirre.
   Morten rynkede panden. "Fugle er da normalt ikke modtagelige for rabiesvira..."
   "Nej," medgav manden. "Netop derfor er WHO bekymrede - hvis der er tale om rabies, er der tale om en ukendt form."
   "Der er absolut ingen beviser for at det er rabies!" Bestyrelsesformanden afskar sin gæst, der forvirret kiggede op. Han sendte Morten et skarpt blik. "Din opgave er at lokalisere fuglene, resten klarer WHO!"
   "Business as usual, altså?" Morten slugte den sidste bid chokolade.
   "Naturligvis! Beløbet her skulle kunne dække dine udgifter." Ditlev From udfyldte det sidste tal på checken, skrev den hastigt under, før han rakte den til Morten, som ikke kunne tilbageholde et svagt fløjt, da han så beløbet.
   "Og medvirke til at holde min mund lukket, kan jeg forstå," smilede Morten og rejste sig.
   "Det ligger vist implicit." Ditlev From sendte et misbilligende blik ned på sin fod. Chokoladepapiret havde sat et grimt aftryk på den dyre italienske sko.
   "Der er bare én ting..." Morten vendte sig mod manden med chartekket. "Jeg kender faktisk ikke den fugl, I er så interesseret i, men I kan jo starte med at vise mig et foto..."
   "Ehem..." Mandens blik flakkede. "Sagen ligger således..." Han kiggede over på sin kollega, men den anden så ned i papirerne.
   "Der er ikke noget foto!" afbrød Ditlev From og sendte sin ødelagte sko et arrigt blik. "Der findes ikke noget foto. I hvert fald ikke noget ægte. Du skal ud og finde en ukendt fugl."
   "Nå," Morten så rundt. "Og I er sikre på, at de eksisterer?"
   "Det er der desværre ikke længere tvivl om," Den yngste mand smilede blegt til Morten. Han tog det grønne chartek forsigtigt mellem to fingre og rakte det frem mod ham. "Det her er, hvad vi foreløbig ved..."

Da Morten en halv times senere forlod sin mødelokalet, havde hans fregnede pande fået rynker. Han bed sig i læben og gik hovedrystende gennem forkontoret mod trappen.
   Den lyshårede pige bag skranken så efter ham, mens hun greb den kimende telefon. "Hvor skal du så hen?"
   "Ungala!" råbte Morten tilbage. "Jeg skal finde en Kongamato!"
   "En hvad?" Hun stirrede forbløffet efter ham. "Hvad er det? En ny flagermus? Og hvor pokker ligger Ungala?"
   Morten trak på skuldrene og løb så hastigt ned ad den brede trappe, med blikket på posten. Han begyndte fløjtende at sortere sine breve, da han trådte ud i solskinnet på Øster Voldgade.
   Ungala? Ja, hvorfor ikke? Nogle påstod ligefrem, at der omsider var ved at være ordnede forhold i det lille kongedømme. Det ville han nu se, før han troede det. Men først skulle han altså til Sverige og hente hende antropologen Anna Wahlin. Han håbede inderligt, at det var en kvinde, der var vant til at klare sig selv. Ungala var ikke et sted for tøsedrenge.