Den store eng mellem byen og skoven genlød af dyrenes brægen og vrinsken. Mænd diskuterede venskabeligt priser på diverse varer, mens de fleste kvinder holdt sig lidt i baggrunden og lod sig fornøje af de obligatoriske gøglere. Alt var et syndigt kaos af farver og indtryk, dufte og fremmede lyde. Det ene øjeblik blev næsen fyldt med den umiskendelige lugt af daggamle fisk og ubehandlet fåreuld, for det næste øjeblik at blive fyldt med duften af varm æbletærte, krydret kød og honningristede nødder. Og midt i det hele var der rejst et stort blåt og hvidt telt, hvorinde der blev serveret mjød, vin og helstegt gris med hvide kartofler og tranebær.

Illujanka fulgte roligt i hælene på Kherri og Camelie med den store kurv på armen, mens hun forsøgte at suge alle indtrykkene til sig. Hun glemte næsten al sin træthed efter de sidste dages travlhed, så snart farverne, lydene og duftene fyldte hendes sind.
   Det vrimlede med mennesker, som hun ikke havde set i årevis eller slet ikke kendte. Mennesker fra fremmede egne, der medbragte vidunderlige og særprægede genstande og stærke krydderier. En arret og vejrbidt mand solgte spændende objekter såsom dyretænder og -kløer, lykkeposer med vulkanisk aske og små bundter af tykt elverhår, samt funklende stensmykker og udskårne træfigurer med utrolige detaljer.
   En anden solgte pels og fåreuld af udsøgt kvalitet, og der var endda en ung mand med usædvanligt slanke hænder og bleg hud, som tilbød at lave udsmykkede slægtsbøger og livsfortællinger.

Kherri standsede op ved en bod med snørestøvler, sandaler og mokkasiner i læder og pels, og fik Camelie til prøve flere par, inden hun lod tre mønter falde i sælgerens hånd og rakte de nye sko til Illujanka. Med et snært af jalousi lagde hun mokkasinerne ned i kurven og fulgte med videre frem langs rækken af boder.
   De standsede op ved en anden bod og så en udenbys garver bearbejde et skind, som skulle laves til hatte. Han havde flere farvestrålende dekorerede eksempler af veste og bælter liggende, som var bevis på hans gode håndværk. Og de stoppede også op og så på jongløren, der havde malet sig i ansigtet med rød frugtfarve, så han virkede mere skræmmende end sjov. Camelie jublede overstadig sammen med de andre tilskuere, da en anden gøgler spyttede ild langt op i luften gentagne gange. Men Illujanka gispede af ubehag, da hun følte varmen fra den sprudlende ild, og bakkede nogle få skridt. Forskrækket stødte hun ind i en ung mand og tabte kurven med varer.
   "Det må De undskylde," mumlede hun tamt uden at se på manden, og samlede tingene til sig med let rystende hænder.
   "Det skal De ikke tænke på," svarede han og førte galant hånden op til hatteskyggen. "Nu har De vel ikke mistet noget?"
   "Nej," svarede hun stille og tog kurven på armen uden at se op. "Endnu engang undskyld."
   Hurtigt vendte hun rundt på hælen og skyndte sig efter Kherri og Camelie, der allerede var nået adskillige boder længere frem uden at opdage hendes lille uheld. Stadig med hjertet helt oppe i halsen faldt hun ind i det rette tempo få skridt bag dem, inden hun sneg sig til at kaste et blik over skulderen. Den unge mand var ingen steder at se.