Om Himmel og Helvede
   Siden tidernes morgen havde kampen mellem godt og ondt, himmel og helvede raset.
   Tabene var utallige på begge sider, for slet ikke at nævne alle de mennesker der var blevet fanget i krydsilden.
   Grunden til krigen? Hverken dæmoner eller engle syntes længere at kunne huske den.
   Englene skød skylden på dæmonerne, i det de betragtede dem som uciviliserede, brutale væsner, der ikke var stort bedre end vilde dyr.
   Dæmonerne anså englene for at være en flok arrogante kujoner, og mente de bar skylden for krigen.

Efter et usædvanlig blodigt slag, besluttede englenes overkonge, Devarja, at krigen måtte afsluttes. Og han ville bruge alle midler for at sikre sig, at himmelens hære ville være dem der stadig stod, når sidste slag var forbi.
   Devarja tilkaldte de syv konger, en fra hver en himmel, for at fortælle dem om sin plan.
   Nogle af kongerne fandt planen en anelse ekstrem, men erkendte at krigen måtte standses. Og det, før hver eneste engel og dæmon dræbte hinanden, og alt andet levende under solen.

Tre dage efter mødet modtog Rajendra, konge over alle dæmoner, en meddelelse.

Sletten med stencirklerne
   Daggry, om fem dage
   Mød mig med din samlede styrke; lad os afgøre denne krig, en gang for alle.

Ivrig efter at afslutte, og vinde krigen, samlede dæmon kongen sine hære og marcherede mod det endelige slag.

Man kan kun gisne om den mægtige, og frygtede dæmon konges udtryk, da det gik op for ham at de eneste hære indenfor synsvidde, var hans egne.
   Der var ingen tvivl om at han var blevet narret, men med hvilket formål?

I mellemtiden gjorde Himmelens soldater sig klar til at angribe, men angrebet var ikke rettet mod Helvedes hære, de var langt væk nu, nøjagtig som planlagt. Alligevel ville dette angreb såre Helvedes soldater, langt værre end noget våben nogensinde kunne have gjort.
   Nu, da kongen samt hver eneste våbenfør mand og kvinde var væk, lå den mægtige by Helvede forsvarsløs hen. Nøjagtig som de indbyggere, der stadig var tilbage.
   Utallige dæmoner, fra spæd til olding, blev slagtet den dag.
   Omend nogle undslap til overfladen.

Hundrede af mil derfra blev Helvedes soldater pludselig ramt af ubeskrivelig sorg og raseri. De følte deres kæres smerte så stærk, som havde det været deres egen.
   Nu forstod de alle hvorfor de var blevet narret.

Drevet af sorg og vanvittigt raseri, fòr dæmon hæren tilbage til Helvede. Men fandt ingen i live. I stedet gik de direkte i det baghold, som englene havde planlagt.
   De dæmoner, der forsøgte at angribe, blev nådesløst skudt ned, og til slut måtte de der stadig stod overgive sig, inklusiv Rajendra.

Devarja, der havde set langt mere blod end han havde ønsket, gav ordre til at skåne livet på de tilbageværende dæmoner. Både de soldater, der stod foran ham, og dem, der var undsluppet til overfladen.
   For at forhindre at et sådan blodbad nogensinde kunne finde sted igen, vedtog Devarja en ny lov; enhver dæmon skulle blive slave for en engel, selv tog han Rajendra som sin. De 7 konger var de næste til at vælge.

Men dette er ikke slutningen på historien, tværtimod, det er kun begyndelsen. 5000 år er gået, siden den dag hvor èn konge blev slave for en anden. Devarja og Rajendra er for længst borte. Men loven findes stadig og ligeså gør racerne fra Himmel og Helvede.
   Englene lever stadig i himlene, og kommer som oftest kun ned på jorden for at handle med de intetanende mennesker, eller for at jage efterkommerne af de dæmoner, der engang undslap massakren i Helvede.
   Dæmonerne lever iblandt menneskerne, hvor de skjuler deres sande form.