Alle slags mennesker sætter sig på mig. Skolebørnene, når de har været inde og snolde hos købmanden efter skole og sidder og deler slikket bagefter. Bedstemødrene, som er sammen med deres børnebørn, og har været ude og handle. De skal nogen gange have en is, og så sidder de på mig og hygger sig sammen, inden de går videre. Om aftenen og i weekenderne er det kæresteparrene, som sidder tæt og hvisker og kysser og fniser fjollet. Men de fleste af dem, som sidder på mig, er sådan nogen som Ernst og hans venner. "Sådan nogen som Ernst" er dem, som de ældre med deres børnebørn går langt uden om eller skynder sig forbi, skolebørnene griner af dem og gør nar. Det er dem de fleste kalder bumser.

Jeg hører en del historier, når de sidder på mig. En stor del selvfølgelig fuldemandssnak, men der er også sørgelige skæbner. Som for eksempel Ernst.

Ernst bor stort set på mig. Ind i mellem, når det er for koldt, sover han på Mændenes Hjem eller i en opgang, men lige så snart vejret er til det, sover han på mig. Vi kender hinanden efterhånden, ham og mig. Han mumler tit for sig selv og snakker også af og til med mig.

- Så, min lille bænk, nu skal Ernst vist i putten, mumler han grødet.

Om natten har han ofte mareridt, så vågner han med et skrig og ligger meget uroligt lang tid efter.

Han har en gammel slidt og beskidt sovepose, som han trækker over sig, for at holde den værste kulde ude.

Om dagen sidder han som regel på mig sammen med nogle af de andre gutter. Ind i mellem må han lige ned til købmanden efter forsyninger, og så er han tilbage igen. Andre gange tigger han og så får han lidt penge. Ind i mellem kommer en sød ældre dame ned med penge til ham. Jeg tror det er hans mor, men jeg er ikke sikker. Han taler nemlig aldrig med hende foran de andre. Han trækker hende altid lidt væk og taler meget lavt med hende, som om han skammer sig. Sikkert over det liv, han lever nu.

Enkelte gange, når han har fået en gevaldig en over tørsten, som regel efter den ældre dame har været der, kan han godt blive lidt ubehagelig og gå og råbe efter folk. Som regel tager de andre gutter så fat i ham og får ham til at falde til ro. De er nok bange for, at politiet skal komme rendende og jage dem væk, hvis de gør sig alt for bemærkede.

Ernst var en gang en ganske almindelig familiefar med et ni-til-fire job, som de fleste. Han havde kone og to børn, en godt betalt funktionærstilling i et revisionsfirma, hvert år tog familien på sommerferie i udlandet, kort sagt en almindelig mand, som ikke skilte sig meget ud fra mængden.

Men en frygtelig aften blev hans tilværelse totalt ændret, på et nanosekund styrtede hans verden i grus, som et lavineskred. Den aften kostede ham det dyrebareste i hans liv.

Det var den historie, man har hørt så mange gange før: Træt mand, som arbejder for meget, og måske lige har fået et par øl for meget, kører hjemad, selvom han burde lade bilen stå, mister kontrollen over bilen, kommer over i den modsatte vejbane, torpederer en anden bil. En forfærdelig høj lyd af metal mod metal i noget, der føles som timer, men i virkeligheden kun er sekunder. Og derefter den øresønderrivende stilhed. Dødstille, og alt er bare helt forkert. Efter lang tid kommer ambulancerne med udrykning, og hans og mange andres liv er ændret for bestandig. Næste dag overskrifterne i aviserne: "Mor og to børn ofre for hensynsløs spritbilist". En overskrift, som man desværre ser alt for mange gange, en overskrift, som hurtigt bliver glemt, bare ikke af de involverede. Der kommer et sår, som aldrig heles, man kommer ikke over det, men lærer at leve med tabet og sorgen.

Det samme gælder Ernst. Han kommer sig aldrig over skammen, tabet og sorgen. Skammen over at være den, som var skyld i, at en mor og hendes to børn døde, sorgen over tabet af sin egen familie, da hans kone og to børn forlod ham, fordi hun ikke kunne holde ud at leve sammen med en morder, som hun sagde. Da Ernst kom ud af fængslet begyndte han at drikke for at glemme, glemme hvad han havde mistet og hvad han havde været skyld i, og derfor bor Ernst nu på mig, derfor har han intet andet hjem, hvor hans mor kan besøge ham og give ham lidt penge og se at han stadig lever. Og her bor han nok til han dør.