20Aquarius
Verden er et forunderligt sted og kan sommetider virke så stor og... [...]
Fantasy
9 år siden
1Pædagog morderen fra Slagelse - Del 1
Intro · Der var ikke nogen ude at gå den aften, ikke andre end hend... [...]
Noveller
10 år siden
2Sir Sigmunds kamp
Bondedrengen kom løbende gennem marken. Han ville nå det. En stor... [...]
Noveller for børn/unge
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Martin Straarup (f. 1987)
Bondedrengen kom løbende gennem marken. Han ville nå det. En stor stime af mennesker stod på den nedtrampede plads foran borgporten. Han håbede inderligt ikke de var startet. Han var tros alt stukket af fra arbejdet, som var næst vigtigst efter mad og gå i kirke... og betale skat.
   - "Er de begyndt!" spurgte han forpustet.
   - "Nej." Svarede smeden. Med et blik som fortalte. Hvordan i alverden kunne han være sluppet forbi de blodtørstige hunde, det 2 farvne høje hegn og for slet ikke at tale om den gale tyr. Smeden havde selv hjulpet med at sætte det hele op. "Hvordan...."
   - Drengen afbrød den kraftige smed: " Lad os bare sige jeg kender min far!"
   Han var så van til spørgsmålet når han blev set i byen. Folk ude i byen diskuterede ofte om den gale bonde, af drengens far, havde sat det op for at forbinder sine børn og sin kone i at flygte, eller om det var for at holde tyvene på afstand. Han møvede sig frem forrest i flokken og satte sig ned. Et stykke væk sad Grev Takkus på sin stridshingst. En lang slagøkse hang ned fra hver side af sadlen. Takkuses sorte rustning gik i et med hestens mørke hår. På hans spise hjelm sad en kulfarvet fjer og fra hans visir, som var slået op, kunne man se en sort høge næse og et par små grå øjne, stikke frem fra et hav af sorte krøllede hår. På skjoldet var Grev Takkus slægtens våbenmærke. To lange slag økser, der krydsede hinanden, på sort baggrund. Det var ikke et under at han blev kaldt Den Sorte Ridder. Den udfordrerne ridder, der stod i den anden ende af pladsen, ved siden af en broget hoppe der var dobbelt så stor som ridderen selv. Ikke fordi hesten var større end nogen anden hest, men fordi ridderen var lille, meget, meget lille. Ridderens rustning var af metal, måske stål. Fra hjelmens runde top, stak en rød gåsefjer op. Visiret var lukket så man kunne ikke se hans ansigt. Hans væbner, der havde en normal højde, skubbede nu en lille trappe hen til hestens stigbøjle, der nåede kanten af sadlen. Ridderen gik op ad trinende og satte sig til rette i sadlen. Væbneren folede trappen sammen og tog et trekantet, blankt poleret skjold fra jorden, han rakte til mini ridderen. Skjoldet skinnede som var det af sølv. Fra sadlen hang et overraskende langt sværd, til så lille en mand. De var to komplette modsætninger. Den Hvide mod den Sorte. En smilende mand i spraglet tøj, med lang gylden kappe var tåt i midt på pladsen. Han gjorde tegn til alle om at være stille.
   - "Mine damer og herre!!!" råbte han " Godtfolk og bønder! Tyve og tiggere! Kriger og munke! Kæmper og troldfolk! Adelige og ....."
   - "Kom nu til sagen!" Afbrød en hæs stemme
   - Opråberen spilede øjnene op og så højest fornærmet ud, men han forsatte mens han med opspilede øjne holdt øje med at ingen afbrød ham denne gang. " I dette hjørne! Den rå, den brutale, den nådesløse" Sagde han og vendte sig mod den sorte greven " Grev Kullanda von Takkus Af Taarktes borg!"
   En trompet fanfare, understregede ordrerne. En tam klapsavle kom fra publikum.
   - " Og i til venstre Sir Sigmund Fumlando Af Fumfelt!"
   Der lød et endnu lavere halvt hurra fra tilskuerne. Sir Sigmund derimod slog sit visir op med venstre hånd, samtidig med han træk sit sværd med højre Selvom han ikke var særlig høj var hans ansigt ædelt. Han havde nøddebrunt skæg omkring hagen og over munden. Hans øjne var skov grønne. Sigmund hilste med et kort nik. Han svag sit sværd et par gange over hovedet. Kastede det så det slog en tredobbelt saltomortale. Greb det med den højre panserklædte hånd, svingede det og kastede det bag om ryggen. Greb sværdet med den venstre hånd, som også holdt skjoldet. Sigmund svingede sværdet så skæftet vendte opad og lod det glide ned i skeden. Nu kom der lidt liv i menneskeskaren, alle klappede, hujede, piftede, trampede og hvad man ellers kunne komme til.
   - Opråberen hævede armene med et skævt øjenbryn " Hmmm... meget flot!" mumlede han, han må jo skal kompensere for noget " Husk kampen er ikke til døden! Den første der røre jorden har tabt!" Han så fra Takkus til Sigmund " Fat lanserne!" Begge riddere tog lanserne fra deres væbnere. Takkuses stridhingst begyndte at skrabe i jorden. " Parat! En! Deux..."
   - "Va'?" Opråberen blev afbrudt igen.
   - "HVAD NU!" Opråberen var ildrød i hovedet. Han vendte sig så hurtigt at han snublende i sin gyldnende kappe og faldt på næsen ned i mudret.
   - "Va' sagde du? Altser je' mæ'er æ'det der D'ux " Spurgte den afbrydende bonde
   Opråberen rejste sig langsomt og tørrede med en tilsyneladende, kontrolleret langsom bevægelse mudderet af sit ansigt.
   - "Jeg burde lade dig torturere, lemlæste, halshu...." Hans eksploderende røst blev afbrudt af grev Takkuses dybe stemme.
   - "Waldimire kom til sagen!" Hans hest prustede. Ingen i Takkus hof ture at lægge sig ud med hverken greven eller hesten, og begge dele på en gang var nok en yderst dårlig kombination.
   - "Nuvel!" Han bukkede for Takkus og vendt sig atter mod pøblen "Bare fordi nogen af pøblen ikke kan forstå enkelt sofistikerede ord, af det ellers meget anerkendte, moderne og smukke franske sprog betyder det ikke at vi andre kan." Opråberens øjne rettede sig staks mod den afbrydende bonde "Også selv om denne burde lemlæstes og dennes sjæl burde..." Han blev afbrudt af den Sir Sigmund der rømmede sig.
   - "... Måske kunne vi komme videre og gemme forbandelserne til senere." Han rettede sin hest an og slog viseret ned.
   - "Øhh... ja. Begge på deres pladser! Fat lancer! Parat..." En af bønderne mumlede noget med nu igen. Opråberen hørte det dog heldigvis ikke, han løftede hænderne langsomt sammen med en dramatisk trommesolo. Publikum var helt stille "... begynd!"
   Begge riddere førte deres heste fremad i fuld galop efter fulgt af en hujende menneskeskare. De sænkede lanserne, sigtede og støtte.
   Væbneren lukkede øjnene, han hadede når hans herre dystede fra hest. Det fik ham til at se endnu mindre ud end han allerede var.
   Lyden af lanserne overdøvede lyden fra publikumet, der brat forstummede, kun fortsat af de der ikke kunne se at ingen af ridderne var faldet af. Fra væbnerens synsfelt så det ud at Takkus have misset den lave Sir Sigmund, mens Sigmund havde knækket lansen på Takkus skjold.
   Anden runde forløb ligesådan. Mange riddere kunne ikke ramme Sir Sigmund på grund af hans anormale størrelse. Væbneren rakte Sigmund hans tredje lanse. Ridderne så stillede sig parate. Takkus tidligere sten solide, mørke udstråling var nu en smule grå og han så ud til at kunne falde af hesten efter et slag til med lansen. Dette havde væbneren og Sigmund set før, det var ikke unormalt at den største mest grusomme adelsmand ikke ville sænke deres blik for at se Sigmund i øjnene. Ganske praktisk på kampmarken, ganske upraktisk til banketter.
   De red, publikum var holdt vejret af spænding. Hestene var tæt på at mødte hinanden. Sir Sigmund løftede sin lanse. Takkus strammede sit greb om sin og smed den så fra sig... Alle stirrede forbløffet. Sigmund løftede hurtigt sin lanse op for ikke at ramme den ubevæbnede Takkus. Der straks smadrede en sort, panseret knyt næve så hårdt i hovedet på Sigmund at han faldt af hoppen og landede forvirret i støvet.
   Pøblen hujede og råbte, som om de ikke vidste hvad der var foregået. Hvilket sikkert var sandt. Væbneren kom løbende hen til sin herre.
   - "Er de kommet noget til Sire?" spurgte væbneren og slog visiret fra Sigmund hjem.
   - "Jeg hader nå de gør det der." Svarede Sir Sigmund og rejse sig omtumlet op.
   Væbneren greb en klud og gav sig til at støve hans rustning af, mens opråberen bekendtgjorde at Grev Takkus have vundet en storslået sejr.
   - "Sir Sigmund." Takkus red op på siden af de to og steg af hesten "Som de kan høre har jeg vundet. De skylder mig deres hest og sværd."
   - "Med alt respekt Hr. Greve." Sigmund bukkede, så meget han kunne i rustningen. "Reglerne sagde lanse kamp, ikke nævekamp."
   - "Betvivler de mit ord, reglerne sagde den første der røre jorden har tabt. Nu giv mig min hest og sværd!" Takkus greb ud efter Sigmund, der med en hurtig finde fik han til at falde om på jorden. Sigmund piftede, hesten kom løbende.
   - "Væbner!"
   - "Ja sir." Væbnerne stillede hurtigt trappen frem og løb ned efter sit læssede æsel.
   - "Hvem er det nu der ligger i støvet?" Sigmund førte hoppen helt hen til den Takkus, der ikke komme op. "Jeg have troet bedre om dem min kære ridder, men nu må jeg ride. Gid vi ikke ser hinanden igen i en nær fremtid!" Han løftede sig sværd til hilsen mod pøblen der hujede.
   Så stak de af i galop, eller så hurtigt et æsel kan løbe. Kun efterfulgt af hujen og et kommanderende brøl efter vagterne.
   - "Hvad siger du så væbner?"
   - "Meget gribende afslutning! meget gribende afslutning Sir."
   - "Godt. Sæt så hælende i siden på det dyr. Det går for langsomt."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/06-2009 16:21 af Martin Straarup (straarup) og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 1535 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.