Fru Storm


10 år siden 26 kommentarer Noveller storm

5De kvindelige Amazoner
De kvindelige amazoner · Alle var vi dødsdømte · Håbet var lille, vi ... [...]
Digte
6 år siden
0Livets spil
Først var der 7 · En modbydelig hjerneblødning, sendte en retur · Så ... [...]
Digte
9 år siden
1Tankespind på en grå mandag
Kan man ha gang i flere historier på engang? · Han lå musestille, d... [...]
Blandede tekster
9 år siden
2Hundedagbog
I min familie går vi på kursus, og det har vi brug for! · For hver ... [...]
Blandede tekster
10 år siden
26Fru Storm
Hun traskede eftertænksom op ad trapperne, femte sal, selvfølgeli... [...]
Noveller · storm
10 år siden
1Frygten kommer væltende
Frygten kommer væltende · Brillerne dukker · Hunden klynker · Angsten k... [...]
Digte
10 år siden
4En frisør takker af!
Ja, så er det tid til at takke af, intet stort festfyrværkeri! Ne... [...]
Livshistorier
11 år siden
2År 2030
Fremtidsscenario er sådan en skræmmende ord, men mit bud på en pe... [...]
Blandede tekster
11 år siden
0Kenneth, min fætter
Solen prøver desperat at få lyset i kirken til at virke varmt, me... [...]
Blandede tekster
12 år siden
0Min by med vokseværk
Vokseværk gør ondt, det niver, river, strækker og hiver ens knogl... [...]
Blandede tekster
12 år siden
0Maureen
Et liv uden dig er uvirkeligt · Du var mit lys · Du er min kærlighed · ... [...]
Digte
12 år siden
1Min søster
Jeg følger dig på dine rutscheture, både op og ned · jeg stiller i... [...]
Digte
12 år siden
21Ørknen
Folk haster forbi, klokken er 9.50, sikken en morgen! En mor kan ... [...]
Eventyr og fabler · eventyr
12 år siden
0Isobel
Hun virrede lidt med hovedet, det ny permanentet grå hår, rørte s... [...]
Kortprosa
12 år siden
1Livet
Du ligger der så uskyldigt · følger ivrigt med som barnevognen tril... [...]
Digte
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Tina McGhee (f. 1963)
Hun traskede eftertænksom op ad trapperne, femte sal, selvfølgelig ingen elevator! Men en duft af gamle dage, fulgte hende på vej op. Her inde i opgangen var der musestille en mærkelig kontrast til den larm og buldren, der havde fulgt hende på vej herover.

Advarslerne havde lydt hele dagen i radioavisen, ingen bør begive sig ud, med mindre det er nødvendigt! Chefen havde talt! Med mindre det var livsnødvendigt. Stormen havde raset over det meste af Danmark og især Sjælland var hårdt ramt, men ikke her i opgangen i Classensgade nr. 10. Her var blankpolerede messingskilte på de mørke velplejede trædøre, dørmåtter der lå snorlige og en doven flue, der havde forvildet sig ind og som nu fløj rundt på må og få.

Tredje sal! Pyha tasken føltes, som om den vejede et ton, men det var nu kun kam, saks, curlers, og diverse produkter til en permanent, der tyngede. "Var det fjerde eller femte sal?" Hun rakte ned i sin taske og trak en plasticlomme op "Hm - typisk - femte til højre".

Hendes tanker buldrede forvirret rundt, der var lige så stormfuldt i hendes indre som her på Østerbro. Hele familien var oppe og køre, bare fordi hun havde mødt denne pragtfulde irske fyr, Liam. Faderen brummede og skulede hele tiden til hende og hendes mor havde ikke talt til hende i flere uger, man skulle tro, at Irland var på den anden siden af jordkloden, og hvem sagde lige, at det skulle ende med at blive de to?

Hun stoppede lettere forpustet op ved døren. Storm - navnet sprang hende lige i øjnene, fra det blankpolerede messingskilt. Døren var ligesom de andre i opgangen velplejet, ikke en plet, eller snavs, nej her var alt perfekt .... Hun bankede på. Først lidt forsigtigt. Det var første gang, at hun var hos fru Storm, men de andre på salonen havde fortalt hende, at hun burde have heddet fru Stram! Ingen respons. Hun bankede lidt kraftigere anden gang og tredje gang tog hun fat i messingdørhammeren og hamrede til. "Ja ja ja nu kommer jeg", lød det inde fra den anden side af døren, stemmen var svag og rystende, hun trådte lidt tilbage og afventede, at døren blev låst op.

Der stod hun så, en lille spinkel dame, iført en klassisk Chanel dragt, et par enkle sorte laksko med guldspænde og en lille hæl. Alt var perfekt, altså lige bortset fra håret, der hang tyndt og forpjusket omkring hendes ansigt. "God dag, mit navn er Yasmin". Yasmin rakte hånden frem. "Husk endelig at holde på formerne", havde chefen sagt med en stram mine. Fandens også at Louise var forhindret, det var jo hendes kunde. "Jeg kommer i stedet for Louise, hendes datter er desværre blevet syg". "Elsie Storm", sagde den ældre kvinde, tog hende i hånden og gav hende et fast håndtryk. "Kom dog endelig indenfor. Sikke dog et vejr". Hun trådte til siden og så var det ellers som at træde ind i en anden tidsalder. Entreen var tapetseret med mørkerøde roser i alle afskygninger og et kæmpe guldspejl fyldte den ene væg. "De kan hænge deres overtøj der, fru Yasmin", sagde den ældre dame og pegede på knagerækken. Fru Yasmin, tænkte hun med et smil. Jakken blev hængt op på en guldbøjle, sandelig fine sager her i Classensgade.

Entreen havde fire døre inklusiv hoveddøren. Der var åbent ind til alle rum. Her var mindst 3 meter til loftet og sikke lofter, det var de fineste stuklofter og overalt var de blankpolerede gulve sporadisk dækket af smukke ægte tæpper. Yasmin fik øje på et klaver i den ene stue, hun vendte sig om og spurgte "Spiller de?" Fru Storm nikkede og smilte, "Ja, eftersom jeg er den eneste, der bor her, så må det jo være mig, der spiller", sagde hun imens hun førte an, ud til et kæmpestort køkken. "Ja, vi plejer altså at sidder herude, jeg har fået påmonteret et vaskeskjold på en af mine køkkenstole". Køkkenstolen var, som alt andet i køkkenet, den smukkeste beige farve. Da lyset fra vinduerne var præget at den koksgrå himmel, var der tændt lys og køkkenet var, som resten af huset, fra en anden tid. Her duftede af friskbrygget kaffe. "Jeg håber, at De drikker kaffe? For det plejer Louise, men jeg kan da også hurtigt lave Dem en kop te?" Fru Storm nikkede over mod det smukt opdækkede bord. Et par kopper, en smuk flødekande og så var der tørkager på en kageopsats. Alt var af det smukkeste blå porcelæn. "Kaffe er fint", sagde Yasmin mens hun så sig omkring. "Hvor skal jeg placere mine ting?" "Vi plejer at sidde her for bordenden," fru Storm nikkede hen mod et spejl, der var opstillet på bordet, "når vi har drukket kaffen!" Det her var helt sikkert noget, der ville tage hele eftermiddagen. Godt så slap hun for at vende tilbage til salonen, og kunne gå lige hjem. Hjem var ellers ikke lige stedet i øjeblikket. Alt var kaos og stormfuldt. Sommerfuglene kartede rundt i hendes mave ved tanken om Liam, bare hun dog snart turde træffe en beslutning. Få styr på alt det stormfulde omkring hende.

Kaffen blev skænket fra den musselmalede kaffekande. Fru Storm holdt en stofserviet under tuden, så den ikke dryppede på den smukke gamle dug. "Bruger de mælk eller fløde?" "Mælk tak". Elsie Storm satte sig forsigtigt på stolen, sippede lidt til den sorte velduftende kaffe, mens hun så over på Yasmin med brune, smukke øjne under det pjuskede hår. "Er De ny? Jeg synes ikke, at jeg har set Dem før?" "Jeg har været hos Front Paige i et par år. Jeg startede der, lige efter jeg var udlært, ja det må blive 3 år her til november." "Hm - jeg ved ikke, om De har fået fortalt, hvordan jeg skal have sat mit hår. Louise plejer jo bare at gå i gang og så nyder jeg resultatet", sagde hun smilende. "Ja, der jo ikke så mange, der får lov til at nyde mit fine hår". "Jamen kommer De da slet ikke ud? Eller får besøg?" spurgte Yasmin, imens hun slugte den sidste sjat kaffe. Så rejste hun sig og begyndte at pakke de forskellige remedier ud, et læderetui med kamme, sakse, børster og hvad der ellers skulle til for at skabe en ny frisure. Nederst i tasken var der kurve med permanentspoler, og to flasker med permanent- og neutraliseringsvæske. Klar til kamp. "Jo, jeg har da stadig et par venner, men det er ikke så tit, jeg forlader denne lejlighed, så man kan roligt kalde dette mit gyldne bur. Her kan stormen ikke nå mig". Hun slog ud med de spinkle velplejede fingre, som var prydet med de smukkeste brillantringe.

Udenfor lød der ind imellem et par voldsomme drøn, og ting fløj forbi vinduerne. "Ja her i mit bur er trygt og godt" - hun rejste sig møjsommeligt og gik hen imod køkkenvasken. "Her er vaskeskjoldet" hun rakte ind under vasken og trak det sorte plasticskjold frem, "det passer til den stol lige indenfor døren i spisekammeret" hun nikkede over imod døren ind til spisekammeret.
   Yasmin fik stolen bakset ud fra det lille stopfyldte spisekammer. "Ja, jeg er parat til hungersnød. Her skal vi ikke sulte, som dengang i de gamle dage, hvor jeg var lille pige". Elsie Storm nikkede til hende med et glimt i øjnet. Hun fandt kappe og håndklæde frem fra taskens dyb, placerede først kappen og dernæst håndklædet rundt om fru Storms spinkle skuldre. En plastic klemme fastgjorde håndklædet lige under den rynkede hage. "Sådan, vær sød at lægge hovedet godt tilbage". Yasmin samlede det fine hår med den ene hånd og lagde den anden hånd på Elsies pande og trykkede forsigtigt hovedet tilbage. "Sidder De godt der?" "Ja tak" mumlede den ældre kvinde. Vandets temperatur blev blandet og lige så forsigtigt blev håret gjort vådt, den milde shampoo blev fordelt i hænderne og så blev der ellers gnubbet og vasket. "Tag endelig godt fat, det er 3 uger siden jeg fik vasket hår sidst". Huden skubbede sig rundt, imens hun automastik kørte hele vaskerutinen af. To gange burde være nok, det skulle jo også vaskes efter permanenten.

Tilbage ved spisebordet var Elsie Storm endnu mere snaksaglig. "De er godt nok god til at vaske hår. Det mindede mig sådan om et besøg jeg havde på en salon i Vancouver." Hun smilte ved minderne. "Jeg tror nu nok, at Stephen var homoseksuel, men vaske hår, det kunne han." "Vancouver?" gentog Yasmin spørgende. "Ja, jeg har boet i Canada, i mange år. Det er først her på mine gamle dage, at jeg er vendt tilbage til Danmark. Det skulle jeg godt nok aldrig have gjort ... men lad nu det ligge, her er vi og det stormer og blæser udenfor". "Ja, det har godt nok været en stormfuld uge, både på den ene og den anden måde". Yasmin smilte trist til den ældre dame. "Stormfulde problemer med kærligheden?" spurgte den ældre kvinde.

Elsie Storms historie
   Alt var klappet og klart, huset var skinnende rent, de små havde spist til aften og var puttet i seng. Husets ældste søn Christian havde inviteret mig med til den årlige fest i golfklubben. Jeg var iført min fineste kjole og håret sad perfekt og så var jeg selvfølgelig spændt. Alle de andre aupair piger havde fortalt mig om disse cocktailparties. Alle der var noget inden for "musikken", ville være der.

Bankdirektørens Peter kom i sin midnatsblå Cadillac. Christian og jeg gled ind på bagsædet. Her sad Svenske Inga og Ulla, der lige som jeg var fra Danmark. Da vi ankom, tilpas for sent, var der allerede fuldt hus. Vi fik alle tre en "Shirley Tempel", en drink med lidt alkohol, og en farvestrålende paraply pyntede glasset. Hvor pinligt - alle kunne se, at det var en børnedrink.. Peter præsenterede mig for alle omkring os, og især en ung mand gjorde indtryk på mig. Han hed Eric Storm, han var født i Amerika, hans farfar var dansk, men ellers opførte han sig som en amerikaner, charmerende, smilende og utrolig smuk. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, når han så på mig og det var helt klart gengældt. Aftenen og tiden efter forsvandt som dug for solen. Vi var sammen døgnet rundt, altså når jeg havde fri. Efter tre ugers intenst kurmageri skulle jeg så endelig præsenteres for Erics familie. Jeg havde en ide om, at han var fra en fornuftig arbejderfamilie, ligesom familien Petersen, som jeg var aupair pige for. Men der blev jeg godt nok forbavset.

Familien Storm boede på et kæmpe landsted og var en af de fineste og rigeste familier i området. De ejede det største træsavværk i hele staten. Jeg havde aldrig før været i et hus med butler og tjenestefolk. Erics mor var meget venlig og det var tydeligt, at hun havde savnet en pige i familien. Der var timer på byens fineste mannequin skole, hvor jeg lærte at begå mig korrekt. Selvfølgelig var der også intensiv engelskskole for at fjerne min danske accent. Jeg blev behandlet som en af deres egne. Vores bryllup var en kæmpefest, med pressedækning fra hele Canada. "Ja det var helt sikkert en familie med magt. Eric og jeg var så forelskede, at der slet ikke var tid til andre end os to. Vi fik desværre aldrig børn og med et var han væk."

Fru Storm rømmede sig og tørrede sine øjne, imens Yasmin bad hende om at tage plads ved vasken. De 25 minutter var gået og det var tid til at neutralisere håret. Forsigtigt fjernede Yasmin det fugtige håndklæde, checkede vandets temperatur og begyndte at skylle det opspolede hår. Elsie sad lidt uroligt på stolen. "Det her er afskyeligt, det stinker og er meget smertefuldt", peb hun. "Ja, man må lide for skønheden", Yasmin smilte imens hun fortsatte med at skylle. "Som de ved, så skal der skylles i 5 minutter, ellers er der ingen garanti for, at deres krøller holder, og det skulle jo nødigt ompermanentes før tid". "Nej, Gud fri mig vel!"

En bevægelse ved døren fik Yasmin til at vende hovedet, men pludselig lød der et kæmpe brag uden for vinduet. Stormen var tiltaget og larmen udefra overdøvede næsten vandets brusen. Yasmin så bekymret ud af vinduet, imens hun omhyggeligt duppede det overskydende vand af spolerne. "Mon jeg overhoved kan komme hjem i dag?", tænkte hun, imens hun fortsatte med den kemiske behandling.

Da Elsie var tilbage på sin plads ved køkkenbordet, stirrede hun ud af vinduet og sagde med en svag røst. "Storm ... ja, hvis De synes dette her er storm, så må jeg nok tilføje, at De aldrig har set en storm!" Hendes blik var sløret og panden rynket, "hm, lige et øjeblik" hun kom på benene og forsvandt ind i stuen, lyden af flere skuffer der hastigt blev åbnet og lukket var meget tydelig i køkkenet og igen fik Yasmin en fornemmelse af at blive iagttaget. "Her er de" lyden af en triumferende Elsie nåede Yasmin, og hun smilte til Elsie, der hastigt kom tilbage til sin stol. "Her er de!" Et album blev lagt på bordet, "ja, er det ikke skønt - papirbilleder! Det er ved at være en saga blot i disse nymodens tider." Yasmins blik faldt på billedet af et meget smukt ungt par, der stod udenfor et kæmpe bjælkehus med en bred veranda, løb langs hele huset. "Ja ,det var så vores Riverhouse. Det lå på den smukkeste strækning langs floden. Havde jeg vidst, hvad der ville ske, havde jeg for længst skilt mig af med huset." Endnu en tåre trillede ned af Elsies kind. "Hvad der ville ske ...?" gentog Yasmin, imens hun fortsatte med at klippe af det nypermanentede hår. "Alt var fuldstændig som i dag. Der var sendt advarsel om ikke at begive sig udenfor en dør, men Eric var som altid meget påpasselig med alt. Det havde stormet i flere dage og der var varslet den værste storm nogensinde. Han var urolig for vores Riverhouse, så da vi havde spist brunch, forsvandt han afsted i vores jeep for at se til huset. Nu løb tårerne i en lind strøm ned ad Elsies kinder. Yasmin hentede et stykke køkkenrulle, men Elsie havde fundet et lommetørklæde frem fra sit ærme, og nu duppede hun forsigtigt øjnene. "Det var det sidste, jeg så til ham. Man fandt ham aldrig. Både han og huset forsvandt i stormfloden. Alt der var tilbage, var jeepen, som han havde efterladt et godt stykke fra huset." I takt med at Elsie fortalte sin historie, bladrede hun igennem albummet og det ene billede efter det andet dukkede op af et ungt forelsket og lykkeligt par. "Ja, så stormfuld var vores forelskelse og ligeså stormfuldt blev vores endeligt." Elsie så på hende i spejlet, "De må huske på, at der ingen garantier er i dette liv, altså bortset fra at døden indhenter os på et tidspunkt, så lev livet imens De endnu er ung og har muligheden".

"Så kærestesorg kan man vel godt sige, at jeg har haft." Elsies stemme forsvandt under tørrehjelmen, som Yasmin havde placeret over hendes hoved. "Nu skal De sidde her i ca. 30 minutter. De må endelig sige til, hvis det bliver for varmt." Yasmin indstillede tiden og temperaturen, og gik så i gang med at rydde op efter klipningen og permanentspolerne blev vasket og tørret. Børsten gled ubesværet igennem det stadig varme hår, Elsie så mere opløftet ud. "Det er dog utroligt, hvad sådan en behandling kan gøre for en." "Ja, De ser 20 år yngre ud", Yasmin smilte til Elsie i spejlet, og fortsatte med at toupere det nu mere fyldige grå hår. "Det er godt nok længe siden, at jeg har fortalt min historie og selvom det stadig gør ondt, så ville jeg ikke bytte de år, vi havde sammen for noget som helst, så kærestesorg, nej det var det vel ikke, men helt klart sorg" hun drejede hovedet fra side til side. "Hmm smukt, det ser godt ud selv om De ikke er Louise." Hun blinkede til sit spejlbillede.

Da alle frisørremedierne var lagt tilbage i tasken, gulvet var fejet og kopperne sat i opvaskemaskinen, gik Yasmin hen til vinduet. Himlen lå tæt og mørkegrå lige over hustagene, det væltede ned med regn. En hånd blev lagt nænsomt på hendes skuldre, hun drejede hovedet og så på Elsie. Nu passede det hele, håret sad perfekt og der var stadigvæk ikke en fold på hendes dragt.
   "Nok om mig, hvad med om De fortalte mig Deres historie? Det er da ikke vejr at jage en ud i vel?"
   Hun førte den unge kvinde ned igennem den lange gang og ind i den stue, hvor klaveret stod. De satte sig begge i sofaen, Elsie rakte over på det lille bakkebord. "Må jeg byde på et glas sherry?"
   Yasmin havde godt nok aldrig smagt den ravgyldne væske, men hvorfor ikke? Hun trængte til noget at styrke sig på, før hun skulle begive sig ud i stormen og hjem i stormen. "Lad os drikke dus", sagde Elsie opstemt, imens hun rakte Yasmin det spinkle glas. De skålede. Den gyldne sherry smagte sødt og brændte godt i Yasmins sommerfugle befængte mave.

"Min historie er hurtigt fortalt. Jeg mødte en ung mand på Roskildefestivalen sidste sommer. Vi har været sammen et par gange i årets løb. Jeg har besøgt ham og han har besøgt mig og nu beder han mig om at flytte til London, hvor han har skaffet mig et job på en stor salon tæt på hans lejlighed." Hun tømte hurtigt resten af glassets indhold og Elsie fyldte glasset endnu engang. "Ja, mine forældre er utroligt skuffede. De havde en forestilling om, at jeg blev her i Danmark. Forstår du, jeg er enebarn og de er jo ikke helt unge." Hun kunne tydeligt se sin mors skuffede ansigt for sig. "Så jeg er i syv sind". Hendes blik gled rundt i den smukke stue. Her var billeder alle vegne. Billeder, der fortalte en historie, om et liv langt væk fra Danmark. Det stormfulde liv, som Elsie havde valgt, da hun blev forelsket. Et valg, der ændrede hendes liv og som hun havde fortalt, hun ikke ville have gjort om, hvis hun fik muligheden. Hun så en skygge bevæge sig i entreen og drejede sig mod Elsie. "Hvem er det, jeg hele tiden fornemmer? Jeg troede at De ... øh du boede alene?" Elsie sippede til sit glas og smilte lidt. "Ja som Louise plejer at sige, så er det min mand, der går igen". "Altså et spøgelse!" Yasmin rejste sig og gik forsigtig hen imod entreen, men nu var der ingen. hun så tilbage på Elsie, der sad ret op i sofaen. "Spøgelser" gentog Yasmin. "En så stormfuld kærlighed som vores forsvinder ikke bare," sagde den ældre kvinde "så jeg er sikker på, at du træffer den rigtige beslutning".

På vej ned ad trapperne begyndte hendes mobiltelefon pludselig at vibrere. Hun stoppede op og fandt telefonen frem fra lommen. Mærkeligt - der var hele tre beskeder, der var et par timer gamle og telefonen havde ikke været slukket under permanenten hos fru Storm. Den første besked var fra Liam. "Hi Sweetie, please get over here asap and bring your parents so they can see that I am a respectfully young man. Vi ses (practicing my Danish). Lots of love, Liam". Den anden besked var fra hendes far. "Jeg har booket flybilletter til os alle tre, så må vi få din mor overbevist om, at London ikke er et uland". Den sidste besked var fra hendes mor, "Hej skattepige, jeg har bestilt et bord i aften på den kinesiske, så overbeviser vi din far om, at det nok skal gå alt sammen og om at London jo ligger lige på den anden side af vandet".

Udenfor var stormen løjet af, og der dukkede et par blå pletter frem på den stålgrå himmel. Mens Yasmin låste sin cykel op, så hun op på fru Storms vinduer. Der stod de begge to - hr. og fru Storm og vinkede til hende,

"London here I come", sagde hun til sig selv og cyklede afsted hjemad. Stormen havde lagt sig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/07-2009 10:01 af Tina McGhee og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3347 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.