Jorden
   Zayn knaldede døren i efter sig og trampede ned ad gangen. Han kunne høre Rais råbe af Kumara inde på kontoret, men han vidste allerede at det var spild af tid. Nu hvor Kumara havde fundet et smuthul i loven, var der intet der kunne få ham til at trække sig.
   Hvordan pokker skulle han fortælle Shiva at de skulle kæmpe om ham? Hvordan skulle han sige at vinderen ville få ham som et andet trofæ? Som om han var en ting man kunne eje. En ting uden ret til egne meninger og valg.

Så snart Zayn trådte ind på deres fælles værelse, kunne Shiva se at noget var fuldstændig galt. Udtrykket i Zayns ansigt var så alvorligt, så vredt. Men han var ikke vred på samme måde som han så tit havde set ham. Han bandede ikke højlydt, smækkede ikke med døren. Han stod der bare, som ledte han efter de rette ord.

"Hvad er der galt?" Shiva lagde armene om livet på Zayn og forsøgte at møde hans blik.
   Zayn undgik at se på ham. Langsomt rystede han på hovedet, "jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her..."
   "Dig, mundlam? Det er vist første gang." Shiva prøvede at lyde munter.
   "Kumara har udfordret mig til kamp."
   "Ignorer ham, bare hold dig fra ham og..."
   Zayn afbrød ham før han kunne færdiggøre sætningen, "denne gang er det anderledes ...
   Ifølge nogle gamle love har klanens leder og kommende leder ret til at vælge den mage han ønsker. Hvis hans udkårne allerede er optaget, kan han udfordrer sin udkårnes nuværende mage. Hvis han vinder, tilhører hans udkårne ham." Zayn tog en dyb indånding," Skulle Kumara tabe kan han udfordre mig så mange gange han ønsker. Jeg har derimod ikke ret til at udfordre ham."
   Shiva sank hårdt," lad mig lige forstå det her rigtigt. Du og Kumara skal kæmpe mod hinanden, og vinderen får ... Mig? Kan du ikke bare afslå udfordringen? Har jeg ikke noget at skulle have sagt her?"
   "Hvis jeg afslår, bliver Kumara automatisk erklæret som vinder. Jeg er bange for ingen af os har ret meget at skulle have sagt her."
   "Men ... Men det er jo vanvittigt. Og hvad siger Rais til det her? Har han virkelig tænkt sig at tillade det?"
   Zayn sukkede, han kunne stadig ikke møde Shivas blik, "selv Rais må følge lovene."
   "Men du har vel ikke tænkt dig at kæmpe mod ham? Du kunne blive såret, eller endda dræbt."
   "Jeg har ikke rigtig noget valg."
   Shiva overvejede deres situation et øjeblik, "så lad os stikke af. Vi tager langt væk herfra."
   Zayn kiggede ned på ham og strøg ham forsigtigt over kinden, "der er intet jeg hellere ville. Men du ved ligeså godt som jeg at det er umuligt. Hvis vi brød loven ville vi blive jaget som dyr. Hvilket liv ville det være? Så ville et liv med Kumara trods alt være bedre."

Shiva kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Han vidste Zayn havde ret, men han havde været villig til at prøve. Bare tanken om at Zayn kunne blive såret i forsøget på at beskytte ham, var ubærlig.

"Sch., der er ingen grund til at græde. Jeg har ikke tabt endnu."
   Zayn tørrede hans tårer væk og kyssede ham på panden. Shiva løftede hovedet og fangede sin elskers læber i et kys. Først blidt og prøvende, så dybt og lidenskabeligt.
   Zayn løftede ham op og bar ham over til sengen.
   Shiva gispede da bløde kys bevægede sig over hans hals og videre ned over brystet. Zayn trak hans T-shirt op og en pirrende tunge fandt vej til hans brystvorter. Langsomt flyttede Zayn kyssene længere ned, og lod sin tunge følge den fine linje af bløde hår, lige under Shivas navle. Han elskede den måde hvorpå Shiva altid skælvede i forventning. Han elskede at pirre og drille ham, at se ham flette fingrene ind i lagnerne mens han vred sig i lyst. Han elskede de små klynk og den bløde stønnen han altid udstødte, lige før han blev for ophidset til at holde sin sande form tilbage.
   Shivas fingre gled gennem hans hår, trak ham tættere på, opmuntrede ham til at fortsætte. Han bevægede sig opad, indtil deres læber atter mødtes.

Shiva snoede benene omkring ham og lod hænderne glide kærtegnende over hans ryg, uden at bruge klørene. I nat havde han intet ønske om blod, han ønskede kun at føle sin elskers bløde hud, mærke hans varme krop mod sin og elske ham, for hvad han håbede, ikke ville blive den sidste gang.

Zayn var sikker på han aldrig nogen sinde kunne føle sådan med en anden. Og han ønskede det heller ikke. Han havde aldrig forestillet sig, han kunne elske nogen så højt, havde aldrig forestillet sig at nogen kunne elske ham så højt. Men Shiva havde vist ham noget andet. På en eller anden måde havde denne uskyldigt udseende, unge dæmon fanget ham i sit net. Og han havde ikke den fjerneste lyst til at prøve at slippe fri. Nej, han tilhørte Shiva, og ville altid gøre det. Selv hvis Shiva ikke længere var hans.

"Shiva ... Vil du love mig noget?"
   "Selvfølgelig. Hvad som helst."
   "Ligegyldigt hvad der sker i morgen, så lov mig at du kommer videre."
   Shiva rykkede tættere på og strammede sit greb om Zayn, "sig ikke den slags! Det skal nok gå."
   Zayn vendte sig om og strøg ham over kinden, "jeg håber det. Min plan er at give den nar så mange tæv at han mister lysten til at udfordre mig igen. Men uanset hvor meget jeg hader at indrømme det, så er Kumara stærk. Han kunne vinde, og endda dræbe mig. Hvis noget af det skulle ske, så vil jeg være sikker på at du har det godt. Så lov at du kommer over mig, hvis det skulle komme til det."
   Tårer løb atter ned over Shivas kinder.
   "Shiva ..."
   Shiva bed tænderne sammen og nikkede, "jeg lover det."

Rais stillede sig foran de forsamlede dæmoner, "Kumara har udfordret Zayn til kamp, og Zayn har accepteret. Reglerne er som følger: Ingen blander sig, ingen våben. Bortset fra det, er alt tilladt. Kampen er først slut, når en modstander overgiver sig, mister bevidstheden, eller bliver dræbt. Det er ikke tilladt at dræbe en, der har overgivet sig eller er bevidstløs. Lad kampen begynde."
   Rais stillede sig ved siden Hella og Shiva. Han ønskede at han virkelig var så rolig som han virkede. Men sandheden var at han frygtede, at han ville have mistet en af sine sønner når kampen var forbi. Han havde brugt timer og atter timer, på at forsøge at overtale Kumara til at trække udfordringen tilbage, men uden held.
   Det var umuligt at forudsige, hvem vinderen ville blive. Både Zayn og Kumara var dygtige kæmpere. Kumara var den største og uden tvivl den stærkeste. Men hvad Zayn manglede i styrke, havde han i fart. Rais ønskede ikke at se nogen af dem komme til skade, og bestemt ikke at en af dem skulle miste livet. Indvendig forbandede han sig selv for ikke at have set dette komme. Han lagde en arm om Shivas skuldre og gav ham et let klem. Shiva var sådan en blid skabning, alt for blid for en dæmon. Han havde givet Shiva ordrer til at stå ved sin side under kampen. Han frygtede at den unge dæmon kunne finde på at gå imellem Zayn og Kumara, og hvis kampen blev så voldsom som han frygtede, kunne Shiva let blive dræbt hvis han kom imellem dem. På denne måde ville han være i stand til at holde Shiva tilbage, hvis det viste sig nødvendigt.

Zayn gloede vredt på Kumara, han havde stadig det selvtilfredse smil på fjæset.
   "Hvad er der galt, du er vel ikke bange for mig, lillebror?" hånede Kumara. "Bare rolig, jeg skal nok tage mig rigtig godt af Shiva."
   Zayn bed tænderne sammen og tvang sig selv til at bevare roen. Han vidste udmærket hvad Kumara prøvede på. Han ville have ham til at miste besindelsen og angribe uden omtanke. Men Zayn havde ingen planer om at falde for den. Tværtimod ville han have Kumara til at angribe ham.
   Zayn fremtvang et skævt smil, "bange? Nej, jeg keder mig bare. Og det er vist mere sandsynligt at Shiva ville tage sig af dig."
   Provokationen virkede, smilet forsvandt fra Kumaras ansigt. Han tog dæmonform og stormede mod Zayn.
   Zayn sprang til siden og sparkede sin modstander i ribbenene. Sparket rev Kumara ud af balance og sendte ham i jorden. Zayn benyttede tiden til at tage sin sande form.
   På få sekunder var Kumara tilbage på benene. Før Zayn kunne nå at reagere blev han ramt af et slag i mellemgulvet og kastet tilbage. Desperat prøvede han at vride sig løs, men Kumara holdt ham fast mod jorden. Zayn gispede højt, da Kumara begravede sine tænder dybt i hans hals, og sendte skærende smerter gennem hele hans krop.
   Det lykkedes ham at dreje sig nok til at han kunne ramme Kumara i panden med sine horn. I samme øjeblik Kumara slækkede sit greb, var Zayn tilbage på benene. Han kunne mærke den varme, klistrede væske løbe fra halsen og over hans nøgne bryst. Han tvang sig selv til at ignorere smerten, og fokuserede i stedet tankerne mod brugen af en kraft der hørte fortiden til, ligesom den lov, der nu tvang ham til at kæmpe. Hans øjne glødede rødt da han påkaldte ilden i sit indre og en flammende kugle tog form mellem hans hænder. Med en håndbevægelse susede ilden mod Kumara, som kun lige nåede at springe væk. Zayn foldede vingerne ud og angreb. Hans knæ mødte Kumaras kæbe og sendte ham i jorden. Så snart han var nede sparkede Zayn ham hårdt i siden. Egentlig anså han det for fejt at angribe en der var nede, men det var Kumara der havde udfordret ham, og han ville sikre sig det blev sidste gang.
   Efter et par spark lykkedes det Kumara at komme op igen, rasende kastede han sig mod Zayn. Zayn sprang væk, men for sent til at undgå kontakt med Kumaras skarpe klør. Han bed tænderne sammen og gik i knæ. Hans modstander angreb igen. Et velplaceret spark mod såret i hans side, sendte Zayn hen ad jorden. Før han kunne komme på benene sad Kumara overskrævs over ham, mens stærke klobesatte fingre lukkede sig om Zayns hals. Han gispede efter luft og stak Kumara en knytnæve i ansigtet, men grebet blev kun strammere. Prikker dansede for hans øjne og tilskuernes råben blev til en fjern summen. Med sine sidste kræfter kaldte han atter ilden frem. Han hamrede begge hænder ind i Kumaras bryst mens han frigav helvedes flammer. Kumara blev slynget baglæns og landede adskillige meter væk. Svajende og blødende kom de begge på benene. Tilskuerne forstummede, luften sitrede af tilbageholdte åndedrag.
   Med èt blev Kumaras øjne sorte som kul, "hvis du vil lege med magi ..."
   Sort tåge strømmede frem fra hans krop. På hans ordrer fortættede tågen sig og fòr så imod Zayn. Lige før den nåede sit mål tog den form af hundrede syle. Zayn sprang til siden, og undgik de fleste syle, men nogle få borede sig ind i hans krop, for derefter at gå i opløsning, og efterlade åbne sår. I faldet sendte han endnu en ildkugle mod Kumara. Men han undgik den og stormede imod ham. Snart rullede de rundt på jorden i et virvar af klør, tænder og slag. Til sidst endte Kumara øverst og bed ud efter Zayns strube, men han nåede at nikke Kumara en skalle. Zayn brugte sine vinger til at sætte af mod jorden og derefter lettede han. Skarpt forfulgt af Kumara, præcis som han havde ønsket. Zayn vidste at han var hurtigere end Kumara, på land og i luften. Nu skulle han bare tæt på, og samtidig undgå at blive ramt. Han øgede tempoet. Et skarpt sving og et dyk bragte ham i den rette position, bag Kumara.
   En knasen efterfulgt af et smerteskrig, hørtes da han brækkede Kumaras ene vinge, med et velplaceret spark. Kumara begyndte straks at falde.
   Et øjeblik overvejede han at Kumara styrte i døden. Men lige meget hvor meget han hadede Kumara var de jo brødre, på en måde.
   Han dykkede og greb Kumara. Så snart de nåede en højde, som han var nogenlunde sikker på Kumara ikke ville dø af at falde fra, slap han ham.
   Kumara landede uelegant på jorden, med besvær kom han på benene, stod kort og svajede, og faldt så om.
   Den nærmeste tilskuer undersøgte straks den faldne dæmon, "han lever," råbte han.
   Så snart Zayn landede stormede Shiva hen til ham, og kyssede ham forsigtigt, mens han halvvejs bar Zayn væk fra slagmarken.

Rais sukkede og trak Hella ind til sig, "jeg er lettet over de begge er i live. Lad os håbe Kumara har fået nok nu, og trækker sig."
   Hella nikkede, "ja lad os håbe det, hjælp Jaak med at få ham ind. Vi må vist hellere få kigget på både ham og Zayn."

Jaak kiggede spørgende på sin sårede ven, "har du så tænkt dig at udfordre ham igen?"
   "Selvfølgelig," snerrede Kumara og rettede på isposen han holdt mod panden, "jeg kan ikke tillade, at han ydmyger mig på denne måde."
   Jaak tænkte sig om et øjeblik, "hvad nu hvis han ... forsvandt?"
   "Hvad mener du?"
   Jaak trak på skuldrene, "det er jo Zayn vi taler om, ingen ville finde det mistænkeligt hvis han pludselig besluttede at rejse."
   "Du har måske fat i noget. Men hvordan skulle vi få ham til at rejse? Han opgiver ikke Shiva bare sådan uden videre."
   "Præcis. Shiva kunne være hans svaghed. Hvis vi nu antydede at der kunne ske ham noget..."
   "Nej! Hold Shiva uden for det her."
   "Vi behøver jo ikke gøre det, truslen ville sikkert være nok."
   Kumara rystede på hovedet, "jeg sagde nej."
   "Som du vil. Der er andre måder. Zayn er stadig svækket efter jeres kamp. Det ville være let at dræbe ham."
   Kumara begyndte at le, "du er sjov, Jaak." Han bemærkede ikke det alvorlige udtryk på sin vens ansigt og fortsatte, "Zayn er en forræder mod vores klan, han fortjener ikke Shiva. Jeg kunne selvfølgelig sagtens give ham røvfuld næste gang, men jeg frygter at han vil blive ved med at komme mellem mig og Shiva, også selvom jeg vinder. Derfor skal han væk, men han skal ikke dø. Tag fem- seks dæmoner vi kan stole på, og forklar Zayn at han er uønsket her, og at han har lagt sig ud med den kommende leder. Forklar ham at jeg har magten til at gøre hans liv til et levende mareridt. Skulle han beslutte at opgive Shiva, og på ingen måde komme imellem os ... så kan han blive i klanen, og ingen vil røre ham."