Han skubbede endnu en gren til side og fortsatte fremad. Han var sikker på at lysningen var et sted lige i nærheden. Bevoksningen var bare så tæt, at det var umuligt at se mere end få meter frem. Han fiskede kompasset op af lommen og korrigerede retningen. Han var kommet en anelse for langt mod øst. Han lyttede et øjeblik, kun de sædvanlige lyde af fuglene, der lettede, og smådyr, der søgte føde i skovbunden. Han smilede ved synet af et lille dyr med tyk, lilla pels, der kæmpede for at slæbe en frugt på størrelse med den selv op ad en træstamme. Han havde set den slags mange gange før, og vidste at kræet var ligeså harmløst som det så ud. Til forskel fra mange andre ting her. Han havde lært på den hårde måde, at bare fordi en blomst var pæn, betød det ikke nødvendigvis at den var ufarlig. Kun et par dage efter han var ankommet, havde han brilleret med at plukke en hidsig flamingo, ja det var ikke den korrekte betegnelse. Men det var hvad soldaterne kaldte den smukke, røde blomst, med den fortryllende duft, og de helvedes spidse, giftige pigge, den skød ud når man rørte ved den. Til alt held var giften ikke dødbringende. Men hans hånd var hævet voldsomt op og havde kløet som en sindssyg i dagevis, og hvad værre var, han havde startet sit nye liv med at ligne en komplet idiot. Allerede den dag havde han bestemt sig for, at han hadede hver en sumpet hektar af skovmånen, Tir-nurrag.

Episoden med flamingoen'en lå nu godt seks måneder tilbage, og han var begyndt at synes om sit nye hjem. De dybe skove rummede så mange hemmeligheder, og når han forlod lejren og byen følte han sig næsten som dengang på jorden, da han som lille dreng morede sig med at finde forskellige biller, og forestille sig at de var ukendte monstre. Forskellen var bare, at nogle af de skabninger man kunne løbe ind i her faktisk var monstre. Og langt de fleste af dem var fuldstændig ukendte for mennesker. Tir-nurrag var en forholdsvis nyopdaget måne, de første koloniseringsfartøjer var kommet hertil for godt fem år siden. Tiden var gået med at bygge en by, der kunne yde beskyttelse og som var selvforsynende, med både vand og fødevarer. Da nybyggerne var sikrede, gik man i gang med at høste, skove, anlægge miner og eksportere til de omkringliggende kolonier.

Keegan dukkede sig og kravlede under en mosbegroet gren. Han rettede sig op og smilede. Lysningen bredte sig ud foran ham og gav et velkomment afbræk fra den tætte skov. Han satte sig med ryggen mod et træ og betragtede vandfaldet og den lille sø, i den anden ende af lysningen. Hvis han var heldig, fik han måske nogle nye arter at se i dag. Han slog op på en ledig side i notesblokken, og begyndte at skitsere de forskellige dyr, der kom for at drikke, mens han nedenunder skrev stikord om farver og størrelser.
   Egentlig burde han ikke være her. End ikke i dagslys, var det sikkert at færdes i skoven. Men han holdt af at have lidt tid for sig selv, og sneg sig ofte herhen, når han fik fri. Så langt var der jo heller ikke hjem til byen, og desuden var han bevæbnet.

Han løftede blikket og sukkede. Tiden fløj af sted. Himlens farve varslede at natten var på vej. Han måtte tilbage, inden porten blev lukket. Tir-nurrags skove var ikke et sted, man havde lyst til at befinde sig efter mørkets frembrud.
   Indimellem spekulerede han over, hvad forskerne havde ventet at finde, dengang de første koloniseringsfartøjer blev sendt af sted ud i rummet. Konspirationsteoretikere og modstandere af regeringerne mente, at det aldrig havde været hensigten at finde beboelige planeter. Det havde blot været en måde at slippe af med jordens overskydende befolkning, uden at skabe panik. Om rygterne talte sandt vidste hverken han eller nogen anden. Hvis der lå en beskidt hemmelighed bag koloniseringen, så var den sikkert gået i graven med en eller anden høj herre. Og hvorom alting var, så havde et af skibene pludselig rapporteret til jorden, at de havde fundet en beboelig plantet. Planeten havde fået navnet Eden, og var blevet jordens første koloni. Mange hundrede år var gået siden dengang, og jorden havde nu kolonier og handelsaftaler i adskillige galakser. Det havde vist sig, at kun få planeter var hjemsted for intelligent liv. Skovmånen Tir-nurrag var ingen undtagelse. Her var et usædvanligt rigt dyre og planteliv, men intet der kunne sammenlignes med menneskelig intelligens. Keegan havde fået at vide af de andre soldater, at der indimellem forekom angreb fra en primitiv, men yderst krigerisk race. Men i det halve år han havde været her, havde han endnu ikke oplevet det. Hans opgave bestod som oftest i at holde rovdyr væk fra folkene, der høstede. Det kunne ikke kaldes en ufarlig opgave, men kunne bestemt heller ikke kaldes organiserede angreb. Og som ugerne gik, uden skyggen af de krigeriske, vilddyr fra skovens dyb, begyndte Keegan at antage, at der kun var tale om en vandrehistorie. Noget dem, der var gamle i gårde, kunne skræmme nyankomne kolonister og soldater med.
   Og han måtte nu indrømme, at historierne havde givet et par søvnløse nætter... Men det var dengang. Som en menig, grønskolling på 24, havde han måtte lægge øre til lidt af hvert, historier om menneskeædende, vilde stammer havde bare været en lille del af det.