Tågen flød henover græsset, tyk og fed. Foran den strakte sig grønne græsstrå og bag den et tykt duvende tæppe af hvide bølger, der glinsede i lyset fra månens runde skive. Det var en kold klar aften, hvor de fleste sad godt og trygt i deres huse foran en varm ild. Der var ingen der så den ensomme skikkelse der flød gennem den kolde nat.
   Alene gik hun, det var hendes byrde, hendes straf, hendes åg. Uden en eneste lyd gled hun gennem nattens mørke og tågens hvide bølger, som hun kun var taknemmelig for. Det er nemlig ikke alle der altid vil ses, og de som går om natten vil sjældent. For enden af vejen stoppede hun. Hun havde nået sit mål: en stor jernlåge. Langsomt gled hun indenfor lågens trygge rammer og fortsatte sin vandring. Rundt om hende var der sten, sten og atter sten, så langt øjet rakte i månens dunkle belysning. Hver sten var noget særligt, dekoreret med en speciel ting. Det sidste budskab til omverdenen.
   Hver stens udsmykning sagde noget om ejeren og de pårørende. Den var en måde at vise sig på, vise sin sorg for den som lå under stenen.
   Jens Pedersen: far og ægtemand.
   Så var der endnu en enke er i verden, tænkte hun ligegyldigt.
   Nora Sørensen: byrådsmedlem.
   Der var nok en der havde brug for anerkendelse eller også var det det eneste positive hendes pårørende kunne sætte på gravstenen. Gravsten. En sidste hilsen. En sidste trøst. Alle forskellige, men en ting havde de alle tilfældes. En ting stod på dem alle:
   Savnet.
   Eller endda:
   Elsket og savnet
   For det var de alle - alle de døde havde nogen der engang havde elsket dem og som savnede dem.
   Hun stoppede. Hun var nået igennem hele kirkegården, var gået forbi alle gravsten, nu stod hun ved den sidste, den usleste af dem alle. Grå mat sten, med en kort indgravering:
   Mine
   Navnet. Ikke engang hele navnet. Det var det eneste der prydede stenen. Ingen blomster lå ved dens fod, ingen dødsdato stod skrevet på den. Ingenting.
   En svag skælven gik igennem hende. Døden var ikke noget vidunder for nogen, men den blev ikke bedre af at den eneste der vat tilbage til at begræde ens skæbne var en selv. Den eneste der savnede Mine var Mine selv.
   Så der stod hun. Mines spøgelse og begræd sin egen ensomme skæbne - hun fik ingen fred i døden.