Jeg ved mine skrig ikke vil hjælpe mig på vej.
Så jeg lader min tavshed binde dig.
Den er det eneste, der kan få dig til at tale og se på mig.
Men min jalousi vil skære dig væk.
Hvordan fanden kunne du gøre det? Og så med den sæk?
Nu krøller jeg dig sammen, og smider dig væk.

Du siger nu endeligt så meget,
Men det hele betyder så lidt.
Omsider er din tale blevet til guld.
Men det er kun fordi, min stilhed har slået dig ud.

Men jeg ser den sande tale i dine øjne,
De er forgyldte og skinner af dine løgne.
I vores forhold har vi aldrig haft fairplay.
Jeg har ikke andet at svare end okay.