For et par år siden, havde vi åbenbart et rigtigt vådt forår, mere regn end normalt. I hverttilfælde stod min have under vand i flere uger. Alle de mange forskellige grøntsager og blomster, jeg havde sået, gik til. Min datter havde oven i købet taget frø med hjem fra Japan, som jeg selvfølgelig havde glædet mig til at se komme op, og også forestillet mig, hvordan vi alle ville sidde om det runde spisebord og drøfte spisevaner her og der, imens vi nød de grønne sunde urter fra det fremmedartede land. Det skulle ikke blive til noget, naturen havde bestemt det anderledes. Det hele var simpelthen rådnet væk, og jorden lugtede surt og ubehageligt, ja nærmest forfærdeligt. Det eneste der havde overlevet, var ukrudtet, især snerlerne. De kunne rigtig trives i det varme og fugtige vejr. Eller også har de bare en ukuelig livskraft. De var flere meter lange både over og under jorden, og de havde viklet sig om de træer og buske, der havde overlevet syndfloden, og taget kvælertag på alt de kom i nærheden af. Så det regnen ikke havde fået bugt med, ville snerlerne ombringe, hvis ikke der blev gjort noget drastisk.

Efter at have kigget på ødelæggelserne et stykker tid, henvendte jeg mig til det, jeg den gang, kaldte en "lejemorder" en flink nabo. Han lovede, at der nok igen skulle blive en have ud af alle ødelæggelserne. Vi blev enige om, at det hele skulle fjernes, og i stedet skulle der sås en græsplæne, i den del der var mest medtaget. Hvad jeg ikke havde været helt klar over, var at han ville sprøjte gift ud over hele herligheden. Den hyrede mand overbeviste mig om, at det var den eneste udvej. Han forklarede også, at efter tre uger ville jorden være klar til brug igen. Jeg tvivlede, kunne man nu stole på det. For mig var det en frygtelig tanke, at sprøjte gift ud over moder jord. Men manden var overbevisende i sine argumenter, så jeg gav mig. Han var vel den klogeste. mente jeg, han havde jo dog haft have i en menneskealder, og alle mine forslag om alternative måder blev manet til jorden.

Han fik sin vilje, Han fik lov til at hælde død og ødelæggelse ud over min hverdags lille oase. Først fik det hele en syg gul farve, og senere blev det brunt, sort og så helt vissent. Alt var væk på tre uger. Så blev det hele fræset, og græsset sået. Jeg gik hele sommeren og glædede mig til det følgende forår, hvor jeg så kunne se på en smuk grøn græsplæne, og glemme hele dette overgreb. En ting jeg ikke lige havde tænkt på var, at sådan en plæne faktisk vokser ufatteligt hurtigt, og som følge deraf skal slås flere gange om ugen, og da jeg er modstander af alle de larmende motorer, der efterhånden har invaderet vores hverdag, anskaffede jeg mig en gammeldags plæneklipper, kun udstyret med en rugbrødsmotor. Ak ja, intet i denne verden er uden omkostninger.