Det er et urgammelt dilemma. Skal man eller skal man ikke? På den ene side står man med fast grund under fødderne, men man kunne også holde sig for næsen og springe ud over klipperne og ned i de bølger, der måske/måske ikke vil slå en ihjel. Man kunne slukke bålet i tide eller lade de sidste gløder ulme til morgenduggen falder.
Der er tusinde spørgsmål, der presser sig på. Det er som at løbe i modvind med lænker om fødderne. Man kan ikke undslippe, men man er heller ikke parat til at finde svarene. De svæver derude et sted i horisonten, men man har ikke travlt, for man kan ikke tage for givet, at svarene er det, man gerne vil høre.
Man hører fuglekvidder og drømmer sig væk til solnedgange over vandet og iskolde drinks direkte fra shakeren. Men man finder sig selv i skæret fra sin computerskærm med en stiv whisky i et beskidt glas. Man ser realiteterne i øjnene og opdager, at ens liv ikke er meget anderledes end cigaretten, der ryger i askebægeret; lader man den brænde varer den længe, men suger man på den opnår man en kortsigtet nydelse. Man bør suge al røg ud af sit liv.
Men kan man? Man kan være for forsigtig og vente på at toget kommer og kører en til den rette destination eller man kan springe på i farten og se, hvor man ender henne. Man kan sidde oppe hele natten og granske sit sind for muligheder eller man kan sove branderten ud og se, om sigtbarheden er bedre, når tågerne har lagt sig.
Forelsker vi os typisk i ting, som vi ikke har chance for at få? Søger steder, som vi ikke kan nå? Måske det er derfor vi kigger ud på stjernerne og glemmer, at der er en hel planet under os, der kræver kærlighed og omsorg. Vi fik Jorden, men vi ville have Månen. Vi tog Månen og nu vil vi have stjernerne. Af den simple årsag, at vi ikke kan. Enten vinder man eller også taber man og de fleste har det med at vælge de opgør, der er tabt på forhånd. Men ikke desto mindre ser man fra tid til anden en blomst, der har kæmpet sig vej igennem asfalten.
Nogle gange bør man græde for grådens skyld alene. Man bør rense sit sind, sit hjerte og sine drømme og tænke over, om tårerne der faldt, havde en årsag eller ej. Man kan vandre igennem livet med blanke øjne og et påklistret smil, mens man nynner sange man ikke kender teksten på. Men hvad gør det godt for? Man burde skrive sin egen sang og skråle den ud til verden.
Man kan høre alle historier i verden, drage sine egne konklusioner og bruge matematik til at udregne sine chancer for succes. Men når kapløbet er ovre har man ikke nødvendigvis tabt, bare fordi man ikke fik en plads på podiet.
Og igen står vi ved kløften og kigger ud på havet, der både er smukt og faretruende.
Skal man?
Eller skal man ikke?