Lyset strålede ud fra den åbne dør. Latter og musik rungede ud derfra. Jeg betragtede festen fra min plads i entreen. Udenfor var solen ved at stå op. Festen havde varet længe. Jeg ventede blot på, at vi kunne komme hjem, mens jeg undrede mig over, hvorfor denne fest overhovedet blev holdt. Jeg var der bare. Jeg havde intet fået at vide.
   Alt begyndte at sløres for mit blik. Jeg satte mig ned. Mit blik faldt på en buket blomster. Også de begyndte at sløres. Pludselig blev alting opslugt i mørke.

Jeg havde åbenbart sovet i bilen på vej hjem. Jeg huskede intet om nogen køretur. Faktisk huskede jeg næsten intet. Derfor forstod jeg heller ikke, hvorfor min lillebror, boblende af raseri, trampede ned af den brede sti, der løb gennem skoven foran mig. Bag mig lå mit hjem, hvor alle, bortset fra mig og min mormor, sad inde i. Vi to stod udenfor og så efter Johannes, der mindskedes ind til en lille prik.
   "Gå efter ham" kommanderede min mormor. Jeg sagde hende ikke imod, men løb efter min bror. På begge sider af mig tårnede træerne sig op, og bag mig forsvandt gården ud af syne.
   Jeg indhentede Johannes og lagde hånden på hans skulder for at stoppe ham. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg sagde, men hvad end det var, blev han glad igen. Han fulgte med mig tilbage mod gården.
   Da vi var halvvejs, kom vores forældre gående mod os. Deres bekymrede ansigter lyste op i smil da de så, at Johannes var glad og i sikkerhed. Vi fok mod hinanden, alle smilende.
   En lille sti, der kunne ligne et vandløb, gik på tværs af den store sti. To ræve løb forbi... eller nej. De løb ikke. De slog kolbøtter.
   Jeg skreg. Hvorfor forstod jeg ikke. Var det på grund af forskrækkelsen?
   Rævene forsvandt ind mellem træerne igen, men det så jeg ikke. Jeg koncentrerede mig i stedet for om de fugle, jeg både havde set og hørt flyve skræppende op fra træerne. Et sted fra min højre side lød en knurren. Jeg så ind mellem træerne og stivnede. De andre så vist det samme, for de begyndte at løbe. Jeg vågnede op fra min forskrækkelse og løb efter dem.
   Ud på stien sprang to enorme ulve. De løb efter os, og vi flygtede så hurtigt vi kunne. Min bror og far var langt foran, og min mor var et sted imellem dem og mig. Jeg løb bagerst og turde ikke se mig tilbage.
   En sten eller en revne! Jeg vidste ikke hvad, der fik mig til at falde. Jeg snurrede om på ryggen. Min mor var stoppet. Hun rakte hånden ud for at få fat i mig. Jeg stirrede på ulvene, der løb mod mig. Deres gule øjne glødede, og de blottede tænder glitrede, da solens stråler ramte dem.
   Den første ulv sprang ind over mig. Jeg så ind i dens gab. Dens kløer strakte sig mod mig, og dens tænder var parate til at bore sig ind i mig. Jeg mødte dens blik og...

Jeg slog øjnene op med et skrig!