Hun vender sig om. Tager sig til hovedet, som om det skulle ændre noget, Vrider sig i ålelange passager, graver sig i fingernegleknækkende gange dybt, dybt under lagnerne, tusinde mil ind i sin madras, der nægter at fungere som helle og i stedet lader ekkoet af stilheden runge så stærkt, at hun endnu engang er ude af stand til at handle.
Alt omkring hende segner og eroderer under vægten af hendes ansvar, hendes ansvar for at holde kuren, for at blive til noget, for at være et godt menneske, for hele verden.
Hun må væk. Hun løber ud i tågerne, der dannes omkring hende, givetvis grundet de fossende strømme af mindre koncentreret salt vand end det i havet, ud, væk, op, lige ind i lyset.
 
Da de interviewede den sidste, der havde set hende, svarede han, at han ikke forstod det. Han havde bare spurgt, om han måtte blive for natten.