3Oraklet
Den lille bil bumpede ned ad jordvejen. Forstanderen og chaufføre... [...]
Fantasy
9 år siden
8Reminder
Nethe kiggede længe ind af vinduet, før hun besluttede sig til at... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lise Andreasen (f. 1967)
Den lille bil bumpede ned ad jordvejen. Forstanderen og chaufføren diskuterede den bedste strategi for at finde Mike. Forstander Benjamin Skovsen havde nægtet at lade nogen andre lærere bruge tid på at finde hans søn, der endnu en gang var på afveje. Til gengæld var det her en god intro for Chris, og hun var glad gået med til at være observatør. Så nu sad hun her på bagsædet og -- observerede.
   Bilen gav et ekstra hårdt bump, og chaufføren undskyldte: det var som om der var ekstra mange huller den dag.
   Forstanderen mumlede for sig selv: "Vi ved jo ikke en gang, om han bare er taget til den nærmeste landsby, eller om han er taget længere væk. Hvor skal vi starte?"
   "Anden stjerne til højre."
   Skovsen vendte sig med et ryk. "Hvad sagde du?"
   Chris havde siddet med lukkede øjne, men spærrede dem nu op. "Det ved jeg ikke, hr. forstander!" Hun kiggede skeptisk ned i sin plastikkrus. "Har de puttet noget i kaffen?"
   De kom i det samme ud for enden af vejen. "Der er ikke noget i vejen for at vi starter der, hr. forstander. Jeg kan begynde med at køre mod den stjerne. Jeg tror i øvrigt det er Venus. Det ene sted er lige så godt som det andet."
   Forstanderen tøvede et øjeblik, men besluttede sig så. "Meget vel." Chaufføren begyndte at køre igen, og bilen gled i en blød kurve hen mod landskabet under den udvalgte stjerne.

Den unge, optimistiske læge gjorde sit bedste for at se alvorlig ud. "Jeg kan ikke se nogen fysisk eller fysiologisk årsag til, at du kan komme med sande profetier. På den anden side ser jeg ikke nogen grund til, at det ikke skulle være tilfældet."
   Skovsen -- både senior og junior -- så ikke helt tilfredse ud med den forklaring. Godt nok havde forstander Skovsen før hørt i folk i profetiernes vold, men han mente nok, at han vidste hvad der var skidt og kanel. Mike Skovsen var på den anden side mest utilfreds med, at hans lille eventyr var blevet så kort, og han troede, at der var nogen, der havde sladret til praktikanten Chris Anderson.
   Men Chris havde ikke øje for dem. "Kommer det til at ske igen?"
   Lægen smilede. "Jeg kan ikke love det kommer til at gentage sig. Jeg kan heller ikke love det kun skete en enkelt gang. Måske har den bumlede vej sat en proces i gang, der ikke er sådan til at stoppe. Vi må se tiden an."
   Chris var heller ikke tilfreds. Men det lod til hun ikke kunne få en bedre besked. I dag.

Nogle gange faldt hun ikke i søvn før natten var halvvejs gået. Hun så utydelige billeder for sig af andre profeter. Var der ikke noget med Johannes Døberen var blevet halvhugget? Folk brød sig ikke om at være dumme, og alle var dummere end profeter. Hun ville jo nok ikke blive brændt på bålet. På den anden side havde Skovsen set noget mærkeligt på hende.
   Der var egentlig en fødselsdag, der skulle arrangeres, så endelig lykkedes det hende næsten at glemme det hele. Næsten. Bortset fra sent om aftenen og tidligt om morgenen, hvor det var det eneste hun tænkte på. Hvordan holder man op med at profetere?


Smile. Trykke hånd. Tale om vejret, og om bus-turen herhen. Ikke noget mistænkeligt der, nej nej.
   Nanna kiggede sig omkring. Christine stod midt i lokalet og fortalte om indholdet af det kolde bord, mens de andre gæster stod i en løs kreds. Kim styrede over mod hende, men Nanna "opdagede pludselig bakken med velkomstdrinks", og styrede efter det modsatte hjørne. Planen var, at hun lige skulle vise flaget, og så skynde sig hjem igen. Bare få det her overstået.
   Derhjemme havde hun vendt og drejet invitationen. På den ene side var det tillokkende at tage med. Bare det, at Chris selv havde inviteret! På den anden side ville det blive en raffineret slags tortur. Men i sidste ende blev det behovet for at opføre sig normalt, der vandt. Hun kunne ikke blive væk fra sin bedste vens 30-års-fødselsdag, uden at folk ville undre sig.
   Så her var hun altså. Og smilede. Og trykkede hånd. Og talte om vejret, og gjorde i det hele taget alt, for at man ikke skulle lægge alt for meget mærke til hende. Og syntes at minutterne tog flere timer.

"Nej, jeg ved ikke, den er jo flot, og det er da meget skægt at se en film i 3D. Men når man tænker på hvor meget ris man kunne have købt for de penge! Det er jo uansvarligt ikke at tænke på de sultne i Kina og Pakistan."
   Nanna havde stillet sig i ydercirklen af en lille gruppe, og nikkede svagt. Hun hørte ikke rigtigt efter, men alle de andre nikkede, så det skulle man vel. Og pludselig stod Chris også i cirklen! Der blev stadig talt om filmen, de alle havde set. Om hvordan helten angiveligt kom, "som profeteret", og Chris fik en nervøs trækning. Men så afbrød hun muntert:
   "Har I smagt lasagnen? Jeg synes den er specielt vellykket den her gang."
   Der blev nikket igen, mens Chris lod øjnene vandre fra ansigt til ansigt. Da hendes blik faldt på Nanna, standsede det ekstra længe, og så faldt øjnene i, og læberne begyndte at bevæge sig, uden en lyd. Gæsterne i gruppen talte videre om filmen, og kun Nanna lagde mærke til at noget var galt. Hun overvejede, om hun skulle tage flugten -- men hvorfor? Og hvad nu hvis Chris var ved at få et hjerteslag eller sådan noget? Nej, hellere blive.
   "Smuk som et stjerneskud." Chris havde stadig øjnene lukket, og der var tilsyneladende ikke andre, der havde hørt hendes sagte ord. "Hun er bare min store kærlighed." Nu lukkede Chris endelig øjnene op igen, og så direkte på Nanna. Først intenst. Og så flakkende. "Sagde jeg noget?"
   Bagefter kunne Nanna ikke huske præcis hvordan hun kom ud af døren. Kun at hun rødmede helt op under håret, og helt ned ad ryggen. Afsløret! Og så nu, hvor hun så vellykket ikke havde ladet sig mærke med noget hele dagen.
   Og lige da hun troede, at nu var hun endelig hjemme, i sikkerhed, kunne endelig slappe af, fandt hun kuverten med invitationen. Til Kims skovtur. Og så startede hele historien forfra. Tage med eller blive hjemme? De var jo hendes venner ...


Det var ikke første gang Kim arrangerede en skovtur. Det var heller ikke første gang de var nødt til at gribe til nødplanen, fordi det regnede. (Og selvfølgelig havde Kim en nødplan.) Faktisk havde det regnet så meget, at selv hvis det blev tørvejr den udvalgte lørdag, så ville de ikke kunne sidde udenfor på den ellers hyggelige plæne.
   Men det var til overflod første gang nødplanen heller ikke holdt. Ikke alene plænen var druknet, der var også løbet vand ned i kælderen, og der var ikke længere el i huset. Det fyldte køleskab indeholdt nu kun rådnende grønsager og muggent brød, og de madvarer, der skulle være blevet til lækre tærter og farverig pastasalat.
   Øv.
   Hvis det ikke var fordi Chris og Kim havde været med i slænget helt fra starten, var Chris nok blevet hjemme. Men Kim havde lydt så ynkelig i telefonen, så hun gik med til at komme over med chips og dip, så der trods alt var noget, der mindede lidt om fest. På den anden side, hvis hun havde vidst på forhånd, hvordan dagen ville blive, havde hun nok overvejet det en gang til.

"Chips!" "Dips!"
   Kim og Nanna havde startet en drikkekonkurrence, og så havde de startet en pølsekonkurrence, og nu var de i gang med dippen. Det var helt normalt, at Kim blev depri og drak hjernen ud, når noget gik ham imod. Men det var usædvanligt at Nanna fulgte trop. Var der mon noget, hun rugede over?
   "Dips!" "Chips!"

"No one knows what happened that day. Or how his car overturned in flames."
   "Dips!"
   "But as they pulled him from the twisted wreck. With his dying breath, they heard him say."
   "Chris, er du okay?"
   Nanna holdt op med at slås med Kim om dippen, og sad og stirrede på Chris, der med lukkede øjne talte engelsk. Nej vent, citerede noget fra en sang.
   "Tell Laura I love her."
   "Chris???"
   Med et sæt åbnedes hende øjne. Hun stirrede rundt på de andre. "Hvad? Hvad sker der?"
   "Du sagde noget underligt. Noget med at du vil have Laura skal vide, du elsker hende. Det giver da ikke mening. Der er ikke nogen af os, der hedder Laura."
   "Åh nej, nu sker det igen."
   "Hvad?"
   "Det kan jeg ikke rigtigt forklare."


Den to gange omplantede skovtur blev ikke rigtig mere sig selv. Da flokken var færdig med, i munden på hinanden, at forklare Chris hvad hun havde sagt og ikke sagt, og hvor mærkeligt det hele var, og at Chris' øjne var lukkede, og at hun vist nok var helt bleg, var Kim begyndt at græde. "Mine fester går aldrig som de skal!"
   Chris var også blevet tankefuld. Den gang, hun hjalp med at finde Mike. Hvor lægen havde brugt ordet "profeti". Og hendes egen fødselsdag, hvor hun bagefter fik at vide, at Nanna var blevet meget mærkelig, pga. ord, Chris ikke selv kunne huske at have sagt? Hvordan hang det sammen med, hvad der var sket i dag?
   Kim græd. Og Nanna var vist gået under bordet. Chris slog opgivende hænderne i vejret og begyndte at sige farvel. Ikke flere profetier i dag! Men selvfølgelig blev hun trukket ud i køkkenet. Var hun nu også sikker på hun kunne køre? Hun havde set meget mærkelig ud. Før hun så sig om, var der gået en halv time, og hun flygtede, løb nærmest, da den næste prøvede at styre hende tilbage mod køkkenet. Nul! Nu skulle hun bare hjem. Måske kunne hun nå at se det sidste af lørdagsfilmen.
   Starte bilen, og rundt om hjørnet. Og pludselig var Nanna og Kim der igen, lige foran hende! Det var kun fordi, hun ikke kørte ret stærkt endnu, hun nåede at sno sig rundt om dem. Men bilen bankede med eftertryk lige ind i en brandhane, og en kras lugt bredte sig.
   Det føltes som en kliché da hun på afstand så bilen eksplodere.

Ikke nogen lørdagsfilm. I stedet myldrede flokken ud. En sørgede for, at Chris satte sig ned, en anden tog sig af Nanna og Kim, der pludselig var blevet meget ædru, bortset fra at de stadig ikke kunne gå lige. En tredje ringede til politiet. Der var lidt usikkerhed om, om de skulle ringe til brandvæsnet, men så viste det sig, at det havde en fjerde allerede gjort.
   Naboerne kom ud og kiggede. En nervøs kat opgav at være nysgerrig, og gik i en lang bue uden om hele roderiet.
   Og da de forskellige offentlige biler endelig kom, begyndte mareridtet for alvor.

"Og havde du fået noget at drikke?"
   "En enkelt øl."
   "Og hvorfor forlod du festen? Så meget var klokken jo heller ikke?"
   "Festen var død. Kim lå og græd. Alle var meget pinligt berørt. Jeg havde sagt noget om et bil-uheld, og nu ..."
   "Et bil-uheld?"
   Forklaringen blev lang og fumlet, og det var nogle mærkelige tidspunkter, hvor politimanden noterede på sin blok.
   "Ja, og så ramte jeg altså brandhanen."
   "Javel. Nå, men hvis du bliver siddende her et øjeblik ..."
   "Smuk som et stjerneskud."
   "Undskyld?"
   Denne gang havde Chris et vagt indtryk af, hvad hun havde sagt. Og hun kom ud i endnu en lang forklaring, om sin fødselsdag, om Nanna, og om lægen, der havde nævnt ordet "profeti".
   Politimanden hentede en kollega, og hun måtte forklare en gang til. Og selv da gav det ikke spor mening for hende, da de fortalte hende hvad klokken var, og at hun var arresteret.


Senere fik hun overblik over hvad der var sket den dag. Men lige nu gjorde spørgsmålene hende forvirret.
   Senere grinede hun over betjentenes forvirring, da de ikke kunne få nogen form for anklage til at hænge sammen. Men nu -- nu følte hun frygt.
   Ville der overhovedet komme et senere? Hvor mange år kunne man få for ikke at have kørt sine venner ned? Og hvilken betydning havde det, når en ustyrlig evne truede med at gøre hendes liv til et helvede?
   Men "nu" bliver altid til "senere", og Chris opdagede til sin overraskelse, at hun var fri igen.

"Nanna? Er du her? Er der nogen hjemme?"
   Der blev svaret fra stuen, og Chris gik ind til Nanna, der også havde besøg af en kvinde, Chris ikke havde set før. En kvinde, der rejste sig med et sæt, og straks gik hen til Chris.
   "Du har gaven?"
   "Øh, jeg -- jeg mener, vi har vist ikke mødt hinanden før?"
   "Du kan se fremtiden?"
   "Fremtiden? Nej, det tror jeg ikke -- jeg mener, nogle gange siger jeg noget, men se? Og hvis det er det, du kalder en gave, så ... !"
   "Der er ikke noget at være bange for. Jeg kan mærke, at du først lige har opdaget din gave. Den styrer dig. Du må lære at styre den. Og så vil du opdage, at ja, det er en byrde, men det er også en gave, der kan bringe ufattelig megen velsignelse ind i dine kæres liv."
   Chris kastede et blik på Nanna, der med vidåbne øjne prøvede at følge med. Ikke nogen hjælp der.
   "Hvis du taler om det, jeg tror du taler om, så har det ikke været nogen gave. Jeg er først lige kommet ud af fængslet, hvor jeg har tilbragt en uge, takket være min 'gave'." Nu rejste Nanna sig også op, men Chris havde ikke tid til at stoppe. "Hvis du ved hvordan man slukker for det her, så vil jeg gerne vide det. Ellers har vi ikke noget at tale om."
   Nanna prøvede at glatte ud. "Chris, prøv at snakke med hende. Hun har erfaring med den her slags. Jeg har inviteret hende, så du måske også kunne tale med hende."
   "Ja, og jeg synes det er specielt spændende, at du citerer fra sange. Musik er en af de mest kraftfulde former for profetier vi kender, og det skader jo ikke, at et orakel også lyder som et orakel."
   Kvinden trådte det sidste skridt nærmere, og rakte ud efter hendes skuldre. Der var en utrolig ro i hendes ansigt, og en varme i hendes hænder. "Chris, jeg kan hjælpe dig. Vil du lade mig forsøge? Du kan fortryde når du vil, men lad mig i det mindste vise dig, hvad vi kan sammen."
   Nanna nikkede opmuntrende.
   Senere opdagede Chris, at hun også måtte have nikket.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/03-2011 15:39 af Lise Andreasen (anemone42) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2435 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.