Han dukker som altid op uden varsel.
   Pludselig er han der bare.
   Siddende overskrævs på en stol med underarmene hvilende på ryglænet betragter han mig med sine lattermilde, ravgule øjne og et charmerende smil. Lige så djævelsk smuk, rebelsk og fuld af livsbekræftende vildskab som alle de andre gange. Hans overkrop er nøgen, og selv om han er afslappet, kan jeg se musklerne under den glatte hud der synes at gløde i gyldne nuancer.
   Var det ikke for hans viltre hårmankes irgrønne kulør, og halen som han diskret gemmer på ryggen, kunne han udgive sig for at være menneske, men jeg kender min dæmon og ved at det kan være farligt at glemme hans sande natur.
   "Vær hilset, veninde," siger han mildt, og hans stemme smyger sig om mit sind som de sorte jeans om hans lange ben.
   Jeg nikker kort og spørger lidt fjendtligt, hvad han er kommet for.
   "Du kaldte," svarer han og ignorerer uforstyrret min hovedrysten. "I nat, da du lå søvnløs med alle de tanker som du ikke kan dele med andre end mig. Da skreg du så højt, at jeg frygtede at mit hoved skulle sprænges. Og nu ser jeg hvorfor."
   Han lægger hovedet på skrå og hans varme øjne, så fulde af kærlighed, ser lige gennem mine forsvarsværker og langt ind i min sjæl.
   "Du lider," konstaterer han trist. "Livet gør dig ondt. Du føler dig slavebundet af lænker, du ikke kan se eller forstå og ser ingen vej ud. Din vidunderlige kæreste ..."
   Han vrænger ordene og laver himmelvendte øjne. Åbenbart har han stadig svært ved at acceptere, at han blev sat på gaden af en almindelig dødelig.
   "... kan ikke hjælpe dig. Hvordan skulle han kunne det? Han forstår ikke at din sjæl ikke kan tæmmes, men kun er dresseret. Han forstår ikke din uro og længsel."
   Han kommer på benene og bevæger sig med de store kattes langsomme bevægelser hen mod mig. Hælene på hans slidte biker-boots dunker svagt mod gulvet i samme rytme som mit hjerteslag.
   "Jeg forstår dig," hvisker han i mit øre, idet han passerer mig og stiller sig tæt bag mig. "Ingen kender dig som jeg. Husker du ikke hvor tæt vi var?"
   Jo, jeg husker det udmærket og mærker et sug af begær efter ham. Vi var et par engang, min dæmon og jeg. Og altid matchede han mig perfekt. Var jeg Bonnie, var han Clyde. Var jeg vild, var han vanvittig. Var jeg trist, var han trøst, og var jeg drøm, var han melankoli. Ingen kunne rumme mig som han kunne, og ingen kunne fylde hullet i mit indre som han.
   Men dæmoner er forræderiske elskere, og lige så ofte som han løftede mig mod stjernerne, kastede han mig til jorden, og selv om han det ene øjeblik gav mig mod når jeg var bange, kunne han det næste fylde mig med rædsel når jeg troede mig tryg.
   "Jeg savner dig," fortsætter han insisterende. "Kom med mig! Du ved at jeg kan gøre dig lykkelig."
   Jeg ryster igen på hovedet. Ved, at han lyver, selv om hans ord lyder oprigtige og sande. Da han prøver at lægge armene om mig, trækker jeg mig væk og vender mig mod ham.
   "Gå din vej!" råber jeg. "Jeg vil ikke se dig mere. Du er troløs og har kostet mig flere tårer end du har givet mig håb."
   Han bøjer hovedet en smule, så irgrønt hår falder ned i hans ansigt. Mine hænder tigger om at måtte stryge det væk og mærke det glide silkeblødt mellem fingrene, men jeg klamrer mig til min selvbeherskelse og nægter dem det.
   Snart puster han det selv væk og sender mig et såret, ravgult blik.
   "Afrundede jeg ikke Verdens kanter for dig når de blev for skarpe? Dæmpede jeg ikke lyset for dig når det blev for grelt? Varmede jeg dig ikke når du frøs? Holdt jeg ikke din hånd når du var bange? Var jeg ikke altid hos dig når du følte dig ensom? Og holdt jeg dig ikke for ørerne når du skreg?"
   Jeg nikker modstræbende og kan mærke min modstandskraft smuldre. Jeg vil jo så gerne følge ham, og jeg kan snart ikke længere huske hvorfor jeg kæmper imod. Men netop som jeg er ved at give efter, skærer min hjerne gennem længslen med en tydelig erindring.
   "Sønderrev du ikke min sjæl og efterlod den med så mange grater, at ingen kunne røre den uden at skære sig til blods?" spørger jeg vredt.
   Han sukker, men smiler så forsonende.
   "En enkelt dans så? For gammelt venskabs skyld? Det kan vel ikke skade nogen?"
   Jeg tøver.
   Ved godt at jeg bør sige nej, men hele min sjæl skriger at jeg skal føje ham. Og har han ikke ret? Hvad kan en enkelt dans skade? Bare en kort stund i hans arme hvor jeg kan slappe af, hengive mig og drømme at han i al evighed vil være mig tro og rydde min vej for sorger.
   Jeg nikker, tager hans fremstrakte hånd og nyder at mærke den lethed hvormed han snurrer mig rundt og trækker mig ind i sin favn.
   Så brydes magien af en barnestemme der spørger:
   "Mor, kommer du ikke og læser for mig?"
   Jeg vender mig og ser min datter stå i døren. Hendes ansigt er uskyldigt og forhåbningsfuldt, og jeg svarer hurtigt at selvfølgelig gør jeg det. Jeg mærker at min dæmon tøvende slipper grebet om mig, og da jeg atter ser på ham, er nederlaget tydeligt at læse i hans øjne. Han trækker på skuldrene og sender mig et fingerkys.
   "Vi ses igen," lover han hviskende, inden han opløses og efterlader mig alene med min datter.
   Hun ser overrasket på flasken i min hånd og udbryder:
   "Mor, du drikker da ikke øl."
   Jeg ryster på hovedet, selv om jeg stadig kan smage det i min mund. Går over til vasken og hælder den skummende væske i afløbet. Den skinner ravgult og lokkende som min tidligere elskers øjne.