V I N D E R

Nøkkens spil


7 år siden 39 kommentarer Fantasy

7Kunsten at give slip
KUNSTEN AT GIVE SLIP · Bladene på den store blodbøg tegnede flimren... [...]
Noveller
4 år siden
6Draugr - del 2
Draugr - del 2 · Stilhed omsluttede mig. Dødens stilhed. Min broder... [...]
Noveller
5 år siden
8Draugr - del 1
Draugr del 1 · "Du skal våge tre nætter ved min høj, når jeg er død... [...]
Noveller
5 år siden
5Tågespind - Kapitel 9
KAPITEL 9 · Da hun kom ind sagde husbond: "Ridefogeden har været he... [...]
Fantasy
5 år siden
3Tågespind - Kapitel 8
KAPITEL 8 · Spørgsmålene om ham hobede sig op i hende og hun beslut... [...]
Fantasy
5 år siden
2Tågespind - Kapitel 7
KAPITEL 7 · "Nå, var der nogen, der faldt i søvn under gudstjeneste... [...]
Fantasy
5 år siden
3Tågespind - Kapitel 6
KAPITEL 6 · Karen lagde nakken tilbage og smilede op mod solen, der... [...]
Fantasy
5 år siden
4Tågespind - Kapitel 5
KAPITEL 5 · På vejen derned var hun tavs. Hun ville gerne betro sig... [...]
Fantasy
5 år siden
5Tågespind - Kapitel 4
KAPITEL 4 · Inden hun nåede hjem faldt en anden tanke hende ind. Ta... [...]
Fantasy
5 år siden
6Tågespind - Kapitel 3
Senere, da Karen stod og kærnede fløden til smør, kredsede hendes... [...]
Fantasy
7 år siden
5Tågespind - Kapitel 2
Solen var endnu ikke stået op, da Karen gik til skovs for at find... [...]
Fantasy
7 år siden
39Nøkkens spil
Jeg er Nøkken. Når jeg sætter buen til strengene, danser ellepige... [...]
Fantasy
7 år siden
14Tågespind - Kapitel 1
"Der var engang ... ja, det er faktisk ikke så længe siden ..." · K... [...]
Fantasy
7 år siden

Puls: 2,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Signe Fahl (f. 1973)
Jeg er Nøkken. Når jeg sætter buen til strengene, danser ellepigerne. I tusind år har jeg lokket mennesker i dybet. Draget børn til mig gennem vandets leg over stenene og solens spil i vandoverfladen. Gjort mænd vanvittige i deres søgen efter at måle deres spil med min musik og tryllebundet kvinder med kraften i min stemme og mine øjne. Selv efter at menneskene har ført vandet ned i kloakker og dræn, er det ikke lykkedes dem at tæmme kraften i min å.
   Skulle et dødeligt menneske være stærkere end jeg?
   Men her står hun. Ved bredden af min å, lokket hertil af violinens toner. Lille og spinkel, svajende som et siv i vinden og jeg kan ikke få hende til at tage de sidste skridt. De skridt, der vil bringe hende ud i vandet. Hun læner sig indimellem faretruende langt forover, på nippet til at miste balancen. Men noget stopper hende, før vandet kan nå hende.
   Jeg føjer min stemme til violinens klange. Besnærende lader jeg den omslutte hende. Ægger hende langsomt nærmere. Ellepigerne danser bag hende mens de følger vores kamp.
   Men i stedet for at tage det afgørende skridt, falder hun på knæ. Hvad gør hende så stærk? Jeg tier, lader buen synke og stilheden sænker sig. Vandet selv tier med mig i et åndedrag, så bryder det boblende og klukkende fri af fortryllelsen. Ellepigerne opløses i den tåge, de kom fra.
   Det bånd, jeg har skabt med musikken, trækker mig over til hende. Hvor det skulle have været omvendt. Men jeg gør ikke modstand. Meget få dødelige er i stand til at modstå min kalden og jeg vil lære hende at kende. Kan hendes styrke også klare at møde mig?
   Da jeg træder op af vandet og sætter mig foran hende, slår hun blikket ned. For ikke at skræmme hende yderligere væver jeg mig en klædedragt af vandhår og tågespind. Hendes hænder knuger om hinanden, så knoerne bliver hvide. Men hun flygter ikke.
   Det mørke hår dækker for hendes ansigt. Jeg stryger det om bag hendes øre, så jeg kan se en fin kæbelinie og en let spids næse. Forsøger at fange hendes øjne, men hun holder dem rettet mod sine hænder. Hun skælver ved min berøring.
   "Ved du hvem jeg er?" spørger jeg.
   Hun nikker. "Jeg ... jeg har hørt om ... om dig, men jeg troede ikke... Så hørte jeg musik, den lød så ... fri. Jeg måtte bare høre mere!"
   Jeg ser på hendes hænder. De er slanke, fingrene lange og stærke. De kan godt tilhøre en musiker.
   "Der er kommet mange mennesker herud for at lære at spille som jeg. Er du en af dem?"
   For første gang ser hun på mig. De mørke øjne rammer mine og jeg overraskes over ilden, der brænder i dem. Åh ja, hun begærer min musik. Som andre før hende. Men aldrig har jeg set så intens en kærlighed.
   "Prisen er høj," fortsætter jeg. "De fleste dødelige har mistet forstanden på halvvejen. Og målet er måske ikke, hvad du ønsker."
   Hun river sit blik løs, ser ud over det mørke vand. En gysen løber igennem hende. Hun ved, hvad musikken er i stand til og det skræmmer livet af hende. Alligevel ser hun på mig igen og siger:
   "Det vil være det værd."
   Hvor stærkt flammer ilden ikke i hende ved disse ord! Jeg kan ikke løsrive mig fra de dunkle øjne. Som myggene, der danser over vandet, drages af et lys. Men jeg holder afstand lidt endnu. Det gibber i hende, da hun ser kniven i min hånd. Jeg rækker hende den med skæftet først.
   "Tre dråber af dit blod er min betaling."
   Hun tøver igen og jeg smiler for mig selv. Al den kraft, dette inferno jeg fornemmer bag hendes skrøbelige ydre og så er hun bange for at stikke hul på sin hud. Men så snapper hun hurtigt kniven ud af mine hænder, den sitrer et øjeblik over hendes underarm og skærer så en lille flænge. Kniven er så skarp, at kødet i første omgang lukker sig om såret. Rød som hendes indestængte ild opstår en dråbe på hendes arm. Bliver tungere for til sidst at falde mod den fugtige jord. Hun slipper kniven. En ny dråbe har allerede dannet sig på hendes arm. Hun ser spørgende på mig og jeg nikker ud mod åen.
   En sidste gang tøver hun, før hun rækker armen ud over vandet.
   En.
   To.
   Tre.
   Blodet opløses i den enorme mængde vand, der flyder forbi. For evigt nu en del af det. Og nu mærker jeg for alvor den hede, der strømmer fra hende. Oplevelsen tager vejret fra mig. At en dødelig kan rumme så megen destruktiv kraft uden at gå itu! Intet under at hun ikke er bange for at miste forstanden, det kæmper hun dagligt med i forvejen. Intet under at hun skyer vandet, for vandet kan både lindre hendes smerte og slukke hendes ild. Billeder hvirvler fra hende til mig, de slanke hænder løber langs sorte og hvide tangenter, nodepapirer kilet fast over dem. Noderne snirkler sig over papirerne i uendelige rækker og jeg fornemmer hendes længsel efter at frigøre sig fra dem. Jeg hører hende spille andres musik, igen og igen, hendes søgen efter at nå ind til det perfekte. Og som en enkelt, luftig tone midt i kakofonien hører jeg hendes egen komposition, der gentager hendes ambition. Det perfekte. Det guddommelige.
   Så stærke følelser. Forpustet river jeg mig løs. Hun har trukket sin arm til sig, holder om den, blodet pibler ud mellem hendes fingre. Jeg løsner hendes greb, tager lidt vand i min hule hånd og lader det løbe ned over såret. Det vasker blodet væk, trænger ind i hende. Skal hun lære at spille som jeg, må hun have vandets kraft løbende i sine årer. Hun kigger forundret på sin arm, hvor såret nu er helet, efterladende et lille, hvidt ar, som for altid skal minde hende om hendes offer.
   "Giv mig dit navn," hvisker jeg.
   "Elena."
   Elena. Jeg smager på navnet. Mærker båndet mellem os fortættes. Og i stedet for at danse i åens strømme går vi nu side om side gennem skoven. Hun har en rank holdning, håret kærtegner hendes ryg og jeg får lyst til at gøre det samme. Hendes hofter vugger lidt mere end nødvendigt. Hagen er beslutsomt løftet.
   Der står vand i mine fodspor i den bløde jord, men da mine fodsåler rammer asfalten på vejen, der fører ind mellem husene, siver vandet væk og efterlader kun en mørk skygge. Jeg har før bevæget mig rundt i menneskenes by. Min å har gennem århundreder løbet lige igennem den og jeg har fundet stor fornøjelse i at undersøge den, mens den voksede og husene ændredes fra lerhytter til murstensfæstninger. Men aldrig har jeg været så dybt inde i den, så langt fra mit våde hjem, som hun nu fører mig. Gennem tavse gader går vi. Der er ikke mange mennesker ude, for skumringen bringer natten med sig. Dem, der er der, lægger ikke mærke til os. Hun bevæger sig hurtigt, ser hverken til venstre eller højre undtagen et lille sideblik til mig indimellem. Hver gang hun møder mit blik skynder hun sig at kigge væk, løfter hagen endnu stoltere.
   Da hun stopper foran en dør, rasper mine fodsåler tørt mod fliserne under dem. Det er en ny fornemmelse. Jeg ser op. En høj, grå bygning. Dusinvis af mørke vinduer, tomme huller til en anden verden. Hun bor helt oppe under taget, under den mørke himmel. Så langt fra mit element som man kan komme.
   Men himlen rummer også væde og mens tunge skyer samler sig over os, indtager jeg hendes små værelser. Jeg kan føle vandet flyde i rørene bag væggene, vand, der bliver hentet op fra jorden. Renset og berøvet alt indhold, tamt, spærret inde i gamle rør. Men stadig taler det til mig, Nøkken fra den brusende å. Synger en mat gentagelse af den sang, der lød, da det var et tordenvejr, der hamrede mod jorden, da det stille sivede gennem muld og ler. Det har hørt dværgenes sang, der buldrer gennem jorden dybt, dybt nede, hvor mennesket kun kommer med sine rør og boringer.
   Da bløde regndråber rammer vinduerne, sætter hun sig ved klaveret. Jeg vil altid huske synet af hende der, så sitrende og tændt, så sulten. Også i mig vækkes en sult og jeg går helt tæt på hende. I hendes duft blandes skarpe noter af frygt, der bliver stærkere af mit nærvær. Det er kun godt. Angsten bliver en uundgåelig følgesvend på den rejse, hun skal ud på.
   Jeg bøjer mig frem og tager nodepapirerne. De hvisker tørt i min hånd, inden jeg kaster dem væk.
   "Der er ingen noder til det, du nu skal spille."
   Jeg viser hende, hvordan det lyder, når regndråberne trommer mod muren udenfor, hvordan de løber ned ad den og samler sig i pytter og små strømme. Hvordan en dråbe kærtegner et blad, før den slipper og falder ned i jordens favntag. Jeg viser hende vandets indtrængen gennem jorden og de mere voldsomme strømme i kloakkerne. Og hun spiller. Kæmper. Vrider sine hænder over tangenterne. Hun spiller godt - nej, hun spiller fantastisk. Sved begynder at pible frem i hårkanten på hende. Jeg kan ikke se mig mæt på hende. Så smuk hun er.
   Elena, min brændende, lille dødelige. Så modsætningsfyldt et begær. At spille som vætterne, måle sig med de udødelige. Et sted dybt inde i hende, under et sort vandspejl, ligger noget skjult. Jeg fornemmer hendes modvilje mod at lade mig se det. Kredser om det, fornemmer en kerne af rædsel. Dette er, hvad der gav hende styrke til at stoppe ved åens bred. Men det lægger også en dæmper på hendes anstrengelser med at ramme vandets toneart, holder hende tilbage selvom hun strækker sig alt det, hun tror, hun kan. Musikken, hvor smukt det end lyder, hvor ekvillibristisk hendes fingre end danser, er stadig kun en efterligning, en kopi af vandets liv.
   Men der er ingen vej udenom. Vil hun lære at spille som jeg, må hun overgive sig til vandets kraft. Ikke kun udtrykke den gennem musikken, men lade musikken være den. Og det er svært, så svært for en dødelig. Derfor har så mange betalt for kunsten med deres forstand.
   Jeg sætter mig ved siden af hende. Hun farer sammen, tonerne får en skinger klang, men hun strider sig vej tilbage. Lige så stille slår jeg regndråbernes dans an, den fine sommerregn, der lige nu siler ned ad hendes vinduer. Hun kan høre forskellen, mod dråbernes vellyd er hendes spil lutter dissonans, men hun opgiver ikke. Slås som en ung ørred på en fiskers krog.
   Længe, længe sidder vi der. Side om side, hendes lår tæt op ad mit, vore hænder danser på et sort/hvidt dansegulv. Musikken fylder hendes stue, hyller den i lyd, afskærer den fra resten af hendes verden som en båd, drivende for vind og vejr.
   Jeg kan ikke lade være med at sætte tempoet op. Regnens trommen bliver hårdere, hurtigere. Til min glæde følger hun mig, hendes spinkle krop spændes til bristepunktet. Sammen kaster vi os ud i en regndans, der får mig til at le højt af glæde. Så stivner hendes spil. Under det sorte spejl aner jeg konturerne af den dæmon, der holder hende tilbage. Hun begynder at ryste, men fortsætter med at spille, som om udholdenhed alene kan bringe hende det, hun attrår så hedt. Da hun endelig falder udmattet sammen, er tangenterne fugtige. Jeg stryger håret væk fra hendes svedige pande, kysser hende og hvisker: "Lille flamme, nu skal du hvile dig. Imorgen fortsætter vi."
   Hun slår armene om mig og jeg mærker at hendes sult langtfra er stillet. Mens regnen pisker mod ruderne i det grålige morgenlys, bærer jeg hende over til sengen og de vilde regndråber er de eneste vidner til dette, vores første favntag. Hun ligger stille, øjnene lukkede og hænderne knuget om sengestolpen, men så voldsomt brænder hendes sind, at jeg er ved at fortæres. Elena. Min lille, kvindelige lygtemand, der fik mig lokket bort fra min å.
   Hun sover. Udmattelsens søvn. Regnen er forlængst stoppet. Solen har bagt den smule vand væk, som kloakkerne ikke tog, og hænger lavt på himlen, da hun vågner. Hendes hår er uglet, øjnene fulde af søvn, men i samme øjeblik hun ser mig, tændes ilden i dem igen. Jeg smiler.
   Hun smiler tilbage. "Jeg troede, det var en drøm."
   "Det er det måske også," svarer jeg. "Jeg har fundet lidt mad frem til dig."
   Hun spiser ikke meget, men jeg nøder hende, til jeg ikke tror, at hun kan få en bid mere ned. Hun får brug for al sin styrke.
   "Skal du ikke have noget at spise?" spørger hun.
   Jeg lader tungen glide over mine tørre læber. "Vand er alt, hvad jeg behøver og så længe jeg er her hos dig, må jeg nøjes med det, der kommer ud af din vandhane."
   Hun retter de mørke øjne mod mig.
   "Jeg håber, du bliver."
   Dage, nætter flyder sammen i et. Hun sidder ved klaveret til hun segner. Træder ikke udenfor sin hoveddør. Spiser kun, når jeg sætter mad foran hende. Når jeg husker det. For jeg bliver også grebet af hendes kamp med tonerne og det livtag, hun tager med sin indre dæmon. Jeg er ikke underlagt de samme menneskelige behov som hende og enkelte gange besvimer hun, før jeg kommer i tanke om hendes svagheder. Selv hendes trænede musikerhænder smerter. Jeg kan se det i hendes ansigt. Fingerspidserne springer op at bløde, men hun rejser sig ikke. Omdanner sin stue til en verden i musik. Kommer tættere og tættere på. Så åndeløst tæt og alligevel ikke nær nok.
   Hun hamrer hænderne i klaveret, et skærende drøn bringer stilheden ind i stuen.
   "Jeg kan ikke!" Hendes stemme dirrer. Jeg ler ad hende.
   "Tror du, du kan spille min musik som et menneske? Et sølle, bange menneske? Glem det. Du må konfrontere din dæmon, før du kan hæve dig op over det menneskelige."
   "Jeg tør ikke." Hun gemmer ansigtet i hænderne, men jeg når at se tårerne.
   Jeg sætter mig overskrævs på klaverbænken, tæt, tæt på hende. Tager hendes hænder i mine, så jeg kan se hendes øjne. Synker betaget ned i dem.
   "Elena, min lille elskede. Du kan ikke længere vende om. Du har blandet dit blod med mit. Men jeg er her hos dig."
   Før hun kan nå at sige mere, kysser jeg hende. Mærker det blive besvaret, før jeg slipper hende og vender hende mod klaveret igen. Hun stirrer på det som var det et torturinstrument.
   "Spil," hvisker jeg hende i øret.
   Hun kaster sig over tangenterne som løb hun med dødsforagt planken ud i det våde ukendte. Dykker et kort øjeblik ned i havet. Men dukker et øjeblik efter skrigende og kæmpende op til overfladen igen. Klynger sig til et redningsbælte, hendes angst har kastet ud til hende.
   Lang, lang tid efter indser jeg at hendes krop ikke kan klare mere. Hendes fingre spiller de samme akkorder igen og igen. Svømmer i ring. For træt til at udfordre sig selv mere. Hendes sind i færd med at betale prisen for en dødeligs begær. Hun falder i søvn med hovedet på min skulder.
   Mens hun sover, iagttager jeg hende. Selv i søvnen ser hun anspændt ud. Er hendes frygt for stor til at overvindes? Hun er allerede ude, hvor hun ikke kan bunde. Der er kun en vej frem og det er ned i dybet.
   Jeg går ud på badeværelset og tænder for bruseren. Længe står jeg og lader vandet løbe over mig. Min hud suger væden til sig som tør sandjord, men da jeg slukker, knitrer den stadig smerteligt tørt. Det bekymrer mig. Så længe har jeg aldrig været borte fra min å til at have oplevet dette. Jeg er ved at tørre ud. Føler en konstant tørst, jeg ikke kan slukke.
   Jeg har brug for levende vand. Med en ukendt svaghed i mine lemmer sætter jeg mig atter ind ved siden af sengen. Læner mit hoved mod hendes, så jeg kan sanse hendes duft.
   Hendes blod løber i åen. Og tanken om dage, nætter uden hende får det til at vende sig i mig. Min lille flamme er blevet mig lige så vigtig som min å. Men min tilstedeværelse her vil i sidste ende skubbe hende ned i vanviddets brønd.
   Jeg er Nøkken. Jeg ved, hvordan det må ende. Mine tanker svirrer som forvirrede dansemyg. Jeg har levet i hundreder af år. Kan jeg dø her i denne ørken så langt fra mit vand? Er det et offer, jeg vil bringe for at være tæt på Elena? For første gang i min eksistens smager jeg den bitre frygt for mit eget liv. Forbander for første gang den skæbne, der har bestemt at min kærlighed til denne kvinde må ende med hendes vanvid og min død. Hvis ikke hun snart overvinder sin dæmon, er det den vej, det må gå.
   En blød trommen mod ruden fortæller mig at det er begyndt at regne. Jeg springer op så hurtigt, at jeg bliver svimmel og åbner vinduet på vid gab. Regnen kysser mine hænder, synger om mit hjem i det våde dyb. Fortumlet vakler jeg tilbage, roder febrilsk dybt inde i hendes klædeskab, hvor jeg har lagt min violin. Endnu har jeg ikke brugt den her, kun klaveret har jeg spillet på. Med et suk af hjemve glider violinen på plads under min hage og jeg stemmer strengene så stille jeg kan.
   For at komme så nær som muligt sætter jeg mig i vindueskarmen med benene dinglende udover kanten. Regndråberne danser opmuntrende, da jeg begynder at spille. Tonerne flyder ud af det åbne vindue og blander sig i dansen, væver sig ind i menneskers drømme. I denne nat vil alle drømme om dryppende regn, syngende bække og brølende fosse.
   Hvor længe jeg spiller, ved jeg ikke. Men da jeg, tvunget af denne nye, ukendte træthed, sænker armen, lyder Elenas stemme bag mig:
   "Du savner det, gør du ikke?"
   Jeg vender mig, ser hendes forpinte øjne, men kan kun nikke.
   "Mit liv er afhængigt af det vand. Men jeg kan ikke tage tilbage uden dig."
   Et dybt åndedrag får hendes bryst til at hæve sig. "Kan jeg sætte dig fri på nogen måde?"
   Jeg ryster på hovedet. Selv denne lille bevægelse får huden i min nakke til at stramme og gøre ondt.
   "Der er kun en vej ud og det er gennem din frygt. Stoler du på mig?"
   Længe ser hun på mig. Hendes øjne bliver store. Jeg ser gløder blive til flammende bål i dem. Med rystende hænder henter hun sine sko og tager dem på.
   "Lad os gå." Hendes stemme kun en hvisken.
   Min tapre Elena. Så stærk i sin beslutsomhed. Så skrøbelig i sin menneskelighed. I et nu er jeg henne hos hende, kysser de varme læber, mærker hendes menneskehjerte slå. Det er hende, der til sidst trækker sig fri og lægger hånden på dørhåndtaget.
   "Hvis du bliver ved, mister jeg modet," siger hun.
   Jeg fjerner hendes hånd fra dørhåndtaget og fører hende hen til klaveret.
   "Vejen starter her," siger jeg. "Stol på mig og du klarer den."
   Hun sætter sig for sidste gang ved klaveret. Langsomt løfter jeg armen, smerten trækker i den, men atter danser musikken sin våde regnvejrsvals. Hun stemmer i, følger mig og jeg lægger flere kræfter i. Musikken bliver hårdere, regnen falder tættere, bliver til et skybrud, der overbelaster kloakkerne og vandet skyller gennem gaderne.
   Med lukkede øjne følger hun mig, klaverets klange så tæt op ad mine, at de lyder ens, er ens. Triumf bruser ind over mig, giver min ømme arm energi. Skal det virkelig lykkes nu? Gennem det åbne vindue hører jeg åen besvare vores kalden. Den går over sine bredder, søger os.
   En ny stemme blander sig. Det døde vand i rørene vågner til live, rumler, banker for at komme ud i friheden. Og med et metallisk drøn giver hanerne efter, slipper vandet løs i håndvaske og på badeværelsesgulv. Violinen jubler. Øjeblikket efter flyder det over, sender de første våde fingre ind i stuen.
   En let tøven i Elenas spil. En lille pause, der kan ødelægge alt. Hun har stadig øjnene knebet fast i. Hun danser med sin dæmon. Endelig lader hun mig se den. Et glimt, afgrundsdyb rædsel og en tung sorg. Et opsvulmet ansigt under vandspejlet, abnorme øjne, der stirrer tomt op på hende. En klumpet, grå hånd, der løfter sig fra den døde krop. Med hypnotisk langsomhed gennembryder den vandoverfladen i en nærmest inviterende gestus. Ansigtet er så svullent, at hun først ikke genkender det. En smerte, der hugger dybt i hendes hjerte, da hun forstår, hvem det er.
   Så dette er, hvad hun har næret sin frygt med. Fundet af sin mor i vandets favntag. Synet af forfaldet, den rådnende klump, der engang var et menneske. Jeg forstår hendes sorg. Jeg forstår, at hun nu tager afsked med den person, denne krop engang rummede. Noget hendes skræk over synet indtil nu har forhindret hende i. Det er hendes kamp, ikke min og jeg blander mig ikke.
   Men hendes afsky over opløsningen, menneskekødets forvandling til noget ukendeligt, den vil jeg gøre noget ved. Med sin fornuft ved hun godt, at det må være sådan. Men hendes følelser stritter imod.
   Jeg sender hende mine tanker. Viser hende hvordan hun gennem forfaldet, undergangen kan finde nyt liv. Hvordan ranunkler og åkander kan blomstre på en våd grav. Hun åbner øjnene og jeg ser ilden danse i dem
   Udenfor vores boble fornemmer jeg paniske mennesker. Vand vælter ned fra himlen, stiger op fra jorden, trænger gennem vægge. Der er ingen sikre steder, de kan flygte hen. Sort triumf folder sig ud som en blomst i mit bryst. Se, hvad al deres indespærring af vandet har hjulpet dem! Så de troede, at de kunne gøre sig til herrer over den kraft, der engang skabte verden, formede den grund, de tilbringer deres korte liv på? Men jeg vender tilbage til Elena, lukker deres syndflodsangst ude. De vil kun forstyrre vores koncentration, bringe hendes forvandling i fare. Deres verden vil vende tilbage til det normale. Dette vil kun være et øjeblik, der ryster deres tro på deres egen uovervindelighed. Hvor længe dette øjeblik skal vare, afhænger af hende.
   Hun ser billedskøn ud med det mørke hår klistret til panden. Gulvtæppet bag hende er mørkt af væde. Hendes fod rammer vand, da den trykker klangpedalen ned. Hendes blik gnistrer. Så tæt på. Så tæt.
   "Kom så," hvisker jeg i hendes sind.
   Flammerne i hendes indre brøler stærkere end nogensinde. Musikken kaster sig rundt som et skib i havsnød, vipper et øjeblik på kanten af afgrunden.
   Nu.
   Ahh, ja.
   En rude splintrer og vand fosser ud. Musikken hæver sig i perfekt konvergens, svæver i et åndeløst crescendo, før klaveret drukner. Elena sidder helt stille.
   "Hold om mig. Jeg er bange."
   Jeg lader hende ligge på mit bryst i det stigende vand. Holder hende fast, mens vandet fører os ud af den boble, vi har levet i så mange dage. Holder hende tæt, hvisker beroligende i hendes øre, mens jeg ser ilden i hendes øjne dø.
   Åen tager imod os i brusende ekstase. Kaster os rundt i hvirvler og strømme og jeg lader mig rive med. Borte er trætheden i mine lemmer. Min hud, min krop er ét med åens vilde bevægelser. Men jeg slipper ikke Elena.
   Da jeg atter stikker hovedet op over vandet, er regnen stoppet. Åen flyder roligt nu, næsten tilbage i sit normale leje. Jeg lægger Elena i den eng, den gennem århundreder har næret med sit vand. Stryger hendes våde hår tilbage, så jeg kan se hendes øjne. De stirrer tomt tilbage på mig. Intet spor af gnister.
   Denne del af hendes forvandling har jeg ingen indflydelse på. Jeg sætter mig på en sten, der deler vandet i to. Venter. Venter til skumringen lægger sig over engen. Ellepigerne glider ind over græsset, byder mig syngende velkommen hjem og beder mig spille op til dans. Jeg ryster på hovedet. Ikke nu.
   De svæver vægtløse rundt om Elena, rører hendes kind med våde tågefingre og venter ligesom jeg. Jeg synker ned, lader det levende vand gennemstrømme mig. Med øjnene rettet mod Elenas stille skikkelse.
   Så sker det. En sitren i luften, et dybt suk i vandet. En lille gnist viser sig, hvor jeg lagde Elena. Blafrende. Usikker på sin nye eksistens.
   Jeg holder vejret. Gnisten vokser, bliver til en flamme, en lille fakkel midt i den tilstundende nat. Jeg genkender den. Endelig sluppet ud af sit hylster. Fri.
   Vandet klukker forjættende, da jeg nærmer mig hende.
   Min lille flamme.
   Min for altid.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2011 12:36 af Signe Fahl (Bondekonen) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4095 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.